E-MAILS FRA THAILAND OG INDOKINA
Fra Arne Runge, sommeren 2001

Cambodja – gratis tøjvask, free "happy smoke"
og verdens mest hullede landevej (04/05-2001)

Jeg lige har sat mig op i en stor 50 personers luksusbus med aircon og flysæder, her på den vietnamesiske side af grænsen fra Cambodja. Så får jeg øje på "ikkeryger" skiltet og skal lige til at blive pisse sur. Men så beslutter jeg mig for, at jeg alligevel ikke gider være sur. I hvert fald ikke i dag. Det har jeg trods alt haft det for sjovt til de sidste 14 dage i Cambodja. Nu skal du bare høre.

Der var vildt kaos ved Poipet, grænsen mellem Thailand og Cambodja. Chaufføren fra vores flotte aircon minibus satte vores rygsække ud på vejen, og sagde farvel. Farvel - skal vi ikke til Siem Reap, råbte vi. Jo, jo, der er videre transport på den anden side af grænsen, råbte han tilbage, og kørte. Gu' ved hvorfor han havde så travlt Vi havde betalt for transport helt til Siem Reap i Cambodja, men man skulle åbenbart skifte bus her på grænsen.

På den anden side af grænsen holdt en veteranbil samling af ramponerede japanske arbejds pickupper. Det var den videre transport. Der var ingen sæder bag på ladet, men ikke desto mindre blev der plads til 12 backpackers med rygsække.

Det tog godt 8 timer at køre de 152 kilometer. Halvvejen kørte vi ad den bombe- og minesprængte hovedlandevej. Der var huller så store, at der kunne ligge en bil nede i dem. Det gjorde der osse i nogle af dem. Dem kørte vi uden om. De mindre huller kørte vi igennem. Hold kæft hvor fik jeg ondt i røven. Ofte var markerne bedre at køre på end hovedvejen. Så det gjorde vi en stor del af vejen. Det er godt nok lidt af en chance at køre ind på markerne. Der ligger stadig landminer, men vi skal helst være fremme før mørkets frembrud. Så vi ikke bliver overfaldet af nogle af de mange bevæbnede landevejsrøverbander, fortæller chaufføren ! Det var alligevel nået at blive mørkt, da vi blev sat af på Hotel Sunway i Seam Reap. Men vi klarede den.

Det var mere det, at det lå lidt for langt fra centrum, end prisen på 40 kroner for et dobbeltværelse med bad, der var grunden til at jeg og Peter Plys fra Belgien, tænkte på at finde noget mere interessant. Men så fik vi pludselig et tilbud vi ikke kunne afslå. Prisen er inklusiv gratis tøjvask og "free happy smoke", sagde bossen. Alle der bor her kan ryge så meget de vil. Han pegede på en stor papkasse midt på gulvet. Den var fuld af marihuana. Og så var vores tøj jo osse blevet godt støvet på pickupturen. De backpackere som boede der, sad allesammen og var meget "happy". De havde alle satset på at blive to-tre dage for at se Angkor Wat, et af verdens syv vidundere, men flere havde nu været der over en uge. Happy smoke, happy pizza, og gode video film. Halleluja. Jeg blev der fem dage, men jeg fik sgu' aldrig set Angkor Wat.

Jeg havde stadig ondt i røven, da jeg satte mig op bag på pickuppen mod Phnom Penh. For at gennemføre endnu ti timers kørsel på verdens mest hullede landevej. Og jeg var helt ødelagt da de læssede mig af ved et guesthouse i Phnom Penh. Her var der desværre ingen free happy smoke, men indgangen til gæsthuset var altid fuld af motorcykel taxi knægte, med lommerne fulde. Så alle var alligevel meget happy.

Gæstehuset lå lige ud til Boeng Kak Søen. En bro førte ud til restauranten, som lå på en stor tømmerflåde. Der sad mindst 30 happige backpackers og røg happy smoke og så video film døgnet rundt. "Killing fields", "Deer Hunter", "First blood" og "Pearl Harbour" var de mest populære. Flere havde boet der i ugevis. Det var varmt, meget varmt, 45 grader i skyggen og vindstille. Man var simpelthen nødt til at sidde helt stille foran en ventilator for at overleve. Man behøvede heller ikke andet. Hotellet vaskede vores tøj og serverede mad og drikke døgnet rundt. De solgte bus- pickup- og bådbilletter til den næste destination. Med afhentning her hvor vi boede. Og de ordnede selvfølgelig osse visa'et, for dem som ville videre til andre lande. Endda tre dollar billigere end hvis man havde haft kræfter til selv at bevæge sig op på en af ambassaderne.

Det er jo osse alt for farligt at bevæge sig ud i samfundet. Der er fuldt af pistolbevæbnede landevejsrøvere, og røde kmerer, som ikke tjener så meget for tiden. Landet flyder simpelthen med våben, ovenpå de mange krige landet har været igennem. Markerne og grøftekanterne er fulde af store, farlige, giftige, lange, grønne slanger. Og så ligger der menneske-invaliderende landminer overalt. Næh, må jeg så be' om et gæstehus der ligger på en tømmerflåde i en sø. En papkasse med "free happy smoke", masser af ice-coffee, nogle go'e videofilm, badebukser og en ventilator der lører på højeste hastighed, lige ved siden af mig.

Og det var jo netop sådan jeg havde haft det, i Cambodja de sidste 14 dage. Så er det jo svært at være sur. På grund af sådan et dumt, lille, latterligt " ikke ryger" skilt. Ikke sandt!

Don't worry , be happy – Arne Runge – Phnom Pen – Cambodia


En dag i Hanoi (28-05-2001)

Klokken er 5.30. Solen brager ind gennem vinduet. Jeg vågner badet i sved. Ventilatoren kører på højeste hastighed. Gardinerne blafrer helt vildt, alligevel har termometret allerede passeret 35 grader. Jeg står mindst ti minutter under den kolde bruser. Få minutter senere render den salte sved igen ned af panden. Jeg må konstant tørre ansigtet med et håndklæde. Øjnene svier.

Ud af budgethotellet og ind på den nærmeste cafe med aircondition. Black Ice coffee med masser af Ice. Morgenmad, lysebrune biller som knaser mellem tænderne, og blødkogte befrugtede hønseæg med et sort foster indeni. Ude på gaden er vietkongerne allerede i fuld sving med dagens gøremål. Folk arbejder hårdt. Fra 5 morgen til 10 aften. Dem der har råd, holder et par timers siesta efter lunchen.

Pludselig åbner himlen sine sluser. Regnen vælter ned i tykke torve. Vi er midt i regntiden. Temperaturen falder et par grader. Vietkongerne tager deres regn poncher på og arbejder videre. En time senere holder regnen op lige så pludselig som den begyndte.

På markedet drikker vi et par iskolde fadøl med Ice. De skal drikkes hurtigt, før isklumperne smelter.

Der er alle slags dyr til salg. Alt kan spises. Biller og kakerlakker i tusindvis kravler forvirret rundt i en stor gryde. Frøerne på størrelse med kattekillinger, er lige som kyllinger, ænder og duer bundet sammen i bundter. Kykkeli kyyyy, rap rap, quak quak, mæh mæh. Lydene fra dyrene blander sig med motorcyklernes evindelige dyt dyt dyt, og vietkongernes højrøstede snakken i et toneleje der ligger et par oktaver højere end vores vestlige sprogleje. Lugten minder mere om kloak end køkken.

Vi dinerer på en lokal restaurant, siddende på små babystole. Hønse-æggestokke og kalvepik . Maria-Jose rødmer da hun opdager at hun er i gang med at spise pikhovedet.

Kl. 20.00 går vi i operaen. De synger falset på vietnamesisk, iklædt smukke farvestrålende dragter og parykker. Vi fatter ikke en skid. Jeg bilder Maria ind at det er Madame Butterfly, og forklarer hviskende handlingen. Hun nikker og tror på mig. Måske er det Madame Butterfly, hvem ved.

Vi går langsomt hånd i hånd tilbage til hotellet, mens jeg synger for hende på hendes eget sprog. Besa me - besa me mucho - como se fue esta noche la ultima vez. Another day in paradise.

Man er hvad man spiser - hilsen Arne Kalvepik. – Hanoi – Vietnam



LAOS – det stille land (04-06-2001)

Fra at blive behandlet som superstar i Vietnam og Cambodja, inklusive autografskrivning, bliver jeg nu nærmest ignoreret. Folk er meget stille, de næsten hvisker til hinanden. Der er kun få biler og det er uforskammet at bruge bilhorn. Der er ingen musik på cafeerne. Nothing but silence.

Før var det sjovt at prøve at spise hønseæggestokke og kalvepikke, frøer og skrubtudser, men nu har jeg fået nok. Her er ingen spisekort og maden ser meget utiltalende ud. Fy for den lede. Gu´ ved hvad jeg spiser. Jeg har i altfald set firben, salamander og måske rotter eller mus. Ingen taler andet end laotisk og det tager nok et par dage at lære dette mærkelige sprog.

Det eneste rigtig sjove er at en liter 45% risbrændevin kun koster 4 kroner. Det er til gengæld skide sjovt. Jeg drikker en liter om dagen, spæder den op i colaen, kaffen, theen og maden, for at dræbe bakterierne (Amøberne). Jeg går rundt og griner til alle jeg møder, men kun børnene griner tilbage. De voksne holder sig for munden og tør ikke grine. De har sgu' ikke meget humor her i Vientiane. Mon det er kommunismens skyld?

Hår på fissen - Arne firben - Vientiane – Laos


Thailand: e-mail fra junglen (10-06-2001)

"Jeg sidder, midt inde i urskoven nær landsbyen Charrat i det nord østlige Thailand, hos to fastboende danskere. Sven som er gammel førtidspensioneret havnearbejder fra Saxogade og Bent som er skipper på et dansk skib. Han er på havet tre måneder og hjemme i urskoven, tre måneder ad gangen. De er begge lykkeligt gift med thailandske skønheder. Jeg sender denne e-mail fra en mobiltelefon og en transportabel computer som Bent har. Midt inde i junglen. Er det ikke fedt. Bent har osse et digital kamera, så nu går vi ud og fotograferer de indfødte - jeg sender billederne om et øjeblik." - Arne Runge – midt inde i junglen - Thailand

Jeg kom gående ned af hovedgaden i Nong Kay. Den første by på den thailandske side af grænsen til Laos. Jeg gik og kikkede på facaderne for at finde et gæstehus. Pludselig står der fan'me "Danish Bakery" over en café. Indenfor sad der en flok højrøstede danskere. De drak mere Mækong whysky end de spiste dansk wienerbrød. Hår på fissen, råbte jeg ind. Hår på fissen, råbte et par stykker tilbage til mig. Jeg satte mig ned ved deres bord og de fortalte mig at de var fastboende danskere i Thailand. De var begge gift med thailandske piger og boede i hver sin lille landsby 4-500 kilometer syd-øst på. På grund af visa reglerne i Thailand, måtte de tage til Laos hver tredie måned for at få ny opholdstilladelse. De overnattede så her i Nong Kai, og legede "når katten er ude" nu de var væk fra kællingerne, eller kaloriebomberne, som de kaldte dem.

Jeg legede "når katten er ude" , med dem et par dage, puh ha - det var sgu' hårdt, og da de kørte sydpå, sad jeg på bagsædet. Jeg boede først en uge hos Sven og kaloriebomben.

Sven er landsbyens rigeste mand. Daglønnen i området ligger på 26 danske kroner per dag og Sven får sekstusinde kroner sendt fra Danmark hver måned. Det er 200 per dag. Så han er bare rig. Vi slapper af. Vi hører 60'er musik og drikker de syv flasker Mækong whysky Sven smuglede med fra Laos. En gang imellem tager vi knallerterne op til købmanden og snupper en elefantbajer, lavet på licens her i thailand. Den er kommet til at hedde Chang beer, men elefanterne er der, så den er go' nok.

Bent er osse landsbyens rigeste mand. Han bor 150 kilometer sydligere end Sven i landsbyen Charrat. Bent har sejlet hele sit liv. Hans thailandske kone har osse sejlet. Som kok på danske skibe, indtil skipperen løb med hende. Hold kæft hvor er hun go' til at lave kartofler og sovs. Jeg tager fem kilo på de syv dage jeg bor hos dem. Hans viser mig omkring i sin 4-hjuls trækker. Ruinerne i Pimai og Nationalparken Aob Luang.

At høre Sven og Bents erfaringer gennem 14 år, med en thailandsk kaloriebombe, i Thailand. Set med danske øjne. Ligesom mine. Det tror jeg sgu', jeg vil skrive en bog om en skønne dag.

Arne Runge – midt inde i junglen – Thailand


Amazing Thailand (22-06-2001)

Jeg har lige været ude på den mest smukke, mest farlige og mest interessante togtur: turen med "dødstoget" på "dødsruten". Jernbanen som blev bygget af allierede krigsfanger under anden verdenskrig, for at forbinde Bangkok med Rangoon. I samfulde fem timer kravlede toget langs med floder, gennem bjergtunneller, over skrøbelige simple træbroer, på spor konstrueret på betonpiller, langs med bjergsiden 100 meter over floden. Vi passerede "Hell fire pass" og den berygtede bro hen over floden Kwai.
Heldigvis er det tilladt at ryge i de thailandske toge, ellers havde jeg bestemt fået op til flere hjerteanfald af skræk.

Da jeg om aftenen kom tilbage fra dødsruten, og nærmede mig hotellet ad en lille junglesti, hørte jeg musik der kom inde fra gæstehuset. Musik jeg kendte. Det var den der – tjener jeg vil ha' mere øl – eller som den hedder rigtigt, The River Kwai March. Gæt så hvilken film der var på videoen i aften – right – The bridge on the river Kwai. Amazing Thailand - kalder de det.

Well – alt har en ende og i morgen stiger jeg på et russisk fly uden latterlige små "ikke-ryger" skilte, som - hvis Allah ikke har noget imod det - lander i København søndag eftermiddag. Og alle de fantastiske oplevelser jeg har haft, og alt det jeg har lært, her i Amazing Thailand og Inderlige Indokina, vil så blot være endnu en erfaring på livets landevej

And remember it is better to smile than to be sorry - Arne Runge –Thailand


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside