Tilbage til De Berejstes hjemmeside

       Først græd de, så sang de og så græd de igen

Historier fra Sydkorea – af Arne Runge


De to kvinder lignede hinanden næsten til forveksling. Samme sorte hår, samme koreanske ansigtstræk og begge var de dybt anspændte..

De kikkede nervøst på hinanden i flere minutter. Begge havde forsøgt at sige noget til den anden, uden at få svar. De kunne ikke tale samme sprog. Den ældste talte koreansk og den yngste talte engelsk. Alligevel havde de noget meget væsentlig tilfælles. Det var mor og datter, men de havde ikke set hinanden i tyve år.

De krammede hinanden uden at sige noget, men pludselig blev tavsheden brudt. Mens moren forsigtigt strøg datteren over håret, begyndte hun at synge en koreansk børnesang - og datteren sang med. På koreansk. De sang alle fem vers, begge havde de øjnene fulde af tårer. Der var så meget de gerne ville sige til hinanden, så meget de gerne ville spørge hinanden om, men de havde ikke noget fælles sprog. Så kom tolken dem til hjælp.

Keun Young med sin hollandske kæreste Rul

Jeg mødte Keun Young i Kyongju i Sydkorea, hvor hun tilbragte et par dage sammen med sin hollandske kæreste Rul. Her fortalte hun mig om det gribende møde på adoptions-kontoret i Seoul, efter ikke at have set sin biologiske mor i tyve år. Børnesangen havde hun kunnet udenad lige så længe hun kunne huske tilbage. Men hun huskede ikke hvor hun havde lært den og hun forstod heller ikke mere hvad ordene betød. Det gjorde moren til gengæld. Det var hende der havde lært datteren sangen. De havde brugt den hver aften til godnatsang, indtil den skæbnesvangre dag da faren døde ved et trafikuheld og moren stod alene tilbage med tre små piger. På det tidspunkt var det utænkeligt for en koreansk kvinde, at blive gift med en ny mand når man allerede havde tre børn. Den eneste løsning for både mor og børn var at finde et nyt hjem til pigerne. Et hjem med en far og en mor som kunne tage sig af dem. En grå eftermiddag tog hun beslutningen og kontaktede adoptions-kontoret i Seoul. Pigerne, som på det tidspunkt var to, tre og fire år gamle, blev adopteret af en ny familie i et fremmed land. Men en mor glemmer aldrig sine børn. Hvert eneste sommer, 19 år i træk, havde Fru Lee taget bussen ind til adoptionskontoret i Seoul. Hun tog derind for at høre om der var noget nyt fra de 3 små piger hun, i 1983, i fortvivlelse havde bortadopteret. Men hver år fik hun det samme triste svar. Nej, desværre, vi har stadig intet hørt. I år tog Fru Lee ikke ind til Seoul, hun havde stort set opgivet håbet om nogensinde at høre fra pigerne. Fru Lee var ellers utroligt lykkelig, da hun fødte sit tredje barn i 1981, men lykken varede kort, året efter døde hendes mand, ved en tragisk bilulykke. Den unge Fru Lee havde været hjemmegående husmor, og havde aldrig fået sig en uddannelse. Så nu væltede problemerne ned over den lille familie. Til sidst indså hun, at livet som enlig mor i Korea med tre små piger var mere end hun kunne klare og hun tog den alvorlige beslutning, at bortadoptere pigerne. Hvad Fru Lee ikke vidste, var at hendes tre piger, kort tid efter at hun havde afleveret dem til adoptionskontoret, blev adopteret af et elskeligt hollandsk ægtepar, der ikke selv kunne få børn. Pigerne fik en tryg opvækst i Amsterdam, men havde altid, på grund af deres anderledes udseende, vidst at de var kommet fra et andet land, som lå langt langt væk fra Holland. De var alle tre højt elsket og de elskede alle tre deres nye forældre. Pigerne var et, tre og fire år gamle, da Fru Lee den tragiske dag i 1983, afleverede pigerne til en uvis skæbne.

Den ældste af pigerne hed Keun Young og var lige fyldt 24 år. Jeg mødte hende på Han Jin Guesthouse i Kyongju, hvor hun, over en kande kaffe og et karton smøger, fortalte mig sin livshistorie.

Hun og hendes to søskende havde i mange år talt om at prøve at finde deres biologiske mor, men de havde alligevel aldrig fået gjort noget alvorligt ved det. Men i begyndelsen af oktober i år, tog Keun Young sig endelig sammen. Hun opsøgte adoptions myndighedernes afdelingskontor for Asien, i Amsterdam.

Hun viste dem de papirer som hendes forældre, i sin tid havde fået ved adoptionen. Kontoret lovede hende at kontakte adoptionskontoret i Seoul, for at høre om de vidste hvad der var blevet af hendes koreanske mor. En uge senere ringede de fra kontoret i Amsterdam. De fortalte, at man i Seoul, havde fundet adressen hvor hendes mor, som i mellemtiden havde fået nyt efternavn, boede. Nu ville man kontakte hende, for at høre om hun ønskede kontakt.

Keun Youngs to søstre var på det tidspunkt på ferie i Tyrkiet. Men Keun Young kunne ikke vente til de kom tilbage, så den samme dag hun havde fået beskeden fra Seoul, bestilte hun sammen med sin kæreste Rul to flybilletter til Korea. Afgang tre dage senere.

Da Rul og Keun Young ankom til Seoul, tog de straks en taxi hen til adressen på kontoret, de havde fået af det hollandske adoptionskontor. Her fortalte de at man havde kontaktet hendes mor. Hun ønskede naturligvis kontakt med datteren, som hun ikke havde set i 20 år. Kontoret ringede moren op og en time senere trådte Fru Lee ind i ventesalen, på adoptionskontoret, hvor Keun Young og Rul nervøst sad og kæderøg.  Moderen så med det samme at det var hendes datter der stod genert og iagttog hende. De gik langsomt hen imod hinanden. Den ene mere nervøs end den anden, mens Rul bare sad som i trance og så de to kvinder nervøst nærme sig hinanden. Det var moderen der tog det første skridt. Hun lagde armene om sin datter, mens tårerne strømmede ud af øjnene på begge to. Keun Young fortalte mig, at det føltes som om de bare stod stille en evighed, men måske varede det kun nogle få minutter. Moderen talte kun koreansk og forstod intet af det Keun Young sagde til hende på engelsk.

Det var næsten som om jeg drømte, fortalte Rul mig. Der stod hans kæreste, med sin koreanske mor og sang den koreanske børnesang, Keun Young så mange gange smilende havde sunget for ham. Han vidste at Keun Young ikke forstod ordene, men det gjorde moren helt bestemt, kunne han se. Jeg må indrømme, at jeg osse kom til at græde, sagde han, og at han på et tidspunkt måtte gå udenfor. Jeg var flov over at Keun Young skulle se mig græde, sagde han.

For at være ærlig måtte jeg selv kæmpe en brav kamp for ikke at få tårer i øjnene, da de fortalte mig historien.

Året efter Fru Lee havde bortadopteret sine tre piger, havde hun mødt Mister Lee. De blev gift og fik en datter, så Keun Young havde nu ikke bare mødt sin mor. Hun havde også fået en lillesøster mere, flere onkler, tanter, kusiner og fætre. Hun fik hilst på hele sin nye familie, de fem dage de var sammen. Derefter var Keun Young og Rul taget rundt en uge, for at se Korea, men dagen efter jeg mødte dem, tog de tilbage til Seoul, for at tilbringe den sidste weekend med deres koreanske familie, før de mandag morgen skulle flyve tilbage til Holland. De havde allerede aftalt, at i løbet af et par måneder ville de komme tilbage alle seks. Keun Young, hendes to søstre og alle de tre pigers kærester.

Og naturligvis skulle moren og den nye lillesøster til Holland og møde Keun Youngs hollandske forældre, som moren følte hun skyldte så meget, for at have taget sig så godt af sine tre små piger, dengang hun ikke selv magtede det.

Keun Young var heldig at det var en såkaldt legal adoption. Mange andre der forsøger at finde deres rødder, er hittebørn der er blevet lagt i et tæppe uden for adoptionskontoret, en tilfældig nat. De børn finder meget sjældent deres biologiske mødre, fortalte Keun Young.

Receptionisten på Korea guesthouse var lige holdt op med at ryge. Så han led forfærdeligt. Derfor var han ondskabsfuld. Han var så ondskabsfuld, at han havde fået indført rygeforbud på hele hostellet. Selv om han var den eneste der ikke røg. Når han skulle lide, så skulle alle vi andre osse lide.

Det var frygtelig irriterende hele tiden at skulle tage sko af og på. Men det var nu værst for dem med snøresko..

Når vi var hjemme på hostellet, tilbragte vi det meste af tiden, ude på gaden, hvor vi hyggede os med vores luksuslast. Så sad han helt alene inde i opholdsstuen og kedede sig.

Når han gik hjem om eftermiddagen og natportieren kom, gik vi alle ind igen. Natportieren var heldigvis ikke holdt op med at ryge og han var glad for at vi andre røg indendørs. Så kunne han jo osse.

Der var halvtreds senge på hostellet og de var næsten altid besat, alle sammen. De fleste af japanere. Resten af en sjov blanding af backpackers fra Singapore, Hongkong, Australien, Canada og England. De fleste engelsktalende der var her, underviste i engelsk. Flere var kommet hele vejen fra Europa, med tog gennem Rusland og senere færge mellem Vladivostok og Korea. Så fællessproget var en blanding af engelsk og japansk. Ligesom japanere, talte ganske få koreanere engelsk. Men da Korea afholdt olympiade i 1988 og havde VM i fodbold 2002, var man virkelig vågnet op og gjorde nu alt hvad de kunne for at tiltrække turister. Og de gjorde det godt. Der var sat små turistinformations kontorer op mange steder på hovedgader, på banegårde og på bus og metrostationer, hvor engelsktalende studenter hjalp turisterne med at finde rundt..

Men japserne, osse dem med rygsæk der var her i Seoul, havde svært ved at tale engelsk, så jeg slap for at glemme alle de nye ord jeg havde lært i Japan. Vi talte en sjov blanding af det lidt engelsk de kunne, og det lidt japansk jeg kunne. Til gengæld fik jeg aldrig lært noget koreansk. Der var hele tiden en eller anden i nærheden, der enten kunne japansk eller engelsk.

Korea Guesthouse – de fleste gæster var japanske backpackere

Der boede faktisk osse en dansker på hostellet et par dage. Det vil sige han var ikke rigtig dansker. Han kom fra Færøerne, men talte udmærket dansk. Han var på vej Verden Rundt. Han havde vundet 400.000 i lotto og var så sprunget fra Universitetet hvor han studerede biologi, for at rejse til der ikke var flere penge tilbage. Han regnede med at pengene kunne holde i fire år. Han var en spændende fyr, men det mest spændende ved ham var dog hans onkel som arbejdede i Afrika. Denne onkel var en meget forvirret mand og kom for sent til alt. Han var faktisk kommet for sent til et fly der faldt ned to gange.

Der er jo sikkert altid en eller anden der kommer for sent til ethvert fly der falder ned. Men hele to gange. Den, er der vist ikke mange der kan slå.
Koreansk diner -5.000 won – 25 danske kroner

Korea var et pragtfuldt rejseland. Fine busser og toge til tiden og fantastiske metrobaner, som lå i store underjordiske byer. Alt var meget billigere end i Japan. Ikke så billigt som i Thailand, men stadig ganske rimeligt. Transport under halv pris af Japan. Overnatning, 13 dollar for en seng i en sovesal, cigaretter én dollar, Soju, en udmærket koreansk risvin, 75 cent, for en halv liter. Har jeg glemt noget. Nå ja. Der er masser af plastikbokse med nudelsuppe i combi-kioskene, til et par kroner for et varmt aftensmåltid. Men det blev dog ikke nødvendigt, så tit, for det var nemlig osse billigt at spise ude. Man fik meget, op til tredive retter, for en tyve, tredive kroner. De fleste af retterne var godt nok grøntsager, eller tang.

Jeg spiste dyr, fugle og fisk jeg hverken havde set eller hørt om og hvis navne måske ikke en gang eksisterer på dansk. Jeg så koreansk opera og jeg var oppe i Seoul Tower. Jeg så de gamle kongegrave og jeg forsøgte, men desværre forgæves, at komme ind i Nordkorea. Det lykkes nok næste gang jeg er på de kanter.

Jeg tog jeg den på tommen fra Kyongju til Seoul, det gik osse ganske let, jeg blev endda kørt lige til døren af hostellet og fyren bar min rygsæk ind i receptionen. Han takkede mig meget, fordi jeg havde givet ham den glæde, at kunne praktisere det engelsk han, som de fleste andre i Sydkorea, havde lært i skolen, men aldrig rigtigt have fået lejlighed til at snakke. Mange, mange tak, sagde han. Men han bukkede ikke for mig som japanerne gjorde. Øv.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside