Svalbard - a sound of silence

Tekst og foto: Arne Runge

Hovedstaden Longyearbyen på hovedøen Spitsbergen ligger på 78 grader og 13 minutter nordlig breddegrad og er noget af det nordligste, man overhovedet kan besøge.

Der er stille på Svalbard, meget stille, og der er edermame koldt. I august måned, mens der stadig var sol hele døgnet rundt, var havet bare godt én grad varmt, mens der var frostgrader i luften om natten. Nogle gange blæste det så meget, at jeg var bange for at mit lille grønne telt ville blæse ud i havet, og når nogen gik forbi teltet om natten, lå jeg længe og prøvede at gætte på, om det var én med to, eller én med fire ben. Inden for de sidste år er det fire gange gået galt for turister, der blev angrebet af isbjørne, med dødelig udgang. En norsk pige blev fundet uden hovedet, det var spist af en isbjørn. Resten af kroppen var intakt. Så mennesker er nok ikke isbjørnenes livret, men alligevel. Det var edermame uhyggeligt.

Bonusmiles

Jeg rejste til Svalbard på mine bonuspoint fra Star Alliance. Hvor for eksempel en returbillet til Milano koster tredivetusinde point, kan man komme til Svalbard for kun tolvtusinde, fordi Svalbard bliver betragtet som Norden. En bonusmiles-billet til Svalbard koster det samme som en bonus-miles-billet til Oslo. Så ved at tage til Svalbard, får man da noget ud af den bonusmile-ordning, jeg egentlig altid har været dybt modstander af. Det virker, for mig i alt fald, som om at man simpelthen får bonusmiles, fordi man har betalt for meget for sin billet.

Lidt om Svalbard

Første gang vi hører om øgruppen er i 1194, hvor vi i en islandsk saga kan se sætningen ”Svalbardi fundinn”. Svalbard kan oversættes som "den kolde kyst". Men der skal gå 400 år, før vi hører om, at Wilhelm Barents har opdaget hovedøen Spitsbergen. Herefter blev international hvalfangst indført, flere gange med russisk overvintringsjagt. 1906 etablerede amerikaneren John Longyear den første kulmine på Spitsbergen og gav samtidig navn til hovedstaden Longyearbyen. Ti år senere overtog det norske statsfirma, Store Nordiske Spitsbergen Kulkompagni, minen i Longyearbyen. Næsten 40 lande skrev i 1920 under på den første Spitsbergen-traktat, hvor Norge fik suveræniteten over øgruppen, som i 2002 fik selvstyre med ”sysselmanden” som guvernør. Øgruppen Svalbard er halvanden gange så stor som Danmark og ligger godt tusinde kilometer nord for Norge. Hovedstaden Longyearbyen, på hovedøen Spitsbergen, ligger på 78 grader og 13 minutter nordlig breddegrad og er noget af det nordligste, man overhovedet kan besøge. Øgruppen er, ligesom Antarktis, ikke ejet af nogen nation, men bliver, i henhold til Spitsbergen-traktaten, forvaltet af Norge. Der bor omkring totusinde mennesker på øerne, plus tretusinde isbjørne og millioner af aggressive fugle. Longyearbyen er hovedsagelig beboet af nordmænd fra fastlandet. Barentsburg syd for Longyearbyen er beboet af russere, men er stadig under norsk administration, mens Pyramiden nord for Longyearbyen nu er ubeboet.

Verdens nordligste campingplads

Jeg landede i den lille lufthavn i Longyearbyen ved nitiden om aftenen og gik straks ud på vejen og spurgte en taxichauffør, hvor langt væk campingpladsen lå. ”Kan du se det sorte hus med telte rundt om, omkring hundrede meter nede af bakken”, svarede han på jysk, ”det er campingpladsen”. Chaufføren hed Martin og var fra Randers, og han fortalte, at han ikke var den eneste dansker i byen, men at der boede en hel del flere. Faktisk boede der omkring 40 forskellige nationaliteter på Svalbard, fortalte han. Jeg slæbte min store rygsæk med telt, sovepose og soveunderlag de hundrede meter ned af bakken, og et øjeblik efter sad jeg sammen med campister fra tyve forskellige lande i fælleskøkkenet på Longyear campingplads og prøvede at få oplysninger af dem, der havde været her et stykke tid. Det kostede halvfems norske kroner at overnatte i sit eget telt, og havde man ikke selv telt med, kunne man leje et for hundrede kroner ekstra per dag. Campingpladsen var ejet af en hollandsk dame, som arbejdede på et af udflugtsskibene som guide, mens hun lod Hannaka, en sød ung hollandsk pige, bestyre forretningen.

Nogle gange blæste det så meget, at jeg var bange for, at mit lille grønne telt ville blæse ud i havet.

Hvis Hannaka ikke lige var til stede, når man ankom, slog man bare sit telt op og betalte, når man så hende. Jeg havde lånt teltet af en kollega fra Café Globen og havde frygtet, at det var blevet mørkt inden jeg skulle slå det op. Men mine sorger var ubegrundede, for der var lyst døgnet rundt, så klokken var blevet halv to om natten, uden at jeg havde opdaget det, før jeg endeligt fik slået teltet op med hjælp fra de andre campister. Campingpladsen lå fem kilometer fra byen, og der var kun offentlig transport ved flyankomst og flyafgang, men der kørte jævnlig biler, og alle var søde til at tage blaffere op. Så kun en enkelt gang måtte jeg trave de fem kilometer ind til byen.

Ud over Hannaka fra Holland mødte jeg mange andre spændende mennesker på campingpladsen. Jeg mødte f.eks. David fra Frankrig, som gik med krykker, fordi han kun havde et ben. Da jeg spurgte, hvor længe han havde været her, svarede han: ”to måneder, jeg arbejder her som guide”. ”Som guide”, tænkte jeg, hvordan kunne man arbejde som guide, når man kun havde et ben? Det viste sig, at han var kajakguide, og det gik helt fint med kun et ben, sagde han. Jeg mødte også to danskere, der allerede samme dag de ankom, blev sejlet til ud til øen Prins Karls Foreland, hvor de helt alene skulle trekke rundt i ni dage med telt, sovepose, gevær og tørmad. Langt de fleste campister var her for at trekke. Jeg mødte også Johannes fra Tyskland med sin thailandske kone, Nong. Johannes tog næsten daglig alene på trekkingture med guide, mens jeg passede på hans smukke kone. Vi blaffede ind til byen, gik på museum, i kirke, drak kaffe på byens to caféer og havde det herligt i hinandens selskab. Mange tak, Johannes. Campingpladsen er åben fra 15. juni til 15. september, de tre måneder med sol fireogtyve timer i døgnet. Gennemsnits-temperaturen i sommermånederne er fire grader. Men der er varme i køkkenet på campingpladsen, også rent menneskeligt. Fordelene ved at bo på hostels eller på camping er jo, udover prisen, mødet med de mange andre backpackere fra alverdens lande.

Der var mange polarræve, og flere virkede næsten helt tamme og stod helt stille og roligt og kikkede på mig, når jeg fotograferede dem.

Longyearbyen

Hovedstaden Longyearbyen er ikke ret stor, nærmere en lille eventyrlandsby med små malede træhuse i alle farver. Hvis man går rask op ad hovedgaden tager det ti minutter, så er man ude af byen igen. Alligevel findes der både supermarked, kirke, rejsebureau, museum, natklub, svømmehal, biograf, restauranter, bar og cafeer, cykel- og snescooterudlejning, samt en turistinformation. Her er så fredeligt, at vilde rensdyr græsser inde mellem husene. Souvenirbutikken sælger udstoppede isbjørne for 300.000 kroner. Der følger certifikat med, som fortæller, at de er lovligt nedlagt og importeret fra Canada. Udstoppede isbjørne er på trods af prisen meget populære, og den norske ejerinde fortalte mig, at hun kunne sælge alle de udstoppede isbjørne, hun overhovedet kunne få fat på. Naturen udenfor byen er beskyttet i nationalparker, naturreservater og beskyttede fuglefjelde. Alle dyr på Svalbard er fredede, og al jagt er strengt forbudt. Der skydes hvert år nogle få isbjørne, men altid kun i selvforsvar. Faktisk læste jeg i Politiken, at der var skudt en isbjørn i selvforsvar, dagen efter jeg rejste hjem.

Tag isbjørne alvorligt, de angriber uden varsel

Isbjørnen er et af verdens største rovdyr. I Svalbard-området findes tre tusinde dyr, og en voksen hanbjørn kan let snige sig op på seks hundrede kilo. Den har voldsomme kræfter og kan se os som et potentielt byttedyr. På Svalbard kan man møde isbjørne hele året, så man skal være særlig opmærksom, når man bevæger sig udenfor Longyearbyen. Isbjørnen er fredet, og det er strafbart at forfølge, lokke til sig, fodre eller forstyrre isbjørnene unødigt. Overtrædelse straffes hårdt. For at undgå konfrontationer er det vigtigt at forberede sig godt og på forhånd tænke igennem, hvordan man skal opføre sig i naturen. De fleste bjørnebesøg sker, når man har slået lejr, så man skal undgå strandzonen. Vand og iskanten er naturlige steder for bjørnen at lede efter mad. Man skal have gevær og signalpistol med, når man begiver sig ud i naturen, og bruge snubleblus rundt om lejren. Ofte nærmer isbjørnen sig mennesker af nysgerrighed. Alle bjørne skal imidlertid behandles som om de er truende.

Hvis en isbjørn har set og kommer imod én, skal man tidligt begynde at skræmme den ved at råbe og skrige, hoppe og vifte med armene, stod der i en turistbrochure jeg læste, og man skal fyre med signalpistolen og skyde skræmmeskud, hvis den er nærmere end halvtreds meter. Man har naturligvis ret til at forsvare sig mod isbjørne, hvis det er nødværge, og hvis det gælder livet, skal man skyde for at dræbe. Har man været nødt til at dræbe en bjørn, har man pligt til snarest at kontakte sysselmanden - den øverste magt på Svalbard.

Første stop var en kæmpe isbræ, som den finske guidepige fortalte nogle interessante historier om. Blandt andet kunne man bruge isen til Whisky on the rocks.

Whisky on the Rocks

Udflugterne på Spitsbergen er uforskammet dyre. Jeg købte en heldags bådudflugt til den forladte russiske by Pyramiden. Den kostede 1290 kroner. Det vil sige, jeg løj mig to år ældre end jeg er, fantastisk at man stadig skal lyve sig ældre, når man er 65. Pensionist-rabat får man først når man er fyldt 67 på Svalbard, sagde

Vi skålede alle sammen i Whisky on the Ice rocks, på tyve forskellige sprog

den søde unge jente, så jeg svarede lynhurtigt, at det da så var godt, at jeg lige var fyldt 67. Så jeg fik billetten for 1150 kroner. Men alligevel, alt er dyrt på Svalbard.

Vi var omkring tredive personer, da vi en tidlig morgen i solskin med MS Langøysund satte kurs mod Pyramiden, en forladt russisk mineby. Første stop var en kæmpe isbræ, som den finske guidepige, en marinebiologistuderende på Svalbard, fortalte nogle interessante historier om. Mens hun fortalte, fiskede styrmanden en lille klump flydende isbjerg op af havet. Han slog det i småstykker, lagde dem i glas, og hældte skotsk whisky over. Så skålede vi alle sammen i Whisky on the Ice rocks. Jeg var blevet gode venner med styrmanden, allerede før vi sejlede ud, så han og jeg drak de tiloversblevne glas. ”Skål gutten min”, sagde han, hver gang vi skålede. Den svenske kok havde lagt kød på grillen, så mens vi stadig havde whisky i glassene, i hvert fald mig og styrmanden, blev middagen serveret. Desværre havde de ikke mere hvalkød, som de normalt serverer, så vi måtte nøjes med importerede norske hanekyllinger. Men whiskyen var der ikke noget at klage over.

Pyramiden, en mineby som var ejet af det sovjetiske statskompagni Artikugol Trust, havde engang over tusinde indbyggere. Nu er den en forladt spøgelsesby

Spøgelsesbyen Pyramiden

Næste stop var Pyramiden. Spøgelsesbyen Pyramiden. Ifølge den russiske guide, som tog imod os med gevær over skulderen, var Pyramiden, som i dag er forladt, en tidligere kulmineby, grundlagt af svenskerne i 1910 og sytten år senere solgt til russerne. Den ligger i bunden af Billesfjorden på hovedøen Spitsbergen og har fået sit navn efter det pyramideformede bjerg, som ligger op til byen. Bebyggelsen, som engang havde over tusinde indbyggere, ejet af det sovjetiske statskompagni Artikugol Trust, blev forladt 10. januar 1998. Beslutningen blev taget på få timer. Inde i bygningerne finder man alt nøjagtig, som det blev forladt i skyndingen. Der var sket flere ulykker lige efter hinanden. En helikopterulykke kostede syv mennesker livet, og en mineeksplosion dræbte yderligere en del mennesker. Samtidig kneb det med forsyninger pga. situationen i Rusland efter Sovjetunionens fald, så da et forsyningsskib ankom fra Rusland, besluttede samtlige af de tilbageværende russere pludselig at forlade byen og tage med forsyningsskibet tilbage. Borde med brugte kaffekopper, fyldte askebægre og kortspil, og køkkener med gryder, potter og pander, står som om folk bare er gået på arbejde. I dag er hjemmene aflukkede, fordi turister desværre har scoret mange af tingene som souvenirer. Pyramiden bliver for tiden genetableret af russerne med turisme for øje, og seks mennesker er fast udstationeret for at opgradere faciliteterne.

Svalbard museum - museum of the year

Svalbard Museum åbnede første gang i 1979 og lå frem til 2006 i et lille rødt bondehus i den ældste del af Longyearbyen. Derefter åbnede museet i nye lokaler nede ved havnen, og i museets brochure kan man læse, at museet i år fik Europarådets museumspris og blev kåret til ”Museum of The Year”. Svalbard Museum har vundet prisen i konkurrence mod 59 andre museer i verden. Tidligere vindere er blandt andet Reformationsmuseet i Geneve, Churchill-museet i London og Museet for byzantinsk kultur i Thessaloniki.

På museet, der er det smukkeste museum jeg nogensinde har set, berettes på store skilte med gamle fotos om øerne, hvalfangerne og fangstmændene, der slog sig ned og overvintrede. Museet er fuld af udstoppede dyr fra Svalbard. Ved indgangen står en udstoppet kæmpeisbjørn, og på et skilt fortælles, at bjørnen er skudt i selvforsvar. Udstillingen spænder over Svalbards geologi, natur og firehundrede års kulturhistorie fra de første hvalfangere i 1600-tallet, gennem russisk og norsk hvalfangst, polarekspeditioner og mineraludvinding. Der er også en specialudstilling fra tiden under anden verdenskrig. Udstillingen afslutter med dagens samfund, som indebærer moderne minedrift, forskning, frøhvælven og turisme.

Verdens overlevelse, i tilfælde af naturkatastrofer, ligger begravet i et bjerg med permafrost på Spitsbergen. Her har man skabt en frøhvælv til sikkerhedsopbevaring, med frø sendt af genbanker over hele verden.

Verdens overlevelse, i tilfælde af naturkatastrofer

Verdens overlevelse, i tilfælde af naturkatastrofer, ligger i et bjerg med permafrost på Spitsbergen, få kilometer udenfor Longyearbyen. Her har man skabt en frøhvælv, hvor 260.000 frøprøver, med mere end hundred millioner forskellige frø, repræsenterende landbruget i 220 lande, er blevet katalogiseret og indlagt til sikkerhedsopbevaring. Frøene er sendt af genbanker verden rundt. For eksempel har Filippinerne sendt halvfjerds tusinde frø fra forskellige ris-typer til Svalbard.

Du er meget velkommen på Svalbard - bare man ikke kan se, at du har været her

Svalbard er i dag en eksotisk destination, som tiltrækker besøgende fra hele verden. Det er ikke et sted, man sidder på sit hotelværelse eller ligger og fryser i sit lille grønne telt. Svalbard er oplevelser. Store oplevelser. Blandt andet bådture, kajakture, trekkingture, ture med hundeslæde og snescooter om vinteren og med hundevogn om sommeren, minevandring og skattejagt efter fossiler. You name it, men der er ingen Bingo.

Rejselivet på Svalbard er de sidste ti år vokset i omfang, både sæsonmæssig og i geografisk udbredelse. 30.000 turister besøger hvert år Longyearbyen. Men til trods for synlig vækst udgør Svalbard-turismen stadig små tal. Trafikken til Longyearbyen repræsenterer for eksempel mindre end én procent af det totale rejseliv på Nordkalotten.

Man har en udtalt målsætning om, at Svalbard skal være et af verdens bedst bevarede vildmarksområder. Turistbrochuren ender med sætningen: Du er meget velkommen på Svalbard, bare man ikke kan se, at du har været her.

Fakta om Svalbard

En flybillet fra København via Oslo eller Tromsø til Longyearbyen ligger på omkring 4000 kroner.

Jeg rejste derop for 12.000 Star Alliance bonuspoint. Så her får man virkelig valuta for sine point. Svalbard regnes med til Norden, så derfor koster det så få point. En bonuspointrejse til Milano koster f.eks. 30.000 point.

Der findes flere overnatningsmuligheder i Longyearbyen. Den billigste overnatning, i en sovesal på et gæstehus, koster 335 kroner, og hotellerne har priser fra 500 kroner for et enkeltværelse.

Campingpladsen, som jeg boede på, kostede 90 kroner per nat i eget telt. Man kunne også leje et telt for 100 kroner pr. nat. Et varmt brusebad kostede 10 kroner for seks minutter, og der var alle køkkenfaciliteter og varmt vand i vandhanerne i det enorme køkken. Campingpladsen er åben fra 15. juni til 15. september og er aldrig fyldt helt op, så det er ikke nødvendigt at booke på forhånd.

Offentlig bustransport de fem kilometer fra lufthavnen ind til centrum koster 50 kroner og kører kun ved flyankomst og flyafgang. Ellers er der ingen offentlig transport på Svalbard. Men der er både små taxier, som kan prajes på gaderne i Longyearbyen, og store maxitaxier, som kører byrundture.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside