Haiti - Kan i slå den?
Arne Runge
I går den 16. december, var der kupforsøg på Haiti. Det var ikke første gang. Tværtimod er det helt normalt på Haiti, at der jævnligt er kupforsøg. Nogen gange lykkedes de, andre gange mislykkedes de. Denne gang mislykkedes det.
Og gudskelov for det. Haiti har for ganske få år siden fået demokrati. Måske lidt i "Marianne Jelved" tegn. Men alligevel, for første gang, efter de i 1804 slog næsten alle de hvide franske slave ejere og koloni herrer ihjel. (ganske få af de helt store nåede at flygte. Kardinalen, pavens udsendte flygtede i dametøj, efter der var sat ild på katedralen). Derefter udråbte de verdens første sorte republik. Haiti var det andet land i verden, der tog koloniherrerne åg af sig, efter USA, der i 1789 tilkæmpede sig selvstændighed fra England.
Mens Haiti stadig var under fransk overdømme, skabte den tidligere slave og rebelleder Jean Jacques Dessalines dramatisk et flag for de sorte oprørere på en kongres i byen Arcahaie. Indtil det tidspunkt havde både de franske og de sorte tropper kæmpet under samme flag, mod spanierne.
Dessalines tog ganske simpelt den franske trikolore, skar det hvide felt ud af flaget, og erklærede, at han skar den hvide mand ud af landet. Det røde og det blå felt blev syet sammen og bogstaverne RF (Republic Frances) blev skiftet ud med ordene Liberte ou la morte (frihed eller døden). Det Haitiske flag var en realitet. Kort tid efter gjorde alle sorte oprør, slog de hvide ihjel, og udråbte republikken Haiti.
Der gik kun to år så blev Dessalines myrdet ved et kupforsøg - der lykkedes. Og sådan har det været lige siden. Der går sjældent flere år mellem kupforsøgene. Det sidste for kun et par dage siden.
Men der findes også en anden virkelighed end den politiske. Virkeligheden blandt de utroligt fattige sorte indbyggere, der hver eneste dag må kæmpe sig til et måltid mad og måske et bad i rendestenen, hvis der tilfældigvis er en af de rige der er ved at vaske sin bil.
Gennemsnits indkomsten er fortiden 275 US$ om året. Altså cirka fem danske kroner pr. dag. Derfra skal så regnes med at en overklasse på omkring otte procent af befolkningen, ejer over 80 procent af landets værdier, og tjener tilsvarende. De rige bliver hver dag rigere og de fattige hver dag fattigere. Så det er måske ikke så mærkeligt at der konstant er kupforsøg. Der er penge i det. Hvis det lykkes. Det gjorde det altså ikke denne gang.
Femogtyve dollar og femogtyve Gourdes, sagde pas betjenten, og så alvorligt på mig. Det var fanden til flot uniform han havde på. Jeg betalte og fik et stempel i passet. Haiti den 24-11-2001. Jeg krydsede Masaccre floden og trådte ind i en eventyrverden. Det var som taget ud af operaen Porgy and Bess. Kulsorte negere i det mest farverige tøj, i gang med dagens dont, mens de sang to og tre stemmigt. En sang for og de andre svarede. Der var marked i dag. Der var masser af mad, lagde jeg mærke til. Men da jeg fik kikket rigtigt efter, så jeg at hver sælger havde et lille stykke stof, med meget, meget lidt at sælge. Måske fem tomater, seks appelsiner og tre radiser eller gulerødder. Det kan man sgu’ da ikke leve af, tænkte jeg. Men man kan jo heller ikke dø af det. Vel.
Når man spørger folk om hvordan det går, svarer de "ca va un peu" - det går en lille smule. Hvad skal man svare på det.
Man må nok hellere lade være at svare, og smile i stedet for. Et smil er som en boomerang. Det kommer altid tilbage.
At det kun går en lille smule forhindrer ikke, måske tværtimod, folk i at være meget venlige og hjælpsomme. Så før jeg vidste af det, var jeg blevet hjulpet hen til "busstationen" og sat op i en "bus" som ville køre mig til Cape Haitian.
Når jeg skriver bus i anførselstegn er det fordi "bussen" er en ramponeret pickup, med træbænke bagved på ladet. Men det er fan’me billigt.
Jeg kunne ikke få nogen kvittering på hotellet, og der lå en pakke kondomer under madrassen. Jeg fandt så ud af at receptionisten ikke kunne skrive, ligesom 70 % af befolkningen ikke kunne, og at hotellet ikke var beregnet til turister, men til prostitution. Det var det samme på alle de hoteller jeg senere besøgte. Ret skal være ret. Der var et par enkelte receptionister der kunne skrive og som gav mig en kvittering. Men kondomerne var der på samtlige, ligesom det altid var en dobbeltseng og at der ikke fandtes værelser med to senge. I byen Gonaive boede jeg på hotel Merci Jesus. Det var nøjagtigt det samme som på de andre. Dobbeltseng og kondomer under madrassen. Mange tak.
Hotellet i Cap Hatienne, lå på byens hovedgade. Hold da kæft, hvor er der mange mennesker på Haiti. Og hold kæft, hvor er der beskidt. Det var faktisk lidt af et kulturchok jeg kom ud for. På en måde var det værre end Bangladesh, hvor jeg var sidste år. Bangladesh har ingen lossepladser. Alt bliver genbrugt. Selv kolorte, som de bruger til at bygge huse af. De er måske en anelse mindre fattige på Haiti. For her er lossepladser. Og de ligger på hovedgaden, som i alle de andre gader. Og der bliver de liggende. Men de giver føden til en masse grise, hunde og høns, som konstant er på jagt efter mad.
Prøv at læse den første E-mail jeg sendte hjem. Jeg kom lige fra Den Dominikanske republik, hvor jeg havde levet i sus og dus i tre uger. Der var ikke meget sus og dus på Haiti. Men der var så utroligt meget, meget andet.
It’s fucking unbelievable.
(første E-mail - sendt efter en uge på Haiti)If the Dominicans was a paradise, Haiti is a black hell, at least for the people who lives here.
It's the poorest country in the Americas, and probably one of the poorest in the world.
It's dirtier than Bangladesh, more crowded than India, the roads are worse than in Cambodia, and the people are blacker than in Gambia. All the people are descendants from slaves broad here from West Africa, many years ago.
Of the 10 million people living here only about 200.000 have a real job. The rest are surviving by hair-cutting each others, selling nothing, cheating, begging, stealing or prostitution.
In a matter of facts, this is more Africa than Africa.
They only got one hope they believe – that Jesus will help them - so everybody is very religious, and the many churches are full of people praying, all the day, everyday, and everybody talks about Jesus all the time. But, unfortunately it seems like Jesus doesn’t listen.
Maybe they should move back to the fields and cultivate some vegetables.
They call me blan. Bonjour blan, ca va blan, give me a dollar blan. It's hard to be a blan in this country. Anyway, it's a fucking great and unique experience; I hope I think, but a very tough one, and definitely not for sissies.
Until now I haven't seen any Zombies [beside my friend Jan, who went back to Denmark two weeks ago] or seen any Voodoo ceremonies. It seems that people get afraid, when I ask them about it, but I'm still searching.
If The Dominicans was amazing - this is fucking unbelievable.
Take care, and if you come across a beggar, don't forget to give him a dime.
Arne - searching for Zombies - Saint Marc - Haiti
Jeg var nået til Saint Marc, da jeg sendte mailen. Men allerede på det tidspunkt var jeg faktisk begyndt at se på Haiti med helt andre briller. Dem med zoom. Folk fik ansigter.
Der er ikke meget elektricitet i landet. I ouanaminthe fandtes der overhovedet ikke el i byen. I cap Haitiene, er der normalt el fra kl. 20.00 til kl. 24.00. Når mørket falder på kl. 18.00, samles alle byens studerende på Shell Tanken. Tanken har sin egen generator og har strøm døgnet rundt. Det eneste sted i byen med el før kl. 20.00, og efter kl. 24.00 Så her vandrer de studerende rundt og læser i deres bøger og hilser på hinanden.
Når el forsyningen går i gang, går de studerende, der har indlagt el, hjem og læser videre hjemme. De andre bliver på tanken, til de har læst færdigt.
Alle unge på Haiti er helt vilde med at lære engelsk. Jeg blev konstant spurgt om jeg ville snakke med dem, så de kunne praktisere engelsk. Dem jeg blev venner med var også stolt af at have en "blan" til ven og ville gerne vise vennerne at de talte engelsk. Så resultatet blev at jeg fire aftener i træk, som midtpunkt, praktiserede engelsk med de unge studerende, der ønskede det, på Shell tanken i Cap Haitiene. Det var næsten som en pressemøde. De unge udspurgte mig på skift om mit navn, hvorfra jeg kom, om jeg var gift hvor mange børn jeg havde og dem der talte godt engelsk, om hvor mit land lå og hvordan der var at bo. Ja hele verdenssituationen blev taget op. Jeg var hvid, rig og meget vidende. Jeg følte mig næsten som Præsident Clinton på Nytorv.
Port au Prince hedder hovedstaden. Jeg flyttede ind på endnu et lille lokalt hotel, eller bordel som de jo egentlig er. Hotellet St. Pierre lå på Gran Rue, hovedgaden i byen. Byen er større, der er endnu flere mennesker end Cap Haitienne, men ellers er de meget ens. Slum, kun el nogle få timer hver aften, studerende der læser i benzintankenes generator lys. Det var den fjerde storby jeg besøgte, så jeg besluttede mig nu, til at tage ud på landet, for at se om der var noget om de der zombier og Voodoo dyrkere.
In the very jungle
(Leogane Tuesday the 04-12-2001)After two days in the Capital Port-au-Prince, another big, dirty, crowded hectic, evil-smelling city, I decided to visit the rural population. Searching for zombies. I left the tap tap (pickup-bus) 50 km south of Port au Prince in the middle of nowhere, and trot into the jungle.
Here I met Mr. Wilson and his big black family, wife and 10 children, who invited me to stay in his house for a while.
He got his name from a grand-grand-grand father who was a slave owned by a Blan named Mr. Wilson, he told me.
I stayed three days on his little jungle-farm, and once again I found a paradise on earth. He told me a lot about the country, zombies and Vodou-religion. He was himself a Vodou believer and convinced that it empowered his life and brought him good fortune. Vodou is not an evil, but a very good religion, he assured me. He knew a lot of zombie stories, but he never met one himself.
When I left his little paradise, he filled my backpack with bananas, oranges and mangos, and I promised to return some sunny day, which I probably will.
Keep cool, and don't forget to give your neighbor a hug now and then.
Arne in the Haitian jungle - continuing towards south
Se det var jo et helt andet Haiti. Folk på landet er også meget fattige, men de har deres små stykker jord hvor de dyrker frugt og grøntsager, holder en enkelt ko, eller gris, og nogle høns. Så de sulter ikke som folk i byerne. Man kan også mærke på dem at de har det bedre. Der er kun ganske få tiggere i forhold til byerne som er fuld af tiggere.
Jeg fik godt nok nogle oplysninger om zombier og voodoo ceremonier, men har stadig til gode at opleve det, så jeg beslutter at tage til Jacmel, hvor jeg ved at den danske filmmand Jørgen Leth for nylig er blevet konsul Honoraire. Han må da vide noget, tænkte jeg.
Jacmel er også en stor by, men alligevel helt forskellig fra Cap Haitienne og Port au Prince. Den er mere provinsagtig, og af en eller anden grund ikke så fattig som de andre byer. Faktisk en skøn, skøn by. Det syntes Jørgen Leth også, fortalte han mig da jeg besøgte ham den næste dag.
Jeg præsenterede mig som Arne Runge fra de berejstes klub. Jeg ved ikke om det var det der åbnede døren, det har det jo gjort før, men sikke en modtagelse jeg fik. Jeg er jo ellers vant til at ambassaderne rundt om i verden helst ser en backpackers hæl end tå. Men ikke på det danske konsulat i Jacmel på Haiti.
Velkommen vil du have en kop kaffe og en Havana cigar, spurgte Jørgen Leth. Ja tak, meget gerne. Har du lyst til at komme til middag i aften her på konsulatet. Ja tak, meget gerne. Vil du med til Voodoo ceremoni. Ja tak meget, meget gerne.
I allmost met a zombie
(Jacmel Thursday the 06-12-2001)At least I met a man who met a Zombie. Today I had a great interview with the famous Danish journalist, writer and film producer Jorgen Leth, who is now the consul Honorary in Haiti. He has lived here for 11 years now, and among many other things he has investigated two cases of people turned into zombies, with the help of the local police, as there are a capital punishment for turning people into zombies in Haiti.
One of the cases was a young girl who suddenly became ill, and died. But four years later her brother who was on a voyage to another village, saw her. She looked very different, but he was sure that it was her sister, so hen went to the police, who investigated the case together with Jorgen Leth, and a film team. It was her stepfather who stood behind. He had given her some powder that made her look as dead. The next day after she was buried, she was digged up again and given some antidote of some accomplices.
She came back to the family and with the help of a Christian priest she is now feeling better but still very brain injured, and don't remember anything from her previous life.
This is until now the closest I have been to a Zombie.
Arne - Jacmel – Haiti
Jeg tilbragte mange timer, de næste par dage, sammen med Jørgen, og fik alle de oplysninger om landet, regeringen og befolkningen, zombier og voodoo ceremonier, jeg kunne ønske mig. Jeg læste hans bøger og blev lige så grebet af Haiti, som Jørgen der nu har boet her i 11 år og formodentlig bliver her, til han skal bæres bort. Jeg fik som sagt ikke set nogen levende zombier, de findes, men der er vist ikke ret mange. I øvrigt er det formodentlig Hollywood der står bag de fleste rygter om Zombier. Jeg kan huske at jeg for nogle år siden så en musikvideo med Michael Jackson, hvor tusinder af zombier kom op af deres grave og dansede med. Ren fiction som så mange andre film og bøger om Voodoo og Zombier. Men jeg fik endelig deltaget i en rigtig voodoo ceremoni. Og det er helt sikkert noget jeg aldrig glemmer.
Finally I participated in a Vodou ceremony.
(Jacmel Saturday the 08-12-2001)I was invited for dinner at the Danish consulate and after some bottles of wine, we decided to go and se a Vodou ceremony. Three film producers, two photographers and me, Monsieur Arne as they call me.
We went to a tremendous interesting "show" with more than 200 people participating. I was dancing for four hours trying to be possessed but unfortunately without success. But several of the others got possessed and acted like different Vodou gods and animals like frogs and fishes.
Among many rituals we drank the blood of some roosts. and several bottles of Rum. And of course ( got pissed and don't remember how I got back to my hotel, where I woke up the following morning, next to a fat black woman with enormous boobs. Fuck.
Well, this was the final experience in Haiti. Today I'm recovering and tomorrow I'll go back to Port au Prince, spending the last three days visiting the museums. I think, before leaving for Miami on Friday the 14-12.
A very humble Arne - with a hangover - Jacmel – Haiti
Efter denne oplevelse tog jeg tilbage til Port au Prince. Jeg så museerne, besøgte det berømte hotel Olufsen hvor alle udenlandske reportere holder til og brugte en af dagene på et besøg i Petionville, den lille forstad til hovedstaden, oppe på bjerget, hvor mulatto overklassen bor. Det er jo sådan at jo fattigere et land er, desto rigere er overklassen i landet. Haiti er ingen undtagelse i denne sammenhæng. Det var folk styret herfra der for et par dage siden forsøgte et kup - som gudskelov ikke lykkedes.