Lad aldrig solen gå ned over din vrede

Tekst og foto: Arne Runge

Et gammelt ordsprog siger, at man aldrig skal lade solen gå ned over sin vrede. På Fijiøerne tager man dette meget alvorligt. Hver aften før solen går ned, samles familie og naboer omkring et stort fad fyldt med Kava for at ordne dagens problemer. Under kavaceremonien, som kan vare i mange timer, nævner en af deltagerne et problem eller en tanke, og alle får så efter tur lov at kommentere, på en måde som vi ville kalde en brainstorming. Når problemet er gennemsnakket, drikker man mere Kava, og næste problem eller tanke tages op og kommenteres. Alt bliver simpelthen ordnet hver aften, når solen går ned, mens man sidder og snakker, synger, fortæller vittigheder og drikker Kava. Kava er en infusion, fremstillet af rødderne fra en bestemt type peberplante. Det ligner opvaskevand, og det smager ikke særlig godt. Min ven Carsten måtte ud og brække sig et par gange. At tilbyde en ”grok”, som de siger, bliver osse brugt som en velkomst til besøgende. Ceremonien kaldes så en sevusevu, som betyder modtagelse, og kavadrikning er en meget stor og meget betydende del af Fijis kultur, og fremmede bliver gerne budt med.

Sevusevu i byen Levuka på øen Ovalau

Så gik brygmesteren i gang. Han rørte rundt et par gange i kavabowlen med hænderne og fyldte så kruset, som var skallen af en halv kokosnød, med kava

Bula, sagde høvdingen og drak kruset med kava i ét langt hug. Vi andre klappede langsomt tre gange i hænderne. Så gik snakken i gang mellem familien og de to gæster, mig og Carsten. Efter et stykke tid sagde høvdingen igen bula og klappede en gang i hænderne. Ikke med et fladt tøseklap, men et klap med hule håndflader der gav en smuk, hul maskulin lyd. Så gik brygmesteren i gang. Han rørte rundt et par gange i kavabowlen med hænderne og fyldte så kruset, som var skallen af en halv kokosnød, med kava. Han rakte kruset til mig. Jeg klappede en gang i hænderne, tog imod kruset, sagde bula og drak det i en lang slurk, mens de andre langsomt klappede tre gange i hænderne. Så gik snakken i gang igen. Der var far og mor, de fem voksne børn med deres mænd og koner, kærester og børn. Naboen og hans kone var der, de kom hver aften og drak kava. Købmanden var der osse hver aften, fortalte han. Al forretning blev ordnet under kava ceremonien. Mange familier drikker kava hver aften til langt ud på de små timer. Der bliver fortalt historier, sunget, fortalt vittigheder og snakket om, hvad der rør sig i dagligdagen og lige nu.

Kriminalitet og raceproblemer på Fijiøerne eksisterer stort set ikke. Måske er det kavaens skyld. Jeg var til sevusevu, hvor der både var melanesiere, mikronesiere, polynesiere, kinesere, indere og et par hvide vikinger med blå øjne, hvoraf jeg var den ene. Man ordner problemerne med brug af et af de mildeste euforiserende stoffer der findes. Faktisk har det ingen virkning overhovedet, udover at man bliver træt og tungen snurrer lidt, lidt som ved en lettere bedøvelse. Men det er socialt, man kommer virkelig hinanden ved. Næsten for meget, vil de fleste danskere nok mene. Det er ret fascinerende, man føler næsten man er med i en hemmelig loge. Man har noget sammen. Man snakker ikke i grupper, man snakker sammen. En siger noget, og alle andre lytter. Så svarer en anden, mens alle lytter. Når der så begynder at blive stille, siger høvdingen igen bula og klapper i hænderne, en ny omgang magi er på vej.

I gamle dage var det kun høvdingen og præsterne, der drak Kava, mens undersåtterne kikkede på, men nu drikker alle med. Selv den gamle bedstemor og bedstefar. Det går på tur. Når man er for tur, spørger brygmesteren, om det skal være high tide eller low tide, højvande eller lavvande. Altså om kruset skal være helt eller halvt fuldt. Carsten sværgede til low tide, mens jeg holdt på high tide. Jeg håbede jo hele tiden på, at der skulle vise sig noget euforiserende, men desværre. Posen, som de siede kavapulveret igennem, fik mig til at tænke på kaffeposerne fra før papirposernes tid, som var lavet af stof, og hvor mange i stedet brugte en halv nylonstrømpe. Kava-filterposen var osse en stofpose, og man kunne nemt have brugt en nylonstrømpe. De hældte en håndfuld af det lysegrå kavapulver ned i posen og trak den frem og tilbage gennem vandet i bowlen. Ligesom et barn, der leger ubåd i badekarret. Carsten og jeg holdt ud til den bitre ende, klokken tre om natten.

Det var Lydia, pigen på turistinformationen i Levuka, som havde inviteret mig og Carsten til Sevusevu hjemme hos hendes familie. Carsten var osse dansker, han var fra Kolding, hvor det så end ligger, og han var nogle få år yngre end mig. Han var (ligesom jeg) - på grund af backpackerbiblen fra Lonely Planet - havnet på Hotel Marys Holyday Inn i byen Levuka på den lille Ø Ovalau. Hotellet var et par kroner billigere end det flotte nabohotel, Hotel Royal. Det var meget naturligt, at jeg havde valgt at spare et par kroner, men at Carsten havde valgt det billige hotel forblev mig en gåde. Han var ikke den sparsommelige type som mig, faktisk var han temmelig ødsel, i hvert fald i mine øjne. Han blev osse snydt konstant. På restauranter spurgte han aldrig hvad maden kostede, og hvad det egentlig bestod af. Så ofte fik han noget, han slet ikke brød sig om, og som kostede en bondegård. Pyt med det, sagde han altid, jeg prøver noget andet. Carsten havde et lyst livssyn. Han havde rejst tre måneder i Australien og tre måneder i New Zealand og skulle nu, ligesom jeg, være to uger på Fijiøerne, før han rejste hjem via Hawaii. Vi rejste sammen de næste to uger.

- Kavaceremoni, hun klappede en gang i hænderne, tog imod kruset, sagde bula og drak det i en lang slurk, mens vi andre langsomt klappede tre gange i hænderne

Uskrevne regler på Fiji

Carsten og jeg var gået op på byens visitor-center for at høre om, hvordan vi kunne blive inviteret til en sevusevu. Vi havde begge læst afsnittet i Lonely Planet om de uskrevne regler på Fiji, der skulle følges. I en Fiji-landsby er et hus et hjem, og besøgende bør ikke bare stikke deres hoveder indenfor, stod der. Hvis man kom til en landsby skulle man spørge den første person man mødte, om man kunne få lov at besøge landsbyen, altså gå rundt i den. Denne person ville så automatisk tage de besøgende med til høvdingen, som muligvis gav tilladelse og inviterede på en sevusevu indenfor i hans hytte. Her skulle man virke ydmyg, bøje sig, tage skoene af, tale med lav stemmeføring og sætte sig i skrædderstilling på gulvet. Der stod osse at shorts, badetøj, kasketter og hatte ikke var velset i en landsby. Det hørte stranden til. Ifølge bogen var det en lidt kompliceret opgave, så vi havde brug for lidt info.

Infopigen Lydia fortalte, at der var flere guidede ture, hvor man besøgte lokale landsbyer og deltog i en sevusevu, men vi havde mere lyst til at forsøge uden guide. Vi snakkede længe med hende og på et tidspunkt fortalte hun, at hun boede hjemme hos sine forældre, og at de jævnligt holdt sevusevu, så hun ville gerne spørge sine forældre, om vi kunne deltage. Og det kunne vi. Vi mødtes med hende på Hotel Royal og gik sammen hjem til hendes forældres hus. Vi tog pænt skoene og kasketterne af og satte os på gulvet i skrædderstilling som de andre. Vi hilste på alle, og da jeg fortalte faren, som hed Raffe, at han med sin lyse hud måtte have hvide forfædre, svarede han, at han faktisk var halvt tysk. Han havde aldrig kendt sin far, som var en tysk sømand, der engang var blevet inviteret med til en Sevusevu. Han havde lavet noget research og mente at have fundet sin fars familie på Internettet, men han havde ikke tænkt at opsøge dem. Han var meget glad for tyskere og fortalte, at han inviterede alle de tyskere, han mødte, til Sevusevu, men danskere have han aldrig mødt. Så han var meget interesseret i at høre Carstens og mine røverhistorier om Danmark, som blev værre og være som tiden skred frem. Raffe gjorde meget ud af at fortælle om Fijis kultur, og specielt om hvordan og hvorfor man holdt sevusevu. Han fortalte om dengang otte mand, hvoraf han var den ene, havde båret høvdingen to og tyve kilometer gennem regnskoven, for at høvdingen kunne komme til Levuka og deltage i en sevusevu med et fremmed statsoverhoved. Han havde et sort-hvidt billede af transporten, det var indrammet og hang på væggen, og han viste det stolt frem.

Formidable krigere og grusomme kannibaler

Den første europæer, der fortæller om Fijiøerne, er Abel Tasman. Han beskriver øgruppen, som han i 1643 sejlede langs i mange dage på vej til Ostindien. Næsten samtidig besøgte Kaptajn James Cook de nærliggende Tongaøer, som dengang blev kaldt de venlige øer. Her hørte han om Fijis rygte som beboet af formidable krigere og grusomme kannibaler. Så det var en meget nervøs Kaptajn Cook, der alligevel - i syttenhundrede fire og halvfjerds - løb risikoen og lagde til i nogle få dage på øen Vatoa. Han fik dog ingen problemer. Men historierne om kannibaløerne fulgte ham tilbage til Europa og afskrækkede mange fremtidige sømænd fra at besøge Fijiøerne. Kaptajn William Bligh - ham fra Bountymytteriet - og atten af hans sømænd blev ved mytteriet sat ud i redningsbåde nær Tonga. Herfra lykkedes det dem at ro de sekstusinde kilometer til Timor i hollandsk Øst Indien. På vejen sejlede de mellem de to største af de fijianske øer, Viti Levu - som jeg besøgte - og Vanua levu, der ligger lidt nordligere. Kanalen er i dag kendt som Bligh Water. Senere blev Fijiøerne en engelsk koloni. Det holdt i næsten hundrede år, indtil øerne fik deres selvstændighed i 1970.

Kannibalhøvdingen Udre Udre var en gentleman, han spiste aldrig kvinder

- Raffe fortalte stolt om dengang han - sammen med syv andre mænd - bar høvdingen gennem regnskoven, to og tyve kilometer, for at høvdingen kunne komme til Levuka og deltage i en sevusevu med et fremmed statsoverhoved

Det nordligste punkt på hovedøen Viti Levu hedder Rakiraki. Det spændende ved dette sted var, at der lå en kannibal begravet, fortalte Carsten. Men ikke en hvilken som helst kannibal. Kannibalen, som lå begravet her, var kannibalhøvdingen Udre Udre, og han var den kannibal, der officielt havde spist flest mennesker på Fiji. I 1849 kort tid efter Høvding Udre Udres død besøgte den engelske historiker Richard Lyth høvdingens gravsted og spurgte hans søn Ravatu om betydningen af en lang linie af sten, der lå bag kannibalhøvdingens hus. Han fik at vide, at hver sten repræsenterede et af ofrene, som Udre Udre havde spist. Der var 872 sten. Ravatu fortalte, at hans far spiste sine krigsofre, og at han spiste alt, hvert et lille stykke af ofrene, uden at dele med nogen. Han spiste kun meget lidt anden mad, og han havde en enorm appetit, fortalte sønnen. Men han var en gentleman, han spiste aldrig kvinder.

Udre Udres hytte eksisterer ikke mere, men graven med stenene var i mange år et sted, som folk valfartede til. I dag er den næsten glemt. Vi stod af bussen ved Rakiraki skiltet lige ud for et hotel, som forlangte hundrede dollar for et dobbeltværelse. Det syntes vi var for dyrt, så vi afslog, og mens vi stod uden for på landevejen og læste i backpackerbiblen for at finde ud af, hvor graven skulle ligge, kom en alf forbi. Alfen hed Ako. Bula, sagde hun, can I help you. Bula, svarede vi og fortalte, at vi gerne ville se Udre Udres grav og blive her en dags tid, hvis vi kunne finde et billigere sted at overnatte end det dyre hotel. I kan bo hos mig og min familie, tilbød hun, vi bor kun et par minutters gang herfra. Vi takkede naturligvis ja. Ako fulgte os hen til Udre Udres grav, som havde været næsten umulig at finde, hvis Ako ikke havde været med. Den var groet til med græs og små buske og lå næsten gemt inde mellem buske og halvstore træer. Men derinde bag træerne og buskene lå gravstenen. Udre Udre stod der. Carsten fortalte Ako, at Udre Udre havde ædt hans oldefar, som var kommet til Fiji som missionær. Det var derfor han ville se graven. Det var hun meget ked af at høre og så helt forskrækket ud. 872 mænd havde høvdingen ædt, inklusiv to tyske missionærer og - ifølge Carsten - hans oldefar.

En storfamilie og en hvid neger med fregner

Vi tilbød Ako at give middag til familien som tak for overnatningen, så vi kørte forbi markedet på vejen hjem til hendes hus. Både udvejen og hjemvejen i taxi var gratis, taxichaufføren var hendes ven og ville ikke have betaling. Alle kendte og hilste på Ako. Hun var skolelærerinde og et kendt ansigt i byen. Folk kunne lide hende. Vi købte vildt ind. Både Carsten og jeg tænkte, at nu køber hun sgu' ind til en hel uge, men det gjorde hun ikke, det var bare en stor familie, hun havde. Carsten havde købt en pose med tyve slikkepinde, og det var faktisk bare lige, at de rakte til børnene. Det var den største familie, jeg havde set. Vi havde naturligvis osse købt kava, og om aftenen efter maden gik vi i gang med sevusevuen. Den varede til klokken tre om natten, og Carsten måtte igen ud at brække sig et par gange.

Familien bestod af fire søskende på min alder med deres mænd og koner og deres børn og børnebørn. I Danmark havde de fire familier nok haft fire huse, som lå langt væk fra hinanden. Men det var normalt på Fiji, at alle generationer boede sammen. Der var aldrig nogen, der flyttede hjemmefra. Jo, pigerne flyttede, når de blev gift, men hvis de blev skilt flyttede de, ligesom Ako, tilbage til familien. Jeg måtte osse lige fotografere tøjsnoren. Aldrig havde jeg set så lang en tøjsnor med så meget vasketøj. De var forhåbentlig flere om tøjvasken.

- Politisk ligger fijianerne og indofijianerne i konflikt. Men metodisterne er den stærkeste magt på øen. Selv militæret retter sig efter dem. Til daglig er alle perlevenner. Her er jeg sammen med en indofijianer og en melaneser.

Den ene af de fire søskende, en bror, var albino. Han var præst i pinsemissionen, mens resten af familien var metodister. De gik alle i kirke om søndagen, men i to forskellige kirker. Carsten og jeg gik ikke med, men vi lurede ind ad vinduerne i begge to. I pinsemissionen grinede de og sang sjove negersange, hvorimod metodistkirken virkede lidt halvkedelig. Men alligevel knap så kedelig som den danske folkekirke. Der var osse en albinodame i familien, som jeg gik ud fra var albinopræstens kone, men hun var sørme gift med hans bror, som var kulsort. Og albinopræsten var gift med en kulsort negerdame. Tre af børnene var albinoer. De havde det ikke let og måtte hele tiden gemme sig for solen. Men ellers lever albinoer et helt normalt liv og de gifter sig åbenbart osse med kulsorte ikke-albinoer. Jeg snakkede meget med albinopræsten, vi havde ligesom noget tilfælles, han var lige så hvid som mig, ja faktisk var han endnu hvidere end mig, der var blevet godt solbrændt. Han var kridhvid. Udenom fregnerne.

Jeg mødte hverken racisme, kriminalitet eller ballade overhovedet. Men det ulmer i regeringen, læste jeg i aviserne, som det har gjort i mange år. De to store grupper, fijianerne og indofijianerne, indere der har boet på Fiji i mange generationer, skændes konstant, men jeg så en stor spiseseddel fra avisen Fijisun, der med store blå, fede typer bekendtgjorde, at metodisterne advarede militæret. Så det er måske, når alt kommer til alt, metodisterne, der har magten i landet. Men uanset hvem der har magten, er folk på Fijiøerne nogle af de mest venlige mennesker i verden. Alle hilser, bula, bula, bula. Og man er jo nødt til at hilse igen. Bula, bula, bula. Jeg var godt hæs, da jeg forlod Fijiøerne. Bula, bula, bula, bula.

Fakta om Fiji

Flypris
Jeg betalte kr. 9.300,- for en returbillet til Fiji med Air New Zealand og fik to stopover med i prisen, Los Angeles og Auckland. Hele rejsen blev tre uger på Fiji, tre uger i New Zealand og tre uger i Californien. Desuden passerede jeg datolinien. Der behøves ikke visum hverken til USA, New Zealand eller Fiji.

Overnatning
Hostels fra kr. 40,- i dormitory - dobbeltværelse med aircondition koster fra kr.150,-

Transport
Ganske let og billigt. Der går stort set busser hele øen rundt. Men det kniber med transport ind til midten af øen. Der går både til mange øer fra hovedøen Viti Levu - jeg var nogle dage på øen Ovalau - det kan varmt anbefales - hils Lydia.

Oplevelser
Menneskene - jeg brugte en del tid på at lære at kende forskel på racerne, polynesiere, melanesiere, mikronesiere, kinesere, og indofijianerne - kavaceremonier er et must. Masser af rejseagenter tilbyder dykning og sejlture.

Mad og drikke
Alt godt fra havet, fisk og skaldyr, men ellers fijiansk, polynesisk, indisk, kinesisk
Øllet hedder Fiji bitter og er ganske OK - husk at købe et par flasker toldfri Bounty dark overproof Rum (58 %) i lufthavnen ved ankomsten. Man kan indføre to liter alkohol. En liter koster 35,- kr. i lufthavnen og fire gange så meget i butikkerne på øen.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside