I Vietnam spiser man alt hvad der bevæger sig siges det, og det er vist ikke helt løgn.
Befrugtede æg til morgenmad og hundepik til aftensmad
En af mine store fornøjelser ved at rejse er at prøve fremmed mad. Ikke nødvendigvis fin gourmetmad, men nærmere mad, som vi normalt aldrig ville drømme om at spise i Danmark. Om ikke andet, så for oplevelsens skyld og for at kunne sige, at jeg i hvert fald har prøvet det. I Grønland spiste jeg engang hvalbøf og sælspæk. Hvalbøffen smagte rigtig godt, men sælkød, fy for pokker. Det var det rene levertran. Men nu havde jeg da prøvet det, og slap for at prøve det igen. Men det var formodentlig meget sundt for helbredet.
I Mexico spiste jeg engang græshopper med citronsauce, og det smagte faktisk rigtig godt. ”Rene proteiner”, som mexicanerne sagde. I Kina fik de mig engang overtalt til at spise tusinde år gamle andeæg. De var nu nok ikke tusinde år, men gamle var de helt bestemt, og de smagte grimt. Meget grimt. En oplevelse, som jeg sent glemmer. Så jeg er altid på udkik efter nye madoplevelser, når jeg er ude at rejse. For et par år siden rejste jeg et par måneder rundt i Vietnam, med min rejseveninde Maria, hvor vi hørte andre backpackere spøge med, at man i Vietnam simpelthen spiste alt, hvad der bevægede sig. Vi besluttede os så til at finde noget, vi aldrig før havde spist. Jo mærkeligere jo bedre, aftalte vi.
Allerede morgenmaden blev et scoop
Vi startede med at dele en halv flaske vietnamesisk risbrændevin for ligesom at drikke os mod til. Og så gik vi i gang med operation ”Mærkelig mad”. Vi fandt en lokal morgenrestaurant, hvor de lokale sad og spiste morgenmad, og fik en flink lokal student til at oversætte spisekortet. Han kikkede på kortet og anbefalede så nummer ét og nummer fem. Nummer ét oversatte han til lysebrune biller der knasede, når man spiste dem, og nummer fem til befrugtede hønseæg. ”Det er det, de fleste spiser”, sagde han, og pegede rundt i lokalet. ”Ja, men så tager vi det”, sagde jeg. De lysebrune biller var helt bestemt dem, vi i Danmark kalder kakerlakker, og inden i det blødkogte æg lå der et lillebitte sort kyllingefoster. Maria så ikke særlig glad ud. ”Man skal bare holde sig for næsen og lukke øjnene”, sagde jeg til hende. Det gjorde vi så, man er vel ingen chicken, og hvem ved, måske smagte det godt. Det gjorde det nu ikke, det kneb simpelthen med at glemme, hvad vi spiste, selv om vi havde lukket øjnene. Men spændende var det.
Den er godt nok sej, sådan en hundepik
Sent på eftermiddagen sad vi på en fortovsrestaurant og drak vietnamesisk fadøl, mens folk indenfor var i gang med at spise aftensmad. Efter en halv snes fadøl gik vi indenfor for at se, om der skulle være noget spændende mad. Vi fik hver et spisekort på engelsk, som vi satte os til at studere. Jeg var nået til havrok, de der store flyvende tæpper med en lang tynd hale, man ofte svømmer under eller over, når man snorkler. Det kunne være helt sjovt at prøve. Maria var spansk og forstod kun ganske lidt engelsk, men alligevel var det hende, der pludselig sagde: ”Arne, her er noget jeg er helt sikker på, du gerne vil prøve”. Hun viste mig kortet og pegede på dogpenis. Det stod der fan'me, på korrekt engelsk. Dogpenis. Jeg bestilte to portioner, men Maria rettede hurtigt bestillingen til én portion. ”Jeg er ikke sikker på, jeg kan lide det”, sagde hun, så lad os starte med en enkelt. Det var heldigt, for det var nu heller ikke det bedste jeg havde spist. Den er godt nok sej, sådan en hundepik. Men ned kom den da. Osse hovedet, som jeg tilbød Maria.
Spansk humor
Mens vi spiste, fortalte Maria en spansk joke om dengang hotdogs blev introduceret i Spanien. En spanier sad og kikkede interesseret på spisekortet og bemærkede, at de solgte perros calientes - varme hunde. ”Que es”, spurgte han tjeneren. ”Et stykke varm hund i et sandwichbrød”, svarede tjeneren. ”Bueno”, sagde han modigt, lad mig prøve sådan en. Han fik sin hotdog og åbnede brødet for ligesom at se hvad det var, der var indeni. ”Undskyld”, sagde han så lidt usikkert til tjeneren, ”jeg kunne vel ikke få et andet stykke af hunden?”
