Preben som cowboy, med hat, guitar og gaspistol. Det grinede vi meget af, men vi havde bestemt ikke troet, at det skulle bruges til andet end pynt.
Johannesburg i Sydafrika, eller Jo-burg som byen osse kaldes, er et sted, hvor man skal passe godt på sig selv. Man kalder byen for en af verdens farligste byer. Jeg og min lillebror Preben havde da heller ikke tænkt os at blive mere end de fire timer, vi skulle vente på aftentoget til Zimbabwe. Alligevel gik det galt. Vi blev overfaldet af tre unge knivbevæbnede teenagere, men klarede den fordi min bror for sjov, og fordi det var lovligt, havde købt en gaspistol i Cape Town. Han havde osse købt en cowboyhat og gik rundt og legede cowboy med gaspistolen, som lignede en rigtig pistol, stukket ned i bukselinningen. Det grinede vi meget af, men vi havde bestemt ikke troet, at den skulle bruges til andet end pynt.
Jo-burg var en stor beskidt by, med mange skyskrabere, en masse slum og en helvedes masse sorte fattige mennesker. Her var simpelthen så mange mennesker, at man fik klaustrofobi bare af at gå rundt i byen. Samtidig var vi godt sultne, så vi gik ind i en park for at spise noget brød og nogle tomater, som vi havde haft med i rygsækken.
Vi havde deponeret vores rygsække i "kloakrummet" på banegården, så vi havde ingen bagage at slæbe på. Vi slentrede bare af sted i det dejlige solskinsvejr, Preben lidt foran mig. Jeg så godt, at der gik tre unge sorte ranglede fyre lige bag os og tænkte faktisk, at de godt nok så lidt skumle ud. Så jeg var på vagt, da den ene gik op på siden af Preben og tog noget frem og viste ham. Alligevel troede jeg først, at han ville sælge noget. Pludselig lagde Preben armen om hans skulder og trak ham ind til sig. Det så helt komisk ud, næsten som to bøsser, der krammede hinanden. De gik ind mod buskene, og pludselig så jeg negeren gøre sig fri og række hænderne i vejret, mens han råbte "Don't shoot - Don't shoot ".
Jeg var ét stort spørgsmålstegn. De andre to, som nu var oppe på siden af mig, stak i løb, og ham, der var sammen med Preben, løb baglæns med hænderne halvt oppe i luften. Preben stod med sin pistol i hånden og pegede på ham. Det hele gik så hurtigt, at jeg ikke havde registreret, hvad der egentlig var sket, før Preben fortalte mig det.
Fyren havde trukket en springkniv og sagt "Give me Money" mens han holdt fast i Prebens jakke. Preben havde taget det forbavsende roligt. Han havde gaspistolen med fra Cape Town, som han bar skydeklar i bukselinningen. Jeg havde faktisk frarådet ham at købe den på grund af de mange grænser, vi skulle passere, før vi kom til vores sidste bestemmelsessted i Nairobi, men nu fik han sørme brug for den. Han lagde så venstre arm rundt om fyrens skulder, mens han trak revolveren op med højre hånd og pressede den ind i brystet på ham, og sagde: "prepare to die". Fyren, der formodentlig troede at det var en rigtig pistol (selv om en gaspistol sikkert heller ikke er til at kimse af), blev skrækslagen og rakte straks hænderne i vejret for at redde sit liv.
Vi gik hurtigt tilbage til togstationen. Her fandt vi en café, hvor vi satte os og drak en kop kaffe, mens vi gennemgik, hvad der egentlig var sket. Preben rystede som et espeløv og kunne næsten ikke forklare det for mig, og jeg var helt omtumlet og kunne næsten ikke tro, at det virkeligt var sket. Men det var det. Vi var lige blevet overfaldet af nogle knivbevæbnede unge negre i Johannesburg, og vi var sluppet godt fra det. Men den var fan'me tæt på. Vi var ikke meget for at gå ud i byen igen, så vi blev siddende de sidste par timer til vores tog afgik, på coffee shoppen på banegården og drak kaffe, mens vi igen og igen gennemgik, hvad der var sket. Jeg drak selvfølgelig et par cognac til kaffen, og Preben, der normalt aldrig drikker alkohol, drak den første cognac, jeg nogensinde havde set ham drikke.
