Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Fantastiske Filippinerne
- landet hvor folk altid smiler og hvor solen altid skinner

Tekst og foto: Arne Runge


El Nido
Jeg vågnede klokken fem om morgenen. Jeg var frygtelig sulten efter en afskedsaften på Friendly's Guesthouse i Manila, med en masse sprut og ingen mad, så jeg var glad for, at der kun var en time til morgenmad på Færgen Super Ferry, som var på vej til Puerto Princesa, hovedstaden på øen Palawan. Jeg lå og fantaserede om en buffet, normalt spiser man jo rigtig godt til søs, så der var måske mælk, brød, ost, smør og æg, det var jo morgenmad. Så chokket var enormt, da jeg trådte ind i restanten klokken seks og så, at der var sat flere hundrede tallerkener frem med ris og tørfisk. Ris, tørfisk og en smule røræg, intet andet bortset fra et plastikkrus med et brev Nescafé.

Jeg var dybt chokeret og samtidig pissesur, nu havde jeg levet af ris i seks uger, på nær de få gange jeg selv lavede mad, og så var der også ris på superfærgen. Filippinerne elsker ris, de spiser det tre gange om dagen, morgen, middag og aften. Ris og tørfisk er den normale filippinske morgenmad for folk der har penge, dem der ikke har penge spiser ris uden tørfisk. Men det varede ikke mange minutter, før jeg begyndte at grine af situationen, det er jo bedre at grine end at græde, og Filippinerne var så fantastisk med alle de søde mennesker, de smukke piger og solen der skinner hele dagen, hver dag, så jeg kunne bestemt ikke være bekendt at være sur. Jeg satte mig ned blandt de lokale, smilte og hilste pænt, med min tallerken ris og tørfisk. Jeg tror jeg var den eneste hvide mand ombord. Jeg spiste ikke, sad bare og kikkede på tallerkenen, da to små drenge kom rundt og tiggede ved bordene. Er I sultne, spurgte jeg, og det var de. Så gav jeg morgenmaden til drengene, som blev superglade. Så gik morgenmaden heldigvis ikke til spilde.

Filippinsk morgenmad: ris og tøfisk

Paradis Palawan

Seksogtyve timer efter vi afsejlede fra Manila, landede vi på øen Palawan. Jeg tjekkede ind på Dallas Inn, sammen med et fransk par, Benedikte og Tjibou, som jeg havde mødt på båden. Vi blev et par dage i Puerto Princesa og tog så den lokale hønsebus nordpå til El Nido - og hvilket syn. El Nido er måske den smukkeste lille fiskerby jeg nogensinde har set, bare synd at så mange turister synes det samme. Halvdelen af byen var turister, og det er normalt den slags steder jeg går langt uden om, men El Nido var noget helt specielt, så jeg blev der flere dage, og havde endda lyst til at komme tilbage. Ups.

Hotellet vi boede på hed Alternative og lå direkte ned til stranden, og når vi sad og spiste morgenmad på terrassen, kunne jeg tage fodbad i havet samtidig. Aldrig har jeg boet så tæt på en strand. Efter morgenmaden måtte jeg ud og røre ved vandet og tog lige en enkelt dukkert. Benedikte og Tjibou badede hele formiddagen, mens jeg gik ud og tjekkede byen. Små smalle gader med små yndige huse, og så bugten med det turkisgrønne vand og øerne med bjerge i baggrunden. Det var simpelthen et drømmesyn. Jeg gik og nynnede sangen fra Flyvende Farmor, som Peter Belli og Dario synger: Du er så smuk med havet som baggrund. Baggrunden var så smuk, at selv Birte Rønn Hornbæk ville se smuk ud på et foto. Og priserne var endnu ikke sat op til turistpriser, men stadig de samme som i Manila, fire kroner for en 70 cl brandy og en krone og femogfirs øre for en pakke cigaretter. Jeg kom til at tænke på, at en pakke Cecil også kostede en krone og femogfirs øre i Danmark, da jeg var i lære som typograf for halvtreds år siden. Og så var det kun for ti cigaretter, her var det for tyve. Det virkede som om tiden havde stået stille i mange år på Filippinerne. Jeg købte en flaske brandy i en kiosk og satte mig ind på et gadekøkken, eller toru-toru, som det hedder på Tagalo, hvilket betyder peg peg, fordi alle gryderne står fremme på disken og man så bare peger på det man vil have. Jeg pegede på en kop kaffe og satte mig ned og hældte et par dråber brandy i kaffen, så den blev til en Carajillo, som det hedder i Spanien. Servitricen så jeg hældte min egen brandy i kaffen, men Filippinerne er så fantastisk søde, så det er lige meget hvad man gør, så smiler de og siger Welcome Sir, how are you.

Hotel Alternative

Når rejsen bliver til en flugt

Det var faktisk et rent tilfælde, at jeg befandt mig på Filippinerne her først i februar. Jeg havde lige holdt et foredrag i Cafe Globen om min sidste rejse Victoriasøen rundt og var ved at skrive en artikel til Globen om turen, da lyset slukkede. Jeg hører desværre til den slags mennesker, der hver vinter må slås med vinterdepressioner. Det siges, at tredive procent af danskerne lider af vinterdepressioner og tyve procent af dem i så alvorlig grad, at de går helt i stå. Jeg tilhører den sidste gruppe. Jeg har sloges med det hele livet, men det er desværre blevet værre med årene. Det kommer altid som et lyn fra en klar himmel, pludselig vågner jeg en morgen og har ikke lyst til at stå op, jeg har ikke lyst til noget som helst, så jeg bliver i sengen i op til flere måneder, indtil solen en dag begynder at skinne igen. Jeg sætter en meddelelse på facebook om, at jeg er gået i hi og holder op med at tage telefonen. Det er faktisk en af grundende til, at jeg har rejst så meget i mit liv og altid ned til de varme lande, hvor solen skinner, og altid om vinteren. Problemet er bare det, at jeg ofte glemmer at booke en billet mens jeg har det godt, og når lyset så slukker er det for sent, så har jeg hverken evnen, lysten eller modet til at booke. Men heldigvis har jeg et par gode venner i DBK, der kender til mine problemer. Så da jeg havde ligget i hi et par uger, troppede Claus pludselig op med en flaske taxfree whisky, som han fortalte han havde med hjem fra Vietnam, som det ofte sker. Jeg fandt senere ud af, at han lige havde købt den i en butik, men han vidste, at hvis han drak mig fuld og sagde, nå skal vi snart ud og rejse, så var jeg altid med på den. Hvor skal vi hen, sagde han, mens jeg sad og grinte mig halvt ihjel i min whisky brandert. Det er lige meget, svarede jeg, bare et sted hvor solen skinner og et sted hvor jeg kan bo fast på et hostel og ikke behøver at rejse rundt. Hvad med Bangkok eller Manila, sagde han. Ok, svarede jeg, book en to måneders billet til Manila - og det gjorde han. Næste morgen vendte vinterdepressionen tilbage og jeg fortrød. Tænk hvis vinterdepressionen ikke gik over selv om solen skinnede og jeg skulle ligge to måneder i hi i Manila. Det var slet ikke til at


Party på terrassen på Friendly's guesthouse
overskue. Men bordet fangede, billetten var betalt med mit visakort og kunne ikke ændres, sagde Claus. Kan den heller ikke forkortes til én måned, spurgte jeg, men nej, det kunne den ikke. Du skal ikke have visum, sagde Claus, det er bare at tage af sted, du har fem dage til at pakke. God rejse.

Magic Manila

Sådan gik det til, at jeg pludselig sad jeg på Friendly's Guesthouse midt i centrum af Manila. Allerede næste morgen vågnede jeg klokken fem og sprang ud af sengen, jeg skulle ud og opleve, livet var bare fantastisk. Så lidt skal der til, ikke noget med lykkepiller eller psykiatere, som jeg har prøvet flere gange uden virkning, men bare lidt solskin. Hvert år lover jeg mig selv at booke vinterrejsen om sommeren, så jeg har billetterne klar før lyset slukker, og næsten hvert år glemmer jeg det, når jeg har det godt og solen skinner. Men jeg ved af erfaring, at et par dage i solen gør underværker, som jeg kan leve længe på når jeg kommer hjem igen, jeg kan bare ikke huske det, når først lyset er slukket.

Der var en masse koreanere på Friendly's Guesthouse i Manila, som efterhånden er blevet deres Mallorca, så de første to uger levede jeg af noodle suppe til morgenmad ligesom de andre, og om aftenen gik vi på en toru-toru restaurant og spiste gryderet med ris. Ulam ng Kanin, hed det på Tagalo. Jeg spiste som regel kun en halv kanin, fordi jeg blev mere og mere træt af ris. Jeg var osse blevet godt træt af noodle suppe, så jeg begyndte at gå i supermarkedet og købe ind. Især brød, kartofler, æg og ost. Så lavede jeg min egen morgenmad ligesom hjemme, og bagefter kogte jeg et par kartofler, som jeg puttede i en plasticpose og tog med på restauranten, sammen med en kniv jeg lånte på Friendly's. De har nemlig heller ingen knive på restauranterne, folk her spiser med en ske og en gaffel, hvis de da ikke spiser med fingrene, som mange gør. Men en kniv og en gaffel og et par kartofler, det ved man sgu da hvad er. De lokale så undrende på mig, men grinede, da det gik op for dem at det var min kultur, ligesom de havde deres.

Muk, en ung koreaner der mest af alt lignede en Zumobryder, blev min bedste ven og er nu en af mine facebook-venner. Den første nat på Friendly's boede vi i sovesal, men den næste nat var vores senge reserveret til nogen der havde forudbestilt dem, fortalte receptionen, men de havde et dobbeltværelse til samme pris. Jamen det var jo bare i orden, sagde vi, indtil at det gik op for os, at der kun var én dobbeltseng på værelset, som var så lille, at man ikke kunne placere en ekstra seng i rummet. Men vi var begge meget glade for Friendly's og ville nødigt flytte, så de næste tre nætter sov jeg i dobbeltseng med en koreansk Zumo bryder. Så er det edermame om at ligge stille.


Jeg sov tre nætter i dobbeltseng med en koreansk zumobryder
Man kan godt drikke rom og cola på gaden..
En morgen havde jeg købt seks røde et tusind år gamle andeæg til morgenmaden, og mens jeg sad og spiste så jeg, at sidste udløbsdag var fredag i samme uge. Tænk engang, tusind år gamle æg, og så udløb de nu på fredag. De smagte ikke særlig godt, så jeg spiste kun et og forærede de resterende fem til et kinesisk par, som blev rigtigt glade. Sje, sje ni, sagde de, det betyder mange tak på kinesisk. De boede osse lang tid på Friendly's, men kunne ikke et ord engelsk, så hver gang vi mødtes, ofte flere gange om dagen, smilede vi bare til hinanden og sagde ni ha, som man siger når man hilser på kinesisk. Ni ha ha ha.

Og - selvfølgelig var lige ved at sige - blev jeg arresteret endnu engang. Jeg har det med at tage lidt for mange chancer eller løbe for mange risici, alt efter hvordan man ser på det. Denne gang var det for at drikke rom på gaden i Manila, hvilket åbenbart var forbudt. Jeg sad i et lille grøn celle i tre timer og fik så at vide, at jeg skulle betale en bøde på femtusinde pesos - sekshundrede kroner - og kunne derefter gå hjem. Så det gjorde jeg. Derefter gik jeg over til at blande rommen med cola i en colaflaske, half and half, så det så ud som om at det var cola. Så gik det fint, det er jo skønt at sidde på en bænk og få en lille en og kikke på damer, mens solen skinner. Og det kunne man altså godt, bare man drak den af en colaflaske.

Beautiful Baños Laguna

Pludselig en morgen, mens jeg sad og tjekkede mine inbokse på Friendly's gratis Wi-Fi, poppede der en besked op på min facebook. Hi Tito Arne, I am Reynalie from Madnok, stod der, do you remember me, and do you want to be my facebook-friend? Og ja, jeg huskede bestemt Reynalie rigtig godt, selv om det var fire år siden jeg havde set hende og hun kun var fem år gammel dengang.

Jeg kørte Reynalie i skole hver dag på Annas suzuki

My name is Reynalie, do you remember me?
Jeg mødte hendes forældre for fire år siden i en lille landsby som hed Madnok, et par dages busrejse syd for Manila, da jeg havde et tre ugers stopover på Filippinerne på min jorden-rundt-rejse sammen med John Olesen. John havde en kæreste i landsbyen Madnok, så vi blev der i længere tid og var ofte sammen med Henky, som var hollænder, hans filippinsk kone Annalie og deres lille datter Reynalie på fem år. Næsten hver aften gik vi på Karaoke bar, som var og stadig er vældigt populært på Filippinerne, og lille Reynalie kunne de fleste sange udenad, så selv om hun ikke kunne læse endnu, kunne hun synge så gribende, at alle sad med tårer i øjnene, når hun på perfekt engelsk sang Greasesangen Hopelessly devoted to you. Så naturligvis kunne jeg huske hende. Jeg accepterede straks at blive hendes facebook-friend, gav hende min mailadresse og fortalte, at jeg faktisk sad i Manila lige nu. Hun gav min mailadresse videre til sine forældre, som straks mailede og inviterede mig til at besøge dem i deres nye hus, som lå bare en times buskørsel fra Manila. De havde sendt flere mails til mig uden at få svar, fordi jeg havde skiftet mailadresse for et pat år siden, så derfor var kontakten blevet brudt. Men nu var den genoprettet.

Der var bare det problem, at Henky var i Holland for tiden, men hans kone og datter ville meget gerne have, at jeg kom ned til Baños Laguna for at besøge dem. Jeg blev der i to uger og var selvfølgelig meget ked af, at Henky ikke var der, men jeg havde en rigtig fin tid sammen med hans kone Anna og datteren Rey. Jeg flyttede ind som en gammel husven og deltog i dagens gøremål på lige fod med de andre, blandt andet kørte jeg Rey i skole om morgenen på Annas Motorcykel, en lille Suzuki 125 cc med automatgear. Mens Rey var i skole, viste Anna mig den smukke lagune og småbyerne omkring lagunen. Jeg mødte samtlige beboere i compounden hvor vi boede, og jeg var den eneste hvide mand, så alle kendte mig. Børnene kaldte mig for canó, med tryk på sidste stavelse, en forkortelse af americanó. Alle udlændinge
Toru-toru reataurant - man peger på det man vil spise
betragtes som amerikanere efter at Filippinerne var besat af USA i næsten halvtreds år, indtil de blev selvstændige i 1946. Teenagerne kaldte mig Joe. Hello Canó, hello Joe, how are you, Sir. De var meget høflige og kaldet mig altid Sir, eller Po som det hedder på Tagalo. På mine morgenture smilede jeg til alle og sagde Magandang Umaga, god morgen på Tagalo, og alle smilte tilbage og svarede Magandang Umaga, Po. Og når jeg siger alle, så mener jeg alle, jeg mødte aldrig et eneste menneske, der ikke smilede til mig og hilste. Livet er som en boomerang, det man kaster ud kommer tilbage, smil til verden og verden smiler igen.

Børnene kaldte mig Canó.
Compounden, Purok nummer fem, mindede en hel del om Christiania, med skæve huse bygget uden tegninger. Flere af dem havde tilbygninger, nogen gange en ekstra etage, og det var ikke et stille museum, som mange danske småbyer, men et sted hvor folk levede, spiste, sov, drak, sang karaoke og elskede. Ligesom på Christiania. Jeg ledte flere dage efter pusher street, men fandt den aldrig. Jeg ved at der dyrkes meget marihuana på Filippinerne, men jeg ved også, at de går meget stille med dørene, fordi det er meget mere illegalt end i Danmark, og straffen for at sælge det kan være helt op til livstids fængsel.

Anna og Rey spiste ris tre gange om dagen ligesom alle andre på filippinerne. Ris og tørfisk om morgenen og ris med lidt grøntsager til middag og aftensmad. Ingen kød. Men de forsøgte begge at lave mad jeg kunne lide. Vi købte brød og æg til morgenmad, som Rey spejlede og kaldte dem fried eggs sunny side up, og kylling og kartofler til middagen og aftensmaden.

Da jeg bad om en kniv, fik jeg husets eneste kniv, en stor køkkenkniv. Det gik fint, men virkede lidt drabeligt at sidde og spise med en gaffel og en stor køkkenkniv. Men både Anna og Rey ville hellere spise som de plejede, så jeg fandt ud af, at de kun lavede spejlæg og kylling med kartofler for min skyld. Så de sidste dage jeg var der begyndte jeg at spise det samme som dem, ris, tørfisk og grøntsager. Man må jo synge med de ulve man er iblandt, eller hvad det nu hedder. Det allervigtigste var jo, at solen skinnede, og det gjorde den i Baños Laguna, hver eneste dag og måske endda en smule mere end i Manila. Livet var gavmildt.

Og alt i mens jeg levede livet på fantastiske Filippinerne, hvor solen altid skinner, folk altid smiler og en flaske 70 cl rom koster fire kroner, sad danskerne og hundefrøs hjemme i Danmark, halvdelen af dem på lykkepiller, og forsøgte at kæmpe sig igennem endnu en mørk og kold vinter. Det var næsten til at få dårlig samvittighed over. Næsten.


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside