Der er helt stille. Klokken er fem om morgenen. Solen har stadig sand i øjnene. Jeg er helt alene i verden. Næsten. Min nye ven, bådmotellets vagthund - en stor rottweiler - ligger lige ved siden af mig med den ene pote hvilende på min venstre sandal. Vi er morgenmennesker begge to. Jeg ved ikke hvad den hedder, så jeg kalder den Ib. Det har den accepteret.
Donau flyder stille og roligt forbi. Den har heller ikke travlt. Ingen har travlt lige nu. Tiden står stille. Livet er gavmildt.
Jeg er i gang med den anden kop kaffe og den ottende smøg. Ib kikker kælent på mig. Det gjorde den ikke i går, da jeg tjekkede ind på motellet. Da lå den og fyldte hele landgangsbroen. Jeg stoppede foran den og spurgte, om jeg måtte komme forbi, så jeg kunne komme ind. Den kikkede lidt på mig og rejste sig halvt op, ørerne rejste sig osse. Det var fan'me en stor hund. Jeg holdt vejret, parat til at stikke af. Den kikkede lidt på min rygsæk Så lagde den sig ned igen. Det var næsten ligesom at gå igennem tolden i Kastrup. Jeg fortsatte hen ad gangbroen og ind i receptionen. Ib fulgte mig med øjnene. Der var tomt, ikke en sjæl i receptionen. Men jeg var ikke meget for at gå tilbage forbi hunden en gang til. Så jeg satte mig bare til at vente til receptionisten kom.
Hi man, sagde han, da han kom ind ad døren, I'm the Boss - Sprechen sie Deutz? Det gjorde jeg heldigvis. Det er ellers efterhånden sjældent jeg taler tysk. Langt de fleste tyske backpackere, jeg møder, taler hellere engelsk end tysk, både for at praktisere deres engelsk, men helt sikkert osse for at være backpacker. Hellere backpacker end tysker. Så jeg takker engang imellem min tysklærer fra skolen. Han fik ret, da han sagde, at tysk var et meget vigtigt sprog. Det var det i alt fald den nat jeg boede på bådmotellet Kaj Klub på Donau. Ejeren hed Bill, påstod han. Det var nok løgn. Han havde sikkert et navn man ikke kunne udtale, så han havde valgt et navn alle kan sige. Bill. Hi Bill.
Jeg fik en kahyt med view. Viewet var Der Schønen Blauen Donau. Om aftenen, mens jeg sad og skrev dagbog, bankede det pludselig på døren. På en lidt klumpet måde. Jeg åbnede døren, og der sad Ib og kikkede spørgende på mig. Hej Ib, sagde jeg, og Ib luntede ind os lagde sig på måtten ved siden af sengen. To minutter senere sov den. Ved midnatstid vækkede Ib mig for at komme ud at recognicere, men da jeg vågnede næste morgen, lå den og sov udenfor min dør. Jeg tror den passede på mig. Jeg var den eneste beboer på motellet. Måske var sæsonen ikke begyndt endnu. Eller måske levede han af de lokale, der om aftenen var gæster i restauranten på første sal. Og de gæster der synes. at de lige skulle sove branderten ud før de kørte hjem, eller måske lige noget andet og derfor lejede et værelse for et par timer. Hvad ved jeg. Men der var faktisk andre gæster på motellet, de kom bare meget sent og de gik meget tidligt. Så jeg så dem aldrig, men jeg hørte dem. Og så har jeg det med at havne på bordeller, fordi jeg altid skal bo så helvedes billigt. Bill og jeg klarede hele verdenssituationen på tysk. Han var vist en af de der nyrige, eller osse var han alfons, og han var bestemt tilhænger af de nye tider efter krigen. Zehr gut, sagde han, business sehr gut. Men han ønskede ikke at Serbien kom ind i EU. Det var udmærket som det var. Alles sehr gut. Det var jeg glad for at høre. Ib forstod alt hvad vi snakkede om. Den tog det osse helt roligt. Den fulgte mig med øjnene, da jeg forlod hotellet, og den logrede med halen, da jeg vinkede. Jeg havde fået en ny ven og en uforglemmelig overnatning på et bådmotel på Donau, sammen med Ib.
