Polen .. pas på med den polske vodka (1990/91)
Af Arne Runge
Hun hed Kalinka, var 26 år og enlig mor med en søn på seks. Hun boede i byen Katowice i det sydlige Polen, næsten ved grænsen til Tjekkoslovakiet, og hun ville meget gerne i kontakt med en ædruelig dansk mand for venskab og måske senere ægteskab. Jeg svarede på annoncen, og en måned efter var jeg på vej til Katowice. Jeg ved ikke om jeg var nervøs, men i hvert fald tog jeg en kammerat med. Taxa Leif.
Både Taxa Leif, gammel sømand, men nu taxa chauffør, og jeg selv var lidt for glade for elefantbajere på det tidspunkt, så jeg havde stillet et ultimatum. Vi måtte ikke drikke os fulde på rejsen. Jeg skulle jo ankomme anstændigt. Leif accepterede modvilligt.
Sejlturen fra København til Swinoujscie gik fint, men på togstationen, hvor vi skulle købe billetter til Katowice, gik det galt.
Vi havde købt seks dåseøl på færgen og aftalt at det skulle række, til vi var fremme. To mand, fjorten timers togrejse og seks bajere. Det ku´ vel ikke være for meget. Den sure billetdame kunne ikke et ord fremmedsprog - kun polski. Men bag os stod en venlig ung forretningsmand, med sin sorte dokumentmappe i hånden. "Kann ich hielfe", sagde han. Selvfølgelig kunne han hielfe. Han hjalp os med at købe billetterne, og da han selv osse skulle sydpå og med samme tog, satte vi os sammen i en kupe. Leif kikkede spørgende på mig, jeg nikkede og fandt to bajere frem. Skål - na zdrowie.
Så lukkede forretningsmanden sin dokumentmappe op og trak en flaske vodka frem. Han tog en lille tår, sagde velkommen til Polen og rakte mig flasken. Jeg kikkede på Leif. Altså, sagde Leif. Vi er tre mand og én flaske vodka. Vi kan højest blive i godt humør. Han havde sikkert ret. Jeg tog en slurk og rakte flasken videre til Leif. De seks bajere og vodkaflasken gik på omgang, og pludselig slukkede lyset.
Et par timer senere vågnede jeg ved, at toget var stoppet. Jeg var helt omtumlet. Leif sov, så jeg vækkede ham og spurgte, hvordan det gik. Jeg er ederma'me træt, sagde han. Vi prøvede at se os omkring og huske, hvad der var sket. Min lille rygsæk, med kamera og andre værdigenstande, var væk. Kun vore kufferter lå stadig oppe på hylden. Vores polske ven var der osse. Jeg forklarede ham sagen. Han sagde, at han osse havde sovet, men at der lige var stået fire sigøjnere af, som havde siddet i samme kupe som os. Nå.
Vi er i Poznan, sagde han, vi skal skifte tog her. Vi tog vores to kufferter ned, og omtumlet fulgte vi efter ham. Vi skal vente her i to timer, så vi kan gå hen og få noget at spise. Vi gik hen til bagageopbevaringen, afleverede kufferterne og vaklede stadig omtåget ud for at få noget at spise. Polakken var så flink, så flink. Han ordnede alt for os og holdt osse vores bagagekvitteringer. Han havde endda betalt for opbevaringen. Flink fyr.
Mens vi vandrer op af hovedgaden, siger Leif pludselig min tegnedreng og tager sig til lommerne. Tegnedrengen var væk. Jeg mærkede efter på maven, under skjorten. Jo, mine penge og vores pas, som jeg holdt, var der stadig. Polakken så forskrækket ud, pegede ned af en sidegade og sagde jeg tror, de gik den vej. Han forsvandt hurtigt i samme retning. Leif og jeg blev stående og kikkede på hinanden. Pludselig begynder jeg at forstå. Kufferterne. Han har kvitteringerne. Vi halvløb, stadig omtumlede, tilbage til tog stationen og hen til bagage opbevaringen, hvor vi forklarede en uniformsklædt ansat, at vi havde mistet kvitteringen, men gerne ville have vores kufferter.
De er lige blevet afhentet af jeres ven, sagde han og så forbavset på os.
Vi fandt politistationen, som med fingersprog og fagter forklarede os, at vi skulle tage videre med vores tog og melde det, når vi kom til Katowice. Vi gik ombord og kørte hele natten. Vi havde ikke liggevogn, ej heller pladsbillet, så det var måske grunden til, at vi vågnede næste morgen, ved at folk trådte på os. Vi lå begge og sov på gulvet i midtergangen. Vi var fremme.
Vi rejste os op. Fuldesyge, eller nærmere medicin forgiftet. Hold kæft, hvor så vi ud. Først begyndte Leif at grine, da han så mit ansigt. Du er sgu´ da ikke for køn, svarede jeg, osse grinende. Pludselig gik det op for mig, at vi var i Katowice. Ingen bagage, overhovedet. Kun det møgbeskidte tøj vi sad i. Leif havde mistet tre tusinde kroner og var flad. Og hvor så vi ud. Situationen var meget kritisk, men trods alt ikke håbløs. Jeg havde stadig passene og mine penge. Nok til os begge.
Måske stod Kalinka på perronen og ventede på os. Toilettet, råbte jeg til Leif. Ud og vaske os. Vi smed lidt vand i hovedet, og et par minutter efter stod vi på perronen. Med vand i håret og sideskilning. Hun var der ikke. Gu´ ske lov.
Vi havde booket og betalt hotel hjemmefra, så vi skyndte at veksle nogen af mine penge og tog en taxi hen til hotellet. Nu gælder det om ikke at blive ædru, sagde Leif. Du ved hvad der sker. Så får man bondeanger og depressioner over det, der er sket. Vi skal jo ikke have ødelagt rejsen, vel. Jeg bestilte to kopper kaffe, og Leif tilføjede: og en halv flaske whisky. Hvilket mærke har De?
Et par timer efter sov Leif, og jeg gik ud for at købe nyt tøj. Det var svært. Forretningerne havde ingen varer. På et tidspunkt så jeg et varehus med kø udenfor. En ung pige, som kunne noget tysk sagde, at de lige havde fået varer - tøj. Jeg stillede mig op i køen, og en time senere stod jeg over for ekspedienten. Skjorter, sagde jeg, og pegede på min beskidte skjorte. Da, sagde hun og tog en fængselsstribet størrelse 37 frem. Niet, svarede jeg, har De ikke en anden farve og så en nummer 39, og en nummer 41. Niet. Der var kun den ene slags. Fængselsstribet størrelse 37.
Jeg kom tilbage til hotellet med to fængselsstribede skjorter størrelse 37, seks par metalfarvede sokker og to rustfarvede uldbluser. Jeg rakte Leif en skjorte. Leif tog en ordentlig slurk af en ny flaske whisky. Det gælder om ikke at blive ædru, grinede han. Jeg var blevet ædru, men jeg kunne alligevel ikke lade være at grine, da jeg så tykke Leif i sin nye skjorte nummer 37 og ikke 41, som var hans nummer.
Ved attentiden ringede jeg til Kalinka og fortalte, at jeg var i byen. Kom endelig ud til os og spise, svarede hun, jeg bor hos mine forældre i en forstad. Leif tog en halv flaske whisky i lommen, og vi ankom standsmæssigt i en taxi. Jeg var ædru og Leif var i godt humør.
Da høflighedsfraserne var overstået, satte vi os til bords. Jeg fortalte Kalinka, som kunne en meget lille smule engelsk, at vi var blevet bestjålet i toget. Jeg havde en forsikring og ville gerne anmelde det til politiet. Kalinka skulle på arbejde i morgen, men hendes far, der kunne en meget lille smule fransk, havde fri. Han ville gerne gå med og hjælpe. Aftenen gik fint. Vi sendte Taxa Leif hjem i en taxa, og jeg og Kalinka gik på natklub.
Næste dag gik vi på politistationen. Jeg havde ikke tegnet nogen rejseforsikring, men havde min indboforsikring hjemme. Jeg havde en ide om, at den muligvis dækkede noget, så selv om det var meget omstændeligt, ville jeg have en politirapport med hjem. Leif havde ingen indboforsikring, så han gik ud og fik en lille en, mens jeg sad til "afhøring" i tre timer. Politiet kunne intet andet end polsky og min nye svigerfar ikke meget over tredive ord på fransk. Men med grin, grimasser, dollartegn og fingersprog fik vi alligevel skrevet en rapport.
Vi havde en fed uge i Katowice, Leif blev først ædru da vi kom hjem, og Kalinka og jeg lovede hinanden at skrive. Min indboforsikring dækkede faktisk alt inklusive nogle kontante penge, jeg som sikkerhed altid lægger i min kuffert eller store rygsæk. Hvis uheldet skulle være ude, og jeg mister min pung.
Så alt i alt er det, efterhånden som det er kommet på afstand, blevet en hel lille sjov historie. Der er ingen tvivl om, at der var noget "bedøvende" i den flaske vodka. For tre mand og én flaske vodka, det kan man da højst blive i godt humør af. Ikke sandt. Men det blev aldrig mig og Kalinka.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside