På jagt efter Kurdistan

Tekst og foto: Arne Runge

Kort over Kurdistan

Alle synes at være enige om, at der en dag vil blive oprettet en palæstinensisk stat, selv om ingen tør forudsige, hvornår det vil ske. Det samme kan ikke siges at være tilfældet, når det gælder kurderne, selv om området, hvor kurderne bor, er mange gange større end Palæstina, og selv om der faktisk bor 30 millioner kurdere i området.

Jeg tog ned for at finde Kurdistan - eller i hvert fald det sted, hvor kurderne bor - og jeg mødte de sødeste og mest generøse mennesker, jeg nogensinde havde mødt. Men jeg oplevede også den frygt, mange kurdere stadig lever under.

Kun i Irak er det lykkedes kurderne at få et forholds frit og sikkert område, med selvstyre og egen kurdisk præsident - om end det ikke er et selvstændigt land. Barzani hedder præsidenten, som viser sit ansigt på utallige plakater og facader sammen med det smukke kurdiske flag, med en stor gul sol i midten.

God morgen hedder på Iraki-kurdisk ”Beani Ruuz”, som betyder: God morgen, sol! Og at denne drøm er gået i opfyldelse, kan de faktisk takke den tidligere amerikanske præsident Bush for. Kurderne i Irak elsker Amerika og betragter næsten Bush - ham vi andre kastede sko efter - som en gud.

Det kurdiske hjemland er et sammenhængende område delt mellem det sydøstlige Tyrkiet, det nordøstlige Syrien, det nordlige Irak og det nordvestlige Iran. Kurderne - som overvejende er sunni-muslimer - er Mellemøstens største minoritetsgruppe. 30 millioner kurdere bor der i det område, vi kalder Kurdistan.

I Tyrkiet er tyve procent af befolkningen kurdere. I Irak er det femten procent, i Iran ti og i Syrien otte procent af befolkningen, der er kurdere. Selv om kurderne har eksisteret længere end nogen andre menneskestammer i regionen, har de aldrig haft deres egen nation.

Diyarbakir, den største by i det tyrkiske Kurdistan, en smuk gammel by omgærdet af høje bymure

På jagt efter Kurdistan

Fra Istanbul tog jeg et par natbusser østpå og havnede i Diyarbakir, den største by i det område, hvor de tyrkiske kurdere bor. Tyrkiets tyndt befolkede østlige og sydøstlige regioner er hjemsted for omkring syv millioner kurdere, mens syv millioner flere lever andre steder i landet, mere eller mindre integreret i det tyrkiske samfund.

Forholdet mellem tyrkere og kurdere stivnede ved dannelsen af republikken Tyrkiet efter første verdenskrig, hvor Atatürks reformer gav meget lidt plads til andet end tyrkiskheden.

I modsætning til kristne, jøder og armeniere blev kurderne ikke garanterede rettigheder som en minoritetsgruppe i henhold til Lausanne-traktaten, som effektivt skabte det moderne Tyrkiet. Faktisk nægtede den tyrkiske regering - indtil for ganske nyligt - simpelthen at anerkende eksistensen af kurderne.

De insisterede på, at kurderne blev kaldt "Bjergtyrkere«. Hvilket lyder helt bekendt for mig, hvor vi i min omgangskreds altid har kaldt nordmænd for fjeldaber eller tranlamper, og grønlændere for krakkemutter, som faktisk betyder bjergfolk. Ikke fordi der var noget i vejen med dem, tværtimod, jeg har tabt mange af mine ungdomshjerter til både tranlamper, fjeldaber og krakkemutter.

Diyarbakir

Da vi nærmede os Diyarbakir klokken syv om morgenen, blev jeg pludselig vækket og smidt af bussen midt på en landevej. ”Jamen, jeg skal jo til Diyarbakir”, sagde jeg, og gjorde voldsomt modstand. ”Vi kommer ikke nærmere, der går en bus til centrum på den anden side af vejen”, tror jeg nok, han sagde.

Ups! Jeg var endelig faldet i søvn efter en lang nat i en natbus, og så blev jeg brutalt vækket og smidt af bussen. Det var sgu da en kedelig velkomst til landet, hvor kurderne bor. Det viste sig, at vi kun var fire kilometer fra centrum og at vi - hvis vi havde fortsat til Otogaren - havde haft fjorten kilometer. Så han var nok god nok alligevel. Det var bare mig, der ikke rigtigt kunne forstå sproget.

Jeg besluttede mig til at gå over til mit gamle system med at lære ti nye ord hver dag. Det blev til halvfjerds ord på en uge, og det klarede jeg mig helt godt med. Det var måske ikke nok til at score en smuk pige, men så kunne man jo altid synge en sang for hende.

Abdullah Öcalan og det kurdiske arbejderparti

Da Abdullah Öcalan i 1984 dannede det kurdiske arbejderparti PKK, udbrød en konflikt, som fik Tyrkiets regering til at erklære permanent undtagelsestilstand. Efter femten års frihedskrig, som kostede over 30.000 menneskeliv, blev Öcalan fanget i 1999, og oprøret døde ud.

Han sidder stadig fængslet på øen Imrali i det tyrkiske Marmarahav og har i TV officielt bedt kurderne om helt at stoppe alt, hvad der har med vold at gøre. Måske har han fået et vink med en vognstang af Allah om det femte bud - hvem ved?

På grund af ønsket om at blive en del af EU vedtog den tyrkiske regering i 2002 endelig at tage spørgsmålet om kurdernes rettigheder op til overvejelse. Og det blev besluttet at tillade radio- og TV-udsendelser på kurdisk og at give grønt lys for at kurderne kunne tale og blive undervist på deres eget sprog. Men selvstyre kom ikke på tale - bare en anerkendelse af at kurderne eksisterede som folk.

Det var bestemt en begyndelse, og så var det hele takket være EU's menneskerettighedskrav til medlemslandene. Undtagelsestilstanden blev ophævet i Sydøsttyrkiet, og regeringen startede med at kompensere landsbyboere, der var blevet fordrevne under urolighederne. Der blev holdt en konference i Istanbul i 2006 med titlen "Det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet - veje til en demokratisk løsning".

Livet for kurderne i det sydøstlige Tyrkiet er siden blevet betydeligt lettere. De hårde militære regler og censur er i vid udstrækning blevet ophævet, og optimismen har fået næring af udsigterne til indtrædelse i EU.

Det smukke Iraki kurdiske flag, med en stor glimrende gul sol i midten

Men ordet Kurdistan er stadig ”haram” (forbudt)

I Tyrkiet skal man bestemt ikke reklamere med at man er kurder, eller - endnu værre - nævne ordet Kurdistan. Der findes intet Kurdistan i Tyrkiet. Basta! Så er det slået fuldstændigt fast.

Det mente samtlige ikke-kurdere, jeg snakkede med. Ingen forklaring - kun at området er en del af Tyrkiet. Et spørgsmål der, lige som biblen og koranen, ikke kan diskuteres. Det er en pakkeløsning, som man siger.

Jeg oplevede det samme, da jeg for nogle år siden rejste rundt i Kina og nævnte ordet Taiwan. Taiwan er en del af Kina. Basta - sagde alle dem, jeg snakkede med.

På den anden side er der jo også mennesker i Danmark, der bestemt ikke synes man skal acceptere Færøernes og Grønlands selvstændighedsplaner. Der er stadig langt til fred her på jorden.

I Syrien har de et hemmeligt politi med lange ører

Det kostede 30 dollars for et femten dages visum på grænsen til Syrien. Og det gælder kun for folk fra lande, som ikke har nogen syrisk ambassade i deres hjemland. Der ligger en syrisk ambassade i Stockholm, så svenskerne skal have visum med hjemmefra.

Der er også den regel, at journalister skal have visum med hjemmefra, som skal ordnes mellem de to landes udenrigsministerier. Så man skal ikke nævne ordet journalist, som jeg ofte bruger for at komme i kontakt med folk, der ved noget, som jeg gerne vil vide. Mens vi ventede på at få udleveret passene, da vi en uge senere forlod Syrien, snakkede vi om visumregler.

Jeg fortalte, at danskere ikke kan få visum til Sudan på grund af Mohammed-tegningerne, og et schweizisk par fortalte, at schweizere ikke kan få visum til Libyen, fordi de for nyligt arresterede Gadaffis søn for vold mod en tjenestepige i Zürich. Et hollandsk par fortalte at de, som det eneste land i EU, skulle betale for visum til Tyrkiet, men de vidste ikke hvorfor.

Grænsebyen Kamishli lå i det område, som kurderne bor. Jeg tjekkede ind på et business hotel til firs kroner for et stort dobbeltværelse og blev rigtig gode venner med de to receptionister.

De var beærede over, at jeg interesserede mig for kurdernes situation og sikkerheden for rejsende backpackere fra Europa. De fortalte glade, at de begge var kurdere, men at det ikke var noget, man skulle snakke for højt om. Præsidentens mænd, som ofte var klædt i civilt, havde lange ører, sagde de.

Hvis man ikke kan sproget, kan man jo altid synge en sang for damerne

De fortalte om de fire byer, der lå i det kurdiske område, men fortalte, at der osse boede mange kurdere flere andre steder i landet. Blandt andet rigtig mange i byen Afrin tæt på Aleppo. Kurderne var, ligesom i Tyrkiet, forsøgt integreret i samfundet, men det var ikke helt lykkedes. De er ligesom jøderne et stolt og konservativt folk, som ikke sådan lader sig omvende.

Udover Kamishli besøgte jeg Hássakeh, hvor jeg oplevede den samme frygt. Der var ingen wi-fi på hotellerne som i Tyrkiet, så jeg måtte på netcafe for at tjekke min inbox og sende en vip-spam-rejsemail til vennerne. Jeg skulle først have mit pas fotokopieret, så man vidste, hvem der havde lånt computeren - in case of - et eller andet.

Jeg skrev en længere mail, hvor jeg flere gange nævnte ordet Kurdistan, men da jeg klikkede på send, gik skærmen i sort. Jeg måtte bede ejeren af cafeen om hjælp, og da han fik et billede tilbage på skærmen, åbnede jeg min gmail og klikkede send en gang til. Det samme gentog sig, og ejeren åbnede lidt mistænksomt computeren igen. Tredje gang slettede jeg alle Kurdistan-ordene og klikkede 'send'. Det lykkedes - men jeg blev sgu lidt paranoid. Jeg tror, der er et filter, der stopper mails med bestemte ord.

Siderne Facebook, Youtube og Hi5 er osse forbudt i Syrien og kan ikke åbnes. I øvrigt kan Youtube heller ikke åbnes i Tyrkiet. Den blev lukket, fordi nogen havde sat en video på, der viste Tyrkiets landsfader Atatürk som bøsse. Det er haram, det må man ikke.

Det var ikke kun kurderne der levede under frygt i Syrien - det gjorde alle borgere i landet. Der er et hemmeligt politi, som alle frygter. Men som rejseland, backpackerland, er landet et paradis. Transporten og vejnettet rundt i landet er ligesom i Tyrkiet helt i top. Der er mange billige hoteller, og der er fede backpacker-hostels i de større byer.

Menneskene er som i andre muslimske lande uhyre gæstfrie, hjælpsomme og generøse. På et backpacker-hotel i byen Deir es-zur sad Mr. Nureddin på 67 år i receptionen. ”I don't need to travel”, sagde han: “The world comes to me”. Og det havde han jo ret i.

Der var altså intet Kurdistan hverken i Tyrkiet eller Syrien. Så jeg rejste videre for at finde Kurdistan, hvis det da overhovedet eksisterer. Og det gør det faktisk. Kurdistan ligger i Irak. Men der er ingen grænseovergang mellem Irak og Syrien, så jeg måtte tilbage til Tyrkiet og ind fra Silopi.

Endelig fandt jeg Kurdistan

Transporten, de tolv kilometer fra grænsebyen Silopi i Tyrkiet til grænsebyen Zakho i Irak, var sat i system af en tyrkisk taximafia. For en fast pris af tyve dollar per person ordnede chaufføren alt papirarbejdet og satte os af på en taxiholdeplads på den irakiske side af grænsen.

Man skulle bare lige vise sit kønne ansigt til det irakiske paspoliti og fortælle, hvad ens job var, og hvorfor man gerne ville besøge Irak. Jeg sagde, at jeg var pensionist, og at jeg gerne ville rejse rundt i Irak i en uges tid. Det var helt fint, og jeg fik på stedet et gratis ti-dages visum. ”Welcome to Irak”, sagde paspolitiet og bød på en kop te.

Jeg følte mig straks velkommen, og det var med mine gule happy-day-solbriller på, jeg oplevede resten af Kurdistan. Jeg fik fire millioner nye venner, og flere af dem er nu på min facebook, hvor vi kommunikerer på arabisk, som jeg oversætter til og fra dansk, med Google translate. Fagre nye verden - right? Femten procent af befolkningen i Irak - fire millioner mennesker - er kurdere.

Der var to andre med i taxien. En tyk, tavs tyrker, som ikke sagde et eneste ord hele vejen, og Ibrahim, en venlig irakisk businessman, som kunne en smule engelsk. ”Tag endelig ikke til Bagdad, Kirkuk eller Mosul”, sagde Ibrahim: ”Det er pisse farligt. Men Zakho, Dohuk, Sulav, Sulaymaniyah og Erbil er fuldstændig sikre”.

Nu ligger Bagdad, Kirkuk og Mosul jo ikke i Kurdistan. Mit visum gjaldt heller ikke til disse byer, men kun til Det Irakiske Kurdistan. Desværre kneb det lidt med den offentlige transport i Kurdistan, så jeg kom aldrig til Sulav og Sulaymaniyah, ligesom det heller ikke var muligt at fortsætte over grænsen til det iranske Kurdistan. Jeg besøgte Zakho, Dohuk og Erbil og havde en fantastisk uge.

Kurderne i Irak

Kort efter Golfkrigen i 1991, hvor anslået to millioner kurdere flygtede over bjergene til Tyrkiet og Iran, blev der, under FN's beskyttelse, oprettet en kurdisk autonom region i det nordlige Irak. Efter Saddams hængning var der frygt for, at kurderne vil benytte lejligheden til at gå deres egne veje.

Men efter at kurderne vandt sytten procent af stemmerne i valget i 2005, har de kurdiske ledere, sammen med shiitterne, genstartet deres engagement i et føderalt, demokratisk og pluralistisk, men forenet Irak. Og det var vel det bedste, der kunne ske for kurderne.

Jeg elsker at sidde på fortovs caféer og kikke på mennesker (og damer) så jeg drak mange kopper te om dagen, men jeg fandt aldrig ud af hvad en kop te kostede.

Hvis de derimod havde forlangt total uafhængighed af Irak, havde de ikke bare fået resten af Irak på nakken, men også Tyrkiet, Iran og Syrien, som ville være bange for at selvstændighedstanken bredte sig til kurderne i deres lande.

Jeg fandt aldrig ud af, hvad en kop te kostede

”Det andet Irak”, er Kurdistans nye slogan. Det kunne ligeså godt have været: ”Come before the tourist”, som i Bangladesh. Jeg mødte nemlig kun tre turister, én amerikaner og ét slovensk par, i den uge jeg var der. Synd, for der er bestemt meget at se og opleve her.

Først og fremmest menneskerne. Muslimer er nogle af denne verdens mest hjælpsomme og generøse mennesker, og kurderne i Irak ligger bestemt helt i toppen. Jeg elsker at sidde på fortovscaféer og kikke på mennesker (og damer) - så jeg drak mange kopper te om dagen, men jeg fandt aldrig ud af, hvad teen kostede. Hver eneste gang jeg tog pungen frem, var der en der sagde: ”Please, du er min gæst”, og betalte.

Og det var ikke bare teen, der var gratis. Jeg blev konstant budt på middag, og folk købte små gaver til mig.

Én gav mig en T-shirt, én købte en pakke cigaretter og en lighter til mig, én gav mig en flaske kurdisk kølnervand, og én forærede mig en engelsk udgave af koranen. ”Bismilah”, sagde han, da han gav mig den.

Danmark deltog også i Irak-krigen. For første gang i flere år har jeg i den muslimske verden truffet mennesker, som elsker danskere, uanset Muhammed-tegninger og hvad de ellers har hørt om Danmark. Så her er der bestemt ingen grund til at skjule, hvor man kommer fra.

Selv om jeg ikke kan lade være med at tænke på, at det ikke var for kurdernes skyld, at vi gik ind i krigen, men nærmere fordi Bush overtalte os til at gå med i en krig, der - når alt kommer til alt - gik ud på at skifte præsident Saddam ud med en USA-venlig præsident, der kunne garantere en fortsættelse af oliestrømmen til den vestlige verden.

Men det ser ud til at være kurderne, der har vundet mest på krigen. Det glædede mig virkelig at se, hvor godt kurderne i Irak havde det i forhold til kurderne i Syrien og Tyrkiet.

Så mit håb er, at kurderne i de tre andre lande kan opnå det samme som kurderne i Irak. Og efter at have besøgt Irak, synes jeg at der, trods de mange døde, alligevel er kommet noget godt ud af krigen. Sådan kan man nogle gange se tingene med helt andre øjne, når man pludselig befinder sig dér, hvor historien foregår.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside