Stillehavets små paradisøer

Tekst og foto: Arne Runge

Velkommen til Vanuatu, verdens lykkeligste land, stod der på et skilt i lufthavnen i Port Vila og det er vist ikke helt løgn

Sandet på strandene var kridhvidt. Kokospalmerne stod høje og slanke og kikkede dovent ned over havet, som skiftede farve fra lyseblåt over turkis til grønt, alt efter tidspunktet på dagen. Solnedgangene var guddommeligt smukke, og nattehimlen var kulsort med stjerner så klare som diamanter. Ved fuldmåne lignede det hele et kæmpemaleri, så smukt at man let kunne gå hen og blive religiøs. Hvem er skaberen bag dette mesterværk? Menneskene var nogle af de gladeste i hele verden, alle smilede og hilste. Hvis der findes et paradis på jord, så ligger det her.

Vanuatu verdens lykkeligste land

Der stod et orkester i lufthavnen og spillede de lokale melanesiske rytmer, mens de grinede over hele femøren. Over dem hang et skilt med ordene ”Velkommen til Vanuatu, verdens lykkeligste land” og det er bestemt ikke helt løgn. Jeg flyttede ind på Tafea, et lille gæstehus i centrum af hovedstaden Port Vila, hvor der boede unge mennesker fra andre Stillehavsøer, blandt andet flere jurastuderede fra Fiji. Jeg mødte ingen andre vestlige backpackere på Vanuatu overhovedet. Til gengæld mødte jeg mange meget interessante indfødte. Jeg boede fire dage hos en medicinmand i en lille landsby, hvor jeg levede af laplap, brødfrugter, juice, kokosmælk og regnvand, og jeg sendte postkort hjem fra et undervands postkontor midt ude i Stillehavet.

Gud skabte Marihuana - mennesket skabte alkohol, de indfødte stolede mest på Vorherre opdagede jeg

Medicinmanden doktor John

På Tafea gæstehus mødte jeg en medicinmand, der behandlede en pige, som var blevet bidt af en blæksprutte. De indfødte kaldte ham doktor John og fortalte, at han var medicinmand. Det viste sig senere, at han faktisk var sygeplejerske og arbejdede på hospitalet i Port Vila. Vi sad en aften og sludrede og han spurgte om, hvad jeg syntes om Vanuatu. Jeg fortalte ham at jeg elskede Vanuatu, men at det var synd, at der var så få gæstehuse. Jeg havde nemlig et ønske om at køre øen rundt og overnatte i små landsbyer, men ifølge turistinformationen fandtes der kun gæstehuse i hovedstaden Port Villa. Jeg tager hjem til min landsby i morgen, sagde han, hvis du har lyst kan du tage med og bo hos mig i mit hus. Jeg tog naturligvis imod tilbuddet og levede det primitive lykkelige landsby-driver-liv i fire dage. Fire dage hvor vi stod op med hønsene, badede i det krystalklare Stillehav, sov siesta i hængekøjer, drak regnvand, juice og kokosmælk og spiste laplap, øens nationalret. Laplap er en pasta lavet af fisk, taro og yams-rødder, blandet med banan og kokosmælk, som bliver lagt i et bananblad og derefter varmet på et bål af træ. Livet er gavmildt på Vanuatu, træer og palmer er fulde af frugter, havet er fuld af fisk, hængekøjerne er bløde og pigerne er smukke.

Det undersøiske postkontor på Hideaway Island.

En dag besøgte jeg en lille ø, der hed Hideaway Island. Båden over til øen var gratis, og midt på den lille ø lå et lille stykke regnskov. Det viste sig, at øen var berømt for bryllupper. Det var især australiere, der benyttede chancen for at invitere hele familien til bryllup på Hideaway Island.

Undersøisk posthus

Brudeparret blev så gift på stranden med hjælp af en lokal præst. Øen havde osse verdens eneste undersøiske postkontor. Jeg købte to postkort, et til De Berejstes Klub og et til min søn Tonny i København. Postkortene var vandresistente og man skrev med en speciel blyant, hvis farve osse kunne tåle vand. Du kan leje udstyr, eller lade nogle professionelle dykkere svømme ud med kortene, sagde de i shoppen, hvor de solgte postkortene.

Men en gammel nærig tidligere livredder som jeg, skulle sgu ikke leje noget udstyr. Jeg smed resolut alt tøjet foran de måbende turister, stak de to postkort ned i underdrengene og svømmede ud til den hvide bøje som viste, hvor postkontoret lå. Hold da kæft hvor jeg pustede. Der stod på et skilt, at der kun var halvtreds meter ud til postkontoret, men jeg er sikker på, at der var meget længere og så var der bølgerne, for ikke at nævne halvtreds års piberygning. Hold da kæft hvor jeg stønnede. Efter en pause, mens jeg holdt fast i bøjen, dykkede jeg de tre meter ned til postkontoret, men jeg kunne ikke finde postkassen og måtte op igen for at få luft. Efter endnu en pause prøvede jeg igen, og denne gang fandt jeg heldigvis postkassen, som stod ved siden af posthuset, og skubbede kortene ind gennem sprækken. Det havde været flovt hvis jeg var kommet tilbage med kortene og havde måttet betale nogen for at poste dem for mig. Men på den anden side ville det jo se flot ud på en gravsten: Her hviler Arne Runge, han druknede i Stillehavet på vej ud til et undersøisk postkontor med et postkort til De Berejstes Klub.

Tonga - Polynesiens vugge

På Tonga er alle polynesere. Ved hjælp af potteskår er en landsby nær hovedstaden Nuku'alofa, nu blevet bekræftet som Polynesiens fødested. Bekræftelsen kom som noget af et chok for Samoa, som i årtier har annonceret sig selv som Polynesiens vugge. Men nu er det altså fastlagt engang for alle. Tonga er Polynesien vugge. Der var kun ganske få turister på Tonga, men til gengæld var der, i modsætning til Vanuatu, en hel del backpackere.

Taxichauffører er banditter i hele verden

Som sædvanligt blev jeg overfaldet af taxichaufførerne i lufthavnen i Nuku'alofa. Men efter en hård kamp for at finde offentlig transport fik jeg fat i ”the stationmaster”, en meget stor og meget myndig polynesisk dame med bastskørt. Jeg spurgte om der var offentlig transport til centrum. Nej, sagde hun, der er to hoteller som har shuttlebusser til deres hoteller i centrum, men der er vist ingen af dem, der er her lige nu. Vent lige her, så undersøger jeg det. Et øjeblik efter kom hun tilbage med en chauffør, der ville køre mig til Toni's Guesthouse, et gæstehus jeg havde fået anbefalet af en svensk pige i New Zealand, for ti tongadollars, knap tredive kroner. En taxi kostede tre gange så meget, så jeg accepterede. Vi havde ikke

Middag med krigsdans, et must for turister, kan opleves på næsten alle Stillehavsøer

kørt mere end et par kilometer af landevejen mod centrum, da chaufføren fortalte, at det var en taxi jeg kørte i og prisen var tredive tongadollars. Jamen stationmasteren sagde ti, svarede jeg, du stod jo selv ved siden af os. Så må du sætte mig af, jeg vil ikke betale tredive dollars. Han stoppede og jeg steg ud. Jeg havde regnet med, at det var en kamp og at han overgav sig, da jeg viste at jeg var stædig nok. Men nej, ikke engang et forsøg på at prutte om prisen. Vi var lige stædige, og nu stod jeg pludselig helt alene på en øde landevej på Tonga, seksogtyve kilometer fra centrum, med alt mit habengut. Ups. Jeg har aldrig brudt mig om taxichauffører og kommer aldrig til det.

Op med tommelfingeren, det havde jeg jo prøvet så tit, der var bare det, at jeg havde alt for meget bagage. Jeg følte mig som en posedame med min store rygsæk plus to plasticposer. Men den allerførste bil der kom forbi, stoppede og tog mig med. Velkommen til Tonga, hvor skal du hen, spurgte han. Toni's Guesthouse, svarede jeg, det kendte han ikke og jeg vidste heller ikke hvor det lå. Han tog sin mobil frem og ringede. Det var et fremmed sprog han talte, så jeg forstod intet. Så ringede han et nyt nummer op og spurgte, denne gang på engelsk, om det var Toni' Guesthouse. Det var det, og han fik adressen. Det ligger midt inde i junglen, sagde han, men vi skal nok finde det. En halv time senere holdt vi foran gæstehuset. Han gav mig sit visitkort og sagde, hvis får du problemer her på Tonga, så ring. Jeg fik heldigvis ikke flere problemer, tværtimod jeg mødte de mest venlige mennesker jeg nogensinde har mødt. Men det var en alligevel god følelse at have hans visitkort i lommen.

Toni havde byttet bajerne ud med Kava, og Tonga har verdens bedste af slagsen

Toni's Guesthouse - en legende blandt backpackere

Welcome to Paradise, sagde Toni, where are you from? Toni var englænder, på alder med mig og havde boet tredive år på Tonga. Han var ikke en rejsemand, det var faktisk hans allerførste rejse, der havde bragt ham til Tonga. Han havde arbejdet som rengøringsmand i Heathrow Airport i London i mange år, og efter arbejdstid var han gået på pub og drukket sig bevidstløs. Hver eneste aften, fortalte han. En dag indså han, at det var et lorteliv han levede i London, og at det nok aldrig blev anderledes. Han kikkede på et landkort og fik øje på Tonga. Det var første og sidste gang han var ude at rejse. Han havde aldrig forladt Tonga siden han kom for tredive år siden og havde heller ikke lyst, fortalte han. På Tonga lagde han bajerne på hylden, det vil sige han skiftede det ud med den lokale drik kava. Og kavaen på Tonga er faktisk den bedste kava jeg nogensinde har fået. Jeg har drukket kava på Fiji og Vanuatu før jeg kom til Tonga og siden osse på Samoa, men den bedste kava, den får man på Tonga. Helt klart. Han havde osse fået en smuk ung polynesisk kone, som var tredve år yngre end ham selv. Hold kæft hvor var hun smuk.

Fakaleitis - falske ladies

Alle familier har brug for drenge til at klatre op i træer og hente frugter og piger til at vaske op og hjælpe til i køkkenet. Så hvis en familie får for mange drenge, bliver den eller de næste drenge gjort til piger. På med en kjole og ud og vaske op. Eller omvendt, hvis en familie får for mange piger. På med et par bukser og op og hente kokosnødder. Egentlig meget logisk, men alligevel. Mærkelig nok ser man mange flere drenge der er gjort til piger, end piger der er blevet gjort til drenge. Og endnu mærkeligere bliver de fleste drenge homoseksuelle af forandringen, altså de bliver til piger, Leitis, som forelsker sig i drenge. Det kunne tyde på at homoseksualitet ikke er medfødt, men tillært.

På Toni's Guesthouse var en af stuepigerne fakaleiti, hun hed Leni og var to og tyve år. Hun var noget af det sødeste og lavede ofte mad til mig. Da jeg fortalte at jeg savnede kartofler, viste hun mig, hvordan man kunne bruge brødfrugt til alt det vi bruger kartofler til. Hun kogte, stegte og friterede, og selv kartoffelmos lavede hun af brødfrugt. Vi blev meget gode venner, så gode at vi kunne tale om begrebet fakaleiti. Hun fortalte, at hun var vokset op i en børneflok med otte børn og at Toni's smukke kone var en af hendes søstre. Da hun var den fjerde i børneflokken efter tre brødre, blev hun klædt på og betragtet som pige og skulle hjælpe til med rengøring og tøjvask, mens hendes større brødre hentede kokosnødderne. Og hun gik naturligvis kun i seng med mænd, fortalte hun, mens hun kikkede kærligt på mig.

