Der var ingen gadenavne i Tokyo. En amerikansk backpacker fortalte mig senere, at da landet var besat af USA efter 2. verdenskrig, fik gaderne navne og amerikanerne satte gade skilte op overalt. Men noget af det første japserne gjorde, da yankierne rejste hjem, var at tage gadeskiltene ned. De kunne ikke li' gadenavne i Tokyo.
Et bykort viste husene med deres matrikel numre. Mr. Lee boede på en adresse der bestod af et navn og en masse numre og det gjorde hans hostel også. Men ingen kunne tilsyneladende finde rundt ved hjælp af kort, ikke engang taxi chaufførerne. Eller også gad de ikke hjælpe mig. Eller også kunne de virkelig ikke forstå mig. Det var nemlig noget af det første der kom bag på mig efter jeg var landet i Tokyo. Der var ingen lugte. Og der var ingen der kunne tale engelsk. Det tog mig i hvert fald mange timer at finde en der kunne. Så jeg gik over til kropssprog.
Japan var nok det nærmeste jeg endnu havde været på en anden planet. Jeg gik ind på en kaffebar og sagde kaffe, mens jeg førte hånden op til munden. Det forstod den søde ældre dame øjeblikkelig. HAI, sagde hun. Hun bad mig, med armbevægelser, at sætte mig, mens hun bukkede yndigt for mig. Jeg bukkede galant igen og satte mig, mens hun bukkede endnu en gang. Jeg forsøgte at kikke ned i kavalergangen. Hun havde lyseblå brysteholder på.
Jeg havde fået en seddel, med adressen på et billigt hotel. Mr. Lee Guesthouse stod der og så de mange numre. Det skulle ligge i nærheden af den metrostation jeg lige var stået af. Ike Bukuri. Jeg viste damen sedlen, da hun kom tilbage med kaffen. HAI, sagde hun og pegede på telefonen.
Det var da klart. Jeg har aldrig rigtigt været til taxier og telefoner. Så tanken var ikke engang faldet mig ind, li'som taxier heller ikke endnu havde været i mine tanker. Men der er jo noget der hedder nødværge. Emergency. Det er her telefoner og taxier kommer ind i billede. Jeg gik med hende hen til telefonen og pegede på nummeret der stod på sedlen og bagefter på hende. Den forstod hun også og ringede op for mig. Hun sagde en hel masse på japansk og gav så mig røret. Do you speak English, spurgte jeg. Very little, very little, sagde en spinkel mandestemme. Do you have a bed available, spurgte jeg så. No Sir, svarede han, we are full booked og lagde røret. Damen kikkede sørgmodigt på mig, mens hun forklarede en masse, jeg ikke forstod.
Da jeg havde forsøgt at indkredse et guesthouse i et par timer, begyndte tampen at brænde. Der var flere der sagde "Caravan House" og pegede i en bestemt retning. Nu pludselig stod jeg foran en forretning der hed Caravan House. Det var let at se et engelsk ord blandt alle de japansken kragetæer. Caravan house. Det var ikke et hotel, men en antikvar boghandler. Og ejeren var englænder. Det var åbenbart det folk havde forsøgt at fortælle mig. Der var en mand i byen, og han boede lige her i nærheden, i den retning folk pegede. Han kunne tale udenlandsk, så prøv at snakke med ham.
Englænderen hed James og havde boet i Tokyo de sidste syv år. Han vidste ikke noget om billige overnatnings steder, men han havde en udgave af Lonely Planets Japan fra 1994. Den købte jeg øjeblikkelig. Der var kun et hostel i Tokyo, stod der. James ringede op for mig. Alt optaget. En gang til. Der ligger nogle små business hoteller lige henne om hjørnet, sagde James og efter endnu et par timers vandring, for at finde det billigste, måtte jeg bide i det sure æble og betalte 63 US for et lille business guesthouse. Japan var et dyrt rejseland.
Det første døgn kom til at koste mig 100US. Sådan, knap ti gange så meget som det normalt koster mig, når jeg rejser i den tredje verden. Men Japan er ikke den tredje verden. Japan er verdens andenstørste økonomi efter USA. Jeg blev kun et døgn i Tokyo.
Derimod fik jeg, af nød, hurtigt lært at klare mig på japansk. Jeg gik i gang med mit gamle system. Ti ord om dagen. Ordene fandt jeg i guidebogen om Japan. Den første dag var det tallene og ordene "hvor er" - Det gjaldt jo om hele tiden at kunne finde tilbage. "Hvor er" hed "Wo doko deska". Jeg gik ud og øvede mig. Det virkede.
Jeg havde lært de første japanske ord. Wo doko deska? Folk forstod når jeg spurgte "hvor er" på japansk og hvis jeg samtidig viste en seddel med en adresse, sagde de en hel masse og pegede. Jeg fattede ikke en brik af hvad de fortalte, men jeg klarede mig med retningen og gentog så seancen ved hvert kryds jeg kom til. Det tog lang tid, men det virkede. Og så kunne de altså læse vores alfabet. Det gjorde jo det hele meget nemmere. De næste ord jeg lærte var: Hvad koster det.
Klokken var syv om morgenen og jeg var lige faldet i søvn, da Vivaldi gik i gang med sine fire årstider over højtaleranlægget. Jeg sprang uf af sengen, ligesom alle andre. Faktisk troede jeg at der var noget galt, måske ildebrand, men det viste sig at være helt normal procedure. Mange japanske youth hostels bliver drevet i militær stil. Unge mennesker skulle tvinges til at lære at stå tidligt op om morgenen (har jeg ikke hørt den før?) og måske især her i Kawaguchi, en lille landsby ved foden af Mount Fuji. Alle, som var her, skulle nemlig på trekking. De skulle bestige Japans mest berømte bjerg. En bus kørte folk op til femte station, hvorfra man så kravlede videre resten af vejen op til toppen af krateret ved tiende station. Så gik man en tur rundt om krateret og gik ned igen til bussen på femte og blev så kørt tilbage til byen. Det var en klatre og gåtur på otte timer, fik jeg at vide.
Bussen afgik klokken otte, så der var kø på badeværelserne. Bagefter var der morgenmad i restauranten. Jeg satte mig forventningsfuldt. Så fik generalen øje på mig. No breakfast for you, sagde han. Hvorfor ikke, spurgte jeg forbavset. Fordi du ikke har bestilt i går aftes, sagde han. Træd af. Bum. Well, jeg lavede mig en kop nescafe, som jeg drak i receptionen, mens jeg røg en pakke japanske smøger.
Der sad allerede en sød, ung, lyshåret pige, som åbenbart heller ikke havde bestilt morgenmad. Good morning, sagde jeg, where are you from. From Denmark, sagde hun, med en smuk københavner accent. Det grinte vi lidt af og fik så en sludder om Japan, youth hostels, militærdiktaturer og Vivaldis fire årstider. På dansk. Hun hed Nille og arbejdede for Novo Nordisk. Nå jeg må se at komme af sted, sagde hun, jeg skal på bjergbestigning. Havde jeg været tyve år yngre havde jeg taget med, men alderen og for mange smøger havde sat sine spor, så jeg ønskede hende bare god tur, bad hende tage en masse fotos og sende mig nogle kopier.
Kl. 8.15 om morgenen den 6. august 1945, blev Hiroshima verdens første atombombemål. Et smeltet ur i en glasmontre på museet i fredsparken viste tiden nøjagtigt. Det smeltede ur blev fundet ved side af en smeltet flaske, som også var udstillet. Men manden, ham med et ur om håndleddet og en flaske sake i hånden var væk. Brændt op.
Atombomben udløstes femhundrede meter over målet og udviklede en million graders varme i eksplosionens centrum. Et sekund senere væltede et inferno af en ildsøjle ned fra himlen. I en cirkel på 280 meter med 5000 graders varme Alt levende døde. Alt brændbart brændte op og glas smeltede. Langt de fleste huse i byen var bygget af træ og forsvandt fuldstændigt. 200.000 uskyldige og uvidendedøde mennesker døde sammen, midt i deres gerning, på ét sekund. Ét skæbnesvangert sekund.
Dette vil Hiroshima altid blive husket for og Hiroshima Peace Park er blevet en konstant påmindelse om tragedien og byen tiltrækker en stadig strøm af besøgende fra hele verden. Lige over floden fra fredsparken stod skelettet af en af de få bygninger der ikke forsvandt helt. Nu blev skelettet af bygningen kaldt "The A-bomb Dome" og blev december 1996 erklæret Unesco World Heritage. Bygningen var den smukke Industri Promotion Hall indtil bomben eksploderede næsten direkte over den og effektivt satte en stopper for fremtidig promotionale aktiviteter.
Den oppoppede ruin, som om aftenen var illumineret, var blevet efterladt som en evig påmindelse om tragedien. Foran Domen lå stakke af farverige origami traner som var blevet et symbol på Hiroshimas håb om at nukleare våben aldrig skulle blive brugt igen.
I dag er de brintbomber man har til rådighed, mere end tre tusinde gange stærkere end bomben, der blev kastet over Hiroshima og ifølge museet findes der nu over 16.000 atomvåben placeret rundt om i verden. Rusland har de fleste, 8.331, USA har 7.600, Frankrig 348 Israel 200, Storbritannien 185, Pakistan 48, og Indien 35. I parken brændte en flamme der ikke var designet til at vare evigt, men ville blive slukket den dag det sidste atomvåben i verden er blevet destrueret. Lidt derfra lå det, som for mange var blevet det mest bitre mindesmærke i parken. Børnenes freds mindesmærke inspireret af historien om den leukæmi-ramte pige Sadako.
Da Sadako som tiårig udviklede leukæmi - på grund af efterfølgerne af atombomben besluttede hun at folde 1000 papir traner, som længe i Japan havde været symbolet på et langt og lykkeligt liv. Hun var overbevist om at hvis det lykkedes - hvis hun kunne opfylde det mål, ville hun overleve og blive rask igen. Hun døde da hun havde foldet trane nummer 664, men børnene i hendes skole foldede tilsammen de sidste 336 og hun blev begravet med alle 1000 papir traner.
Hendes historie inspirerede et verdensomspændende anfald af papir-trane foldning. Omkring hendes mindesten i fredsparken hang millioner af traner, som til stadighed blev sendt fra skoler over hele Japan. Der hang lange rækker af papir traner overalt i Hiroshima som symbol på fred. En gang imellem måtte man lige se den anden vej og tørre øjnene.
Hiroshima, jo den by kom jeg virkelig til at holde af. Og på det tidspunkt var jeg var blevet meget klogere. Jeg havde lært at i Japan skulle man booke hotel på forhånd og det viste sig, at stort set hver eneste bus- og togstation havde en information, hvor man i hvert fald talte lidt, ofte meget lidt, men også engang imellem rigtig godt engelsk. Og de bookede meget gerne for én. Gratis. De tilbød også gratis bykort og et kort over youth hostels i hele Japan. Faktisk var det studenter der arbejdede gratis for at praktisere engelsk.
Ja men pludselig var Japan blevet et ganske let land at rejse i. Alt var yderst velorganiseret. De havde verdens hurtigste, flotteste og dyreste toge at rejse med, men de havde også en hel del billigere lokale toge og busser. De havde verdens dyreste hoteller, men de havde også youth hostels, eller vandrehjem, som måske er et mere slående ord, fordi de næsten altid lå på en bakketop. Øv. Der var lidt for enhver pengepung. Bare man var millionær, eller i hvert fald kom fra et land som Danmark. Man skulle bare kende trickene. Men der var stadig dyrt. Svinedyrt.
Origami på Hiroshima Youth Hostel
Jeg havde husket at booke hotel, det vil sige at jeg havde fået turistkontoret på banegården i Himeji, byen jeg kom fra, til at gøre det for mig, så min seng stod klar til mig, da jeg helt udkørt var kravlet op af bakken som Hiroshima youth hostel lå på. En seng kostede 30 US for lokale og 16 US for udlændinge, når man havde medlemskort. Jamen dog. Normalt får turister lov at betale det dobbelte af lokale, men her var det omvendt. Mange tak. Og entreen til museerne i byen kostede kun et par kroner.
En af pigerne på hostellet hed Hidaka. Hun var først i tyverne og havde det smukkeste dukkeansigt jeg nogensinde havde set. Hun havde også de mest hjulbenede ben, jeg nogensinde havde set. Mange danske piger burde måske have en bagerpose over hovedet, når man elsker med dem, men her i Japan var det omvendt. Her var det benene det var galt med. Asiatiske piger, på nær de filippinske som har spansk blod i sig, har generelt ikke meget til hverken gaden eller gården. Men i Japan opvejer de unge pigers yndige Brigitte-Bardot-med-katteøjne-lolita-dukke-ansigter næsten det de mangler til gården og gaden. Næsten.
Nok om det. Der er nogen der har hvisket mig i øret, at jeg ikke skal fortælle alt; at jeg skal overlade noget til fantasien. Så vil måske selv metodistpræster læse, hvad du skriver, siger de. Nå men det gør jeg så. Det var nu ellers en god historie.
På et tidspunkt tog jeg en bus ind til centrum og pludselig prikkede en ældre dame mig på skulderen. Da jeg vendte mig om gav hun mig en busbillet. Jeg så spørgende på hende og hun pegede på billet holderen ved siden af chaufføren. Samtidig stod hun selv af og lagde en billet i holderen. Det var pokkers tænkte jeg, ser jeg så fattig ud. Det var nu heldigvis ikke grunden til at hun betalte min busbillet. Det viste sig, at ligesom amerikanerne elsker at give drikkepenge, elsker japanerne at give smågaver. Mange andre backpackere jeg mødte, havde været ude for det samme. Og faktisk gentog det sig flere gange under mit ophold at fremmede mennesker betalte min busbillet eller inviterede på mad og Sake. Jeg fik også mange smil.
Jeg fik endelig lært at spise med pinde og jeg boede på gæstehuse uden senge, hvor vi sov på fotoner, rullemadrasser på gulvet. Jeg så verdens smukkeste japanske haver, verdens smukkeste slotte og templer og voldgrave med sorte svaner. Og jeg fik kørt en kort strækning med Shinkansen, verdens hurtigste tog.
Summa summarum: Som jeg oplevede japanere var de ikke særlig gode til at tale engelsk, de arbejdede hårdt og havde ikke meget tid til fornøjelser. De elskede klassisk europæisk musik, de var temmelig generte, meget følsomme og næsten overhøflige, de var velklædte og de elskede at glæde hinanden. Japanerne var venligsindede, meget venligsindede; de var, når man fik brudt facaden og kom i kontakt med dem, generelt nogle vældig rare mennesker. Måske lige på nær ham den hjulbenede, skævøjede, Vivaldifile general på vandrehjemmet i Kawaguchi. Ham ku' jeg sgu' ikke li..
