"Kina mellem SARS og fugleinfluenza"

Kina mellem SARS og fugleinfluenza

Af Arne Runge

SARS var under kontrol, så nu kunne man roligt tage til Kina igen. Det gjorde jeg så uden at vide at en ny frygtelig sygdom faktisk allerede var brudt ud, mens jeg helt uvidende og selvsikker rejste rundt i influenzaområder. Jeg var nemlig blevet vaccineret mod influenza inden jeg rejste hjemmefra, så jeg ikke skulle få en godartet lille influenza som kunne forveksles med SARS, og risikere at komme i karantæne. Det syntes jeg nu ellers kunne have været mægtig interessant, indtil lægen fortalte mig at jeg så nok ikke måtte ryge på hospitalet. Jeg betalte straks de halvanden hundrede kroner, uden at blinke.

Ni hao – ju meiju kong fangdjian, sagde jeg venligt til den yndige unge kineserpige der stod i receptionen på hotel Yousi. Ju, sagde hun smilende, og tog en formular frem, nin guixing. Jeg rakte hende mit pas, men hun bad mig selv udfylde formularen, idet hun oversatte de kinesiske kragetæer. Her navn, her land, her pasnummer osv. Jeg forstod hvert et ord, selv om det var første gang i mit liv jeg havde sat mine ben i Kina. Klog af skade fra Japan hvor jeg havde følt mig helt lost de første par dage, på grund af sprogproblemer, havde jeg denne gang gjort mit forarbejde ordentligt. Jeg havde lært sproget før jeg ankom, det vil sige de ord jeg forventede at få brug for, når færgen fra Seoul lagde til i Chingdao i Kina og jeg skulle finde og checke ind på hotel Yousi, som ifølge guidebogen lå lige ved siden af færgeankomsthallen.

Færgeturen fra Sydkorea til Kina havde taget godt tyve timer og det meste af tiden havde jeg brugt på at lære kinesiske gloser, jeg havde fundet i Lonely Planets murstenstykke ti år gamle guidebog om Kina, som jeg havde købt brugt i en antikvarboghandel i Seoul. Jeg havde skrevet ordene ned på en seddel som jeg gik rundt med i brystlommen og hver gang jeg kom i nærheden af en kineser, spurgte jeg ham hvordan det gik, hvad han hed og hvor han kom fra, samtidig med at jeg fortalte at jeg hed Arne, var fra Danmark og på ferie i Kina for første gang i mit liv. Efter et par minutter havde jeg brugt alle de ord jeg havde lært og samtalen gik i stå.. For ligesom japanere er det meget få kineserne der kan tale andre sprog end deres eget.

Jeg smed rygsækken på sengen og lavede mig en RAF, gin med cola, af den toldfrie ration fra færgen, samtidig med at jeg tændte en koreansk cigaret. Jeg sad et øjeblik og nød livet, mens jeg tænkte over hvor let det var gået med at checke ind på et kinesisk hotel. På kinesisk. Så gik jeg videre med sprogstudierne. Jeg skrev alle tallene ned på et stykke papir og under tallene skrev jeg på kinesisk "Undskyld, hvad er klokken" og "hvad koster det". Jeg øvede mig på gloserne mens jeg tog et brusebad og skiftede til T-shirt, shorts og sandaler. Så tog jeg mit ur af, lagde det i lommen og gik ud for at snakke med kineserne.

Jeg startede lige med at spørge receptionisten hvor der lå en bank og hvad klokken var, før jeg forlod hotellet. Det virkede. Det vil sige, jeg fik ikke helt fat i hvor banken lå, men klokken var elleve, fortalte hun. Det var den osse på mit ur, vidste jeg.

Kina efter SARS - pigerne smider slørene igen

Jeg gik ind i den første kiosk jeg mødte og spurgte hvad de forskellige pakker cigaretter kostede. De lå fra én til tres yuan. Jeg købte en af hver af de fem billigste og en halv flaske kinesisk risbrændevin. Det blev tolv yuan, ti kroner. På vejen ud af døren spurgte jeg henkastet, som om jeg havde travlt, hvad klokken var.

Kinas officielle sprog er den dialekt som tales i Beijing. Den som vi i vesten kalder Mandarin, men som kineserne selv kalder Putonghua, der kan oversættes med dagligdags tale. Den bliver osse ofte kaldt Hànjù, Han-sproget, det nationale sprog, eller simpelthen – Zhongguohua, kinesisk. Kina hedder Zhongguo, som betyder riget i midten. Ved siden af mandarin findes der syv andre dialekter, hvor Kantonesisk nok er den mest kendte. Det er den dialekt som, udover i Kanton provinsen, tales i Hongkong og i de fleste kinesiske fastfoodforretninger over hele verden. De otte dialekter kan igen deles op i et hav af under dialekter.. Man kommer længst med Mandarin, som næsten alle kinesere kan tale og forstå. Og naturligvis osse læse, da alle dialekter skrives ens. Så et tegn kan altså have utallige udtaler alt efter dialekt, men betyder altid det samme.

Faktisk kan japaner og kinesere, sagtens forstå hinanden, når de skriver. Tegnene er de samme selv om ordene er helt forskellige. Dette ligger i at japanerne har lånt deres skrivesprog fra kineserne og at hvert tegn faktisk er en tegning, der betyder det det forestiller. Med årene er tegnene dog blevet forfinet, så det i dag kan være svært at forstå hvad det er det viser. Men det er klart at hvis man tegner en bil, kan hele verden forstå tegnet, uanset hvad ordet bil hedder på andre sprog. Hvis hele verden havde lært at skrive på kinesisk, ville vi aldrig mere have sprogproblemer. Vi ville kunne skrive, så hele verden kunne forstå hinanden. Kinesisk grammatik er uhyre enkel. De har ingen artikler, ingen tider og ingen flertal. Og omvendt af japansk, bruger man i kinesiske sætningsopbygninger rækkefølgen – grundled, udsagnsord, genstandsled. F.eks. jeg – elsker – dig. Altså ligesom på dansk.

---0---

Det var ikke noget problem at lære ti nye kinesiske ord om dagen, problemet lå i udtalen. Kinesiske ord kan nemlig være meget svære at udtale, idet kinesisk er det man kalder et tonalt sprog. Det vil sige at hvert ord kan udtales på flere forskellige måder, med hver sin betydning. Mandarin har fire toner. Høj, stigende, faldende og faldende-stigende. Ordet ”ma” kan f.eks. betyde fire forskellige ting alt efter tonen. Med høj tone betyder det mor – med stigende tone betyder det hamp, med faldende tone, at sværge og med faldende-stigende tone, betyder det hest. Og for at det ikke skal være løgn, kan ordet ma, osse betyde spørgsmålstegn. Når man spørger om noget på kinesisk, afslutter man altid med ordet ma. Ni hao ma, betyder hvordan går det? Hvor ni hao, bedst kan oversættes med hej, som på den anden side betyder ja, på japansk. Er det forvirrende, eller?

I Kina bliver man inviteret på the alle vegne. Varm, grøn, billig the uden sukker. Det smager forfærdeligt. Men hvis man putter sukker i, kan det sagtens drikkes. Der er bare aldrig noget sukker. Derfor havde jeg altid en dåse sukker i min dagturs rygsæk, som jeg, til stor undring for kineserne, brugte, når jeg blev inviteret på the. Men det var et stort problem at købe sukker, som hed Tang, da jeg aldrig lærte at udtale ordet korrekt, altså med den rigtige tone. Løsningen blev at sige Bei Tang, som betyder hvidt sukker. Når ordene kom ind i en sammenhæng, blev de meget lettere at forstå. Så jeg havde altså altid bei tang, hvidt sukker med i rygsækken.

Jeg havde vekslet ti dollar på færgen, men efter at have betalt hotellet, købt fem pakker cigaretter og en flaske brændevin, var pengene ved at slippe op. Det er svært at finde en forretning når man ikke kan læse sproget, men pludselig fandt jeg alligevel en bank. Der stod faktisk ordet bank, med vores alfabet, på skiltet. Banken havde en ATM maskine og jeg hævede uden problemer to tusinde yuan, omkring atten hundrede kroner, på mit visakort og følte mig næsten som millionær. Jeg blinkede smilende til kineserpigen ved skranken og gik ud for at opleve riget i midten.

Der stod "I love blowjob" på hendes krus

Der stod ”I love blowjob” på hendes krus. Dongma, spurgte jeg hende. Det gjorde hun naturligvis ikke. Kinesere kunne ikke læse engelsk og jeg kunne ikke læse kinesisk. Så de kunne jo i princippet osse godt have skrevet at jeg elskede blowjob bag på min T-shirt på kinesisk, uden at jeg havde forstået hvorfor kineserne ville syntes det var sjovt.

På vej langs havnen ind til centrum, kom jeg forbi en fiskekutter

Ni hao, sagde jeg og vinkede til dem. Ni hao, gentog de, ni jao tja? – Xiexie, wo jao, tak, det vil jeg gerne, svarede jeg og et øjeblik efter sad jeg på en fiskerbåd og drak grøn the med to fiskere og en rødhåret dame.

Vi drak teen af krus og der var engelske ord på krusene. På damens stod der ”I love blowjob” jeg tog et par billeder af mine nye venner og fik hende til at vise sin kop frem. Jeg oversatte ikke ordene. Så meget havde jeg ikke lært endnu. Gu ved hvad det egentlig hedder. Jeg kunne nu nok have forklaret hvad det betød med fingersprog, men så godt kendte jeg dem ikke endnu. Så jeg sagde, at der stod at Kina var - very good, Zhongguo - høøn hao, og rakte tommen opad.

--- 0---

Det begyndte at sne, da jeg ankom til Hovedbanegården i Beijing. Og jeg havde shorts og sandaler på. Øv. Togturen fra Chingdao, havde taget seksten timer, så vi var kommet godt nordpå, selv om det ikke ser ret langt ud, når man så på kortet. Kina er et stort land, et meget stort land. Det må tage år at lære dette enorme rige at kende, bare lidt. Jeg havde helt undervurderet størrelsen, så jeg måtte tage lange strækninger, det blev til nattoge, hver gang jeg tog et tog. Jeg valgte udover Chingdao og Beijing at prøve at nå til Xian og Shanghai, før jeg endte i Hongkong. Xian for at se terrakottaerne og Shanghai, fordi jeg simpelthen har drømt om at komme til Shanghai, og se en opiumshule, siden jeg gik i skole.

Der var for lidt at kunne sige ”hvor er” på kinesisk, når man stod på Hovedbanegården i Beijing, blandt flere hundrede tusinde skævøjede kinesere, der ikke kunne tale andet end kinesisk. Og adressen på det hotel man gerne vil finde står på engelsk. ”The great Dragon” kunne ligge flere kilometer væk. Og det var snevejr og jeg havde shorts og sandaler på. Emergency, sagde jeg til mig selv. Jeg tog en taxi. Men ikke engang taxichaufførerne kendte hotellet. De forstår sgu’ ikke udenlandsk. Og heller ikke vores mærkelige alfabet. Jeg stod og tænkte på at tegne en stor drage, men pludselig viste jeg hvad det hed på kinesisk. Daloon. Daloon – det der ligger så godt i maven. Reklamen fra TV om kinesiske forårsruller. Daloon.. Halvtreds yuan fik jeg pruttet han ned til. Der kom en koreaner en time senere i en anden taxi. Han havde betalt sytten. Jeg har aldrig kunnet lide taxichauffører. Det kan jeg stadig ikke

Det var en ordentlig gåtur op til The great Wall – den kinesiske mur. Der var ellers en kabelbane, men den var desværre ude af drift den morgen jeg havde brug for den. De unge backpackere vadede flere kilometer frem og til bage ad muren som gik op og ned, som en rutsjebane. Den fulgte bjergenes form. Jeg nøjedes med at kikke ind i tre af skilhusene. Så kunne jeg i det mindste prale med at have gået en tur på den kinesiske mur. Et af verdens syv vidundere. Det eneste menneske skabte på Jorden, man kan se fra Månen. Eller kan man nu det?

Der var godt nok langt at trave mellem skilhusene på den kinesiske mur

Jeg kunne ikke se muren, fortalte Yang Liwei til det kinesiske TV da han vendte tilbage, fra Kinas første rumrejse 2003. Jeg fandt ud af at påstanden egentlig stammer fra Ripley’s ”believe i or not”, skrevet i 1932. Jeg forsøgte osse at finde ud hvor lang muren var og fik så forskellige oplysninger som fra to tusinde km op til seks tusinde kilometer. Nu viste det sig at muren var gået i stykker. Mange steder endda, så måske var den oprindelig seks og der er kun to tusinde kilometer tilbage. Gætværk, men alligevel. Dynamit havde sprængt store dele væk og områderne var blevet brugt til cementfabrikker, veje og jernbaner. Og mange kinesere havde simpelthen bygget deres huse med sten som de havde stjålet fra muren.

Konstruktionen af muren begyndte for omkring 2000 år siden og det tog flere hundrede år at bygge denne slangeformede mur med de mange vagttårne. Det kostede millioner af menneske liv, de fleste slaver og politiske fanger. I øvrigt var muren glemt i 1000 år og det er faktisk turismens skyld, at den stadig eksisterer. Flere sektioner er blevet restaureret med souvenirforretninger, restauranter og forlystelsesparker. Nogen så endda på den som Berlin og Israel muren Ældre kineserne kaldte den for den gamle grænse. Den har faktisk fungerede fint som handelshovedvej på strækninger, fra Kina gennem Centralasien til Shufu og derfra til Europa og til Indien og benyttedes allerede som karavanevej i 2. årh. f. Kr. Men muren holdt dog aldrig indtrængere ude for, som Genghis Khan engang så klogt sagde, afhang styrken, af dem som forsvarede muren

Hele verden valfarter til Xian

Bil Clinton, Chirac og selv Sven Auken har været her og nu har jeg osse været her. Kândiser fra hele verden valfarter til Xian, for at se verdens sidste nye vidunder, terrakotta krigerne..

Xian er hovedstad i provinsen Shaanxi, som ligger i det nordvestlige Kina; Byen har omkring 3 millioner indbyggere.. og var Kinas hovedstad i over 700 år.

Nær Xian, som tidligere var udgangspunktet for Silkevejen, fandt, en lokal mand da han ville grave en brønd i 1974, ved et tilfælde en kejsergrav fra 200 f. Kr. med over 6000 figurer af krigere i menneske størrelse med fuld udrustning. Terrakotta krigerne.

Terrakotta krigerne i Xian

Ifølge Lademann er terrakotta er et italiensk ord italiensk som betyder brændt lertøj, som kan være rød, brun eller gul og har været benyttet i Italien siden stenalderen. Terrakottasoldaterne er lavet af mudder og hedder på kinesisk Bingmayong som betyder soldater, heste og mudder. Er det ikke enkelt kinesisk. Bing, ma, yong – soldater, heste, mudder. Og sådan er det hele vejen igennem.

Vi lærte at lave Dumpling på Youth hostellet i Xian

Jeg checkede ind på Youth Hostel Shuyan, til fyrre kroner for en seng i et fire-mands-dorm. Både receptionistpigerne og servitricerne var studerende som arbejde her et år for at praktisere engelsk. Til en løn på trehundred kroner og plus en seng i kælderen og hundeæde som de kaldte maden. Til os andre betalende gæster var maden fantastisk og fantastisk billig. En gang om ugen, var der undervisning i madlavning. Kinesiske dumpling. Vi deltog alle og jeg blev næsten specialist. Det viste sig at alle var her af samme grund. For at se terrakotta krigerne. Hostellet arrangerede ture som var billigere end man selv kunne gøre det, så alle valgte denne mulighed.

Kineserne er meget kommercielle. Ved indgangen til den overdækkede hal med terrakotta krigerne kom vi først igennem en salgsafdeling, hvor de solgte kopier af krigerne i alle mulige størrelser. Og for at det ikke skal være løgn, sad den bondemand der ved et tilfælde havde fundet stedet og signerede bøger som fortalte historien, med fotos af krigerne. Både kopierne og bøgerne var til turistpriser og det kostede to dollar hvis man bare ville fotografere ham. Jeg ville egentlig gerne have haft et billede af ham, men tog det ikke. Den med betalingen var lige som for grov.

Shanghai

Albert Einstein boede her i 1922, den engelske filosof Bertrand Russell boede her i 1920, den tidligere amerikanske præsident Grant boede her i 1879 og nu har jeg sørme osse boet der.

Astor House Hotel er et gammelt hotel. Det har det været de sidste hundrede år. Hotellet, som før var kendt som Richards Hotel, og nu med sit kinesiske navn Pujiang Hotel, blev etableret i 1846 og var engang verdens fineste og dyreste hotel. Det var det første sted i Kina man fik elektrisk lys og det første sted man fik telefon. Det var den rene luksus. Det er det stadig. Gammeldags luksus. Den er ubetalelig. Derfor kostede det osse kun fem og tredive kroner for en seng, da jeg tjekkede ind en efterårsdag i 2003.

Shanghai ligger ved Chang Jiangs deltaet, i Østkina. Cirka midt imellem Beijing og Hongkong. Det er en stor by, meget stor. Der bor ifølge Lademann knap 15 millioner mennesker. Den er Kinas og, efter nogle beregninger, verdens største by.

Verden hurtigste tog kører i dag i Frankrig, selv om Japans Shinkansen toge faktisk er bygget til at køre endnu hurtigere. Men de hurtigste toge i verden vil om kort tid køre i Shanghai. 430 km i timen er de konstrueret til at køre.

Desværre fik jeg ikke prøvet dette vidunder. Jeg tog det almindelige nattog fra Shanghai til Hongkong. I en hard sleeper. Jeg havde fået receptionisten på hotellet til at skrive det på kinesisk, så det gik let og elegant at købe billetten.

Hongkong overgik den 1. juli 1997 til Kina, men det er stadig ikke blevet en del af det rigtige kommunist-Kina. Det var nøjagtigt som at skulle rejse til et andet land. Man skulle vise pas og der var toldfrit salg af spiritus, parfume og cigaretter når man havde tjekket ind i et specielt lokale på banegården. En time før toget afgik. Til andre byer i Kina skulle man bare være der få minutter før lige som når man rejser mellem byer i Danmark. Men Hongkong var speciel. Toget var finere end de andre toge jeg havde kørt med og prisen var lidt højere end normalt. Jeg fik en køje i en seksmandskabine. Vi var kun to i kabinen. I en lokal forretning i Shanghai havde jeg købt en flaske parfume, som jeg var begyndt at kalde den kinesiske risbrændevin. Den smagte nemlig af parfume. Fy for den lede. Men den virkede. Den var på 59 procent og kostede 4 kroner for 660 cl. Så der var ingen grund til at købe toldfrit sprut, som i de fleste tredjeverdens lande er billigere i forretningerne end i toldfrie butikker. Det hænger naturligvis sammen med kvaliteten. I toldfrie butikker forhandles kun mærkevarer. Tolv år gammel sprut har aldrig interesseret mig. Når jeg køber sprut dividerer jeg procenterne med prisen og finder den flaske med det højeste tal. Det er virkningen og prisen der fascinerer mig. Man er vel viking. I Danmark er det bjørnebryg og Kirsebærvin der giver de højeste tal. Nok om det, men cigaretter burde jeg have købt. Selv lokale kinesiske cigaretter var nemlig dyrere i Hongkong end mærkevarecigaretterne i den toldfrie. Det ærgrede jeg mig over i flere dage.

Det var en fin tur med Hongkong toget. Parfumen gjorde sin virkning, så jeg gik glad rundt og talte kinesisk det meste af aftenen. Kineserne er venlige mennesker, så alle lod som om det var sjovt det hele. Det var det måske osse. Jeg blev inviteret på the og nudelsuppe og tog en masse sjove fotos. Flere gange glemte jeg mit kamera i forskellige kabiner jeg havde besøgt og hver gang kom folk rundt for at finde mig så de kunne aflevere kameraet. Den var ikke gået i Sydamerika. Måske heller ikke i Danmark.

Nu ved jeg fra sikker kilde at straffen for at stjæle eller snyde turister i Kina er temmelig alvorlig. En dansk håndboldpige kom for nogle få år siden ud for at blive snydt af en vekseldreng. Hun ville veksle en hundrededollar seddel, men knægten stak af med pengene uden at give hende sine yuan. Nu var hun en stærk sportspige, så hun fangede ham, lagde ham på gaden og vred hans arm rundt. Men samtidig med at hun fik sin dollarseddel tilbage kom politiet. De anholdt knægten og bad hende komme op på stationen næste dag for at skrive rapport. Da hun kom så hun knægten sidde på hug i et lille bur. Hun spurgte hvad der ville ske med ham. Han bliver skudt, sagde betjenten. Vi har dødsstraf for at stjæle fra turister. Hun sov ikke så godt de næste par nætter. Selvfølgelig skulle han have en lussing på en eller anden måde, men dødsstraf, det var for meget, sagde hun, havde jeg vidst det, havde jeg nok ladet ham løbe. Så det var måske grunden til at jeg stadig har mit kamera, selv om jeg vælger at tro at det er fordi kinesere er nogle ærlige mennesker. Jeg kan nemlig godt lide kineserne.

Hongkong var indtil 1. juli 1997 en britisk kronkoloni. Den består af Kowloon, et lille stykke halvø på Kinas fastland og én stor og flere små øer. Den er kun omkring 1000 km² stor, men der bor mange mennesker. 7 millioner.. På den største ø, Hongkong Island ligger hovedstaden Victoria som er forbundet med Kowloon ved en vejtunnel og en jernbanetunnel.

Befolkningen er overvejende kinesere. Hongkong er et mægtigt business center med stor handel og industri, især bomulds-, jern-, skibs-, elektronik- og plasticindustri samt fremstilling af ure og legetøj.

Hongkong har en af verdens smukkeste panoramaer

Jeg tjekkede ind på det billigste hostel jeg kunne finde. Travelers hostel i Chunking Mansion på Nathan Road i Kowloon. Aldrig har jeg set en by med så mange mennesker, og så mange skyskrabere. De første to dage blev jeg på hotellet. Jeg var bange for den by. Jeg fik klaustrofobi af de mange mennesker og jeg var bange for at skyskraberne skulle vælte. Men jeg havde det fin i Travelers hostel på sekstende etage. De fleste af beboerne var unge businessmænd. I lille målestok. Alle drømte om at blive rige, alle snakkede om penge. Men det var nogle gode historier de kunne fortælle. De havde alle arbejde. Dårligt betalt, men var sikre på at det blot var en overgang til de blev rige. To af dem var security folk. Der var mange vagtmænd i Hongkong og alle gik med våben. Politiet var osse bevæbnet og mange af dem gik rind med schæferhunde Det virkede osse temmelig skræmmende. I det hele taget brød jeg mig ikke om Hongkong, mens jeg var der. Først senere fandt jeg ud af at det egentlig var en interessant by. Men den var anderledes. Der var alt for megen snak om penge og det er jo ikke lige det jeg rejser for. Næsten tvært imod. Det var svært at snakke med nogen om andet og ingen vidste faktisk hvordan landet Hongkong så ud på et kort, som for mig var interessant. Jeg ville gerne have at de viste mig på kortet hvor grænsen mellem Kina og Hongkong gik. Det var der ingen der vidste. Jeg fandt først ud af det da jeg mødte en backpacker med en guidebog om Hongkong. I min Kina guidebog var Hongkong en del af Kina og der var ingen kort hvor man kunne se hvor den gamle grænse gik.

På sporvognstur i Hong Kong

Jeg havde mødt en kinesisk enke, her på hostellet, som egentlig boede i Kina, men var født her i Hongkong og talte rigtigt godt engelsk. Hendes mand var lige død, så hun var her for at få udbetalt hams livspension. Hun gik stille med dørene og jeg var vist den eneste der vidste hvorfor hun var her. Og det var nok osse godt, for det var vist mange penge hun skulle have udbetalt. Så der var nok mange af businessmændene der hvor vi boede som gerne ville investere dem for hende. Hun ville naturligvis ikke få den i kontanter, men ville havde åbnet en bankkonto hvor de skulle sættes ind.

Når jeg har fået pengene, sagde hun, så inviterer jeg dig ud på en rigtig fin restaurant. Vi tog en af de gamle engelske færger over til Hongkong Island og derfra en dobbeltdækker sporvogn til endestationen. Jeg måtte jo se noget nu jeg var her og hun ville meget gerne bruge ventetiden på at vise mig rundt.

Der var ikke mange der smilede til mig her i Hongkong. Jeg var måske osse blevet lidt forvendt efter Kina, Korea og Japan, hvor alle smilede så venligt og virkede så glade. Men her, var folk triste og havde travlt. Meget travlt. Formodentlig med at tjene penge. Hongkong Island var en smuk ø. Men jeg havde svært at nyde skønheden. Jeg følte mig trist og ensom for første gang på rejsen.

Der var, ligesom i Singapore, bøder for de mest utrolige ting i Hongkong.. Fugle skider jo på gaden når de har spist, så der var bøder for at fodre fugle. Flere steder, for eksempel på færgen mellem Hongkong Island og Kowloon var der bøder for at ryge og prøv engang at læse teksten på dette skilt. Ti tusinde dollar og seks måneders fængsel for at smide affald på gaden. Der var temmelig rent alle vegne og der var ingen der røg på færgen.

Forbudsskilt

Ejeren på Travelers hostel var ekspert i at skaffe billige flybilletter. Jeg bad han finde en billet til Manila via Taiwan. Den bliver dyr sagde hen, det vil blive billigere at købe en returbillet til Taiwan og en returbillet til Manila. Prøv at se hvad du kan finde ud af sagde jeg. Samme aften viste han mig sit tilbud. Tretusinde kroner for den billet jeg ønskede og nittenhundrede kroner for hans løsning med returbilletterne. Jeg havde egentlig ikke lyst til at komme tilbage til Hongkong, men tog alligevel den billigste løsning. Næste morgen bookede han billetterne. Goodbye Hongkong.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside