Da mine børn var små, legede vi engang imellem turister i København. Vi gik på museer og travede op i rundetårn, mens jeg fortalte om Christian den fjerde, som havde bygget tårnet og selv red op til toppen i hestevogn. Vi tog på kanalrundfart og vinkede til den lille havfrue og alle de ”indfødte”, der gik rundt i byens gader. Vi spiste røde pølser og drak grønne sodavand, og når vi kom hjem om aftenen, skrev vi dagbog og klistrede entrebilletterne ind i bogen. Dagbøgerne er desværre forsvundet for mange år siden, men minderne sidder fast. Osse hos børnene, som i dag er voksne, og engang imellem, når vi snakker gamle dage, siger ”Far, kan du huske når vi legede turister i København”?
For et par år siden fik jeg igen muligheden for at lege turist i København, denne gang med Maria, en sød spansk pige, jeg havde mødt i Vietnam. Hun havde, ligesom mine børn i gamle dage, øjne så store som kaffekopper og ører så store som møllehjul, når vi gik rundt i byen og jeg fortalte hende om Christian Den Fjerde, der med klap for øjet lod opføre de fleste af de smukke gamle bygninger i København. Og at han tabte alle vores penge i krige og til sidst kun havde sin kongekrone og sine to ører tilbage. Derfor kom de nye penge til at hedde kroner og øre. Vi tog på kanalrundfart, beundrede de gule bygninger i Nyboder som kongen byggede til flådens folk, Børsen med de flotte kobbertage og de mange penge, og vi travede op i Rundetårn. På Christiania, som i dag er et must for backpackere, besøgte vi min ven Niels, eller Skovtrolden, som han bliver kaldt, der har boet der i næsten tredive år. Vi sluttede ikke her, men fortsatte med rygsække og soveposer til Skandinaviens to andre hovedstæder, Stockholm og Oslo. Fra Oslo tog vi færgen til Jylland og slog lige et smut forbi den årlige rejseweekend i Hårby, hvor Maria fik lejlighed til at møde flere af mine venner fra De Berejstes Klub, før vi tomlede den tilbage København.
Engelsk var ikke hendes stærke side
Jeg mødte Maria i en bus i Vietnam, hvor hun var på sin første rigtige udenlandsrejse. Hendes største problem var, at hun ikke talte engelsk. Jeg har boet flere år i Spanien, og slog straks over i spansk. Hun blev ellevild. Nu havde hun rejst rundt i Cambodja og Sydvietnam i to uger, uden at møde nogen hun rigtig kunne tale med. Om aften, når hun var sammen med de andre backpackere, forsøgte hun at følge med i samtalerne på engelsk, men efter en times tid gav hun op. Det var for krævende, så hun gik bare tidligt i seng. Hun havde i flere år forgæves forsøgt at finde en rejsepartner hjemme i Andalusien, til at dele oplevelser med på hendes eget sprog. Hun havde godt nok lært engelsk i skolen, men havde aldrig praktiseret det. Nu stod der så pludselig en dansker, som talte spansk. Hun strålede af lykke. Og aldersforskellen, hun var 34 år og jeg var 58, syntes ikke at være nogen hindring. Hun lyttede med store ører, når jeg fortalte hende om De Berejstes Klub og om alle de lande, jeg havde besøgt. Jeg hjalp hende med at oprette en hotmail-konto og lovede at maile, når jeg kom tilbage til Danmark.
Barbarerne nordfra
Det var ikke meget Maria vidste om Danmark og Skandinavien, men H.C. Andersens eventyr og Pipi Langstrømpe kendte hun. Dem havde hun læst i skolen, ligesom de havde lært om vikingerne, los barbaros del norte, barbarerne nordfra. At Grønland var en del af Danmark var bare en positiv overraskelse. Vi rejste sammen i Vietnam de sidste tre uger af hendes ferie, og på et tidspunkt sagde hun, at hun, på grund af mig, havde lært mere om Danmark end om Vietnam. Hun var blevet grebet at Skandinavien, som hun aldrig havde besøgt, blandt andet fordi Danmark for hende stod som verdens dyreste land. Jeg fortalte hende, at når hun nu havde en ven i Danmark, hun kunne bo hos, godt nok på en madras under et flygel, hvor mine overnattende venner sover på grund af størrelsen på min lejlighed, og at man sagtens kunne lifte rundt i Skandinavien, behøvede det ikke at være særlig dyrt. Tre uger efter hun kom hjem til Jerez de la Frontera, hvor hun boede og arbejde som sygeplejerske, havde hun bestilt en flybillet til København.
Grønlænderhuset i Løvstræde
Grønlænderhuset
Nu var det jeg, sammen med Maria, igen skulle lege turist i København. Maria var, udover at møde vikingerne, meget interesseret i osse at møde nogle grønlændere, det havde hun aldrig prøvet før. Derfor var Grønlænderhuset i Løvstræde det første jeg ville vise hende. Huset blev for mange år siden oprettet for at hjælpe unge grønlændere, der kom til København for at gå på efterskole. Der var værelser, hvor de midlertidigt kunne overnatte, og en kantine, der lavede grønlandsk mad. En gang om ugen var der banko, og hver lørdag aften runddans til et grønlandsk orkester. Nu håber jeg bare ikke det er sæl, sagde jeg,, til Maria. Jeg elsker grønlandsk mad, hvalkød, edderfugle, de frosne og tørrede fisk og rejer, men sælkød, fy for pokker. Det minder mig om, at jeg som barn blev tvunget til at spise en skefuld med levertran i skolen. Sælsuppe er levertran, ikke bare en spiseske fuld, men en hel tallerken fuld. Fy for pokker. Der er kun en ret hver dag i den grønlandske kantine, dagens ret. Vi bestilte to dagens ret og fan'me om ikke det var sælkød. Sælkød i levertransuppe. Det er sikkert sundt, sagde Maria og spiste næsten hele tallerkenen. Jeg nippede lidt til den og røg en pakke smøger, mens hun spiste.
Kanalrundfart
Der er to kanalrundfarter i København. En som bare sejler en rundtur uden stop og en, der stopper alle stederne på ruten. Vi tog den sidste, og tog en masse fotos af havfruen, som udadtil virker lidt ubetydelig, mens jeg fortalte Maria historien der ligger bag, skrevet af verdens mest berømte eventyrforfatter H.C. Andersen. Vi sejlede forbi Nyhavn hvor søfolk, ludere og lommetyvene herskede i flere århundreder, men som nu er blevet et in-sted, hvor almindelige mennesker ikke har råd til at købe en øl og derfor sidder på træmolen og drikker høkerbajere, mens de skåler med turisterne. Vi stod af på Christianshavns torv og fortsatte forbi Vor Frelsers kirken med sneglespiret, hvor jeg fortalte hende historien om, at arkitekten, der lavede tegningerne, gjorde selvmord ved at springe ud fra tårnet, da han opdagede, at det sneglede den forkerte vej.
Christiania
Hos Niels Skovtrold på Christiania
Over indgangen til Christiania, eller fristaden som mange kalder den, hænger der et skilt der fortæller, at Christiania er et atomfrit område, bilfri, at ingen hårde drugs eller rockerrygmærker er tilladt og at man, når man træder ind i fristaden, forlader EU. Jeg viste hende pusher street, hvor politiet, for ikke så længe siden, lukkede øjnene for salg af bløde stoffer som hash og marihuana, men som politiet nu har ryddet, hvilket har betydet, at man nu kan købe hash på næsten ethvert gadehjørne i København og omegn, hos pushere, der samtidig sælger hårde drugs. Det var da dumt gjort af politiet, sagde hun, og det måtte jeg jo give hende ret i.
Christiania var, før i tiden, en flådekaserne. Bådsmandsstræde kaserne hed den. Da flåden forlod området i 1971, blev det besat af de københavnske hippier, der ville have et fristed med noget grønt at se på. Og lige siden har Christiania stået som et symbol på frihed. Et hjerterum for skæve eksistenser, der har svært ved at tilpasse sig de almindelige spilleregler ude i samfundet. Et sted, hvor myndighederne så igennem fingrene med om samfundets, til tider benhårde, regler blev overholdt. Vi besøgte min mangeårige ven Skovtrolden, der har et lille hus som, mens det var kaserne, var det sted gartneren opbevarede sin gartnerredskaber. Han betaler 1.300 kroner i husleje om måneden, plus el og vand, det samme som alle andre. Sådan er huslejesystemet på Christiania. 1.300 kroner per næse.
På landevejen
Vi havde ikke telt med, kun soveposer og liggeunderlag. Det er hårdt at lifte. Engang imellem kan man stå flere timer på en landevej i regnvejr og vente på at blive taget op, fortalte jeg Maria. Hvis det bliver mørkt, kan man ligeså godt give op og finde ly for natten under nogle træer. Det er umuligt at lifte, når det er mørkt. Det tog heldigvis ikke modet fra hende. Vi tog bussen ud til strandvejen og stillede os op med rygsække, soveposer og tommelfingrene løftet. Der gik tre minutter, så stoppede den første bil. Jeg skal desværre kun et par hundrede meter, sagde chaufføren. Intet problem, sagde jeg, lidt ad gangen. Vi blev sat af, og det hele gentog sig. Vi kom hver gang op efter få minutter, men kun korte afstande, vi brugte faktisk otte forskellige lift for at nå til Helsingør. Bilerne var på vej hjem fra arbejde. På den anden side af Sundet var solen ved at gå ned, så jeg forberedte Maria på, at vi sikkert skulle overnatte i en park her i Helsingborg. Jeg havde dårlig nået at udtale ordene, da en flot amerikanerbil kørte ind til siden. Hejsan, hvor skal i hen, spurgte en ung fyr på svensk. Mod Stockholm, svarede jeg. Hop ind, sagde han. Jeg skal godt hundrede kilometer i retning mod Stokholm, så langt kan I jo komme med.
Chaufføren hed Antonio og var colombiansk kokainpusher
Maria ved forfatterens lillafarvede klaver
Jeg fortalte Maria på spansk, hvad fyren havde sagt, og pludselig slog fyren osse over i spansk. Hvad fanden, taler I spansk, sagde han. Jeg fortalte, at jeg var dansk, men at Maria var fra Spanien. Fyren hed Antonio og havde en svensk far og en colombiansk mor. Han talte flydende spansk. Nu gik det hele meget lettere, da jeg slap for at oversætte. Efter en halv time havde han fortalt om sig selv og at han var kokainpusher. Han spurgte, om vi havde noget imod at han lige stoppede og tog lidt pulver før vi fortsatte. Det havde vi ikke. Da vi fortsatte, fortalte han, at han faktisk skulle til en lille by kun hundrede kilometer fra Stokholm og at vi godt kunne komme med hele vejen. Grunden til at han ikke havde sagt det før, var at han var nødt til at stoppe og tage en streg engang i mellem, og hans trang til det, fortalte han normalt ingen om. Men nu da vi talte spansk, var vi ligesom familie, vi var alle colombianere, så nu åbnede han sig fuldstændig. Han havde været i Malmø for at spille på Kasino og var meget sur over, at der var et loft for indsatsen. Han havde nemlig et helt sikkert system, fortalte han, man skulle bare fordoble hver gang man havde tabt, så kunne man simpelthen ikke undgå at vinde til sidst. Men der var bare lige det der med loftet. Så han havde tabt en masse penge. Firs tusinde kroner, fortalte han. Det endte med at vi overnattede i hans lejlighed, hvorfra han solgte sit stof til smådealere i små plastikposer. Det var ikke meget vi fik sovet den nat, det bankede på døren hvert femte minut.
I Stockholm boede vi på en skonnert i Gamla Stan
Der lå en flot gammel rød træskonnert for anker i kanalen, i Gamla Stan midt i Stockholm, som fungerede som hostel. Vi fik en lille kahyt med to køjesenge og rygeforbud, til femhundrede svenske kroner. Morgenmaden var ikke inkluderet i prisen. Den kostede godt en halvtresser for en morgenbuffet, men da Maria ved frokosttid spurgte, om jeg ville have en sandwich og det viste sig, at mens jeg var ude at ryge, havde hun smurt nogle sandwich, som hun bare ligesom havde tabt ned i rygsækken, som stod under bordet, syns jeg alligevel, at det var billigt.
På vejen mod Oslo blev vi taget op af en østtysk familie, som havde boet mange år i Sverige. De var flygtninge, fra dengang Østtyskland stadig eksisterede. De boede i en lille ”Pipi Langstrømpe landsby” som de viste os rundt i. Maria var dybt imponeret. Hun kunne genkende husene fra billederne i bøgene hun læste som barn i Spanien. Eventyret blev perfekt da de spurgte, om vi ville overnatte hos dem, i deres Pipi Langstrømpehus. Næste morgen, efter morgenmaden, fyldte de vores rygsække med frugter fra haven og kørte os ud til hovedvejen.
Norge har verdens dyreste cigaretter
Edvard Munch: Skriget
I Oslo boede vi den første nat i en sovesal på et vandrerhjem, som viste sig at være anneks til det femstjernede nabohotel. Vandrerhjemmet var fyldt helt op, mens det femstjernede hotel næsten var tomt. Dagen efter spurgte receptionen os, om vi havde lyst til at flytte over på hotellet, til samme pris som vi betalte på vandrerhjemmet. Det havde vi ikke noget imod. Det var åbenbart bedre for hotellet at få gæster til vandrerhjemspris, end at lade hotellet stå halvtomt. Og så var der jo osse plads til to mere på vandrehjemmet. Men vi måtte ikke fortælle nogen, at vi boede billigere end de andre på hotellet, som betalte næsten fire gange så meget som os. Vi blev der i tre dage. Og faktisk var det billigere end vandrerhjemmet, da der var gratis morgenbuffet på hotellet. Det var der ikke på vandrerhjemmet. Og Maria ordnede hver morgen picnicpakken fra buffeten. Vi besøgte Vigelandsparken med de mærkelige skulpturer, Edvard Munch museet med ”Skriget” og vi tog ”trekken” op til holmekollen. Jeg løb tør for pibetobak den sidste dag og måtte købe en pakke cigaretter til over 70 kroner. Jeg har ikke været i Norge siden.
Båden fra Oslo til Frederikshavn sejlede langsomt, meget langsomt. Den afgik om eftermiddagen og skulle først ankomme til Jylland næste morgen. Samme tid som det tager at sejle til København. Baren og diskoteket havde åben hele natten. En lille fadøl kostede halvtreds kroner i baren. Hold kæft hvor billigt, sagde nordmændene, som var vant til meget højere priser og stod i lange køer for at købe øl på hele turen. På værtshusene i Frederikshavn kostede øllet en tier.
Rejseweekend i Hårby.
Husk, at biler ikke må stoppe på motorveje, sagde jeg til Maria, så vi bliver stående her ved nedkørslen. Maria var jo ikke vant til at lifte, så hun gik bare ned til motorvejen, mens jeg blev stående oppe ved nedkørslen. I det samme kom et stort lastvognstod kørende med fuld fart. Maria rakte tommelfingeren op og bilen stoppede med skrigende bremser. Jeg måtte løbe for at nå at komme med. Vi blev sat af ved togstationen i Skanderborg, hvor den første bil der kom forbi tog os op og kørte os direkte til Hårby, hvor der denne weekend var rejsetræf, med flere deltagere fra De berejstes Klub. Jeg havde været på rejsetræffet ti år i træk og flere gange måttet trave de næsten ti kilometer fra Skanderborg togstation til Hårby. Der gik kun bus morgen og aften og aldrig på det tidspunkt jeg ankom. Men når man har en køn pige med, stopper alle biler.
Rejseweekenden var fyldt godt op med et halvhundrede rejsefreaks. Søren Padkjær var der, ærede Niels Iversen var der og både Claus Qvist og Claus Andersen var blandt foredragsholderne. Nogen havde eget telt med, andre overnattede i deres landrovere og resten sov, ligesom mig og Maria, i et stort fællestelt midt i haven. Der var hyggeaften fredag. Hej, hvordan går det, har du været ude at rejse siden sidst, vil du have en bajer. Lørdag morgen var der tour-de-table efter morgenbuffeten, dagen igennem masser af foredrag og om aftenen masser af bajere. Søndag morgen var det igen op med tommelfingrene og tilbage til København. Vi var ligeså hurtigt hjemme, som hvis vi havde haft vores egen bil. Hvor er det dog nemt at lifte, når man har en pige med. Gu' ved hvordan jeg ville se ud i dametøj?
