Gode mennesker kommer i himlen, vi
andre kommer alle vegne. Nogle af de
steder vi andre kommer, er for eksempel
værtshuse, horehuse og arresthuse.
Nogle gange endda i kronologisk rækkefølge.
Man starter med et par øl på et
værtshus, så går man ud og ser på damer
og ender med at vågne op næste morgen
i et arresthus. Andre gange ender man
måske i et arresthus, fordi man glemte
at tænke sig om eller måske, fordi man
bare var et forkert sted på et forkert tidspunkt.
Herrens veje er jo uransagelige.
* * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * * *
Manglende visum til Moldova betød hotelarrest, udvisning og hundrede dollars i bøde
"Expulsed" blev der stemplet i mit pas - udvist.
Thi kendes for ret, sagde dommeren. Han
talte næsten ligesom Simon Spies. Mr.
Arne Runge from Denmark betaler halvtreds
dollar i bøde plus tyve dollar for opholdet
og tredive dollar for exit visum. I
alt hundrede dollar. Han vil blive fulgt til
toget af politiet, til udvisning med først
afgående tog til Bukarest. Expulsed, blev
der stemplet i passet. Normalt bliver man
sendt tilbage til det land man kom fra,
men der var noget ”spooky” ved denne
sag. Jeg var her faktisk slet ikke, i hvert
fald rent teknisk.
Jeg var helt sikker på man kunne få transitvisa
på grænsen til Moldavien. Det
havde de fortalt i Moldovas stand på feriemessen
i Bella Centret et par måneder
tidligere. Det kunne man måske osse,
hvis man kom fra Rumænien, som de
osse repræsenterede. Men de havde ligesom
ikke forestillet sig, at man osse kunne
komme fra Ukraine. Det undrede mig
godt nok, at der hverken var told eller
paskontrol i toget fra Odessa til Chisinau,
hovedstaden i Moldova. Men hva’, så sparer
jeg måske de penge, tænkte jeg, og
ærgrede mig over, at jeg ikke havde taget
lidt flere cigaretter med.
Jamen, du har jo ikke noget visum, sagde
den forskrækkede receptionist, hvordan
skal jeg så tjekke dig ind. Bare behold
mit pas, sagde jeg, så ordner jeg det i
morgen tidlig. Det kunne da ikke være
noget problem. Men det kunne det altså.
Overnatning i Sverige kostede tre dages arresthus og hundrede svenske kroner i bøde
Fængslet i Malmö
Mørket var ved at falde på. Det øsede
ned. Vinduesviskeren kunne ikke følge
med mere. Vi sneglede os af sted på
en sydsvensk landevej. Mig og Mogens.
Pludselig sagde motoren stop. Vi prøvede
at få den i gang igen, men den var død.
Helt død.
Lige over for os lå et hus, der lige havde
holdt rejsegilde, flaget sad der endnu.
Det var det eneste hus i nærheden. Vi gik
over og bankede på døren i håb om, at
der var nogen hjemme. Det var der ikke,
håndværkerne var gået hjem. Døren var
låst, men et vindue stod halvt åben. Vi
kikkede lidt på hinanden, og så kravlede
Mogens ind og åbnede døren indefra. Der
var stadig høvlspåner på gulvet. Der lagde
vi os og blev der natten over.
Klokken seks om morgenen kom ejeren.
Han blev skruptosset, da han så os ligge
der og sove i hans nye hus. Vi forklarede
ham om problemet med bilen og at vi nu,
hvor regnen var holdt op, ville prøve om
vi kunne få den i gang og komme videre
mod Stokholm. Vi stod med motorhjelmen
åben og forsøgte at få motoren i
gang, da policen tilfældigvis kom kørende.
De spurgte, hvad der var galt, og
mens vi forklarede vores problem, kom
husejeren over og fortalte hans version
af sagen. Vi endte på politistationen,
hvor vi efter afhøringen blev sat i hver sin
celle. De mistænkte os for at være på tyvetogt
og ville søge oplysninger om eventuelle
indbrud på ruten vi havde kørt fra
København og her til Halmstad, som det
viste sig at byen hed. Det tog tre dage.
Og endte med, at vi blev udvist af Sverige
og fik en bøde på hundrede kroner hver.
Lorte Sverige.
Det svenske politi inviterede på gratis morgenkaffe og transport til Malmøbåden
Mange år senere var jeg igen i Sverige,
og endnu engang endte jeg i brummen,
men denne gang lidt mere nænsomt. Jeg
havde været i Stokholm med min søn
Tonny, der dengang var ti år, og på vejen
tilbage til København var vi strandet
i Malmø. Klokken var elleve om aften, så
vi havde en time til den sidste flyvebåd
sejlede klokken tolv. Timingen var god
nok, der var bare det problem, at det var
vinter og atten graders frost, så Øresund
var frosset til. Kun de store både sejlede,
og den første afgik klokken ni næste
morgen. Jeg havde ikke råd til at tage et
hotel og besluttede at overnatte på busstationen.
Men klokken tolv lukkede de
stationen, og alle blev smidt ud. Jeg forklarede
vagtmanden vores situation så
godt jeg kunne på svensk og fortalte, at
jeg jo ikke kunne være ude i den kulde
så mange timer med et barn på ti år. Jeg
insisterede på at måtte blive inde på stationen.
Der blev ringet efter politiet, som tilbød
os en celle i arresthuset. Vi kom op i salatfadet
og kørte med rundt og samlede
hjemløse og fulde mennesker op som
osse skulde overnatte i arresthuset, så
de ikke frøs ihjel. Vi fik en fin dobbeltcelle,
men måtte acceptere, at døren blev låst
udefra. Vi fik en af betjentene til at tage
et foto af os til dagbogen, mens vi stod
inde i cellen og holdt i tremmerne. Næste
morgen klokken seks blev vi lukket ud,
fik gratis morgenkaffe og blev kørt ned
til båden i en patruljevogn. De glemte at
gøre honnør.
Politiet afleverede mig personligt til kaptajnen, fordi jeg havde tisset på gaden i Reykjavik
Vi havde holdt fødselsdag for Gunnar, ungtjeneren,
på MS Dronning Alexandrine,
mens vi lå i havn i Reykjavik på Island.
Han fyldte tyve år. Jeg var messedreng
ombord og var lige fyldt femten. Gunnar
havde skaffet en kasse øl fra restauranten,
og vi blev godt fulde. Så skete der
det der altid sker, når unge knægte bliver
fulde. Vi gik ud for at kikke på damer.
Hvad vi ikke vidste, var at der på det tidspunkt
var totalt spiritusforbud i Island.
Så det var ikke særlig klogt at gå fulde
rundt i gaderne, og da slet ikke at stå og
tisse på gaden. Og det var netop det jeg
gjorde, da jeg pludselig blev jeg grebet
bagfra af to islandske politibetjente. De
var mindst to meter høje, og de var godt
nok sure. Jeg blev taget med på stationen
og måtte overnatte i arresten. Om
morgenen blev jeg kørt i patruljevognen
ned til skibet og afleveret til kaptajnen.
Han blev ederma’me osse sur. Jeg fik heldigvis
ingen bøde, og kaptajnen blev god
igen efter et stykke tid.
Jeg kom osse engang til at tisse på gaden i Polen
Der er femhundrede meter til toilettet,
sagde tjeneren, bare lige ud af gaden, du
kan ikke undgå at se det. Da jeg kom til
det første træ, kunne jeg ikke holde mig
mere. Mens jeg stod og tissede kom der
pludselig et par betjente rundt om hjørnet.
Jeg gad ikke engang forsøge at holde
mig og hive den ind igen. Det var for sent,
de havde set mig. De talte kun polsk, så
jeg blev hevet med på stationen og placeret
i arresten bag en tyk grøn egetræsdør
med store slidte jernbeslag, indtil der kom
en betjent, der kunne noget tysk. STRAF,
sagde han og skrev et bødeforlæg. Jeg
kan ikke huske, hvor mange sloty det var,
men én ting glemmer jeg aldrig. De modtog
ikke udenlandsk valuta, kun sloty. Og
jeg havde ikke sloty nok, kun dollars og
det var søndag, banken var lukket. Han
pegede på den grønne dør.
Ich habe ein idé, sagde jeg skræmt fra
vid og sans for at skulle tilbringe natten
i hullet indtil banken åbnede næste morgen.
Kan jeg ikke efterlade min rygsæk
og mit pas og gå op til taxastationen og
veksle nogle dollar til sloty. Det fik jeg lov
til. Jeg løb hele vejen op til taxastationen
og vekslede nogle dollars til en uforskammet
lav kurs og løb osse hele vejen
tilbage. Jeg betalte bøden og bad om en
kopi. Han pegede på den grønne dør. Jeg
droppede kopien.
Stor bøde plus erstatning af porcelæn efter værtshusslagsmål i Bangkok
Han var et dumt svin, et rigtigt dumt svin.
Han hed Benny og var fra Jylland. Og så
var han for tyk. Jeg mødte ham på en ludderbar
i Bangkok, hvor vi fik nogle drinks,
mens vi snakkede fuldemandssnak og
kikkede på luderne. Et rigtigt dumt svin.
På et tidspunkt havde han irriteret mig
nok, så jeg stak ham en lussing. Så stak
han mig en lussing. Så væltede bordet,
og mig og Benny lå og rodede rundt på
gulvet. Ba-bu-ba-bu. Vi blev anbragt i
samme celle, men nu gjaldt det pludselig
om at holde sammen, så vi kunne komme
ud igen. Det var lige før vi blev venner.
Da vi blev vækket næste morgen, blev
vi præsenteret for en bøde for offentlig
uro og et erstatningskrav fra ejeren
på porcelæn til tyve personer. Ikke tale
om, sagde Benny, så meget porcelæn
ejer han slet ikke. Jeg skyndte at betale
min halvdel plus bøden på fem hundrede
bath. Så betalte Benny osse. Under protest,
som han sagde. Under protest. Vi
delte en taxa ind til byen.
Rejselederen kom i spjældet i Tunesien
Jeg var engang destinationschef i
Tunesien for et lille dansk rejsebureau,
der hed Kønig Rejser. Det var sommer i
Danmark, og det regnede. Det regnede
så meget, at alle ville på ferie. Ned til solen.
Rejsebureauerne havde gyldne dage.
Kønig Rejser sendte turister til Mallorca
og Sicilien, og alle hoteller var simpelthen
fuldt booket. Men da han hørte, at jeg tidligere
havde været rejseleder i Tunesien
for Tjæreborg Rejser og talte fransk,
sendte han mig af sted fra Mallorca for
at bygge en ny destination op i Tunesien.
Det gik helt fint nogle måneder, men endte
med et brag, da Kønig Rejser pludselig
gik konkurs. Der stod jeg så med alle
gæsterne og hotelregninger, der ikke var
betalt. Og - næsten det værste - hotelkontrakter
for resten af sæsonen, der var
underskrevet af Arne Runge.
Jeg fik heldigvis alle gæsterne hjem, men
blev selv arresteret og sad fire døgn i en
betoncelle før jeg kom for en dommer. Da
hotelejerne, som normalt var mine gode
venner, indså at der ikke var nogen penge
at hente, at Kønig Rejser simpelthen ikke
eksisterede mere, gav de afkald på deres
erstatningskrav, som ellers ville have betydet
syv års gældsfængsel. Jeg kom ud
af arresthuset, og efter en måneds hotel
arrest, hvis nogen af hotelejerne skulle
fortryde, fik jeg lov at rejse hjem. Jeg har
siden haft en skræk for at skrive under
på noget.
Jeg kunne ikke betale diskotekregningen i Eilat og endte i kachotten
Shalom, jeg havde lært at snakke gebrokken
hebraisk. Jeg var bartender på
Hotel Neptun i Eilat, og mine gæster i
baren var en stor gruppe danskere på
charterrejse med Tjæreborg. Da jeg lukkede
baren ved midnat gik vi på diskotek,
hele banden. Kan du ikke lige bestille
fire øl og en flaske vin, spurgte folk, du
som kan hebraisk. Da de lukkede klokken
fire, var jeg blevet godt klatøjet og
ville bare betale min regning og så hjem i
seng. Så kom chokket. Regningen lød på
et par tusinde kroner, omregnet i danske
penge, Ja, men jeg havde jo kun fået en
fem seks bajere, fortalte jeg tjeneren.
Alle mine danske venner var gået hjem
en efter en, nogen uden at betale, og det
var mig der havde bestilt. Jeg hang på
regningen.
Ind i kachotten med ham, sagde politiet
da de kom. Det kom jeg så. Næste morgen
fik jeg lov til at ringe til min chef i
baren, som lånte mig pengene til regningen.
Om aftenen, da jeg igen stod i
baren, fik jeg fat i vennerne fra i går og
spurgte, hvem der ikke havde betalt sin
regning på diskoteket. Jeg fortalte dem
om min spjældtur. De blev helt flove, og
alle der ikke var sikker på at have betalt
hvad de havde fået i går aftes, lagde nogen
penge. Der kom faktisk flere ind end
regningen lød på. Så alt i alt var det jo
bare en sjov oplevelse.
I Colombia blev jeg indenfor to dage arresteret af både politiet og guerillaen
Manos arriba, skreg de, og bragede ind
gennem døren til vores værelse på den
lille busstation. Vi rakte forskrækket
hænderne i vejret. Hvor kommer I fra og
hvad laver I her, spurgte de på spansk.
Det var guerillaen, dem der regerer i
sydlige Colombia. Vi forklarede, at vi var
turister og var her for at besøge indianerne.
Løgn, skreg ham der førte ordet.
Hvem fa’en vil møde indianerne. Enten
var vi spioner fra CIA, eller osse havde
vi andre skumle planer, og Danmark -
Dinamarca - var der bestemt intet land i
verden der hed. De var sikre på, at vores
pas var falske.
De konfiskerede alt. Vores rygsække,
pas, penge, rejsechecks og flybilletter,
låste os inde og satte to bevæbnede vagter
udenfor til at passe på, at vi ikke stak
af. Vi bliver sgu’ nok skudt, sagde Poul,
han var godt nok bleg i ansigtet. Men næste
morgen kom de tilbage. De så mindre
alvorlige ud end dagen før. Vi har snakket
med hovedkontoret, sagde de, jeres
papirer er gode nok. Der er et land der
hedder Danmark, men I må ikke opholde
jer her. I skulle have søgt om tilladelse på
vores kontor i Bogota. Tænk, guerillaen
har et kontor i Bogota. Vi fik alt tilbage
og blev sat på en direkte bus tilbage til
hovedstaden Bogota.
Lige før ankomsten til Bogota var der
et checkpoint. Bevæbnet politi kom op i
bussen og checkede folks papirer. Da de
så os to lyshårede danskere spærrede de
øjnene op. Vi blev taget med til politistationen.
Bagagen og vores papirer blev
konfiskeret, og vi blev lukket inde i en
lille celle. Der skete det samme som dagen
før. Der var intet i bagagen, der ikke
måtte være der, og vores pas og visa var
gode nok. Næste morgen blev vi lukket
ud igen. De fattede heller ikke, hvorfor vi
så gerne ville besøge indianerne.
Til sidst en smuk oplevelse fra Oslobåden
Jeg skulle engang med båden til Oslo for
at besøge en kæreste. Da jeg var kommet
ombord, ville jeg finde baren og få
mig en dram. Jeg havde godt nok fået et
par stykker i forvejen, så det kneb lidt
med stedsansen. Jeg gik ind og ud af forskellige
lokaler, og på et tidspunkt kom
jeg ind af en dør, som ikke havde håndtag
på bagsiden. Det var et af oslobådens
to fængsler, fik jeg senere af vide. Jeg
bankede på døren, men ingen hørte mig.
Så tog jeg skoen af og buldrede på væggen.
Der gik over en time efter at båden
havde lagt fra kaj, før der endelig var nogen
der hørte mig. Det var to unge piger.
Den ene kikkede ind af den lille rude, og
jeg fortalte hende, hvad der var sket, og
bad hende åbne døren. Hun skulle lige til
det, da hendes veninde stoppede hende.
Pas på, jeg synes det ligner et fængsel,
sagde hun, måske er han farlig. Heldigvis
løb de risikoen og åbnede for mig. Jeg
var rasende, og som gammel messedreng
vidste jeg nøjagtig, hvordan man
kommer op på broen. Jeg sprang op ad
lejderen, åbnede døren med et brag og
råbte, at jeg vil tale med kaptajnen. Jeg
var rasende. De to styrmænd blev helt
forskrækkede. Et øjeblik, sagde den ene,
kaptajnen har lige lagt sig. Han vækkede
kaptajnen, og jeg fortalte ham rasende,
hvad der var sket, og sagde, at jeg både
ville ringe til Ekstrabladet og det norske
Verdens Gang i morgen tidlig, når vi ankom
til Oslo. Det kunne ikke være rigtigt,
at man kunne komme uforvarende
i fængsel. Tænk hvis pigerne ikke havde
hørt mig. Jeg var så gal, at det er mærkeligt
jeg ikke blev lagt i håndjern og smidt
tilbage i kachotten. Men kaptajnen var
åbenbart et naturtalent af en pædagog
og fandt den smukkeste løsning man kan
tænke sig. Tag det roligt gutten min, sagde
han på syngende norsk. Han ringede
ned til restauranten og fortalte overtjeneren
om min triste oplevelse. Gør mig
en tjeneste, sagde han til overtjeneren,
giv ham fri bar resten af natten, som et
plaster på såret. Han blinkede til mig og
gik tilbage til køjen.