Toni's ø-rundtur

Der er i alt 320 kirker på Tongatapu, fortalte Toni, heraf er de 36 mormonkirker. Mormonerne får millioner af dollars fra Utah i USA og renoverer for tiden alle deres kirker, og de vil gøre Tonga til Mormonø. Toni hadede mormonerne. Der er en til, råbte han, hver gang vi kørte forbi en mormonkirke. Så jeg glemmer aldrig, hvordan en mormonkirke ser ud. Alle på Tonga går i kirke om søndagen. Mormoner, Katolikker, Syvende dags adventister, Assemble of God, Church of Tonga, Jehovas vidner, Metodister og Free Wesley. Og selv Syvende dags adventisterne, som ellers går i kirke om lørdagen, går osse i kirke om søndagen på Tonga. De respekterer ikke datolinjen, og påstår at det er lørdag om søndagen, ligesom på Samoa, der ligger på den anden side af datolinjen.

Toni fortalte osse, at den store søfarer James Cook kom fra Yorkshire. Hans bedstemor kaldte ham for lille Jimmi, en forkortelse af James, til hverdag, men om søndagen kaldte hun ham for James. Sådan er det i England, påstod han. Han var selv fra Lanchester og blev kaldt Anthony om søndagen af sine forældre, da han boede hjemme i England. Toni brød sig ikke om Yorkshire, hvor lille Jimmi kom fra, og forsøgte at tale Yorkshire-dialekt hver gang han fortalte om James Cook, som han konsekvent kaldte lille Jimmi. Desværre er jeg ikke så god til engelske dialekter, men Toni morede sig bravt når han efterlignede Yorkshire dialekten. Toni brød sig heller ikke om japanerne, som støttede Tonga økonomisk, så længe Tonga stemte ja til hvalfangst i FN. Der var meget på Tonga Toni ikke brød sig om. De har masser af frugter på Tonga, men ingen rigtig eksport, da alle øerne i nærheden har de samme frugter som Tonga, og Europa og USA ligger for langt borte. Til gengæld har de en stor eksport af græskar til Japan. Og det har nok osse noget med støtten fra Japan at gøre, mente Toni.

Hvis der findes et paradis på jord, så findes det her på Stillehavsøerne

Samoa - den smukkeste af øerne

Den vestlige del af øgruppen Samoa, det vi i dag kalder Western Samoa, i modsætning til den østlige del American Samoa, var den første øgruppe i Stillehavet, der blev selvstændig. Landsbyerne bliver regeret af et landsbyråd, hvor overhovedet er høvdingen, og i parlamentet er alle landsbyer repræsenteret af hver sin høvding. Samoa er indbegrebet af et romantisk paradis, og øerne er simpelthen en skattekiste for besøgende som ønsker at udforske den mest autentiske og smukkeste ø i det sydlige Stillehav.

Vi var fem backpackere fra Toni's Guesthouse på Tonga, der rejste med samme fly til Samoa. Chris og Anna, et ungarsk par, Garran en amerikansk politibetjent fra New York, Elin, en norsk jente, som lige var blevet student, og jeg, sagde hunden. Vi forlod Tonga airport tirsdag den femte februar klokken halv ti om aften og ankom til Apia Airport på Samoa, mandag den fjerde februar klokken halv tolv om natten, to og tyve timer før vi lettede. Vi havde passeret datolinjen på vejen og fået en dag forærende. Chris havde fejret sin fyrre års fødselsdag om tirsdagen, da vi afrejste fra Tonga og en halv time efter landingen på Samoa, kunne vi fejre hans fyrre års fødselsdag en gang til. Det var ikke tilfældigt, fortalte han, men noget han havde arrangeret.

Vi badede flere gange hver eneste dag, her min norske rejseveninde Elin ved et af de mange vandfald på Samoa

Paradis på jord

Midnat er et frygteligt tidspunkt

Jeg blev ofte venner med krigerne, her ved Robert Stevensons villa, - Stevenson har blandt andet skrevet bøgerne Skatteøen og Dr. Jekyll og Mr. Hide

at ankomme til et nyt land og skulle ind til byen og finde et hotel. Havde jeg været alene havde jeg, som jeg plejer, overnattet i lufthavnen til det blev dagslys. Men vi var fem backpackere der rejste sammen, så vi havde aftalt at tage en taxi sammen og bede chaufføren finde et billigt overnatningssted. Men det var slet ikke så svært som vi havde frygtet. Der kom fly på dette sene tidspunkt flere gange om ugen, som altid skulle videre til Los Angeles, så der var masser af liv i lufthavnen. Vi fik turistinformationen til at ringe op og booke et hostel til os og de fortalte osse maksimumprisen for en taxi. Taxichaufføren startede ellers med at forlange det dobbelte, men vi henviste lige til turistinformationen og fik turen til den rigtige pris. Det kunne simpelthen ikke have været lettere.

Busserne er ikke ligefrem nyeste model, men den offentlige transport virker helt fint på Samoa

Jeg var elleve dage på Samoa, rejste øen rundt og boede blandt andet tre dage i en fale, en lille hytte, på Faofao Beach, som stadig står som noget af det smukkeste og mest fredfyldte jeg nogensinde har oplevet. Falen lå kun få meter fra havet. Jeg faldt i søvn til bølgebrus og jeg vågnede om morgenen til bølgebrus. Jeg badede ved solopgang, før jeg spiste morgenmad i restauranten, badede igen før middagsmaden, sov til middag en times tid, og badede så igen før jeg spiste aftensmad i restauranten. Sandet på strandene var kridhvidt. Kokospalmerne stod høje og slanke og kikkede dovent ned over havet som skiftede farve fra lyseblåt over turkis til grønt, alt efter tidspunktet på dagen. Solnedgangene var guddommeligt smukke, og nattehimlen var kulsort, med stjerner så klare som diamanter. Ved fuldmåne lignede det hele et kæmpemaleri. Hvis der findes et paradis på jord, så ligger det her.

Praktiske oplysninger Air New Zealand, som er en del af Star alliancen, flyver på de fleste af Stillehavsøerne. Faktisk kan man flyve fra København via Los Angeles til Auckland og retur til København for godt nitusinde kroner og på udvejen tage et stopover på Fiji og på tilbagevejen tage et stopover på både Tonga og Samoa. Det er formentlig den billigste måde at besøge nogle af de små paradisøer i det sydlige Stillehav.

2005 købte jeg en billet til Auckland og fik gratis stopover i både Los Angeles og på Fiji og i 2007 købte jeg en Jorden-rundt-billet og besøgte på denne tur, blandt andet Vanuatu og på vej fra Auckland til Los Angeles, havde jeg stopover på både Tonga og Samoa.

Fiji øerne er fulde af billige hostels, mens der på Vanuatu og Tonga kun er få, men meget interessante hostels. På Samoa er der flere hostels og bør man prøve at bo i en Fale på stranden, som osse er ret billigt, eller i en Fale i Outrigger Hostel i hovedstade Apia, som er danskejet. A budget hostel with a touch of class, som ejeren Claus kaldet sit hostel. Der er mange halvdyre men gode hoteller og ressorts på alle øerne, for dem med friværdi.

Ingen af øerne kræver visum og der er gode transportmuligheder på alle øerne. Og maden og drikkevarerne er bestemt osse interessante. Prøv Laplap med Sky Juice, kokosmælk med vodka.
Husk badetøjet.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside