På flugt fra Wilhelm Bauer Verlag talte vi, i nattens mulm og mørke, vores D-mark på banegården
Hvis du har et godt humør og taler lidt tysk, stod der i Politiken under ledige jobs, så har vi brug for dig. Man skulle møde til jobsamtale på Hotel Kong Frederik i Hillerød. Jeg var lige blevet udlært som typograf, og selv om jeg pludselig tjente en formue efter fire års læretid, så trak landevejen som den altid har gjort og stadig gør.
Arbejdsgiveren hed Wilhelm Bauer Verlag og havde hovedsæde i Hamborg. Arbejdet bestod i at tegne abonnementer på tyske ugeblade. Man skulle fortælle, at man var student fra Danmark og studerede tysk i Hamborg og at studierne blev betalt af Wilhelm Bauer Verlag, mod at man tegnede et vist antal abonnementer for forlaget. Ikke helt sandt, men en god salgstale, mente Wilhelm Bauer.
Wilhelm Bauer Verlag stillede en folkevognsboble og et hotelværelse i Sankt Pauli, midt i Hamborg, til rådighed. Der var bare lige det, at vi selv skulle betale hotelværelset ud af vores provision. Pengene ville blive trukket af ens løn, efterhånden som vi havde tegnet nogle abonnementer og tjent nogle penge. Nu lå det sådan, at de fleste folk, der boede i de kvarterer jeg besøgte, var ældre tyske pensionister uden de store midler. Mange abonnerede på Die Mappe, en mappe med brugte ugeblade, som et firma sendte folk hver uge for en pris langt under prisen for nye ugeblade.
Det har aldrig faldet mig svært at sælge noget, jeg mente andre kunne bruge, og til en rimelig pris, men at sælge nye ugeblade til fattige pensionister, der knapt havde råd til mad og som havde fundet en meget billigere løsning, det var sgu' ikke let. Så det endte med, at jeg altid sagde, at når de var tilfredse med Die Mappe, så synes jeg bestemt, at de skulle fortsætte med det. Folk bød mig ofte på kaffe og undskyldte, at de ikke kunne støtte mig i mine studier, så jeg fik tit en rigtig god samtale med pensionisterne om Tyskland under og efter krigen. Og så blev jeg jo bedre og bedre til at tale tysk. Så jeg VAR jo faktisk tyskstuderende, som jeg fortalte folk. Men salget gik ikke godt, det var simpelthen en håbløs situation jeg befandt mig i. Selvfølgelig besøgte jeg også mennesker, som sad bedre i det, og jeg solgte jævnlig et abonnement, men slet ikke nok til at dække mit hotelværelse, hvis jeg også skulle have noget at spise.
Jeg havde en kollega, en anden dansker, som hed Ole. Ole havde også problemer med økonomien, så en aften besluttede vi os for at kvitte jobbet og rejse hjem. Vi havde godt nok penge til gode hos forlaget, men vi var ikke sikre på, at pengene kunne dække hotelregningen. Så vi måtte simpelthen stikke af og se at komme på et tog mod Danmark. Der var bare det, at vi næsten var flade og helt sikkert ikke havde penge nok til togbilletter til København.
Vi pakkede kufferterne, og ved midnatstid, hvor portieren normalt sov, listede vi ned til receptionen. Men han vågnede, da vi ville lukke os ud af hotellet. ”Hej”, sagde han forbavset, da han så vores kufferter. ”Hej”, sagde jeg, ”vi ville ikke vække dig, vi skal på hen til en kollega som har vaskemaskine og vaske vores tøj. Waschmaschine, Wäsche, du weist”. ”Nå, sagde han”, lidt undrende og lagde sig ned igen.
På togstationen talte vi vores D-mark, og tilsammen havde vi lige netop penge nok til to enkeltbilletter til Fredericia, men så var vi da i Danmark. Vi tog det første morgentog, og i Fredericia gik vi hen til det danske billetkontor og spurte, om vi kunne blive skrevet for to enkeltbilletter til København, da vi kom fra Hamborg og ikke havde flere penge. Det kunne man desværre ikke, sagde billetdamen. Men så kom jeg i tanke om, at jeg faktisk havde et checkhefte. Der var godt nok ingen penge i banken, men jeg kunne jo altid sætte pengene ind, når jeg kom hjem. Da vi ankom til København, ringede jeg til min far, som var taxachauffør, og satte ham ind i situationen. Han kom straks og hentede os og kørte os begge hjem med alle kufferterne og taskerne. På vejen gik vi lige ind i banken, hvor min far satte de penge ind på min checkkonto, som togbilletterne havde kostet. DSB fik sine penge, og vi hørte aldrig fra hverken hotellet eller Wilhelm Bauer Verlag.
