På første etape af sin jomfrurejse i januar 1959 indfriede "Hans Hedtoft" alle forventninger,
da det slog rekorden for rejser mellem København og Grønland. På hjemturen mod Danmark
gik det imidlertid galt. Det var et isbjerg, der den 30. januar 1959 blev "Hans Hedtofts"
banemand i det hårde vejr, det løb ind i, mens det rundede Kap Farvel. Det fremgår af skibets
SOS-melding. Til det sidste havde det telegrafisk kontakt med den tyske trawler "Johannes
Krüss", hvor den tyske telegrafist ikke helt opfattede situationens alvor, fordi telegrafisten på
"Hans Hedtoft" virkede meget rolig. 40 mand og 55 passagerer omkom i forliset. Det eneste,
man nogensinde har fundet fra skibet, var en redningskrans, som drev i land på Island.
Hans Hedtoft – et moderne synkefrit skib – sank ud for Grønlands vestkyst januar 1959 – jeg
kom aldrig med
"Kom ind", råbte vi i kor og ind kom Hr. Mortensen. Han var passager på skibet og havde et
par flasker brændevin, som han havde købt toldfrit. Dem kunne han ikke drikke i skibets bar
og spurgte om vi ville hjælpe ham med at drikke dem inde hos os. Det ville vi meget gerne.
Vi fandt kaffekrusene frem. Hr. Mortensen havde osse taget sodavand med så vi lavede nogle
gevaldige flyver sjusser.
Jeg var den eneste der endnu ikke var færdig med dagens arbejde, så jeg drak lige et par
hurtige sjusser inden jeg skulle af sted. Meget snaps og så lidt sodavand for at give dem farve.
Ned med sjusserne og op af lejderen til kabyssen, for at få overstået den satans opvask.
Jeg nåede aldrig op i kabyssen. Da jeg vågnede dagen efter i min seng, fortalte de andre mig
at jeg var gået ud som et lys. To af de andre drenge var blevet sendt op for at ordne opvasken,
hvad de stadig var meget sure over. Høkeren var rasende og det blev han ved at være resten af
rejsen. Da vi ankom til København fik jeg sækken. Det var nu ikke så slemt, troede jeg. Det
var skibets sidste rejse, så alle skulle jo alligevel mønstre af.
Det var den 3. september 1958 passagerskibet Dronning Alexandrine var på vej fra Nuuk,
hovedstaden i grønland, med kurs mod København. Det var skibets sidste rejse, efter mange
års tro tjeneste for rederiet DFDS. Skibet skulle lægges op. Der var netop bygget et nyt skib
som skulle overtage sejladsen på Færøerne, Island og Grønland. Der var 95 passagerer og
besætningsmedlemmer ombord. Seks af besætningsmedlemmerne var drenge mellem femten
og sytten år. Jeg var en af dem.
Vi seks drenge, som arbejdede som messedrenge og opvaskedrenge, boede i samme lukaf i
tre to-sengs-køjer. Den ene af drengene hed Jørgen, Lange-Jørgen og var min tidligere
skolekammerat. Vi var begge stukket af hjemmefra. Vi havde opgivet skolen, forladt vores
familie og venner for at komme ud og se den store verden. De fire andre var blevet mine gode
venner, efter vi havde sejlet, boet, spist og sovet sammen i længere tid.
Ingen af os drenge drak jævnligt alkohol. Kun når der var fest, drak vi lidt sammen med de
ældre besætningsmedlemmer. Dagen var en normal arbejdsdag for os. Passagererne nød
sejlturen ned langs grønlands vestkyst. Solen skinnede og temperaturen lå langt under
frysepunktet. Luftens fugtighed frøs til små iskrystaller, som blinkede om kap med de
kridhvide isbjerge, vi passerede. Kap Farvel forsvandt i det fjerne og for en gangs skyld var
vindstyrken et godt stykke under orkan. Mine kammerater var lige blevet færdige med dagens
arbejde. Jeg var på aftenholdet og skulle op i køkkenet og vaske op efter de sidste gæster i
restauranten, da det bankede på døren til vores lukaf og Hr. Mortensen kom ind.
Vi drenge holdt stadig sammen og da vi et par dage efter vi var afmønstret, mødte op på
kontoret hos DFDS, som vi havde fået besked på, fik jeg et chok. Det var det nye skib Hans
Hedtoft der skulle overtage ruten. Vores rute. Hele besætningen var sikret arbejde på det nye
skib. På nær mig. Jeg havde fået 99 års karantæne, sagde de. Det var kutyme hos selskabet at
hvis nogen drak sig fuld in arbejdstiden, var det ud. Forever, eller i hvert fald nioghalvfems
år.
Sandheden gik mere og mere op for mig. Alle mine venner rejste om nogle dage tilbage til
Grønland, med Hans Hedtoft. Alle sammen, på nær mig. Jeg følte mig som Palle alene i
verden.
Jeg gik med ned til skibet og vinkede farvel, da de lagde fra og med tårer i øjnene, så jeg
Hans Hedtoft forlade havnen på Larsens Plads, på vej mod nye eventyr. Uden
mig.
Et par dage efter fik jeg en anden hyre, på det norske tankskib MS. ABU. Jeg tog toget til
Rotterdam og påmønstrede. Snart var vi på vej over Atlanten mod Philadelphia i Amerika.
Jeg glædede mig som et lille barn til at se staterne. Og jeg havde fået mange nye venner
ombord.
Den 29. januar fik vi pludselig en melding over skibets radio. Hans Hedtoft var forsvundet.
Skibe i nærheden blev bedt om at holde udkik efter skibet, som man længe ikke havde haft
radiokontakt med.
Vi var for langt væk til at deltage i eftersøgningen, så det var helt andre tanker jeg gjorde mig.
Hans Hedtoft med alle mine venner var forsvundet. Hvad faen havde de gang i. Gå her og
gøre mig nervøs. Nå, det kom vel for pokker frem igen, på et eller andet
tidspunkt.
Det gjorde det bare aldrig. Skibet var væk. Dagen efter hørte vi over radioen, at Hans Hedtoft
formodentlig var sejlet mod et isbjerg og sunket i en storm, syd for Kap Farvel. Naturens
kræfter havde været for stærke selv for dette moderne skib. Nøjagtigt som for Titanic, knap
halvtreds år tidligere. Sidste melding kom fra skibet klokken 01,50 og lød: "Vi
synker".
Hans Hedtoft forlis minder meget om det der overgik Titanic, begge var ude på deres
jomfrurejse begge stødte på et isbjerg, begge blev betragtet som synkefri. Men sank alligevel.
Tyve år senere sad jeg på en bar på Mallorca og snakkede fuldemandssnak med en journalist
fra Politiken. Pludselig fortalte han mig at han osse skulle have været med Hans Hedtoft. Han
kom heller ikke med. Det var nu ikke fordi han blev fuld, men fordi der var for mange
journalister på listen, så han blev sorteret fra. Vi blev enige om at betragte det skete som en
rimelig grund til at drikke os plakatfulde. Og det gjorde vi så.
