Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Ghana – det tidligere Guldkysten
Tekst og foto: Arne Runge.

Der sad nogle store sorte fugle på et stakit og kikkede på mig, da jeg gik ud af flyet. Jeg syntes de lignede de gribbe, jeg havde set i fjernsynet. De havde en lang hvid beskidt hals uden fjer og var helt røde på de skaldede hoveder.

De sad der igen næste morgen, da jeg forlod hotellet for at tage ud for at se den danske fæstning Christiansborg. Den blev bygget for femhundrede år siden og ligger stadig og knejser ved indsejlingen til Accra, hovedstaden i Ghana. Det er sgu’ nok gribbe, tænkte jeg. De har garanteret fået øje på mig blandt de lokale, fordi jeg er så bleg og har koldsved på panden. De tror nok jeg er ved at dø. Det var jeg faktisk osse, fuglene var ikke helt galt på den. Varmen var ulidelig, femogfyrre grader i skyggen. Jeg fik senere at vide, at jeg - uden at vide noget om klimaet i Vestafrika - tilfældigvis havde valgt årets varmeste måned. Alle gik og ventede på regn.

Folk kaldte mig Obroní. Det betyder hvid mand på Twi, det lokale sprog i Accra området. På gaden vendte alle sig om og kikkede efter mig. Flere af de små børn blev skrækslagne, når de så den blege, hvide mand, obronien, med rygsæk og pibe i munden. De skreg obroní, råbte mamaaaa, og så spænede de ind i hytterne.

Jeg fik aldrig set Christiansborg, som nu er blevet omdøbt til Osu Castle og huser regeringen. Der var vagter med maskingeværer hele vejen rundt om slottet, og der var absolut ingen adgang for turister. Prøv at snakke med Comptroller, Miss Sokkey, in the state house, sagde de, når jeg spurgte om tilladelse. Jeg fandt the state house, men jeg fik aldrig fat i miss Sokkey, selv om jeg prøvede i tre dage. Enten var hun ikke kommet, eller osse var hun lige gået.

Jeg fik en fornemmelse af, at hun ikke ville snakke med mig, så jeg tog bussen og kørte vestpå langs kysten for at se på de andre fæstninger. Hele kysten langs Cote d’Ivoire, det vi kalder Elfenbenskysten, Ghana, som før hed Guldkysten, Togo og Benin er spækket med gamle fæstninger. De blev anlagt for at huse militæret og opbevare det guld, man havde handlet sig til og som skulle sendes med skib hjem til Europa. Senere blev de lavet om til fængsler til opbevaring af slaverne, indtil de skulle sendes med skib til de nye kolonier i Amerika. Der var pludselig blevet flere penge i slaver end i guld.

Cape Coast Castle var ligesom Christiansborg et fantastisk bygningsværk. Det blev bygget af hollænderne i 1637, mens Christian den fjerde rendte rundt med klap for øjet og byggede store huse i København. Tredive år senere blev det udvidet af svenskerne, ja du læste rigtigt, svenskerne var her faktisk osse. Der var hollændere, franskmænd, briter, danskere, svenskere og portugisere. Kun spanierne stødte jeg aldrig på. De havde vel travlt med at danse flamengo og kolonisere Sydog Mellemamerika.

Faktisk skiftede fæstningen igen hånd fem gange de næste tyve år, indtil briterne 1664, én gang for alle, satte sig på magten i Cape Coast, Guldkystens hovedstad indtil 1877. Jeg så gamle autentiske opslag med leje og salg af slaver, og jeg så fangehullerne, hvor slaverne - ofte i månedsvis - måtte vente i frygt, indtil der kom et skib, som skulle sejle dem til den ny verden over there. Ingen vidste hvor de blev sendt hen, men alle vidste, at ingen kom tilbage.

I Tamale mødte jeg en ung student, der hed Yacobu. Han tog fri fra universitetet for at være min guide de to dage jeg var i byen. Vi spiste meget lokal mad hos hans familie, og ungerne, søskende, fætre og kusiner var ellevilde med mit digitale kamera, hvor man kan se billederne lige efter de er taget. Osse mig, osse mig, råbte de, alle ville fotograferes, så jeg knipsede bare løs.

Jeg kan nu bedre lide de gamle runde hytter med stråtag end de nye firkantede, sagde jeg til Yacobu. Så skal du bare se, svarede han, og tog mig med til et andet af byens kvarterer, hvor alle boede i runde hytter. Han kendte dem alle sammen og hilste. De hilste igen og kom hen og spurgte, hvor jeg dog kom fra. For mange af børnene var det første gang de havde set en Obroní. Et ord de voksne nogle gange brugte som et skræmmeord over for børnene. Hvis du ikke opfører dig ordentlig, så kommer den store grimme, hvide Obroní og tager dig. Og så havde jeg en pibe i munden, med ild i. Jo, der var mange af de helt små, der var meget bange for mig. Men mange af de lidt større børn kom selv hen og gav hånd, bukkede høfligt og sagde, Bon jour, monsieur, bien arrivé.

Klokken var to om natten. Jeg vågnede ved lyden af mine tænder, der klaprede af kulde. Der var iskoldt omkring mig. Jeg stod op og lavede mig en kop varm kaffe og hældte en sjat pastis i for at få varmen. Jeg var glad for, at jeg havde en varm bluse og min tykke bløde bomuldsjakke med. Nu fik jeg pludselig brug for dem.

På med det varme tøj og ild i piben. Det her var latterligt. Jeg var ved at dø af kulde - i Vestafrika, tæt på ækvator. Jeg var på et to dages krydstogt på Volta Lake, verdens største kunstige sø, med Yapai Queen of Afrika. Og jeg havde for en gangs skyld flottet mig og købt en luksuskabine, på første klasse med aircondition til 254.000 Cedi. Men den forbandede aircondition kølede hele rummet ned til minus tyve grader. Sådan føltes det i hvert fald, og man kunne hverken skrue ned eller slukke for den.

Jeg var edderrasende. Her havde jeg ofret så mange penge, og så sad jeg her på første klasse og hundefrøs, mens negerslaverne udenfor på dækket havde fyrre graders varme. Jeg åbnede døren og lod den stå åben, men det hjalp ikke, der blev ved med at være hundekoldt. Efter et par kopper varme ”halve kaffe” begyndte pastissen at virke, og jeg indså, at der ikke var andet at gøre end at grine af situationen. Og 254.000 Cedi er trods alt kun hundrede og halvtreds kroner i danske penge. 2. klasse kostede seksogtredive kroner, mens man på 3. klasse kunne nøjes med at betale

tolv kroner for den fyrre timer lange sejltur. Det var, alt taget i betragtning, en sjov oplevelse og en god historie til dagbogen, at give penge for at sidde og hundefryse i Afrika. Så igen, igen, måtte jeg bare sige til mig selv, at sådan var det altså bare her i Vestafrika.

Men om formiddagen næste dag, efter at have ligget og stegt et par timer i en liggestol på soldækket i fyrre graders varme, var jeg nu rimelig glad for at kunne gå ind i min kølige aircon-cabin og køle mig ned, mens jeg miksede et par kølige drinks. White man walking - ind efter kolde drinks. Og samtidig var jeg glad for at maven nu havde det helt fint - jeg havde skidt, både i går og i dag.


Min gode ven Mr. Bushman, med de sjove grønne cigaretter
Da jeg trådte ind på Kokomlemle Guesthouse i Accra var det lige som at komme hjem. Mr. Bushman var der, tyskeren med hans Cote D’Ivoir kæreste og hans Vespa han havde fået sendt ned med skib fra Tyskland, var der. Misses van Weiter var der, men hendes belgiske mand François var der ikke. Han var rejst hjem for at passe sit arbejde i Antwerpen. Misses van Weiter håbede stadig, at i år ville blive året, hvor hun slap for at bo på hotel og fik lov at komme med sin mand hjem til deres rigtige hjem i Belgien. Selv om hun var sort.

Mr. Bushman og jeg genoptog vores hyggemøder med de grønne cigaretter på balkonen. Vi sendte røgsignaler og tilbad solen hver morgen ved solopgang og hver aften ved solnedgang. Halleluja. Receptionisten huskede mig også. The pipe man, kaldte han mig, welcome back. Der var kun gået tre uger, men det føltes som meget, meget lang tid. Jeg havde ikke mere bagage, end da jeg rejste hjemmefra. Jeg havde hverken købt souvenirs eller nogen andre ting. Alligevel var min rygsæk blevet tungere og tungere. Det var oplevelserne.

Nu var den blevet så tung, at jeg næsten ikke kunne bære den mere. Jeg havde nær aldrig fået den op ad trappen til første sal, hvor mit værelse lå. Næste morgen tog jeg en taxi til lufthavnen, og så fløj jeg hjem til Østerbro. Jeg slap for at betale overvægt. Allah o Akhbar.


Ghana 30 dage - februar - 2005:
Fly (30 dage) KLM Wasteels - København - Accra - retur kr. 5.095,-
Visum til Ghana (København) - en måned singleentrance kr. 300,-
Gæstehuse (små hoteller) kr. 30-40,-
Transport: tog, skib, bus, minibus, trotro, deletaxi, zemijdans (motorcykeltaxis) og meget billigt to dages krydstogt på Volta Lake på 1.kl. i to personers kabine med aircon kr. 75,- pr. person
Mad og drikke: Lunch med ananasjuice på de lokale gadekøkkener kr. 2-3,- på restaurant kr. 6-10,-

Cape Coast Castle, til opbevaring af guld og slaver, porten ud til havnen blev kaldt ”the point of no return”. Her boede alle i runde hytter med stråtag – det var en helt anden verden. Kaptajnen på broen - Yapai Queen of Afrika på Volta Lake. Min gode ven Mr. Bushman, med de sjove grønne cigaretter

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside