Haven i de Sorte bjerge - Nagorny-Karabakh

Tekst og foto: Arne Runge

Gemt inde i de sorte bjerge, midt imellem de to tidligere sovjetstater Armenien og Azerbaijan, ligger der et lille selvudråbt land, som - oversat fra lokalsproget - hedder ”Haven i de Sorte Bjerge”.

I august 2006 besøgte jeg dette lille miniputland, hvor jeg hørte om krigen for selvstændighed set med lokale øjne. Jeg spiste, sov og drak vodka med disse hjertelige bjergmennesker, der ikke har meget at give af, men alligevel giver det de har og ofte lidt mere.

Meget få taler engelsk, så hvis man - på hovedgaden i hovedstaden Stepanakert - spørger en lokal om noget så simpelt som hvor busstationen ligger, kan det hurtigt udarte sig til et møde med de

Gandzasar-klostret ligger på en 4 km høj bjergtop

fleste af byens indbyggere. Selv om man forsøger sig på gebrokken russisk, som er det eneste fremmedsprog de kender, så forstår de ofte ikke hvad man siger. Måske fordi de ikke forventer det er russisk man forsøger at tale. Vent her, siger de med kropssprog, og så går de ind i den nærmeste butik og spørger om nogen taler engelsk. Det gør ingen, så de forsætter med at spørge i andre butikker og alle som går forbi på gaden, som igen spørger alle de ser. De vil så gerne hjælpe, og de stopper ikke, før de er sikre på, at man har det godt og har fået løst sit problem.

En aften kørte den offentlige minibus mig helt hjem til den lille bondegård, hvor jeg boede, to gader udenfor dens rute. Jeg forsøgte bare at bede ham stoppe i nærheden af vejen hvor jeg boede, men nej. Det var mørkt, og de var ikke sikre på, at jeg havde forstået hvad de fortalte mig, så de ville være helt sikre på jeg fandt hjem. Det var chaufføren i samråd med alle passagererne, der stod bag. Det kunne man se på deres ansigter. Jeg sagde ‘spasiba’ og vinkede til chaufføren, da bussen kørte. Alle passagererne i bussen vinkede tilbage.

På vej ind til byen næste morgen stoppede bussen fem minutter, så fru Olsen, eller hvad de nu hedder her i bjergene, lige kunne gå ind i en butik og købe blomster med til sin gamle mor. Man skal lige vænne sig til, at ingen har travlt her. Alle har god tid, og alle er nysgerrige og bliver meget glade, hvis man henvender sig til dem. Desværre taler meget få engelsk, men de findes. Og hvis du ikke finder dem, skal de nok finde dig. Alle der bare taler ganske lidt engelsk vil meget gerne praktisere dét de kan og lære lidt mere.

Visum på et stykke papir

Jeg fik et fem-dages visum på Karabakhs ”ambassade” i Yerevan, hovedstaden i Armenien, som er den eneste myndighed, der udsteder visa til Nagorno Karabakh. Den søde unge pige, der tog imod mig, fortalte mig stolt om sit land. Men husk, sagde hun, at hvis du har et stempel fra Nagorno Karabakh i dit pas, kan du ikke komme ind i Azerbaijan, så hvis du vil, kan du godt få visaet på et stykke papir. Jeg havde allerede besøgt Azerbaijan, Georgien og Armenien, og det var faktisk den sidste tomme side i passet, så jeg bad hende bare sætte visumet ind, passet skulle alligevel fornyes, når jeg kom hjem.

Nagorno Karabakh er en lille kristen udbryderprovins, der har været så gruelig meget ondt igennem i forsøget på at opnå selvstændighed fra det muslimske Azerbaijan. Kort tid efter Sovjetunionens sammenbrud påbegyndte provinsen Nagorno Karabakh, der på det tidspunkt var en del af Azerbaijan, men overvejende beboet af armenier, sin kamp for selvstændighed. Med hjælp fra Armenien sejrede Karabakh og er i dag i realiteten en armensk provins med selvstyre, med egen præsident, regering og flag. Provinsen er fyldt med ældgamle kirker og klostre, som ofte ligger på høje bjergtoppe og derfor næsten er umulige at komme tæt på. I øvrigt kan det være temmelig farligt at forlade hovedvejene, for der ligger stadig miner spredt ud over landet nu ti år efter krigen. Og så er krigen faktisk slet ikke slut, der er bare indgået våbenhvile. Azerbaijan kræver stadig provinsen tilbage.

Homestay på en bondegård

Velkommen til Karabakh, sagde Valodia på russisk, har du lyst til et bad før middagsmaden? Det havde jeg bestemt. Der var fem og fyrre grader varmt, og den seks timer lange tur i den overfyldte minibus fra Yerevan i Armenien havde været vild og voldsom bjergkørsel med hårnålesving, næsten hele vejen. Ti minutter, sagde Valodia, og gik ind i badeværelset for at tænde op i brændefyret til et varmt bad. Samtidig gik hans kone Anahit i gang med at dække middagsbordet. Valodia og Anahit havde et såkaldt homestay på deres lille bondegård i udkanten af Stepanakert og var måske bekendte af den søde pige, der udstedte visa i Yerevan. Det var nemlig hende, der havde ordnet dette homestay for mig. Det kostede en halvtresser pr. dag, inklusiv halvpension, naturligvis med vodka. En god base til at opleve republikken Nagorno Karabakh, et land jeg end ikke kendte eksistensen af, før jeg helt tilfældigt kom forbi.

Romeo og Julia

Morgenen efter tog jeg en tilfældig minibus til landsbyen Materkert. Ikke fordi jeg havde noget specielt ønske om netop at komme til Materkert, jeg vidste ikke engang, hvor byen lå, men det var den eneste minibus, der var tilbage på busstationen, de andre var kørt. Hvor mange timer varer turen, spurgte jeg på russisk, fire timer, svarede de. Så skulle jeg jo nok kunne nå tilbage før mørket falder på, tænkte jeg, og tog med. I bussen tjekkede jeg kortet og så, at byen lå helt nordpå, tæt på grænsen til Azerbaijan. Folk i minibussen kikkede

meget interesseret på mig, men der var desværre ingen i bussen, der kunne andet end armensk og russisk. Efter at mine få russiske høflighedsord var sluppet op, kneb det lidt med forståelsen.

Efter en lang snak havde de lagt en plan for, hvordan de kunne hjælpe mig. Det kunne man se på deres ansigter. Der var faktisk en mand i bussen, der kunne lige så mange tyske ord, som jeg kunne russiske, så ham snakkede jeg mest med, han virkede lidt nærmere min kultur end de andre. Han hed Armen og var skulptør. Han havde i mange år boet og studeret i Moskva, men var nu hjemme på ferie i Karabakh for at besøge sin familie. Og familien boede i Materkert. Da vi nåede frem, gik vi i samlet flok hen til kirken for at snakke med Vasilie, byens præst. Han var godt nok i gang med en messe, så vi gik lige ind og vinkede til ham og ventede så udenfor. Da messen var slut, kom præsten ud og kyssede os alle sammen to gange, en gang på hver kind. Nej, han talte desværre hverken tysk eller engelsk, som buspassagererne havde troet, men Julia er hjemme fra universitetet, sagde han. Selvfølgelig, tænkte de. Det kunne man se på deres ansigter. Så foresatte optoget, og vi gik alle, stadig i samlet flok, gennem hele byen og hen til Julias forældres hus. Julia, Julia, Julia, råbte de, og et øjeblik efter kom Julia ud. Good morning, how are you, spurgte hun på fejlfrit engelsk, can I help you.
Jeg følte mig som Romeo.

Julia var toogtyve år og studerede engelsk på universitetet i Stepanakert. Nu havde hun sommerferie fra universitetet og havde ikke talt engelsk i over en måned, så det varede et par minutter, inden hun havde omstillet hjernen til igen at tale engelsk. Så gik det strålende, bortset fra at hendes viden

Julia og forfatteren

om vesterlændinge tydeligvis kom fra bøger og bestemt ikke fra mødet med mennesker vestfra. Hun fortalte mig glædestrålende om, hvor heldig hun havde været, at jeg kom forbi. Hendes kæreste, som osse studerede engelsk, havde nogle uger tidligere mødt en engelsk pige, som han havde vist rundt i Stepanakert, samtidig med at han praktiserede sit engelske. I was very envy on him, sagde hun. Først troede jeg at hun mente jaloux, fordi kæresten havde været sammen med en anden pige, men det var ikke jalousi, det var misundelse det drejede om. Bare det var mig, der havde mødt én man kunne tale engelsk med, tænkte hun. Men det havde hun nu. Så Julia var glad. Og jeg var glad. Vi gik rundt i den lille landsby i flere timer, mens Julia fortalte om byen, landet, sig selv, krigen og sit universitet. Da vi skiltes sagde hun tusinde tak fordi jeg har mødt dig, I’m so happy. Så er det man skulle have været tyve år.

Barbecue - med hjemmelavet vin, vodka og bihonning

Da vi kom tilbage til kirken, holdt Armen og ventede i sin svogers brune Mercedes. Essen meine mutter, sagde han. Vi kørte ud til hans forældres hus, som lå lidt udenfor byen. Der boede fire generationer i huset. Bedstemoren på fire og halvfems var med i det hele. Forældrene var begge pensionerede læger, faren øjenkirurg og moren anæstesilæge. Armens to søstre og deres mænd, hvoraf den ene ejede merceren som Armen havde lånt, boede osse i huset med deres tilsammen fem børn.

Vi skulle have barbecue. Spydene med svinekød lå allerede på grillen og skulle bare vendes engang imellem. Det ordnede Armen, mens hans søstre og svogre dækkede bordet med grøntsager og salat fra haven, hjemmelavet frugtvodka, hjemmelavet vin, hjemmelavet bihonning og en hjemmelavet mælkedrik, der hed tan. Tan smagte rigtig godt og var en vidundermedicin mod tømmermænd, fortalte de. Den kunne jeg godt have brugt den næste morgen. Imens alle var i gang med at lave mad og dække bord viste Armens far mig stolt sin have. Der var frugttræer med frugter jeg aldrig før havde set og langt mindre kendte navnene på. Og så var der bistader. Masser af bistader, farens store lidenskab. Han fortalte stolt om sine bier, men det kneb med at forstå hvad han sagde, da alt var på russisk.

Det er vores kultur, fortalte Armen, altid at udbringe en skål for et eller andet før man drikker. Faren startede med at udbringe en toast for Danmark, mig og min familie. Så drak vi et stort glas hjemmelavet frugtvodka i et drag. Den var fan’me stærk. Den smagte lidt hen af Slivowich, en østeuropæisk blommebrændevin jeg har prøvet flere gange.

Sushi med byens katedral i baggrunden

Så var det min tur, fortalte de, til at udbringe en toast. Selvfølgelig udbragte jeg en toast for det lille land Karabakh, med håb om, at de vil opnå vedvarende selvstændighed og leve i fred med deres naboer og i øvrigt en tak for invitationen til at deltage i deres familiefrokost. Ned med et glas mere. Sådan blev det ved i flere timer. Alle ville udbringe en skål for et eller andet. Og jeg blev mere og mere svimmel. Så var festen forbi, nu skulle vi ud og se landet. Merceren blev skiftet ud med en jeep, og derudaf gik det. Vi var fire i bilen, Armen, hans ene søster og svoger og mig, sagde hunden.

Gandzasar-klostret og hotel Titanic

Gandzasar Monastery, skattebjergets kloster, blev indviet i 1216 af Melik Jalal-Dolan og skulle blandt andet bruges til begravelse af områdets ledere. Det var fuldt af skulpturer. På den ene væg så man Jomfru Maria med Jesusbarnet. På en anden Maria, Jesus og Johannes døberen,

Hus i Sushi

knælende i bøn med udstrakte hænder. Jeg fik hele historien af Armen, som jo var skulptør og faktisk havde fremstillet skulpturer til flere kirker i landet, blandt andet til Katedralen i Shushi, landets tidligere hovedstad. På vejen forstod jeg, hvorfor vi havde skiftet merceren ud med jeepen, som var firehjulstrukken. Vejene var stadig ødelagte af krigen, med store huller der ofte var umuligt at køre udenom.

På vejen kom vi forbi et mærkeligt hotel. Hotel Titanic hed det. Det var bygget som et skib og lå i et meget naturskønt område ned til en flod. Der var masser af børn, og børnene elskede det, ligesom børn elsker Mc Donald.

Aghdam – den forbudte by

Min tilladelse - fra Ministry of foreign Affairs i Stepanakert - til at rejse rundt i Nagorno Karabakh tillod ikke et besøg i Aghdam. Alligevel lykkedes det mig i det mindste at køre igennem byen sammen med Armen og hans familie. Jeg så mange forladte landsbyer i Karabakh, men ingen så forladt som denne tidligere storby. Byen blev erobret af den armenske hær i 1994, plyndret og brændt ned for at undgå, at azerbaijanerne kom tilbage. Smadrede huse og ødelagte tårne sås i det fjerne, da vi nærmede os. Aghdam var en spøgelsesby. Gaderne var hullede, og der voksede små træer og buske i hullerne. Bombekraterne var blevet til små søer.

Armens fars bistader, Materkert

Husene var fuldstændig smadrede, og mange var brændt ned. Professionelle klunsere fra Stepanakert havde scoret alt fra kobberkabler til badeværelse-fittings. Byen var ligeså død som Pompeji. Frontlinien mellem armenske og azerbaijanske styrker strakte sig nord-syd lige udenfor byens østlige grænse. Der var soldaterlejre rundt om i byen og Armens, og hans svoger kendte flere af soldaterne, som fik et par kys på kinderne, når vi mødte dem. Ingen tjekkede mine papirer.

Fængselsfangerne hjalp med at slukke skovbrand

Shushi, den tidligere hovedstad, ligger på et plateau ni kilometer fra Stepanakert, med høje mure og et fantastisk view over det centrale Karabakh. Byen som før krigen overvejende var beboet af azerbaijanere, blev erobret ved et overvældende natangreb den femte maj 1993, et vendepunkt i konflikten. Før krigen var befolkningen på godt og vel fem og tyve tusinde, med azerbaijansk overtal. I dag bor der under femtusinde. Krigsskaderne ses øjeblikkeligt, når man kører ind i byen.

Halvødelagte lejlighedskomplekser og huse i ruiner, et melankolsk sted, med kun få tegn på liv. En storby reduceret til en næsten forladt landsby. Det var ikke første gang, at byen, som engang var et skinnende eksempel på kulturel samarbejde mellem armensk og azerbaijansk kultur, blev ødelagt og smadret. 1918 indtog tyrkerne byen og dræbte mere end halvdelen af dens indbyggere. Et folkedrab som Tyrkiet stadig benægter. Hvert år i september afholdes en festival, som et forsøg på at bringe noget liv tilbage til byen.

Børnene var helt vilde med Hotel Titanic - vi andre ville nok kalde det kitsch

Katedralen i Shushi er for nylig blevet renoveret, mens de to moskeer stadig ligger i ruiner. Lige overfor katedralen ligger Hotel Shushi, som er ejet af et amerikanske ægtepar fra Los Angeles. Jeg besøgte hotellet, og blev straks budt på kaffe af fruen. Ved bordet sad to schweiziske læger, der var medlem af en kristen organisation, som hjalp kristne rundt omkring i verden, når de havde problemer med myndighederne eller andre trosretninger. For enden af bordet sad Sergio, som var oberst i landets hær. Han fortalte mig en god historie som her til slut lige skal fortælles videre. Dagen før, fortalte han, var der en alvorlig skovbrand lige udenfor byen. Brandvæsenet, militæret og politiet kæmpede forgæves med at slukke ilden i flere timer, de var for få. Så lukkede man alle fangerne ud af byens fængsel og bad dem om hjælp. Det lykkedes til sidst at slukke ilden, og fangerne gik stille og roligt tilbage til fængslet. Alle kom tilbage, ingen var flygtet.

F A K T A

Fly:
Aeroflot, via Moskva til Yerevan. Returbillet ca. 4.500 kroner.
Lufthansa, via Frankfurt til Yerevan. Returbillet ca. 5.000 kroner.

Busser:
Fra Yerevan går der minibusser til Stepanakert, hovedstaden i Nagorno Karabakh - 6 Timer - 50 kroner.

Visa:
I Yerevan kan man få Armenien-visum i lufthavnen for 30 dollars.
Nagorno Karabakhs "ambassade" i Yerevan udsteder visum samme dag for elleve tusinde dram, ca. hundrede og halvtreds kroner.

Overnatning:
Hoteller, hostels og homestay fra 40 kroner per nat. Transport tog, bus, minibus, marshrutka, er meget billige.

Måltider:
Restaurationer med spændende lokale retter er osse meget billige. Hamburger fire kroner - hovedret 12 kroner - øl 5 kroner.

Spiritus:
Kiosker sælger vodka og brandy til 7 kroner for en liter.

Bedste tid:
Skal man afsted skal man overveje hvornår man vil rejse. Den bedste tid at rejse på er forår og efterår - det er meget varmt om sommeren (i august måned var det ca. 45 grader).

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside