Vil du med til en ceremoni i morgen eftermiddag, spurgte kongen. Ja tak, det vil jeg mægtig gerne, svarede jeg. Dagen før var jeg - uden at vide det - flyttet ind hos kong Jean Constant Adjolohoun af Abomey, en konge for en vestafrikansk stamme med ældgamle rødder. Deres område var nu en del af landet Benin.
Det viste sig nemlig, at det lille gæstehus ude i junglen, hvor jeg lige var flyttet ind, var ejet af kongen. Han kom forbi om aftenen i sit flotte kongetøj og bød på en øl. Je suis le Roi, sagde han højtideligt, da han præsenterede sig. Og jeg er ejer af hotellet. Han viste mig sit fotoalbum med fotos af kroningen, som foregik under en voodoo ceremoni.
Mig og Kongen af Abomey - undersåtterne bøjede sig for os, når de gik forbi
Næste eftermiddag gik vi så til voodoo. Kongen fortalte mig om ritualerne og forklarede mig, at der godt nok er en Præsident i Benin, men at alle stammer også har hver deres konge, og at kongen er højt agtet af sine undersåtter. Det kunne jeg bestemt også mærke, både under
ceremonien og da vi gik i gaderne, folk bukkede ydmygt, når de så ham.
Ordet Voodoo stammer fra det afrikanske ord ”vudu” der både betyder usynlig kraft og guder. Tilhængere af voodoo tror på, at naturen er fyldt med åndevæsener og usynlige kræfter. Ved at give offergaver til guderne kan man få dem til at hjælpe sig. Ondskabsfulde og farlige
ånder kan man på den anden side holde på afstand ved hjælp af magi og trolddom. De tror på,
at naturen er magisk, at alting i universet er forbundet på en usynlig og uforklarlig måde. Hvis man f.eks. tager nogle hovedhår fra et menneske og sætter dem på en dukke, så vil dukken på magisk vis stå i forbindelse med dette menneske. Hvis en troldmand nu stikker nåle i dukken, vil mennesket føle nogle stærke, stikkende smerter og måske dø. Magien virker over alle
afstande, så dukken og offeret kan sagtens befinde sig på hver sin side af jordkloden. Dette er grunden til, at man skal aflevere lidt hår og nogle neglestumper til Voodootemplet, når
man bliver optaget. På den måde bevarer præsten altid en vis magt over medlemmerne.
Voodoo ligestillet med islam og kristendom
I 1996 meddelte Staten Benin, som den første i verden, at voodoo nu var ligestillet med kristendom og Islam. Benin - som tidligere hed Dahomey - bliver kaldt voodooens vugge. Landet har fem millioner indbyggere, og over tre millioner af dem er voodoo tilhængere.
Blandt dem er osse Benins Præsident. Da han for nogle år siden led af dårlig ryg, blev han behandlet af både læger og voodoo præster.
Kyllingebod - Både Togo, Benin og Burkina Faso er stadig meget franskorienterede
Voodoo blev med slaverne fra Vestafrika ført over til de sydlige stater i USA, til Mellemamerika, til Vestindien og til Sydamerika. Nogle steder blev voodoo troen særlig stærk, og her kan man møde den endnu i dag. Det vigtigste voodoo sted er det lille, fattige land Haiti, der oprindelig var en fransk koloni. Der er flere grunde til, at voodoo altid har haft stor betydning på Haiti. Slaverne på Haiti blev behandlet utroligt grusomt. Man brugte alle
mulige former for tortur for at få dem til at være lydige. Det førte til mange oprør på den lille ø. Det betød osse, at slaverne blev endnu mere stolte af deres religion, så det var svært for de hvide præster at gøre dem kristne. Herskerne over Haiti brugte osse voodoo som et middel
til at skræmme befolkningen, så alle forholdt sig i ro.
Voodoo troen fortæller, at livet er farligt. Det er f.eks. farligt at være ude i middagssolen. Når solen står højt på himlen, kaster man nemlig kun en meget lille skygge. Hvis skyggen pludselig er helt væk, betyder det, at sjælen har forladt kroppen. Der er osse farligt at blive våd i ansigtet eller på hovedet. Vand kan trække sjælen til sig og opløse den, voodoo-tilhængere mener, at sjælen sidder i hovedet. Og i Benin fik jeg fik aldrig tilladelse til at fotografere voodootilhængere efter mørkets frembrud.
På Haiti har slavernes gamle religion beholdt navnet voodoo. Denne afrikanske tro på guder og magi findes i alle de lande, som slaverne kom til, men mange steder har troen dog
fået et andet navn. I USA kalder man voodoo for hoodoo eller juju. På Cuba kaldes den
Santeria. En stor del af verdens måske 100 millioner voodoo-dyrkere lever i Brasilien. Her har troen fået mange navne, bl.a. Macumba, Santeria, Lucumi, Umbanda, Candomblé og Quimbanda. Quimbanda er en særlig ondskabsfuld form for voodoo, hvor man tilbeder guden Exu, der i virkeligheden er den samme som de kristne kalder for satan.
På jagt efter voodoo og zombier
Jeg stod af tap-tappen, pickupbussen, halvtreds kilometer syd for hovedstaden, Port au Prince. Midt i junglen. Her mødte jeg Mister Wilson og hans store sorte familie, kone og
ti børn. Han inviterede mig til at bo i hans hus. Hans engelsk klingende navn havde han fået fra sin tip-tiptip-oldefar, som var slave og "ejet" af en "blan", som de hvide kaldtes. Denne hvide mand hed Wilson, og det kom alle hans slaver til at hedde til efternavn, da de blev frie efter slaveriet, fortalte han. Jeg blev tre dage på hans lille junglefarm, endnu et lille paradis på jord. Han fortalte mig en masse om landet, zombier og voodooreligionen. Han var selv
voodootilhænger og overbeviste mig om, at det gjorde ham stærkere og bragte ham held.
Voodoo er bestemt ikke en ond religion, som nogen påstår, men en meget smuk religion, forsikrede han mig. Han kendte mange zombihistorier, men havde aldrig selv mødt én.
Da jeg forlod hans lille junglefarm, fyldte han min rygsæk med bananer, appelsiner og mangoer. Jeg lovede at komme tilbage en dag. Jeg fik godt nok nogle oplysninger om zombier og voodooceremonier, men havde stadig til gode at opleve det, så jeg besluttede at tage til Jacmel, hvor jeg vidste, at den danske filmmand Jørgen Leth for nylig var blevet Konsul Honoraire - æreskonsul. Han måtte da vide noget, tænkte jeg.
Jacmel var også en stor by, men alligevel helt forskellig fra Cap Haitien og Port au Prince. Den var mere provinsagtig, og af en eller anden grund var den ikke så fattig som de andre byer. Faktisk var det en skøn, skøn by. Det syntes Jørgen Leth også, fortalte han mig, da jeg besøgte ham den næste dag.
Jeg præsenterede mig som Arne Runge, fra De Berejstes Klub. Jeg ved ikke, om det var det, der åbnede døren, det har det jo gjort før, men sikke en modtagelse jeg fik. Jeg var ellers vant til, at ambassaderne rundt om i verden hellere så en backpackers hæl end hans tå. Men
sådan var det slet ikke på det danske konsulat i Jacmel på Haiti.
Velkommen, vil du have en kop kaffe og en Havanna cigar, spurgte Jørgen Leth. Ja tak, det ville jeg meget gerne. Jørgen var faktisk midt i sit arbejde. To smukke piger fra Nordisk Film, Marianne og Camilla, var på besøg for at snakke om en film, de sammen var ved at lave. De
havde alle hørt om vores klub og var meget interesseret i at høre mig fortælle om den. De begyndte alle tre omgående at tælle lande, men det kneb med at nå op på antallet for at blive medlem. Inden jeg brød op spurgte Jørgen, om jeg havde lyst til at komme til middag samme aften. Det havde jeg naturligvis. Jeg mødte op i mit fineste tøj, et par rene cowboybukser og en ren langærmet cowboyskjorte. Og vand i håret. Udover Jørgen og de to piger fra Nordisk film, var der en kvindelig fransk fotograf med sin haitianske kæreste. Kokken havde fremtryllet en fin lokal middag med lokale vine, og snakken kom hurtigt ind på voodoo.
Mig og Jørgen Leth til voodoo ceremoni i Haiti
Jørgen havde boet elleve år på øen, og blandt meget andet havde han - sammen med det lokale politi- investigeret to sager om mennesker, der var blevet gjort til zombier, hvilket
der her i landet var dødsstraf for. Den ene sag handlede om en ung pige, som pludselig blev syg og døde. Fire år senere var hendes bror på en rejse til en anden landsby, og pludselig fik han øje på søsteren, som stod og arbejdede på en mark. Hun så meget forandret ud, men han
var sikker på, at det var hende, og gik straks til politiet. Politiet undersøgte sagen sammen med Jørgen, og det viste sig, at det var hende og at det var hendes stedfar, der stod bag. Han havde givet hende et pulver, som gjorde hende skindød. Alle troede, at hun var rigtig død, så
hun blev hurtigt begravet, som skik er i varme lande. Men om natten blev hun, af to medskyldige, gravet op igen og fik noget modgift. Hun var så blevet solgt som slave til en
mand, der boede langt fra familiens landsby. Det var her broderen havde fundet hende. Hun kom tilbage til familien, og med hjælp fra en lokal kristen præst har hun nu fået det meget bedre, men er stadig dybt hjerneskadet og husker intet fra sit tidligere liv. Det var faktisk det tætteste jeg kom på zombier.
Til voodoo ceremoni på Haiti
Efter middagen blev vi enige om at tage til voodooceremoni. Det er skik og brug at medbringe en gave til værtinden, der afholder ceremonien, sagde Jørgen, så vi medbragte en flaske rom. Det gjorde de andre gæster osse, så der var mange flasker på gavebordet. Da vi havde sat os, blev flaskerne budt rundt. Alle tog et nip, når en flaske kom forbi, jeg tog en slurk. Der kom mange flasker forbi. Folk begyndte at danse, og flere af de omkring tohundrede gæster kom i trance og opførte sig som svømmende fisk eller hoppende frøer. Jeg blev godt fuld, dansede, hoppede og svømmede med i flere timer, men desværre kom jeg ikke i trance, til gengæld blev jeg plakatfuld.
Blandt mange ritualer blev der ofret haner, og vi drak det varme blod. Jeg følte mig som en vampyr. Voodoomusikanter trommede med hellige trommer. Den ensformige og høje musik var med til at skabe en trance hos voodoodanserne. Nogle af danserne følte, at de blev besat
af guder og ånder, når de dansede. Jeg var flere gange selv ved at miste tidsfornemmelsen. Men det var nok rommens skyld.
Jeg tilbragte mange timer de næste par dage sammen med Jørgen og fik alle de oplysninger om landet, regeringen og befolkningen, zombier og voodooceremonier, jeg kunne ønske
mig. Jeg læste hans bøger, så hans film og blev lige så grebet af Haiti, som Jørgen, der nu har boet her i elleve år og formodentlig bliver her, til han skal bæres bort. Jeg fik som sagt ikke set nogen levende zombier, selvom jeg nu ved, at de findes. Der var vist ikke ret mange. I øvrigt var det Hollywood, der stod bag de fleste rygter om zombier, fortalte Jørgen Leth. Jeg kan huske, at jeg for nogle år siden så en musikvideo med Michael Jackson, hvor tusinder
af zombier kom kravlende op af deres grave og dansede med. Ren fiction som så mange andre film og bøger om voodoo og zombier. Men jeg fik deltaget i en voodooceremoni
og jeg fik Jørgens udsagn om, at der fandtes zombier. Det var jo faktisk derfor jeg var taget til Haiti, så missionen var opfyldt.
Litteratur
Klaus Aarsleff: Voodoo – slavernes magiske religion. (1998) mysteriet om magt og trolddom (1995)
Maurice Bessy: I skyggernes verden. Magi og overtro. (1967)
Arthur C. Clarke: Illustreret videnskabs Store Bog Om Mystik (1996)
Arne Falk Rønne: Klodernes forunderlige mysterier. (1991)
Poul Fersling: Mystikkens verden. (1992)
Thorkild Hansen: Slavernes kyst. (1967) Slavernes skibe. (1968) og Slavernes øer. (1970)
Jens Laigaard: Mystik og Magi. (1989) Trolddom. (1992) Magiens kraft. (1993)
Aage Krarup Nielsen: Sorte sorgløse Haiti. (1956)
Palle Petersen: Danskernes slaver. (1983)
William B. Seabrook: Mysteriernes ø (1950)
Caroline Young: En verden af mystik (1996)
