Mig selv, min datter Heidi og Eddie i baren på hotel Neptun i Eilat.
Jeg sad en morgen i Kibbutz Reshafim i det nordlige Israel og læste Jerusalem Post. På forsiden af avisen var der et stort farvebillede af Pastor Kroager fra Tjæreborg Rejser og Borgmesteren i Eilat. De havde sammen lavet et nyt turist-resort, skrev avisen, og Tjæreborg Rejser forventede at sende mange turister til byen. Skandinaviske turister, tænkte jeg, der må da være en mulighed for arbejde. Ugen efter fik jeg udbetalt kibbutz-lommepengene, ti dollars, for september måned, pakkede rygsækken og stillede mig op i køen til gratis lift på hovedlandevejen tæt på kibbutzen. Den første bil der tog mig op skulle til korsvejen mellem Gazastriben og Vestbredden, halvvejs til Eilat. ”Du bliver sat af midt i Negev-ørkenen”, sagde manden, der kørte bilen, ”så håber jeg du får et lift videre til Eilat”. ”Har du vand med”, spurgte han, ”du risikerer at stå længe, før der kommer en bil, og der er ulideligt varmt i ørken”. Det havde jeg slet ikke tænkt på. ”Her, du må få min feltflaske”, sagde hans kone, ”en flot militærudgave med to liter vand”. Jeg takkede, og seks timer senere blev jeg sat af på korsvejen, midt i ørkenen.
Der kom sgu ingen biler, så jeg måtte overnatte i ørkenen. Næste formiddag standsede en blå sportsvogn med to franskmænd. Eilat, spurgte de, meget gerne svarede jeg. Jeg blev sat af på hovedgaden i Eilat, lige ud for tre unge lyshårede fyre i arbejdstøj. ”Hej”, sagde jeg, ”where are you from?” Den ene var fra Tyskland og de to andre fra Australien. De fortalte, at de arbejdede som støvsugerdrenge på hotel Neptun, byens største hotel, og at de var sikre på at der manglede en grydevasker i køkkenet. ”Du kan sove på sofaen i vores lejlighed i nat og i morgen tidligt kan du tage med os på arbejde og snakke med personalechefen”, sagde de.
Personalechefen spurgte, hvor jeg kom fra, og hvad jeg havde lavet før. Jeg fortalte, at jeg var fra Danmark og havde boet de sidste tre år i Spanien, hvor jeg havde arbejdet som bartender på turisthoteller. ”Det var pokkers”, sagde han, ”du kommer som sendt fra himlen”. ”På onsdag vil hotellet være fuldt af skandinaviske turister og ikke en eneste her taler skandinavisk”. ”Har du lyst til at arbejde her i baren?” Det havde jeg naturligvis. ”Gå hjem og barber fuldskægget af og kom tilbage - du kan begynde med det samme”, sagde han og rakte mig en rød smoking. ”Du bliver nødt til at lære noget hebraisk”, sagde chefbartenderen, som hed Eddie og var indisk jøde. ”Vi har udover de skandinaviske turister osse mange jødiske gæster, som ikke taler engelsk”. Bartenderen stod osse for drikkevarerne i restauranten, og en time senere gik jeg ind for at servere drinks til aftensmaden, der blev serveret af palæstinensiske tjenere. Jeg gik rundt til bordene og spurgte, hvad gæsterne ønskede at drikke til maden - på hebraisk. Eddie havde fortalt mig, hvad vin, øl og de forskellige softdrinks hed på hebraisk, og tallene op til hundrede. Jeg havde skrevet det hele ned, havde sedlen i brystlommen og gik hele tiden og øvede mig på at huske ordene. Ved et bord sad Simon Rosenbaum. ”Shalom, hvad ønsker De at drikke til maden”, spurgte jeg, på hebraisk. ”Sorry”, sagde han, ”I don't speak very good Hebrew, do you speak English?” ”Yes”, svarede jeg, ”men vi kan jo osse tale dansk”. Han smilede overrasket, og spurgte, hvordan jeg var havnet her. Jeg fortalte ham historien, og han fortalte, at han var her i fjorten dage for at optræde for turisterne. Vi fik mange drinks sammen i baren i de fjorten dage, han var her, og han drak altid det samme - Gin og Tonic. Senere på eftermiddagen kom en af støvsugerdrengene forbi og støvsugede gulvtæppet. ”Hej”, sagde jeg. Han stoppede op, ligesom på en film. ”Er det ikke Arne”, spurgte han desorienteret. ”Jo”, sagde jeg, ”de havde desværre ikke brug for nogen grydevasker, så de sagde, at jeg skulle arbejde her i baren”. Han lignede én, der lige var faldet ned fra månen. Lønnen som bartender var det dobbelte af en støvsugerdrengs og et par dage senere fik jeg min egen lejlighed, betalt af hotellet.
