Durban Beach Hostel lå perfekt, bare ti minutters gang fra centrum og kun en blok fra stranden. Der var rygsæksfolk fra hele verden. Min bror Preben og jeg havde rejst hele dagen og var godt trætte. Preben gik øjeblikkeligt til køjs, mens jeg blev stående og talte lidt med receptionisten. Hun hed Wuchel og var en frisk, snakkesalig, ikke særlig køn, tyk, tysk, rødhåret backpackerpige fra Hamburg. Hun havde taget jobbet i receptionen for en måned, for at kunne lære lidt mere engelsk, mens hun ventede på, at hendes motorcykel blev repareret.
Jeg fortalte, at jeg var startet i Nairobi, havde rejst videre til Zambia for at hjælpe min bror ud af et forlist ægteskab med en sort zambianerpige, og at vi nu var på vej tilbage til Nairobi, via Malawi, hvorfra vi skulle flyve tilbage til Danmark. Malawi fordi de mange backpackere vi havde mødt, som når vi fortalte, at vi var på vej til Nairobi, havde sagt “husk at besøge Malawi på vejen”. Det er et fantastisk rejseland, og så har de verdens bedste joints. Da jeg nævnte det med verdens bedste joints, sagde hun, at hun faktisk havde en Malawijoint på sit værelse, og hvis jeg havde lyst, ville hun da gerne dele den med mig, når hun havde fri om en time. Ups.
Vorherre skabte marihuana, mennesket skabte alkohol, hvem stoler du mest på ?
Hun var en vældig interessant pige, med sit store vildtsiddende røde hår, de runde John Lennon briller og de mindst ti kilo for meget. Men jeg havde hørt så meget om Malawijoints, at jeg selvfølgelig straks sagde ja til at ryge en joint med hende. Jeg gik ud i køkkenet og lavede mig en kop kaffe, mens jeg ventede på, at hun skulle få fri. En time senere kom hun ud og hentede mig. Vi gik op på hendes værelse, hvor jeg satte mig på sengen, mens hun fandt jointen frem fra sin rygsæk. Hun startede med at tale gebrokkent engelsk, men mens vi røg, gik hun over til tysk, som stadig var lettere for hende. Vi blev bankeskæve og skrupgrinede og snakkede plattysk de næste par timer. Der var noget specielt ved den Malawijoint. Den lignede alle andre joints, jeg havde set. Langt jointpapir med et stykke pap som mundstykke rullet ind i bunden af en vaffelformet joint, og fyldt op med rent marihuana fra Malawi. Men den virkede, hold da kæft hvor den virkede.
Mens hun fortalte, forsvandt det viltre røde hår, John Lennon brillerne og de lidt for mange kilo under bæltestedet. Pludselig lignede hun mere en oversexet rødhåret side-ni-pige, og jeg blev mere og mere smaskforelsket i hendes krop. Hun fortalte, at hun var kommet her til Afrika med to veninder. De havde rejst rundt i tre måneder og skulle flyve hjem til Tyskland fra Durban. Men Wuschel havde slet ikke fået nok af at rejse endnu, så da hendes to veninder rejste hjem, havde hun købt en gammel brugt motorcykel for tusinde rand. Den ville hun køre til Nairobi på. Her ville hun sælge motorcyklen og så tage flyet hjem til Tyskland om et par måneder. Det var sgu' en frisk pige, tænkte jeg. Motorcyklen var ved at blive repareret og shinet op på et værksted. Det ville koste endnu femhundrede rand, men så havde hun også en køreklar femhundrede kubik Honda for tre tusinde danske kroner, og hun regnede endda med at kunne få mere eller i hvert tilfælde lige så meget for den, når hun solgte den igen i Nairobi. Jeg kunne slet ikke få øjnene væk fra hendes smukke ansigt. Hold da kæft, hvor var hun smuk. Sæt dig på skødet af mig, sagde jeg, jeg skal lige prøve, hvordan det ville være at sidde bag på din motorcykel. Det gjorde hun, og jeg holdt godt fast i hendes bryster for ikke at falde af. Brrrrrrrrrrrr, sagde jeg, mens vi legede, at vi var på vej på motorcykel til Nairobi. Der var langt til Nairobi, så det tog det meste af natten. Hen ad morgenstunden forsvandt virkningen af Malawi jointen, og jeg listede ned til Preben, som stadig sov. Da jeg så hende i receptionen næste dag, var fortryllelsen forsvundet. Hun var igen den ikke særligt kønne, tykke, rødhårede pige, med det viltre hår og de runde John Lennon briller. Jeg fortalte aldrig Preben om nattens motorcykeltur til Nairobi. Brrrrrrrrrrrr.
