UD AT REJSE, TØR DU?
Af Arne Runge – medlem af
De Berejstes klub
Det er sgu´ da alt for farligt at rejse rundt i verden alene blandt vilde dyr, stammefolk med underlige kulturer og andre love og regler, mamariamyg, forurenet vand, fattige mennesker nær sultegrænsen, landevejs-røvere og banditter, korrupte politifolk, -you name it - med rygsæk, og en årsløn eller mere i lokalværdi i lommen. Er det ikke?
Klokken var godt to om eftermiddagen. Den skarpe sol stod højt på himlen, og termometret nærmede sig de 40 grader. Der var ikke en sjæl at se. Folk havde rullet persiennerne ned, byen sov siesta. Jeg slentrede langsomt ned ad den lille side gade der førte mod stranden.
Pludselig bliver stilheden brudt. Ud fra en gyde springer fire unge knægte, den ene med en pistol i hånden. Mens de tre andre omringer mig, peger drengen med pistolen direkte på min mave og siger: Money. “Que passa”, spørger jeg forvirret, det var ikke rigtigt gået op for mig endnu at det var et “hold up”. Money gentager han, og pludselig fatter jeg chockeret, hvad der er gang i.
Den store rygsæk, med alt mit brugte tøj, var sikkert anbragt på hotellet, men jeg havde alt af værdi på mig.
I min lille dagtursrygsæk lå mit camera, min walkman, min guidebog, mine nye dobbeltslebne briller og i lommen på mine cowboybukser havde jeg i en lille lærredspose, mit pas, min flybillet, mine rejsechecks, mit visakort, og 1100$ i kontanter. Puh ha.
At aflevere ville sansynligvis have afsluttet den tremåneders rundrejse i Sydamerika, som jeg var begyndt på for kun to uger siden. Adrenalinen susede rundt i mig. Pludselig springer jeg ind imellem to af drengene og løber så godt jeg kan. En af drengene får fat i min t-shirt som bliver flået, men pludselig kommer en taxi kørende fra en sidegade. Den stopper lige ud for os. Drengene stopper osse op og tager så benene på nakken og jeg ånder lettet op.
Jeg glemte helt at sige tak til taxichaufføren, skyndte mig op til hovedgaden og ind på den første cafe jeg mødte.
Montevideo er en ualmindelig skøn og spændende by og systemet har intet imod hverken alcohol eller nicotin, så jeg tændte en lokalt fremstillet lucky strike og bestilte en dobbelt cognac.
Mens jeg sad og forsøgte at lade adrenalinen falde på plads, var mine alvorligste tanker egentlig ikke at jeg slap helskindet fra et pistoloverfald, men at jeg nu, hvis det var gået galt, ikke havde haft en smøg og heller ikke havde haft råd til at betale fo cognacen, jeg havde været flad. FULDSTÆNDIG FLAD.
Selvfølgelig har jeg prøvet at være flad før, hvem har ikke det. Men helt alene i Uruguay, uden penge, pas, flybillet. Jeg turde ikke tænke tanken til ende.
Hvad skal man egentlig gøre i sådan en situation. Når det går rigtigt galt. Det sker for mange, det ved jeg godt, men ikke for mig og dig. Vel.
Man skal ha´ en lussing en gang imellem for at mærke at man lever. Jo større oplevelser livet har givet en, jo mere skal der til for nye store oplevelser. Jeg har altid haft en skræk for at der på min gravsten skulle komme til at stå:
Her hviler Arne Runge, han døde af kedsomhed.
For ligesom de fleste har jeg osse en evne til at lulle mig ind i trykhedens ulidelige lænker. Det er rart med et godt sted at bo. En sød kæreste der er god til at lave mad, og parat til det lille knald om onsdagen og det store om lørdagen,. Besøge sine venner og familie i week-enden. At stå udhvilet op om morgenen uden tømmermænd, og selv om nogen påstår det modsatte, så er der jo mange interressante programmer i TV, når man har kabel-TV med over 30 kanaler. Ikke sandt.
Og Danmark er jo et dejligt land, helt bestemt, men hold da kæft hvor er her røvkedeligt. Og hvor er der mørkt og koldt over halvdelen af året. Folk ser triste, indesluttede og opgivende ud. En køretur med HT er en af de mest deprimerende oplevelser man kan tænke sig. Næh, må jeg så be´ om bybusserne i Bolivia, Bangladesh eller Burma. Det er en oplevelse. Hvergang. Og så er det ikke engang nødvendigt at kunne sproget. Alle taler med alle, osse med dig, selv om du er fremmed, rødhåret, blegfed og flintskallet, og et smil er ofte det bedste svar. Det varmer.
Men det går osse galt engang imellem. Det skal det osse, men ikke for galt selvfølgelig. Jo værre det er, jo sjovere er det når det er overstået, og man på en eller anden genial måde klarede skærene.
Jeg har spurgt mine venner i De bejstes klub, folk der konstant er på farten, hvorfor de egentlig gør det. Hvorfor de udsætter sig for så meget fare. Eller er det nu osse så farligt. Prøv at høre hvad de fortæller og døm så selv om du tør rejse ud.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside