Billig sprut og tobak – men dyrt indrejsevisum Tekst og foto: Arne Runge
Estland og Hviderusland har meget lave priser på spiritus og tobaksvarer. Men husk at have visum med hjemmefra, hvis du vil til Moldova
"Kippis nakkaa naamaan"- eller "Kast det i ansigtet", som man siger på finsk. Det var finner, der drak og det var finsk, der blev snakket. Klokken var to om natten, det var umuligt at sove. Herberget var fuld af unge finske druktursturister. Der var engang jeg troede, at alle finner var alkoholikere. Det var dengang jeg var bartender på et finsk hotel på Mallorca. Siden har jeg boet i Finland og kan fortælle, at finner ikke er mere eller mindre alkoholikere end russere.
Men de tager på drukferie ligesom danskere, og ofte til Tallinn, der kun ligger en halv times sejlads med flyvebåd fra Helsinki. Faktisk er der lige indført helikopterrejser fra Helsinki til Tallinn. Det tager kun tyve minutter. Og så koster alkohol kun en femtedel af, hvad det koster i Helsinki. Estland er en del af EU, lidt efter os andre, ligesom Spanien og Grækenland var for nogle år siden.
Tallinn betyder danskerbyen
Tallinn betyder danskerbyen og blev bygget af danskerne i det trettende århundrede. Og det var faktisk her, at vi år 1219 fik vores smukke rødhvide flag Dannebrog. Det dalede simpelthen ned fra himlen og gjorde os til rigtige danskere, rigtige rødhvide fodbolddanskere. Tænk hvis det havde været blåt og gult, nej vel.
Tallinn er finnernes Mallorca Jeg delte en flaske parfume med to bumser jeg mødte i parken
Det var tider dengang i tolvhundredetallet, og det var flotte huse, borge og kirker de byggede. Mange af dem står der stadig. Selv det meste af bymuren. Tallinn er et åbent museum. Alt er renoveret og nymalet, den gamle by er næsten som en lille H.C. Andersen-eventyrby. Når jeg gik tilbage til herberget sent om aften gennem de små stræder, mødte jeg både den lille pige med svovlstikkerne, svinedrengen og klodshans. Man kan gå rundt i den gamle by i dage og nætter, og det var det jeg gjorde i de fem dage, det tog at få mit transitvisum til Hviderusland.
Men jeg skulle osse lære de indfødte at kende. Det er jo det jeg rejser for. Så jeg delte en flaske estisk kølnervand med to bumser jeg mødte i parken. Parfume, stod der på flasken. De talte estisk, men med lidt fingersprog og så lidt parfume fik de da fortalt mig, at de slet ikke var så glade for den nye situation. Friheden og optagelsen i EU. Hvad skal vi bruge det hele til, sagde de. Før var der arbejde til alle. Ingen arbejdsløshed som nu. Folk fik en pension når de blev gamle. Det får de ikke mere. De fattige er blevet fattigere, meget fattigere, sagde de. Faktisk blev det de ord der gik igen, fra land til land, på hele min fortsatte rejse ned gennem Østeuropa og Balkan. Hvad fanden skal vi bruge det til.
Minsk - ligesom i de gode gamle dage
Han så helt religiøs ud den unge konferencier på tv, som om han lige havde mødt Jesus. Det var simpelthen gud han talte om, når han nævnte deres store præsident Lukasjenko, eller Lu-Ha- Sjæææænko, som de udtaler det. Hviderusland bliver kaldt det sidste diktatur i Europa. Det er det sikkert osse, men det mærker man bestemt ikke på befolkningen. De virker glade og stolte over at være hviderussere. Og stolte af at have verdens bedste præsident.
I år er det tresåret for afslutningen på anden verdenskrig, og det blev fejret i Minsk. Plakater om den store patriotiske krig hang overalt, og museerne viste stolt billeder og ting fra krigen. Alt set med sovjetiske øjne. Det var svært ikke at lade sig rive med og føle deres stolthed over at have stoppet nazismen. Selv om de allierede, som jo osse havde en del af æren, aldrig blev nævnt. Bare hotellets navn – Sputnik – satte tanker i gang om det storslåede Sovjetunionen, som nu er en saga blot. Faktisk har Lukasjenko udtrykt ønske om at slå sig sammen med Rusland. Og Putin var i begyndelsen interesseret, indtil det kom på tale, hvem der så skulle være præsident. Det skal jeg selvfølgelig, svarede Lukasjenko, hvem ellers. Putin tænker nu over det på en lidt køligere måde.
Her boede Harvey Lee Oswald
Man kunne kun betale med rubler på hotellet. Ingen visakort og ingen dollar, kun rubler. Hviderussiske rubler. Men allernådigst fik jeg lov af Olga, det hed de alle sammen, at sætte min rygsæk i receptionen, mens jeg gik ud for at finde en bank, der kunne veksle mine dollar. Værelset til 23 dollar, som der stod på væggen det kostede, men altså kun kunne betales i rubler, var osse helt sovjetisk. Der var tv på værelset, men næsten alt handlede om verdenskrigen. Der var dog et par amerikanske film, der ligesom i andre tidligere sovjetrepublikker blev oversat af en mandestemme. Der var skruet ned for filmens lyd, så man kunne høre oversætteren. Men med lidt held og mundaflæsning på skuespillerne kunne man trods alt forstå lidt af filmen.
I guidebogen under ’Highlights’ stod der, at en meget berømt mand engang boede her i Minsk. Folk der besøger Danmark tager over på Fyn for at se H.C. Andersens hus, så jeg besluttede mig til at se denne berømte mands lejlighed. Hans adresse stod i guidebogen. Manden hed Lee Harvey Oswald. Lige over broen over Svislach floden på vestbredden, Kamunistychnaja 4, stuen tv, ligger Lee Harvey Oswalds tidligere lejlighed, stod der. Den påståede morder på den amerikanske præsident John F. Kennedy boede her et par år, da han var i tyverne. Han ankom til Minsk i januar 1960, efter han var hoppet af fra den amerikanske flåde til Sovjetunionen. Mens han var her, blev han overbevist kommunist, en sand lokal arbejder med job på en radiofabrik. Han giftede sig med en kvinde fra Minsk, fik et barn og skiftede navn til Alek. Men han vendte tilbage til USA et par år senere - resten er historie. Og jeg har set, hvor han boede.
Alkohol var billigt i Tallinn. Men her var det næste gratis. Jeg gik ind i en kiosk for at købe en Cola, men der stod en flaske vodka ved siden af colaen, og den kostede det samme. Så skal man have en stærk rygrad for at vælge colaen. Det har jeg heldigvis ikke. Samtidig løb jeg tør for pibetobak. Jeg plejer at købe en hel masse toldfri tobak i lufthavnen ved afrejsen, men denne gang var destinationen Tallinn, som ligger i EU. Altså ingen toldfri tobak. Men når tyve cigaretter koster tres øre, så er det ikke det store økonomiske problem at få sin daglige nikotin. Og så er cigaretterne gode. Ikke triste light smøger, som man er nødt til at ryge en hel pakke af for at få lidt nikotin, men rigtige cigaretter med rigeligt med både tjære og nikotin. Ligesom i de gode gamle dage.
Odessa – havnebyen ved Sortehavet
Det bankede på døren til mit hotelværelse. Stuepigen kom ind. Hvis du vil gøre rent, så vent lige to minutter, sagde jeg, jeg er på vej ud, så har du værelset for dig selv. "I don’t want clean!, sagde hun, "I want talk". Jeg var nået til Ukraine, nærmere betegnet Odessa. “Jeg hedder Alma. Jeg vil tale engelsk", gentog hun alvorligt.
Det var helt dejligt med kvindeligt selskab og nogen at snakke engelsk med, efter to uger hvor det eneste der kunne bruges var russisk. Faktisk er det stadig nødvendigt at kunne russisk i næsten alle tidligere sovjetrepublikker. Så det gælder om at lære nogle ord, når man har chancen. Men Alma ville tale engelsk. Hun fortalte, at hun engang lige som Olga havde arbejdet på den transsibiriske jernbane og gerne ville ud at rejse igen.
Men nu var det nødvendigt at kunne engelsk for at komme nogen vegne. Det var selvfølgelig vesten hun tænkte på. Så hun og stuepigen på fjerde sal gik til engelskundervisning for begyndere og forsøgte så at praktisere, når der kom turister på hotellet. Jeg mødte osse veninden. De viste mig Odessa, når de havde fri. Men de gentog hele tiden: Pas på lommerne og kameraet og rygsækken. De var næsten paranoide når vi kørte i sporvogn og fik mig til at sætte sikkerhedsnåle på bukselommerne. Men jeg slap heldigvis for lommetyvene, som her var de rene kunstnere ifølge mine veninder.
Man kan let blive lidt for glad
En eftermiddag knækkede mine dobbeltstyrke briller. Optikerne kunne ikke lave brillerne, men pigerne kendte en smed.
Han ville med glæde lodde mine briller for ti kroner. "Sæt dig ind på værkstedet og få en lille en mens jeg lodder", sagde han. Mens pigerne ventede ude i det lille kontor, delte jeg halvanden liter vodka med hans to venner i baglokalet. Vi blev så glade, så glade. Jeg sagde til pigerne, at jeg blev et stykke tid, men nej, de forlod ikke værkstedet uden mig. Og de så meget alvorlige ud, da de sagde det. Så jeg måtte skåle en sidste gang, betale en tier for brillerne og branderten og sige pænt farvel til mine nye venner. Det var vist en god ide at pigerne fik mig med. Jeg var ved at blive lid for glad. Kender du det, læser?
Anholdt for cigaretrygning på togstationen i Transdniestr
Fem dollar i bøde for at ryge i toget
Betjentens blik lyste op, da han fik øje på mig, han smilte som en tandpastareklame. "No smoking train, sagde han, "kom med mig. Straaf". Han kunne dårligt udtale ordene på engelsk, når han samtidig skulle grine. Jeg stod inde i toget på trinbrættet ud mod perronen og nød en ukrainsk smøg, en Saint George med filter, 1,5 g tjære og 1,2 mg nikotin og pustede nonchalant den smukke blåhvide røg ud på perronen. Og fuglene fløjtede. Livet var skønt. Men nu forsvandt glæden. Jamen for helvede, jeg pustede jo røgen ud i luften. "Straaf, gentog han, og tog mig med, selv om min rygsæk stod inde i toget. Han satte sig ned ved et skrivebord, tændte en smøg og bad om mit pas. Så udfyldte han et bødeforlæg i tre eksemplarer, bad mig skrive under og betale fem Euro i straaaf. Jeg har kun dollar, sagde jeg, og slap lidt billigere. Han rettede bare eurotegnet til et dollartegn. Må jeg bede om en kopi, spurgte jeg. Selvfølgelig kunne jeg ikke få det, men jeg insisterede og fik ham til sidst til at skrive 5 $ og hans navn på en lap papir. Ud, sagde han, dit tog kører nu.
Jeg nåede lige at springe ombord på toget, da det satte i gang. Min rygsæk stod stadig ved sædet jeg havde siddet i. Og mine to nye moldoviske venner, moren, der var sygeplejerske og datteren Nasty, der læste engelsk ved universitetet i Chisinau, sad der osse. De var på vej hjem til Chisinau efter ferie hos familie i Odessa.
Der er ikke mange her på de kanter der taler engelsk, så hvis du får problemer så bare ring, sagde Nasty, og gav mig sit mobilnummer. Hun var glad for at kunne praktisere sit engelsk, og jeg var bare glad for, at der var nogen jeg kunne snakke med. Og moren så altså osse rigtig sød ud, og så har jeg det jo med at rende ind i sygeplejersker. De grinede begge, da de hørte om bøden. Korruption, sagde de. Nasty havde ret. Udover deres egne slaviske sprog og russisk var der få der kunne lidt tysk, men dem der talte engelsk, dem var der godt nok langt imellem.
Jeg håbede næsten jeg ville få problemer i Chisinau. Det fik jeg osse. Endda store problemer, men jeg ringede aldrig til dem. Jeg ved af erfaring, at jeg skal passe på sygeplejersker, jeg har det med at blive syg.
Anholdt igen i Chisinau
Thi kendes for ret, sagde dommeren. Han talte næsten ligesom Simon Spies. Mr. Arne Runge from Denmark betaler halvtreds dollar i bøde plus tyve dollar for opholdet og tredive dollar for exit visa. I alt hundrede dollar. Han vil blive fulgt til toget af politiet, til udvisning med først afgående tog til Bukarest. "Expulsed", blev der stemplet i passet. Normalt bliver man sendt tilbage til det land man kom fra, men der var noget uvirkeligt ved denne sag. Jeg var her faktisk slet ikke, i hvert fald rent teknisk.
Jeg var helt sikker på man kunne få transitvisum på grænsen til Moldova. Det havde man fortalt mig hos Moldovas stand på feriemessen i Bella centret for et par måneder siden. Basta. Det kunne man måske også, hvis man kom fra Rumænien. Men de havde ligesom ikke forestillet sig, at man osse kunne komme fra Ukraine. Det undrede mig godt nok, at der hverken var told eller paskontrol i toget fra Odessa til Chisinau, hovedstaden i Moldova. Men hva’ så sparer jeg måske de penge, tænkte jeg, og ærgrede mig over, at jeg ikke havde taget lidt flere cigaretter med. "Jamen, du har jo ikke noget visum", sagde den forskrækkede receptionist, "hvordan skal jeg så tjekke dig ind". "Bare behold mit pas", sagde jeg, "så ordner jeg det i morgen tidlig". Det kunne da ikke være noget problem.
Men der var godt nok panik, da jeg kom ned i receptionen næste morgen. Man var blevet enige om, at man havde gjort en fejl og måske stod til arbejdslejr i Sibirien. Den der talte bedst engelsk, piccoloen, forklarede at jeg skulle tage min rygsæk med og tage ud i lufthavnen og få et visum. Jeg måtte endelig ikke sige, at jeg havde overnattet her, men at jeg lige var ankommet.
På paskontoret i lufthavnen blev damen osse dybt rystet. Det er ikke muligt, sagde hun, man kan ikke komme ind i Moldova uden visum, og her i lufthavnen giver vi det kun til de der ankommer med fly. Jamen jeg er her jo, forsøgte jeg. Det er ikke muligt, det kan jeg slet ikke forholde mig til, det må De virkelig selv klare. "Da Svidaniya - farvel".
Jeg kunne høre frygten i stemmen. Jeg fandt emigrationskontoret inde i byen, hvor en officer bladrede mit pas igennem flere gange. Der er ikke noget visum, sagde han. Det var jo det jeg prøvede at forklare. Kan jeg købe et transitvisum, jeg er på vej til Rumænien? Man kan ikke komme ind i Moldova uden visum, sagde han. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle kikke hen. Det her er en meget alvorlig sag, sagde han. Nu vil han garanteret have bestikkelse, tænkte jeg. Han begyndte at ringe rundt og bad mig vente udenfor. En time senere ankom en betjent i uniform. Han tog mig med på sightseeing i Chisinau. Men først skulle vi i banken.
Man kan betale sig fra næsten alt
Han bad mig veksle halvtreds dollar til lokale penge og kørte mig så til retsbygningen, hvor vi gik ind og afleverede nogle papirer og betalte nogle penge og hilste på alle hans venner. Så tog vi en tur til togstationen, hvor han hjalp mig med at købe en togbillet til Bukarest til afgang dagen efter kl. 17.00. Han var en rigtig flink fyr, han hjalp mig med alt, selv indtjekningen på hotellet, det samme jeg boede på natten før. Jeg havde lidt dårlig samvittighed, fordi jeg havde indrømmet over for politiet, at jeg havde sovet der en nat.
"Expulsed" blev der stemplet i mit pas – udvist.
Men han smilte til receptionisten, da han tjekkede mig ind. "Tag et værelse med tv", foreslog han. "Jeg behøver ingen tv", sagde jeg. "Jo du gør!, sagde han, "du skal blive her til i morgen formiddag. Jeg kommer og henter dig ved ellevetiden". Der var amerikanske film på TV, de var uden undertekster, men med en stemme der oversatte filmen, ligesom i Hviderusland. Den samme stemme hele filmen.
Om aften forsøgte jeg at gå ud og købe noget mad, men nej. Jeg fik ikke lov at forlade hotellet, jeg var fange. Næste formiddag kom min ven betjenten og hentede mig. Vi skulle i retten. Jeg blev sat på en bænk sammen med en fyr fra Estland, som havde samme problem som mig. Han var Hare Krishna og sad hele tiden og mumlede Hare Krishna, Hare Krishna, Hare, Hare, Hare Krishna. Det var ikke meget vi nåede at snakke sammen, før betjenten bad os rejse os. Vi fik hver halvtreds dollar i bøde.
Jeg skulle osse betale hotellet og et udrejsevisum. Jeg betalte pengene, fik mit pas og forlod retten med min ven betjenten. Klokken var 12.30. Min kone er gravid og skal snart føde, sagde betjenten pludselig, jeg vil gerne hjem og se hvordan det går. Hvis du lover at være på banegården kl. fire må du gerne få fri til at se byen. Sådan blev det. Og Chisinau var faktisk en dejlig by. "Expulsed" blev der stemplet i mit pas – udvist. Solen skinnede, fugle fløjtede og jeg gik glad og fri ned af hovedgaden og hilste på folk jeg mødte. Dobre den, Chisinau. Kak dela. Jeg var selvfølgelig på stationen kl. seksten, en time før mit tog gik til Bukarest, men betjenten dukkede aldrig op. "Da Svidaniya, Moldova," jeg kommer tilbage en dag. Næste gang med visum.
