Tana Toraja, Torajaernes land

Arne Runge, Sulawesi (fotos af Claus Qvist)

I et ubeskriveligt smukt bjerg-område, beliggende i otte hundrede meters højde, tre-hundrede kilometer nord for Ujung Pandang, på øen Sulawesi i Indonesien, ligger Tana Toraja. Torajaernes land. Tana betyder land og Toraja betyder, oversat til dansk, menneskelig gæstfrihed. Og det er nøjagtigt det, man møder her. Torajaerne er efterkommere af bådfolk, der kom nordfra for mange tusinde år siden, måske fra Indokina. Dette bådfolk fandt her et paradis, og slog sig ned på øen. De fortsatte med at bo i deres både og byggede senere huse, magen til deres både.

Denne skik har holdt sig helt op til vore dage, ligesom befolkningen, der i dag er kristne, stadig efterlever mange af deres forfædres pre-kristne traditioner og ceremonier, inklusiv meget komplicerede dødsritualer.

Julemusik og kirkeklokker

Der lyder julemusik i alle gaderne. Musikken kommer fra cafeer og forretninger. Nøjagtig som i Danmark, begynder julen her, lidt før den første december. Og nøjagtig som i Danmark, er det - White Christmas, Jinggle Bells og Glade Jul, der er de mest dominerende.

Indonesien, som Sulawesi er en del af, er et overvejende muslimsk land. Så jeg har rejst blandt og med muslimer, og med hvad det indebærer af skikke og ritualer, der ligger en dansker temmelig fjernt, i fem uger.

Pludselig føler jeg mig næsten hjemme. Jeg er ikke særlig religiøs, men jeg er vokset op i Danmark, hvilket jo har givet mig en, hvad nogen kalder, kristen livsopfattelse. Og at holde af den mad som de kristne spiser. Hverken halal eller kosher, men svinekød, og gerne et glas vin til maden.

Her er man kristne, som hjemme i Danmark. Det vil sige næsten. For ved siden af de normale kristne traditioner, efterlever de flere af deres forfædres gamle hedenske traditioner. Det var det jeg havde hørt om på båden fra Java til Sulawesi, og nu er jeg her for at udforske det lidt nærmere.

Jeg bliver sat af midt i centrum af Rantepao og checker ind på Losmen Flora. Paradoksalt nok, nabo til byens moske. Dette kendetegner hele Asien. Her er der ingen grænser. Hindu- og buddhist templer, ligger side om side med moskeer og kirker. Folk respekterer fuldt ud hinandens tro. Med få ekstreme undtagelser, som til gengæld giver genlyd i hele verdens TV programmer. Muslimerne giver de kristnes børn julegaver, og omvendt giver de kristne gaver til muslimernes børn, ved afslutningen på ramadan, muslimernes fastemåned.

Næste morgen vågner jeg klokken fem, ved lyden af moskeen, som kalder til bøn. Det er rart at ha' en moske som nabo, når man kan li' at stå tidligt op. Den kalder hver morgen, lige før daggry. Jeg drikker min morgenkaffe på balkonen, og med små griseøjne sidder jeg musestille og nyder solen stå op over Sungai Sa'dan floden.



Velkommen til begravelse

Mr. Haramrudin, som jeg mødte på båden fra Java til Sulawesi, fortalte mig om Tana Toraja, og rådede mig til at snakke med Mr. Benni, en af hans gode venner, som er chef for et rejseagentur, her i byen. Så efter morgen kaffen tropper jeg op på hans kontor.

'Selamat Pagi', god morgen, Mr. Benni. Jeg skal hilse fra Mr. Haramrudin, har de tid et øjeblik? Det har han. Han fortæller mig alt, hvad jeg ønsker et vide om Torajaerne, deres kultur, traditioner og ceremonier. Da jeg spørger, om der er mulighed for at deltage i en begravelse, ringer han op i telefonen, måske til kirken eller kommunekontoret, hvad ved jeg, og fortæller mig så et øjeblik efter, at der netop er død en gammel mand i landsbyen sullukang, otte kilometer herfra. Tag en "bemo", en taxi på delebasis, og fortæl chaufføren at du skal til begravelse i Sullukang. Så finder han vejen derop. Køb en gave og tag med, for eksempel en kage eller et karton cigaretter. Han skriver adressen ned på et stykke papir, som han giver mig. Der er to andre med i bemoen, der skal til den samme begravelse, så jeg følger bare med. Vi må gå de sidste tre hundrede meter, fra hovedvejen. Bemoer kører ikke individuelt som taxier, men en fastlagt rute.

Gravøl til alle

Begravelses ceremonierne er områdets hoved turist attraktion. Så det er ikke noget unikt, at jeg bliver inviteret med. Alle er velkomne. Faktisk er det sådan, at jo flere gæster, jo mere afholdt var den afdøde. Og området tjener osse godt på turisterne. Jeg er godtnok den eneste hvide mand og faktisk møder jeg ikke en eneste i hele den uge jeg er på Sulawesi. Men jeg forstår, at mange af gæsterne heller ikke kendte den afdøde, og kun er her for "festens" skyld. Måske jeg skulle begynde at gå til begravelser, og drikke lidt gravøl med de efterladte, når jeg kommer hjem.

Jo vigtigere den afdøde var, jo flere bøfler må ofres. En enkelt for en almindelig simpel borger, og op til fireogtyve, for folk fra de øverste sociale lag. Der bliver osse ofret grise. De ofrede dyr bliver så spist af gæsterne, og hvis der er noget til overs, delt ud blandt landsbyens folk. Og dyrene er bestemt ikke billige. Størrelse vægt, farve og gode horn, skubber alt sammen prisen i vejret. En mellemstor bøffel koster mellem ti og femogtyve millioner rupia, ti til femogtyve tusinde danske kroner. Det er ofte enorme beløb, der skal skaffes til begravelserne. Derfor foregår begravelsesceremonien i to omgange.

Afdøde er med til festen

Vi kan høre musikken fra hovedvejen, og da vi nærmer os ejendommen, hvor begravelsen finder sted, ser vi, at midt blandt de mange mennesker, som sidder og spiser, ryger og drikker palmevin, står en flot udsmykket kiste på et stillads. Heri ligger festens midtpunkt. Afdøde Mr. Sanuak. Kisten er lukket, så jeg kan ikke se ham, men en lokal turistguide, Mr. Ambun, som har fridag (der er ikke mange turister i november) er her som gæst, ligesom jeg. Han fortæller, at den afdøde har sit fineste tøj på. Og at han formodentlig osse har en masse private ting med sig i kisten. Hans ur, cigaretter og lighter, mad og drikke. Der var sågar en meget rig mand, der blev begravet med hele sit hus, for nogle år siden.

Vi går langsomt hen til enken. Bøjer hovedet, kondolerer og afleverer vores gaver. Jeg har købt et karton cigaretter. Hun græder, samtidig med at hun mumler nogle ord jeg ikke forstår, torajaerne taler ikke Bahasa Indonesia, de har deres eget sprog. Men meningen er god nok. Vi sætter os hen til de andre gæster, som heller ikke tilhører den nærmeste familie. Mr. Ambun fortæller videre, mens vi drikker den lokale palmevin, tuak. Jeg bliver lidt svimmel af vinen og kommer flere gange til at grine på de forkerte steder.

Begravelsesvanerne i Tana Toraja er enestående i verden, fortæller han. For det meste er der to begravelses ceremonier. En lige efter at døden er indtrådt, og så en anden detaljeret, udførlig, omstændig og kunstfærdig, efter at et stykke tid er gået, til at forberede den komplicerede ceremoni og rejse den nødvendige kapital.

Fordi de tror man kan tage det med sig, bliver den døde altid begravet i sit fineste tøj, og ofte med store værdier med i kisten. Da dette tidligere ledte til gravplyndring, begyndte torajaerne at gemme deres afdøde i huler, eller i indhuggede nicher, i stenklipperne. Kisterne ligger dybest inde i hulerne, og siddende på klippebalkoner udenfor ses tau-tau-erne, kunstfærdigt udhuggede træ-figurer af de afdøde, i menneskestørrelse.

Mens Mr. Ambun fortæller, foregår der først hanekamp og senere bøffelkamp på marken, bag en stor menneskemængde, lidt borte fra os. Indimellem optræder forskellige dansegrupper, og det skorter ikke på musikere. Instrumenterne er temmelig primitive. Ingen harmonikaer og violiner, men mange forskellige trommer og fløjter.

Jeg bliver der til mørkets frembrud. Der er ingen bemoer, så jeg spadserer de otte kilometer tilbage til Rantepao. Musikken kører stadig i mine ører og sammen med virkningen fra palmevinen, og de mange nye indtryk giver den mig en følelse af at være en del af evigheden. En meget lille del af en meget stor evighed.

Udover begravelsesceremonierne har Tana Toraja meget andet at byde på. En utrolig smuk natur, venlige og hjælpsomme mennesker, god mad, inklusiv nationalretten flæskesteg. De traditionelle tongkonanhuse, som er bemærkelsesværdigt magen til danau toba stammens batak huse, på Sumatra. De fleste har i dag fået bølgeblik tage. De ruster, og farven giver en helt speciel atmosfære.

Der er osse de mange små landsbyer, der ligger i gå- eller "Bemo-" afstand. De mange ukendte, men meget velsmagende frugter. For ikke at tale om palmevinen, Tuak, de lokales hjemmebryg, som sælges langs landevejen. Styrke, ca. 15% - Pris, en krone pr. liter - Smag, ja den skal jo opleves.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside