Tasmanien - straffefangernes ø

Tekst og foto: Arne Runge

Amerika har Alcatras, Frankrig har Djævleøen, og briterne har Tasmanien. Straffekolonier folk sjældent vendte tilbage fra. Mange franskmænd og briter blev sendt til disse straffekolonier på oversøiske destinationer for, hvad vi i dag ville betegne som bagateller. Papillon blev sendt til Djævleøen for at have stjålet en cykel, og på Tasmanien mødte jeg en kiwi, hvis oldefar fra Skotland, blev sendt halvvejs rundt om jorden for at have stjålet et armbåndsur. I dag eksisterer kun ruinerne og historierne om de mange skæbner. Jeg besøgte den gamle straffekoloni i Port Athur og snakkede med folk om Mary, Danmarks kommende dronning.

Fængslet for britiske straffefanger i Port Athur på Tasmanien.

Der var hundekontrol i lufthavnen, og jeg var sikker på det var drugs, hunden ledte efter. Det værste var at den stoppede ved min rygsæk og logrede helt vildt med halen, mens den kradsede ivrigt på rygsækken. Jeg havde lige været på Filippinerne, hvor alle backpackerne røg marihuana hver aften. Fem kroner grammet, kostede det, så der blev røget en hel del, og min hashpibe var blevet brugt flittigt.

Jeg var skrækslagen. Måske var der stadig lidt marihuanarester i piben, eller endnu værre, noget marihuana, der havde sneget sig ned i rygsækken. Der stod jo navn på sækken, så der var kun ét at gøre: Jeg gik hen til tolderen og fortalte, at det var min rygsæk, hunden var så glad for.

Han kikkede alvorligt på mig og spurgte, om jeg havde noget mad i rygsækken. Det havde jeg. Der var lidt brød, sukker, teposer, Nescafe og et par æbler. Her har vi problemet, sagde han. Det er forbudt at indføre frugt i Tasmanien, har du ikke læst skiltene?

Jeg fortalte, at jeg ikke havde bestilt noget hotel, så jeg havde forgæves kikket efter en turistinformation, der kunne hjælpe mig med at finde et sted, før jeg tog ind til byen. Derfor havde jeg ikke bemærket skiltet med, at det var forbudt at indføre frugt. Du kan være glad for at jeg er i godt humør i dag, sagde han og tog æblerne, ellers havde du fået en stor bøde. Mange tak, sagde jeg brødebetynget, og fik lov at gå. Uha da, tænkte jeg, det var godt nok en nervepirrende oplevelse.

Sporhunden i lufthavnen fandt mine æbler.

Jeg skyndte mig ud på gaden og tog en shuttlebus ind til centrum. Hvilket hotel, spurgte chaufføren. Jeg har desværre ikke bestilt noget, men jeg vil gerne bo på et hostel midt i centrum. Har du et forslag, spurgte jeg. Det havde han, lad os prøve Lloyd's backpacker. Det er et stort hostel, og der er som regel plads. Og det var der gu'skelov.

Tasmanien, øen nedenunder downunder

Hvis Australien er downunder, må Tasmanien vel være down under, downunder. Øen ligger temmelig isoleret, godt 12 timers sejlads sydpå fra Melbourne på det australske kontinent.

Australien har, på godt og ondt, for nylig fået et lavprisflyselskab, ligesom vi efterhånden har en del af i Europa. Det gode er, at det er billigt, det dårlige er, at man går glip af oplevelsen ved at rejse overland, når man flyver.

Selskabet hedder Jetstar, og det flyver fra Sydney til Tasmanien for 79 dollars. Det koster 160 dollars at sejle fra Melbourne til Tasmanien. Så jeg valgte, ligesom de fleste andre backpackere, at flyve. Kun folk, der vil have deres bil med, eller er parat til at betale for oplevelsen med “Spirit of Tasmania”, tager færgen.

Tassie - kælenavnet for Tasmanien - har det hele. Øen er simpelthen et skatkammer med store ubeboede områder med masser af vild natur, masser af vilde dyr, bjerge, floder og søer. Mulighederne er enorme. Bushwalking, cykling, rafting og kajaksejlads.

Men de lokale har været længe om at tage mulighederne til sig. Svaret ligger i en grim fortid. Vær ikke overrasket, hvis du engang imellem får en uforklarlig følelse af tristhed. Spøgelset fra fortiden er reelt, og det har taget lang tid for tassierne at forliges med det.

Et land bygget op af kriminelle briter

Jeg har det med at spørge hvide mennesker, der bor i Afrika, Amerika og Australien, hvilket land de nedstammer fra. Mange amerikanere kender efterhånden deres rødder. De ved, at deres bedstefar eller oldemor kom fra Spanien, Italien, England, eller engang imellem fra Skandinavien. Men når man spørger en australier, hvor hans familie stammer fra, siger de fleste Australien.

Jamen, du må jo nedstamme fra Europa med din hudfarve, plejer jeg at sige, men nej, det interesserer man sig ikke så meget for i Australien. Og grunden er selvfølgelig, at mange af dem, der kalder sig australiere, nedstammer fra britiske straffefanger, der for et par hundrede år siden blev tvangsforflyttet til fængslerne i Australien. De fleste kom aldrig tilbage til Storbritannien, men blev gift og stiftede familie her downunder. Og det var de, indtil for ikke ret mange år siden, ikke særlig stolte af.

Det er heldigvis ved at skifte. I dag ved de fleste, om de stammer fra England, Skotland, eller måske Irland, men der er kun ganske få, der har undersøgt deres rødder og kan fortælle om forfædre blandt straffefanger.

I Australien er det kænguruer der trækker julemandens kane

Jeg mødte dog en ældre mand i Hobart, hovedstaden på Tasmanien, der havde undersøgt sit stamtræ og fundet ud af, at hans greatgreatgrandfather var fra London. Tiptipoldefaren havde på et tidspunkt stjålet et armbåndsur, og da politiet forsøgte at arrestere ham, havde han slået et par tænder ud på en af politimændene. Derfor blev han sendt til Port Arthur, en by i nærheden af Hobart. Han kom aldrig tilbage til England, men blev på Tasmanien, hvor han stiftede familie med en kvindelig eksfange og altså nu havde en sønnesønnesøn, som syntes det var en ret interessant fortid, hans familie havde haft.

Det var ikke kun mænd, men osse kvinder, der blev sendt af sted på en enkeltbillet til Australien. Jeg deltog i en guidet rundtur i Port Arthur, hvor vi så fængslerne og hørte om nogen af skæbnerne. På en af øerne i havnen var der et børnefængsel, og guiden fortalte, at mange af de indsatte børn, som var børn af eksfanger, kun havde begået mindre forbrydelser, såsom at stjæle et brød på grund af sult. Handlinger som i dag vel havde medført en skideballe eller en bøde, var dengang nok til at blive sendt i straffe- eller forbedringslejr. I det hele taget var det meget triste historier, som guiden fortalte os.

I 1830 valgte guvernør Arthur at aflukke den halvø, hvor Port Arthur ligger, så den var reserveret til fanger, som havde begået gentagne kriminelle handlinger i kolonien. Halvøen er forbundet med øen med en stribe land, mindre end hundrede meter bredt, kaldet The Eaglehawk Neck. For at undgå flugt blev store hunde kædet sammen som et levende hegn mod flugt, mens rygter cirkulerede om det hajfyldte farvand på begge sider af landtangen. Det lykkedes kun meget få at flygte.

Fra 1830 til 1877 gennemlevede 12.500 fanger en hård og brutal fængselstid i Port Arthur. For de fleste var det et helvede på jord, men faktisk havde de, der opførte sig ordentligt, ofte bedre forhold end de indsatte i de britiske fængsler hjemme i England, Skotland og Irland.

Port Arthur blev midtpunkt for et netværk af straffelejre på halvøen. Fangerne byggede fine bygninger med en blomstrende, selvforsynende fængselsindustri, blandt andet med dyrkning af grøntsager, bygning af savværker og skibe, en kulmineindustri, skomagerværksteder, og produktion af mursten og søm.

Australiens første jernbane løb de syv kilometer mellem Norfolk Bay og Long Bay. Straffefanger skubbede vognene langs sporene, og en telegraf tillod hurtig kommunikation mellem Port Arthur, andre stationer og hovedstaden Hobart. Et drengefængsel blev bygget på øen Port Puer, til at reformere og uddanne ungdomsfanger, og en kirke blev rejst.

Aboriginere optræder i Sydney Harbour

Tro ikke, at du kan forblive uberørt af, hvad du ser. Der hviler en tristhed, en grotesk følelse af sorg over halvøen, hvilket måske var grunden til, at en fortvivlet ung mand begik massedrab her i april 1996. Han dræbte 35 mennesker og sårede endnu flere. Efter at have nedbrændt et lokalt guesthouse, blev han til sidst overmandet. Ved retten i Hobart fik han en livstidsdom med påskriften: “Never to be released”

Aboriginerne

Historien om øens indfødte befolkning, the aboriginals, er ikke mindre tragisk. Da de europæiske landmænd ankom til Australien, indhegnede de store landområder med frugtbar jord til landbrug. Aboriginerne mistede mere og mere af deres traditionelle jagtmarker, hvilket førte til krig mellem de indfødte og de hvide, de såkaldte Black Wars.

I 1828 blev der erklæret krigstilstand, og aboriginerstammer blev systematisk myrdet eller fængslet. Mange andre døde af de sygdomme, europæerne medbragte, som tuberkulose og syfilis. Man tog slaver, og mange briter stiftede familie med indfødte slavekvinder.

I dag er der ingen aboriginere tilbage på Tasmanien. Den sidste fuldblods tasmaniske aboriginer døde engang sidst i det nittende århundrede.

De eneste halvblods aboriginer, jeg så på min rejse, optrådte for turister i Sydney Harbour og på Bondi Beach. Ellers lever de få, der er tilbage, i Uluru, Ayers Rock, i Northern Territory.

Frede og Mary

Der var engang en ung kongesøn i Danmark der, ligesom H.C.Andersen, måtte gå så grueligt meget igennem, før det endelig lykkedes ham at blive lykkelig. Hans far, som var franskmand, mente, at dem man elsker, skal man tugte. Og det gjorde han så.

Da kongesønnen blev teenager, forelskede han sig flere gange i smukke unge piger, men hver gang han tog dem med hjem, sagde hans mor, som var dronning, og derfor bestemte: Nej, duer ikke, om igen.

Men så en dag rejste han sammen med sin lillebror Joakim og nogle gode venner, som alle var sejlere, til Australien, som lå helt omme på den anden side af jorden. De skulle overvære De Olympiske Lege. En aften, efter de havde sejlet hele dagen, gik de ind på en pub for at drikke nogle fyraftensbajere. Og her mødte han Mary.

Slip inn - pubben i Sydney hvor Frede mødte Mary.

Hun troede, han var sportsmand, hvad han jo osse var, men vidste ikke, at han osse var kronprins af Danmark. Kærligheden mellem dem blev så stor, at han tog chancen og præsenterede hende for sin mor, dronningen.

Og fan'me om ikke hun vendte tommelfingeren opad og sagde ja. Hun er jo ikke bare smuk, sagde hun, hun er osse sød, og så har hun ingen fortid. I hvert fald ikke i Danmark. Og alle blev glade, ikke bare i Danmark, men osse på Tasmanien, hvor pigen kom fra. Og nu lever de, forhåbentlig lykkeligt, lige til deres dages ende.

Meget få tassier har i de sidste mange år befundet sig i alverdens spotlight, og ingen har nogensinde gjort sig mere bemærket internationalt, end Mary Donaldson, pigen fra Taroona, som lige nu gennemlever et moderne dages H.C. Andersen eventyr i Europa.

Mary blev født i Hobart i 1972 hos familien Scots, som var emigreret til Australien fra Skotland årtier tidligere. Hun var den yngste af fire børn og gik på Taroona gymnasium og opnåede i 1993 en business- og jura-degree fra University of Tasmania. Efter at have færdiggjort sin uddannelse flyttede Mary til Melbourne og arbejdede et stykke tid i reklamebranchen. Derefter rejste hun Europa og USA rundt som backpacker, før hun til sidst vendte hjem til Australien og slog sig ned i Sydney.

Mary mødte Danmarks kronprins i Sydney på pubben Slip Inn under De Olympiske Lege i 2000, hvor Frederik var i Australien med det danske sailorteam. Parret begyndte et forhold, som satte alverdens sladdermagasiner i et vanvid af spekulationer, indtil Mary og Frederik annoncerede deres forlovelse i oktober 2003. De giftede sig i København i maj 2004 med et hav af lykønskninger fra folk, som stod i gaderne, viftende med det danske og australske flag.

Efter alt at dømme er interessen for Tasmanien som rejsemål for danskere steget betydeligt, og mange tassie-produkter har fundet et nyt eksportmarked på grund af den intense nysgerrighed om Mary og hendes baggrund. Journalister prøver at gætte sig til alt, og hun er jævnligt på forsiden af alverdens dameblade.

Alle aspekter af hendes liv bliver endevendt. Er hun for tynd? Ejer hun for mange par sko? Var det en galdesten, hun fik fjernet, eller er hun gravid igen? I dag har kronprinseparret to børn, sønnen Christian og datteren Isabella.

Bottleshops

Alkoholmæssigt er der næsten svenske forhold i Australien. Vil man købe en flaske sprut, eller bare en enkelt øl, må man gå til en Bottleshop, en specialforretning med licens til at sælge alkohol, nogenlunde som Systembolaget i Sverige. Det skal dog tilføjes at der gu'skelov er mange flere bottleshops i Australien, end der er systembolager i Sverige, så det er aldrig svært at skaffe sig alkohol. I hvert fald til klokken ti om aftenen, hvor bottleshopperne lukker.

Mange restauranter og cafeer reklamerer med, at de har fuld licens, hvilket vil sige at man kan få en øl eller et glas vin til maden. Men alkohol er, ligesom cigaretter og tobak, betydelig dyrere end i Danmark. De billigste cigaretter koster 55 kroner for en pakke, en pakke pibetobak koster 130 kroner, og en håndbajer sniger sig let op i 15 kroner i en bottleshop. Det var lidt svært at vænne sig til, når man lige var ankommet fra Filippinerne, hvor en pakke cigaretter kostede halvanden krone og en liter Tanduay Rom lidt under en tier.

Australsk julemand i shorts

Jul midt om sommeren

Alt er upside down i Australien. Det er sommer om vinteren, og efterår om foråret. Årets lyseste dag er den 24. december, juleaften, så det er meget svært at komme i julestemning, selv om jeg aldrig nogen steder i hele verden har set så mange julemænd som i Australien. De er alle vegne. Buschaufførerne klæder sig ud som julemænd med rød jakke, hvid paryk og hvidt skæg og råber - ho ho ho, Merry Christmas - ud til folk der passerer på gaden.

Det bliver endnu sjovere, når de rejser sig, og man opdager, at de har shorts på. En julemand i shorts, det har jeg sku' aldrig set før. Og selvfølgelig bliver julemandens kane trukket af kænguruer. Alt er upside down i Australien, sådan er det, og sådan skal det vel bare blive ved med at være, ikke?

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside