Sydamerika er et Paradis på jord, set med vores nordlige blå øjne. Tiden går langsomt, solen skinner, folk synger og danser, og ingen har stress eller mavesår. Alle har god tid. Engang imellem alt for god tid, vil mange danskere nok mene. Alle snakker med alle, folk har høns og får med i busserne, og så er der musik overalt. Pigerne er nogle af de smukkeste i verden, og sprutten er billig.
Der er mange fristelser i Sydamerika, men det er bestemt ikke ufarligt. I Ushuaia på Tierra del Fuego fik jeg et flot stempel i passet der sagde 'fin del mundo' - verdens ende. Og det kunne det meget let være blevet. Der er nemlig osse en bagside på medaljen, en slange i Paradiset.
I Buenos Aires dansede smukke unge par tango på gaden. De var iført de smukkeste klassiske tango-dress og blev akkompagneret af musik fra en ghettoblaster. På Ipanema-stranden i Rio spillede guitaristerne bossanova, mens mine øjne var ved at trille ud af hovedet ved synet af alle de chokoladefarvede pigenumser med G-strenge, de var omringet af. Når pigerne kom op fra vandet, var der vanddråber og gåsehud på ballerne. I Paraguay gik jeg ind i en købmandsforretning for at købe en cola. Flaskerne med cola stod på en hylde ved siden af flasker med rom. Flaskerne kostede det samme - seks kroner. På vandrehjemmet i Cuenca i Ecuador sad alle hippierne hver aften og sniffede kokain. Kokainen kostede otte kroner grammet. Otte kroner for at blive udødelig - et par timer. Men der var osse mange lommetyverier, og det der var værre. Meget værre.
Pistoloverfald i Uruguay
Klokken var to om eftermiddagen. Den skarpe sol stod højt på himlen, og termometret nærmede sig de 40 grader. Der var ikke en sjæl at se. Folk havde rullet persiennerne ned, byen sov siesta. Jeg slentrede langsomt ned ad den lille sidegade, der førte mod stranden. Pludselig blev stilheden brudt. Ud fra en gyde sprang fire unge knægte, den ene med en pistol i hånden. Mens de tre andre omringede mig, pegede drengen med pistolen direkte på min mave og sagde 'Money'. 'Que pasa' - hvad sker der - spurgte jeg forvirret, for det var ikke rigtigt gået op for mig endnu, at det var et "hold up". Money, gentog han, og pludselig fattede jeg chokeret, hvad der var gang i.
Den store rygsæk, med alt mit brugte tøj, var sikkert anbragt på hotellet, men jeg havde alt af værdi på mig. I min lille dagtursrygsæk lå mit kamera, mine film, min walkman, min dagbog og min guidebog og mine nye dobbeltslebne briller, og i lommen på mine cowboybukser havde jeg, i en lille lærredspose, mit pas, min flybillet, mine rejsechecks, mit visakort, og elleve hundrede dollars i kontanter. Ups! At aflevere ville sandsynligvis have afsluttet den tremåneders rundrejse i Sydamerika, som jeg var begyndt på kun to uger tidligere. Adrenalinet susede rundt i kroppen på mig. Pludselig sprang jeg ind imellem to af drengene og løb så godt jeg kunne. En af drengene fik fat i min T-shirt som blev flået, samtidig med at der kom en taxi fra en sidegade. Den bremsede hårdt op lige ud for os. Drengene stoppede osse op og tog så benene på nakken, og jeg åndede lettet op. Jeg glemte helt at sige tak til taxichaufføren. Jeg skyndte mig op til hovedgaden og ind på den første café, jeg mødte. På vejen passerede jeg en gammel dame, som havde set, hvad der var sket. Hun stirrede vildt efter mig, mens hun gjorde korsets tegn.
Kiwien fik en strik om halsen og mistede alt
I La Paz, hovedstaden i Bolivia, boede jeg på hostel Continental, et rygsækshotel med sovesale og en stor have. En morgen, da jeg sad og drak morgenkaffe med et par andre backpackere, kom Jimmi, en Kiwi fra New Zealand, ind ad døren. Han kom lige fra politistationen og fortalte os, helt omtumlet, en meget trist historie. Han var ankommet til La Paz klokken fem samme morgen, og da det stadig var mørkt og der ikke var en sjæl på gaden, havde han taget en taxi til hotellet. Hotellet havde han fundet i guidebogen. Han betalte taxien, som straks kørte videre, og gik ind i receptionen. Men alt var optaget. Så ud på gaden igen. Taxien var jo kørt, så han fandt guidebogen frem for at kikke efter et andet hostel, da en ung fyr kom forbi og spurgte, om han kunne hjælpe. Han fortalte, at lige rundt om det næste hjørne lå der et andet hostel. De fulgtes ad, men rundt om hjørnet ventede hans kammerater. De kastede en snøre om halsen på ham, og mens to strammede snøren, så han næsten blev kvalt, rippede de ham for alt. Han kom tilbage til hotellet, hvor jeg boede, i T-shirt og underdrenge. Selv hans bukser og støvler havde de stjålet.
Hotellet havde så lånt ham noget tøj og ringet til politiet, som hjalp ham med at komme i kontakt med sit forsikringsselskab. New Zealand havde ingen ambassade i Bolivia, så han skulle helt til Santiago for at få nyt pas. Politiet havde givet ham et stykke papir med et stempel, der var et slags nødpas, så han kunne rejse til Chile. Han var helt knust. Hold da kæft hvor var han ked af det. Nogen havde i mellemtiden tjekket ud, så han havde nu fået en seng i en sovesal på hotellet.
To dage senere var han blevet kammerat med et par aussier, som man kalder folk fra Australien, som osse boede på vores hostel. De havde fået nogle bajere, og nu havde han det helt fint igen. Han havde købt nyt tøj og en ny rygsæk. De fik mig ned med nakken et par dage, sagde han, men de skal fan'me ikke få lov at ødelægge hele min rejse. Så de tre nye venner tog sammen til Puno ved Titicaca-søen. Jeg tog med. Hans nødpas gjaldt en måned, så der var god tid. En måned senere, en uge før min hjemrejse, var det min tur igen.
De fik mig alligevel til sidst
Jeg var træt men lettet, da jeg satte mig tilrette ved et bord på den lille restaurant på hovedgaden i Trujillo, lige rundt om hjørnet fra busstationen. Hold da kæft hvor var jeg træt. Men alt var gået helt efter bogen. Næsten bedre, de forhold jeg havde rejst under de sidste fjorten timer taget i betragtning. Jeg havde rejst på tommelfingeren ned gennem Ecuador og det nordlige Peru, og jeg havde lige købt en billet til natbussen til Lima. Bussen afgik halvanden time senere. Så nu trængte jeg bare til lidt at spise, så tilbage til busstationen og ind i bussen med mig og mine rygsække. Så kunne jeg bare slappe af og sove trygt de næste tolv timer.
Jeg havde i elleve uger rejst det meste af Sydamerika rundt. Fra Rio de Janeiro var jeg - via Paraguay, Uruguay, Argentina, Tierra del Fuego, Chile, Bolivia og Ecuador - nu på vej til Lima for at tage flyet hjem. En ting havde fulgt mig hele rejsen. De andre backpackeres historier om deres egne og bekendtes oplevelser med overfald, voldtægter, tyverier, røverier og bondefangerier. Så jeg var stolt af, at jeg havde klaret den i så lang tid uden at miste noget som helst. Jeg havde været meget tæt på et par gange, især dengang med pistoldrengene i Montevideo, så jeg vidste, at jeg havde været heldig og at det gjaldt om at passe på. Meget på. Hele tiden. Alligevel gik det galt.
Jeg smed mine to rygsække på gulvet foran mine ben, bestilte dagens menu og forsøgte at følge med i en spansk film på TV'et, som hænger på alle restauranter i Sydamerika. Der var ikke andre i restauranten. De store glasdøre stod åbne ud til gaden. Jeg bemærkede godt nok, at der kom to gæster ind i restauranten, men tænkte ikke nærmere over det. Pludselig prikkede den ene mig på ryggen og ville hjælpe mig med at flytte lidt på bordet, så jeg bedre kunne se fjernsynet. Flink fyr. Jeg afslog hans hjælp og sagde alt var OK. Så vigtigt var det heller ikke med det TV. Han prikkede mig igen på ryggen, og da jeg vendte mig om, spurgte han på gebrokken engelsk, hvor jeg kom fra. Jeg var godt nok dødtræt, men jeg er jo en venlig mand, så jeg svarede ham, at jeg var fra Denmark. Det vil sige, mens jeg var ved at forklare ham, hvor Denmark befandt sig på landkortet, gik det pludselig op for mig, at der var noget galt. Den flinke mand var alt for ivrig. Jeg vendte mig lynhurtigt tilbage og så hælene af den anden mand, på vej ud af restauranten med min lille rygsæk i hånden. Den med alle værdierne. Hold da kæft. Jeg sprang op af stolen og løb efter manden. Men som i en tegnefilm stoppede jeg brat op i døren, jeg kunne alligevel ikke fange ham, han var tyve år yngre end jeg, så jeg løb tilbage til bordet, for dog at redde min store rygsæk.
Selv om jeg var træt, hvilket var hovedgrunden til at det gik galt, så var jeg hurtig til at fange det gamle trick. Mens jeg løber efter den første mand, som jeg aldrig kunne have fanget alligevel, smutter hans makker med den anden rygsæk. Det er et trick. Ligesom i dyreverden er de altid to eller flere, der arbejder sammen. Mændene er makkere og går omkring ved bus- og togstationer, hvor de udser sig et offer. En svag, træt, enlig eller måske påvirket person. De følger så efter ham eller hende, og første gang chancen byder sig, slår de til. Det var det, der nu var sket. De havde set, hvor træt jeg var, da jeg ankom til busstationen for et øjeblik siden for at købe billet til bussen, fulgt efter mig og slået til, som en slange der snupper en mus. Haps. Væk var alle mine tredive eksponerede film, mit kamera og min dagbog.
Jeg var i chok, alt blev sort omkring mig af blindt raseri og sorg. De allervigtigste ting, mine film og min dagbog med alle mine adresser, med folk jeg havde mødt og lovet at skrive og sende fotos til, var væk. Skidt med kameraet, walkmanden, mine briller og hvad der ellers var i rygsækken. Men min dagbog og tredive eksponerede film, fra næsten tre måneders rundrejse i Sydamerika. Det var ikke til at bære. Gu´ske lov havde jeg stadig mine penge, pas og papirer, i lærredsposen i lommen. Hundrede mand og én bajer.
Et ungt, meget hjælpsomt, peruansk ægtepar, der kom kørende i en gammel hvid folkevognsbobbel, tog mig med i deres bil, og vi kørte forgæves rundt for at se efter tyvene. De var naturligvis over alle bjerge. Så kørte de mig til Turistpolitiet. Den tykke, mørke turistpolitichef med den flotte uniform, moustache og pistol i bæltet hoppede ind i bilen, og vi kørte hurtigt tilbage til restauranten. Her fik tjeneren en ordentlig skideballe for ikke at have forhindret, at en turist blev bestjålet i hans restaurant. Tilbage på politistationen skrev han en rapport til forsikringsselskabet og fik min e-mailadresse, hvis noget skulle dukke op. Jeg hørte aldrig mere fra ham. Nogle år tidligere var jeg, på min første Sydamerika tur, osse ude for en spændende historie, som jeg sent glemmer.
Guerilla, politi og røvere i Colombia
Skulptur af Botero i Cartagena, Colombia
'Manos arriba' skreg de, og bragede ind gennem døren til vores værelse på den lille busstation. Vi rakte forskrækket hænderne i vejret. Hvor kommer I fra, og hvad laver I her, spurgte de på spansk. Det var guerillaen, dem der regerer i sydlige Colombia. Vi forklarede at vi, jeg og Køle-Poul, var turister og på vej til Amazonas for at besøge indianerne. Løgn, skreg han, hvem fanden vil møde indianerne? Enten var vi spioner fra CIA, eller osse havde vi andre skumle planer, og Danmark - Dinamarca - var der bestemt intet land i verden der hed. De var helt sikre på, at vores pas var falske, og konfiskerede alt. Vores rygsække, pas, penge, rejsechecks og flybilletter, låste os inde og satte to bevæbnede vagter udenfor til at passe på, at vi ikke stak af. Vi bliver sgu' nok skudt, sagde Poul, han var godt nok bleg i ansigtet. Men næste morgen kom de tilbage. De så mindre alvorlige ud end dagen før. Vi har snakket med hovedkontoret, sagde de, jeres papirer er gode nok. Der er et land der hedder Danmark, men I må ikke opholde jer her. I skulle have søgt om tilladelse på vores kontor i Bogota. Tænk, guerillaen havde et kontor i Bogota. Vi fik alt tilbage og blev sat på en direkte bus tilbage til hovedstaden Bogota.
Lige før ankomsten til Bogota var der et checkpoint. Bevæbnet politi kom op i bussen og checkede folks papirer. Da de så os to lyshårede danskere, spærrede de øjnene op. Vi blev taget med til politistationen. Bagagen og vores papirer blev konfiskeret, og vi blev lukket inde i en lille celle. Der skete det samme som dagen før. Der var intet i bagagen, der ikke måtte være der, og vores pas og visa var gode nok, så næste morgen blev vi lukket ud igen. De fattede heller ikke, at vi bare ville besøge indianerne.
Vi blev enige om at tage nordpå til Cartagena ved den caribiske kyst, hvor alle turisterne var. Her ville vi nok være mere sikre. Vi fandt et lille hyggeligt hotel i centrum. Alt åndede idyl. Næste morgen, da vi sad udenfor hotellet og drak morgenkaffe, kom en avisdreng forbi. Canadisk par røvet og myrdet på stranden i nat, råbte han, for at sælge aviser med nyheden. Jeg købte en avis og så, at der på forsiden var et stort farvebillede af de myrdede. De havde fået skåret halsen over, og blodet var løbet ned af deres nøgne kroppe. Jeg kikkede på Poul. Du behøver ikke at oversætte, sagde han, jeg har fanget den og jeg vil hjem nu. Vi havde kun været i Colombia en måned ud af de tre måneder, vi havde billet til, og det var februar og snevejr hjemme, og Poul Schlütter var statsminister. Men der var intet at gøre, Poul havde givet op, og selvfølgelig rejste jeg med hjem. Vi tog et lokalt fly til Bogota og der fik vi ordnet det, så vi kom med det første fly hjem til Danmark.
Voldtægt og mistede pas
På et hostel i Santiago, hovedstaden i Chile, mødte jeg en finsk pige i tyverne, der havde været på en arrangeret jungletur og var kommet væk fra sin gruppe. Hun havde vandret omkring alene i fire dage, hvor hun var blevet voldtaget af en flok lokale indianere, før hun endelig fandt nogen, der hjalp hende tilbage til civilisationen. Men hun var en stærk pige, som finnerne som regel er, så hun fortsatte ufortrødent sin rejse rundt på kontinentet. Men hun tog nok ikke med på flere jungleture, vil jeg tro. Jeg mødte osse en dansk familie, far, mor og to børn, som på en busstation havde fået stjålet en dagtursrygsæk med blandt andet alle fire pas. Da de stod ved skranken havde faren købt busbilletter, mens den lille rygsæk stod på gulvet ved siden af ham. Da han havde betalt billetterne og ville tage rygsækken, var den væk. De var på vej til en ambassade for at få hjælp.
Tragikomisk, men alligevel
På samme hostel i Santiago mødte jeg osse en amerikaner fra New York. Han havde et trick, fortalte han. Han havde købt et rygsæks-stålnet til at placere omkring rygsækken, som man så kunne låse fast med en solid hængelås, hvor man ville. Han havde prøvet det på hovedgaden i Santiago i Chile, hvor han havde låst rygsækken til en lygtepæl og ladet den stå der, men han gik på sightseeing. Da han kom tilbage var den der endnu. Han havde så kørt med et tog til Cusco, hvor han havde låst den fast til en hylde i loftet i den første vogn han kom op i. Der var ingen ledige pladser, så han gik videre og fandt en plads nogle vogne længere fremme. Da han om morgenen ville hente rygsækken, var vognen, sammen med et par andre vogne, blevet koblet fra i løbet af natten. Han havde opsøgt jernbaneselskabet uden held. Så nu havde han måtte købe sig en ny rygsæk og noget skiftetøj. Ting man mister i Sydamerika, får man sjældent tilbage.
