I gamle dage, da jeg gik i skole, hed øen Formosa, som på portugisisk betyder den smukke ø.
I dag kalder Kina øen for nationalist Kina og betragter den stadig som en del af Folkerepublikken Kina. Befolkningen, som bestemt ikke føler de er en del af det kommunistiske Kina, kalder ligesom de fleste andre lande i verden, øen for Taiwan og betragter sig som et selvstændigt land, der desuden omfatter fiskerøerne Penghu Liehtao, Quemoy og Matsu, som ligger i det 150 km brede Formosastræde, tæt ved kysten til det kinesiske fastland.
Hovedbanegården i Taipei
Af Taiwans toogtyve millioner indbyggere, stammer omkring to millioner fra det kinesiske fastland, mens 300.000 repræsenterer den oprindelige befolkning af malajisk-polynesisk oprindelse.
De fleste vil sikker, lige som jeg selv, forbinde Taiwan uløseligt sammen med Chiang Kai-shek den kinesiske general og politiker der som statspræsident i Kina fra 1928 førte borgerkrig mod kommunisterne. 1936 optog han dog forligsforhandlinger med kommunisterne for at modstå den japanske trussel; mens Japans angreb tvang ham mod vest til Chongqing. Efter Japans overgivelse og forgæves amerikansk mægling kom han i åben kamp med kommunisterne, der 1949 tvang ham til at gå af som præsident. Derefter flygtede han til Formosa, hvorfra han, støttet af USA, forgæves krævede anerkendelse som Kinas retmæssige leder.
Taiwan var uundværlig i rækken af fremskudte baser i Stillehavet og blev derved et internationalt problem. 1954 afsluttedes derfor en gensidig sikkerhedspagt mellem Taiwan og USA.
Indtil Kinas optagelse i FN 1971 repræsenterede Taiwan hele Kina og havde sæde i Sikkerhedsrådet. Officielt brød USA med Taiwan i 1978 og året efter forlod de sidste amerikanske tropper øen; som dog fortsatte det økonomiske samarbejde med USA, der fortsat eksporterer store mængder våben til Taiwan. Chiang Kai-sheks døde 1975.
Marts 2000 valgtes DPPs kandidat Chen Shui-bia til Taiwans nye præsident, hvorved det splittede Kuomintang mistede sit over 50 år lange magtmonopol. Chen lagde klogt ud med at opbløde DPPs formuleringer omkring Taiwans selvstændighed.
Solen skinnede og fugle fløjtede da jeg landede i Taipei. Det var noget helt andet end det hektiske forretningsliv i Hongkong. Taipei har godt nok verdens højeste bygning – 101 Tower, men gaderne var meget bredere og der var luft. Masser af fisk luft. Jeg tjekkede ind på Happy Family Hostel, det billigste sted ifølge lonely planet og det viste sig at jeg, på nær et par japsere, var den eneste rigtige backpacker på hostellet. Resten var engelsklærere. Englændere, australiere, canadier, amerikanere og selv en enkelt fra Sydafrika. Han hed Kurt. De havde alle engelsk som modersmål, der for det meste krævedes for at undervise i skolerne. Så nu havde jeg mødt engelsk-underviser-folket både i Japan, Korea, Kina og nu her i Taiwan. Det fleste var tidligere backpackere, der ville brugte et års tid på at lægge penge op til at kunne rejse videre for. Det så ud til at Korea var det sted hvor man, leveomkostningerne taget i betragtning, tjente mest. Det sværeste sted at få job var Japan, som osse betalte den højeste løn, omkring 2.500 USdollar om måneden plus lejlighed. Men Japan er et dyrt land at bo i. Til gengæld fik man meget for pengene når man boede i Kina, selv om lønnen var noget mindre. Det letteste sted at få job, var sandsynligvis Taiwan. Lønnen var som i Kina, selv om Taiwan var lidt dyrere at bo i. Jeg så mange annoncer i den engelsksprogede avis. Næsten alle ønskede en lærer med indfødt amerikansk accent. Altså fra USA eller Canada.
Der var service og smukke stewardesser i togene i Taiwan
Jeg læste guide bøger og aviser og snakkede med engelsklærerne. Jeg fandt ud af at det mest interessante, når man kun havde en uge, måtte være at tage til Taroko Nationalpark.
Jeg købte en tog billet på fjerde klasse til Hualien og regnede med at skulle sidde sammen med de fattige samt en masse dyr. Men der tog jeg fejl. Der var fire klasser, med fire forskellige priser, men togene og kupeerne var fuldstændig ens. Det var et spørgsmål om hvor mange gange toget stoppede på vejen, der var afgørende for prisen. Jo flere stop jo billigere var billetten. Så vi stoppede på samtlige stationer. Det er det man i Danmark kalder bumletog og helt i min stil. Man skal have sjælen med når man rejser. Jeg havde den med hele vejen. Og det var skønt lige at komme ud og strække benene og få en smøg ved nogle af stationerne.
Der var et direkte tidligt morgentog uden stop mellem de to endestationer Taipei og Hualien. Det kørte turen på to timer. Vi var otte timer om turen. I Hualien tjekkede jeg ind på et universitets center og fik et ottemands værelse med TV – helt for mig selv. Alle de andre på hostellet var taiwanesere. Hver aften var der danseundervisning i Aulaen. Nu er jeg ikke mere den store danser, så jeg nøjedes med at kikke på pigerne. Det er jo heller ikke så tosset endda, vel.
Næste morgen tog jeg bussen til byen Tienhsiang, midt i Tarok Nationalpark. Jeg kan ikke mindes at have kørt en smukkere bustur, nogensinde. Jeg lå vandret ud af vinduet og fotograferede det meste af ture. Små livsfarlige veje hugget ind bjergsiderne, løb lang de smukkeste floder der snoede sig som grønne hugorme i længere nede i dalene.
Floder snoede sig som grønne hugorme nede i dalene
Når vi mødte en anden bus måtte en af os bakke tilbage til nærmeste sted man kunne passere hinanden. Ofte flere hundrede meter. Jeg var nervøs nok når vi kørte fremad, men når vi bakkede lukkede jeg øjnene og tænkte på noget andet. Det var sgu’ for nervepirrende
Taroko Gorge er juvelen af Taiwans nationalpark system. Det ligger i et imponerende marmorklippe canyon, med dybe snævre dale og rusende ferskvand floder, vandre stier og varme kilder og bliver anbefalet som Taiwans største turist attraktion. Konstruktionen af landevejen der løber gennem gorge, er et mægtigt ingeniørarbejde som de fleste troede var umuligt. Vejen blev hugget ud af de stejle klipper og kostede 11 millioner dollar og mindst 500 liv. Den blev åbnet i 1960 og var en del af ”central-cross-island-highway” hovedvejen som løber mellem bjergene for at forbinde Taiwans øst og vest kyst. Det er her, kendt som frygtløse krigere og hovedjægere, atayalstammen lever.
Jeg travede rundt i området det meste af dagen i håb om at møde hovedjægere fra atayalstammen. Jeg mødte ingen, men jeg mødte en taiwanesisk familie på camping.
Ni hao, sagde jeg da jeg passerede dem og et øjeblik efter var jeg inviteret på lunch. Ingen af dem talte et eneste ord engelsk, så nu fik jeg igen brug for de få kinesiske ord jeg lærte i Kina og det lykkedes mig at fortælle at jeg var på en tre måneders rundrejse i Nordøstasien og at jeg kom fra Danmark, var musiker, havde tre koner, fire børn og to børnebørn.
Det tog lang tid at lære at spise med pinde.
De fik forklaret mig at de alle var i familie kom fra Taipei og ofte var på camping her i området. De grinte lidt da de så mig spise med pinde og tilbød mig en ske. Men jeg afslog. Nu havde jeg efterhånden rejst så længe i Asien, så jeg snart var helt flov over hvor svært jeg stadig havde det med spisepindene. Men på den anden side er det altid en god indledning til samtaler om kulturforskelle, ved siden af at være lyshåret, med runde blå øjne og en lang hvid næse.
Jeg var glad for at have lært lidt kinesisk før jeg kom, selv om jeg hen ad vejen mødte folk, specielt japanske backpackere, der talte noget engelsk, men en uge på Taiwan var alt for kort tid. Alt for kort tid – der er så utroligt meget at se og opleve på Formosa, den smukke ø og folk er meget glade for at møde fremmede, måske særdeles os mærkelige lyshårede mennesker fra Vesten, med vores runde blå øjne og lange hvide næser.
