I Varanasi er det lige på og hårdt - allerede på min første tur ned til de berømte Ghats (trapper der fører ned til Ganges floden) bliver de første lig spændt af de holdende jeeps. De 4 ligbærende mænd begynder herefter at messe "Livet er en tråd" mens de fragter den afdøde de sidste meter ned til det absolutte helligste for en rettroende Hindu, Ganges flodens grumsede vand og allerhelst ved den berømte Manikarnika Ghat. Før man er nået så langt har hele familien givet den døde en sidste gang massage i velduftende olier og smør, hvorefter ligklædet er blevet påført. Det er også det sidste familiens kvinder ser til personen, for kvinder ved selve ligbrændingsprocessen er strengt forbudt. Dels fordi gråd og tåre ikke er godt for selve brændingsprocessen (betragtes som "bad luck" for den afdødes bestræbelser på at opnå den bedste karma til næste liv), dels fordi der har været adskillige tilfælde, hvor kvinder i sorg har kastet sig selv på bålet for at dø sammen med deres kære.

Liget er smukt indhyllet i et såkaldt ligklæde, der enten kan være helt hvidt eller består af alle regnbuens farver (afhængig af køn). Ved ankomsten til floden bliver liget placeret med fødderne først, hvorefter den afdøde bades en sidste gang. Mere bestemt så øser familiens mandlige medlemmer 5 gange vand over den afdødes ansigt, symboliserende de 5 elementer. I Varanasi findes der to steder, hvor man officielt forestår ligbrændingerne, den nye og gamle, den fine og den mindre fine eller den billige eller den dyre, ja kært bart har mange navne, faktum er at der er en verden til forskel mellem de to steder. Den ene er en elektrisk ovn, der dagligt foretager mellem 50-80 ligbrændinger, den betragtes som værende ufint af lade sig kremere ved, da det er en mekanisk og vestlig orienteret brændeovn og - man får ikke maksimal karma med sig herfra. At selv samme grund så er det her de fattigste og mest marginaliserede, der bliver brændt her. Hertil kommer at den accepterer afbrænding af alle religiøse retninger (fy føj).

Manikarnika Ghat er det fineste sted at ende sin jordiske eksistens, her er der gang i ilden 24 timer i døgnet og 365 dage om året. Ifølge pålidelige kilder så har den samme ild brændt her i 300 år. At det er den samme ild er meget vigtigt, alle bliver brændt af den samme flamme, den skal forblive ren og derfor må ingen urene komme i nærheden af ilden endsige brændes her. Ved siden af ilden findes en brønd hvor Sati's (Shivas kone) ørering skulle være tabt da Shiva bar hende væk efter hendes selvmord. En brahminer fandt en juvel fra øreringen som han returnerede til Shiva, der som tak velsignede stedet. Siden da har man ofret blomster, sandeltræ og mælk her. Her brændes dagligt mellem 180 - 210 personer. Hvis man skal brændes kræves ca. 350 kg brænde, hvoraf så meget som muligt bør være velduftende sandeltræ, dog anvendes der ikke mere end ca. 2 kg. i gennemsnit pr. brænding, hovedsagelig pga. prisen. Et kilo standard træ koster ca. 6 rp. hvilket samlet (i den billige udgave) løber op i 2160 rp. (= ca. 350 kr.) måske ikke herregård efter dansk standard, men en ganske omkostningskrævende udgift, hvis man er inder. Det er en ganske anderledes, men ikke specielt afskrækkende ting at se en menneske blive brændt, man placerer personen på en seng af brænde, hvorefter "untouchables" (kasteløse) smører personen ind i en klæbrig masse som hovedsagelig består af smør, dette virker som brandvæske, herefter tænder den ældste søn eller det ældste mandlige familiemedlem ilden ved fødderne. Mens ilden langsomt får fat går den ældste søn så op for at registrere personen samt at få foretaget den rituelle glatbarbering af hovedet, mens de kasteløse langsomt og minutiøst dækker den døde med brænde. Selve brændingsprocessen styres af de kasteløse, der alle er født ind i denne profession. I modsætning til hvad man måske skulle tro så betragtes det som god karma for de kasteløse at stå for denne mere ualmindelige del af seancen. Med andre ord så er deres fremtid (læs: død) sikret på den måde at de helt sikkert vil blive genfødt i en ny og bedre verden end den bestående. Når man følger en ligbrænding så er det ikke ualmindeligt at der stikker arme, ben eller endda et hoved ud mellem det brændende træ. I et tilfælde, jeg tror pga. en vægtforskydelse i brændet, skød et lig op, nærmest som en byste. Det hele er så uvirkeligt og anderledes at optrinnet bliver lidt komisk, den kasteløse der styrer ilden giver hovedet et gok med en kæp, hvorefter hovedet forsvinder tilbage i ilden. Efter 3 timer er det overstået, den ældste søn tager derefter en håndfuld aske som han spreder i Ganges. Ved samme lejlighed fylder han en lille lerskål med vand fra Ganges. Med ryggen til kaster han skålen over venstre skulder, så den falder ind i bålet, derefter går han derfra uden at se sig tilbage - livet leves forfra og derfor er det "bad karma" at se sig tilbage. De 3 timer hvor brændingen foregår er en kritisk tid for den afdøde, hvis der grædes vil det forstyrre dennes sjæls bestræbelser på at stige ud at genfødselscyklussen - og det er netop det, som kan lade sig gøre i Varanasi. Når den hvidklædte og kronragede ældste søn kommer hjem må han ikke røre eller sove med nogen personer i 2 dage, først herefter må han skifte til sit normale tøj og omgang med familien. De næste dage vil en sadhu komme til huset for at bede med personen. Hele forløbet tager 12 dage, først her er den officielle sørgeperiode overstået. Den 13 dag afholdes der en fest for den afdøde, i forvisning om at vedkommende nu er i Nirvana.

Der findes også personer, der ikke bliver brændt. De kan opdeles i rene og urene. Blandt de rene kan nævnes børn under 12 år, de er simpelthen ikke gamle nok til at for alvor at have opnået dårlig karma, gravide kvinder ikke så meget pga. kvinden men mere pga. af det ufødte barn hun stadig gemmer i sin livløse mave. Sadhuer, de hellige mænd som mere eller mindre er Varanasi's varemærke brændes heller ikke, de er simpelthen i besiddelse af så megen god karma at en hjælpende hånd ved Ganges bred ikke nødvendig. De urene personer, der undgår brænding er mennesker, der er døde af slangebid, spedalske og andre virusoverførte sygdomme. Hvis man har været så uheldig at dø efter et slangebid, bygger man endvidere en lille bambusrafte hvor den afdødes navn skrives på, herefter sendes den videre nedstrøms i håb om at den afdøde vil genfinde sjælen længere nede af floden. Fælles for de rene og de urene er dog at de ender deres jordiske liv med at blive sejlet ud på Ganges og nedsænket vha. en gigantisk sten om halsen på flodens bund. Det er derfor ikke almindeligt at man støder på (og her mener jeg støder på) et hovedløst lig når man sejler rundt på floden for at følge det fascinerende liv, der sorgløst udspiller sig langs de mange ghats.

Sluttelig vil jeg slutte denne lille beretning i dødspornografiens verden med en, for mig, lille ubehagelig historie. På en af mine utallige vandringer op og ned langs de mere end 100 ghats, faldt jeg i snak med en inder. Vi drak lidt te sammen og sludrede om løst og fast indtil han foreslog mig en lille ekskursion til den føromtalte Manikarnika Ghat, da dette er et helt fantastisk sted at opholde sig slog jeg til med det samme. Da vi nåede frem var han mere interesseret i at guide mig til et af de to nærliggende hvide huse, der rejser sig lige bagved Manikarnika Ghat. Først på tredje sal og da mine øjne havde vænnet sig til det stærkt begrænsede lys, forstod jeg hvad dette var - et dødehus. Her kommer specielt enlige enker, der ikke har mere familie tilbage for at dø, i det hus jeg opholdt mig i var de gamle men ikke syge, i nabohuset de gamle men syge.

Det er nærmest som en langsommelig harakiri, hvor man i stedet for opsprætning af eget underliv med en lang kniv, her sultestrejker, eller indtager det absolutte minimale for at komme døden hurtigere i møde. I det øjeblik hvor jeg entrerede 3 sal stimlede 6 ældre og stærkt døende kvinder sammen omkring mig med en udstrakt hånd (det internationale tegn på gi' en skærv). Fanget i dette Kafkaske mareridt uden mulighed for flugt, indser man hvor simpel og ligetil hinduismen også er, ja nærmest rationel. Min inder-ven mente så at jeg skulle udvælge en af de gamle og give vedkommende en donation - men hvordan, hvordan skulle jeg kunne vælge én frem for en anden? Jeg prøvede at krybe udenom ved at give ham et par sedler, hvorefter han kunne distribuere dem videre i systemet, men det ville han ikke høre tale om. Ergo måtte jeg til at udvælge mig en kvinde, jeg tog hende, der umiddelbart fra en lægmandsvurdering så ud som at skulle bruge dem først. Pengene som jeg gav hende blev så lagt ned i en dåse, der forhåbentlig, når hun døde, kunne dække hendes omkostninger til brænde og dermed opfylde hendes største ønske om en kremering få meter herfra.