Tilbage til De Berejstes hjemmeside

John Nousiainen's bjergtur til Ecuador

Chimborazo:

Sendt d. 4.6.1999 fra Riobamba, Ecuador.

Hejsa venner
Her er en lille hilsen fra det regnfulde Ecuador. Vi sidder nu på den sidste nye Internet cafe i Riobamba, en charmerende lille indianer by i højlandet. Turen hertil fra Quito skulle være en af de smukkeste busture her i landet, hvor man bl.a. passerer vulkanerne Pinchincha, Atacaso, Pasochoa, Corazón, Ruminãhui, Illniza Sur, Cotopaxi og Carihuairazo (bare for at nævne de største) men pga. tåge og regn har vi ikke set meget mere end våd asfalt. I morgen drager vi ud på et 5 dages trek rundt om Chimborazo (Ecuadors højeste bjerg på 6.310m), hvor vi på 4 dagen skal bestige Carihuairazo på 5.025m. Dette bjerg skal tjene som træning for drengenes forsøg på at bestige Cotopaxi om ca. 7 dage.

Som sagt så regner det netop nu hvilket jo ikke er det bedste udgangspunkt for 5 dage i det fri, håber meget at det bliver bedre i morgen. Leveomkostningerne er lave, et værelse på et godt/ok hotel koster ca. 24 kroner og et måltid koster ca. 20 kroner. Men guides koster en del, på den anden side så er det ikke et sted jeg gider at spare, vi skal betale ca. 290$ for 5 dage, men så har vi også en af de bedste og mest erfarne bjergguides i Ecuador. Adam og jeg skal ydermere betale ca. 170$ for at sikre os samme guide til bestigningen af Cotopaxi. Mit spanske har vist sig at være mangelfuldt, men det går dog uden de helt store problemer. Jeg er til at kontakte på følgende e-mail de næste 5 dage.
netcafe@……..
Husk at skrive etc.....

Håber at alt er vel i Danmark

John


Sendt d. 10.6.99 fra Riobamba, Ecuador

Holá amigos
Efter 5 dage i bjergene er vi nu tilbage i Riobamba. Det har været 5 hårde dage, regn, sne, tåge og hårde vinde har gjort dette til en prøvelse. Men vi (Adam & jeg) har nu opholdt os længe nok i ekstrem højde (to overnatninger i 4.350m + to ture op i 5.000m) til at vores topforsøg i morgen skulle være relativt sikkert. Jeg føler mig stærk! Kan arbejde med høj intensitet i højden, men det får jeg også brug for da turen op til toppen af Cotopaxi, er beregnet til ca. 8 timer og derefter med 4-5 timer ned. Marcelo, vores guide (som har været 100 gange på både Chimborazo og Cotopaxi) ville teste Adam og jeg, vi skulle gå 200 højdemeter sammen med ham startende i 4.900 m. Normaltiden for turister er 40-50 min. vi gjorde det på 25, hvilket vi fik at vide var "guidespeed". Guidespeeden fremprovokerede en akut følelse af "hjerne-ud-af-øre" og brækfornemmelser, men jeg var blevet testet og den var gået godt, selvom jeg måtte bære rundt på en gigantisk hovedpine resten af dagen. Pigerne var behjælpelige med at stille teltene op mens drengene bare stod og kunne gøre intet = saltstøtter, guidespeeden var ligesom forsvundet. Juanito vores søde lille kok og altmuligmand klargjorde senere vores steigeisen, og det fik lidt liv i drengene igen, vi piskede op og ned af stejle skrænter for at øve os i den ædle kunst i at undgå at flænse sig selv og andre med de centimeterlange metal pigge.

Vejret er dog ikke godt, de sidste dage har det skiftevis regnet og sneet, hvilket betyder at der nu må ligger meget sne de sidste 1.500m. I går var det planen at vi skulle bestige et mindre bjerg på 5.025m, men vi måtte returnere i ca. 4.750m da blæsten sammen med kulden blev for meget (ca. - 5 grader). Hvis vejret ikke bliver bedre så når jeg aldrig toppen for det er for sindssygt at klatre i sådan en kulde. Hvis alt er perfekt så skulle temp. ca. være - 15 grader på toppen, med megen blæst - ja hvem ved. Det bliver kun Adam og jeg der prøver at nå toppen. Klokken er nu 18.21 i Ecuador - efter en god gang mad og lidt søvn går turen i morgen til Cotopaxi National Park, vi ankommer ca. kl. 15, derefter skal vi klatre i ca.1 time for at nå det sidste refugium. Pause og lidt mad hvorefter vi skal klatre ca. 100m, derefter tilbage til refugiet, hvor vi skal spise og sove indtil 23.00. Lidt mad og pandelampen bliver tændt og vi er af sted. Jeg vil ikke returnere til Riobamba, af samme grund kan jeg ikke længere træffes på denne mail. Håber at jeg kan finde en netcafe i Banõs, så skal I få fortsættelsen.

Kolde & regnfulde hilsner fra Riobamba

John


Sendt d. 13.6.99 fra Baños, Ecuador

Hej venner Endnu en lille hilsen fra Ecuador. Vores forsøg på at bestige Cotopaxi forblev et forsøg. Netop som vi ankom til p-pladsen, der signalerer starten på bjerget begyndte det at sne & storme. Vi måtte allerede på dette tidspunkt skifte til fuldt bjerggear og arbejde os op i 4.800m med mad & vand til refugiet. Efter maden gik vi i seng, kl. 19.30 hørte jeg noget som mest af alt mindede om et fly, der passerede hen over hovedet på os, det skulle vise sig at være stormen, som til sidst fik krammet på os. Kl. 23 stod vores guide op (Marcelo) Adam og jeg troede der var tale om en joke da han forsigtigt puffede til vores soveposer. "We have to try""this is normal in 5.000m" ect. OK Marcelo var manden der havde forstand på sagerne så vi begyndte påklædningen. Indenfor var det ca. 5 grader varmt, udenfor - 14 grader, og det kunne kun blive koldere. En tør bolle, lidt te med masser af sukker, tre saltpiller og en slurk vand og vi var af sted. Udenfor råbte vi et held og lykke til hinanden, mens Marcelo bad en bøn efterfulgt af korsets tegn (virkede meget stærkt). Sigtbarheden var ca. 1-2m. sneen piskede os i ansigtet. Vi gik i følgende rækkefølge, Marcelo, John & Adam. Jeg så kun på Marcelo's isøkse & støvler, mens jeg tænkte på gamle kærester og elskerinder (råd fra Marcelo, en god måde at spendere tiden på når man arbejder sig op). I ca. 4.950m skulle vi have vores steigeisen på, Adam havde problemer hvilket betød at vi stod stille i ca. 10 min før end problemet var løst. Blæsten var til tider så stærk at den var ved at blæse os af bjerget, nu må jeg sige at det virker lidt uhyggeligt, men i situationen var det bare en del af udfordringen. Vi var det første hold, der havde forladt refugiet, ergo var det os der skulle bane vejen for de andre (ca. 15 turister og seks guides), måske ikke den mest fornuftige ide eftersom vi klart var de mest uerfarne af alle. Både Adam og jeg havde det super godt på intet tidspunkt var der fysiske problemer - rent ud sagt så traskede vi bare i røven på Marcelo.

I ca. 5.100m begyndte problemerne da vi kom ind i det såkaldte "snowfield" en stigning på ca. 350 højdemeter hvor metertyk sne skal forceres, hældningen mellem 45-55 grader. Sneen var ekstrem fin øverst, frossen længere nede og igen fin resten af vejen ned til selve bjerget, ifølge Marcelo, var sneens tekstur den samme som ved 11 tiden om eftermiddagen, men nu var
Kvinder på Ingapirca

pige: Carihuasi

klokken tre om natten og det var - 20 grader. Forskellen er at den om natten nemt skulle kunne bære et menneske. Vi var i problemer. Vi gik gennem sneen ca. hver 5 skridt oder so. Enkelte gange forsvandt støvlen bare ned i sneen, andre gange forsvandt hele benet. Pludseligt blev alt utroligt besværligt, jeg kunne nu ikke længere tænke på kvinder, men kun på at undgå at falde gennem sneen. På et tidspunkt var jeg kommet ca. 2 højdemeter bagefter de to andre (hvilket ca. svarer til 1-2 min arbejde), for hvem ved hvilken gang gik jeg gennem sneen, da jeg så og sige kom op igen var jeg ikke i balance og vinden fik fat i mig, hvilket resulterede i en 15 højde m glidetur ned af bjerget, alene i mørket. I forvirringen var der ingen, der havde set mig forsvinde, hvilket nu jo virker sygt. I situationen konstaterede jeg blot at jeg havde ødelagt mine gora-tex bukser ved at rive dem op med mine steigeisen (jeg var bange for at lægmusklen også skulle have lidt overlast men kunne ikke tjekke det for senere, viste sig blot at være en hudafskrabning) plus at jeg ydermere havde tabt mine to vandflasker i rygsækken. Der var ikke andet for end at klatre op til de to andre der var blevet suppleret med to englændere. Jeg råbte lidt højt (sgu' og fanden.....!) da jeg fik kontakt med dem igen, men så var det også glemt, vi havde jo et bjerg, der skulle bestiges. Man kan jo spørge sig selv hvorfor vi ikke allerede på dette tidspunkt var rebsikret - jeg er jer svar skyldig, det starter man altså først på i 5.300m, hvorfor ved jeg ikke.

I 5.230m sagde Marcelo Stop, vi skulle nu ind i en mere farlig zone, hvor der kun var få meters margen til begge sider, et forkert skridt og man skal spendere resten af natten i en spalte. Adam ville gerne fortsætte, jeg var så skuffet som aldrig for, men holdt mig til Marcelo's råd om at vende om. 5 min's rådslagning og vi besluttede os til at gå ned igen. På dette tidspunkt lå der et tykt lag is over hele kroppen og rygsækken, men så længe jeg arbejdede så kunne jeg ikke mærke noget. Vi efterlod vores to nye engelske venner og gik ned. Vi passerede de andre hold, på vejen ned, sjældent har jeg været så nedtrykt og på samme tid overbevist om at jeg gjorde det rigtige. Kl. 4.30 var vi tilbage. Ingen sagde et ord vi sad blot i mørket med tændte pandelamper, langsomt begyndte vi at fryse, det tog 5 min at få alt det frosne gear af, og så tilbage i soveposen. Langsomt begyndte de andre at indfinde sig i refugiet, da vi atter stod op manglede "vi" kun to, alle andre havde vendt om. I parentes bemærket så var alle meget mærkede efter turen, i køjen under Adam og jeg lå den ene af de føromtalte englændere og han frøs så hans tænder klaprede, ja det tætteste man kommer på en sammenligning er en tegnefilm. Kl. 10 var de tilbage efter at have været på toppen. De fleste guides i refugiet beklagede at "top guiden" havde sat livet på spil for at nå den forbandede top. Vejret var ikke blevet bedre, så turen tilbage til P-pladsen var stort set lige så ubehagelig som turen de få hundrede meter op af Cotopaxi havde været det få timer forinden. Nu er jeg i Baños, turistby nr. 1 så vidt jeg kan vurdere. Har netop sagt farvel til Adam & Eva - men har allerede fået nye venner, mere om det senere.

For..... jeg er så forbandet over at jeg ikke kom på toppen at jeg har besluttet at gøre forsøget endnu engang, det koster godt nok en del, men hvis jeg ikke gør forsøget vil jeg fortryde resten af mit liv. Jeg har besluttet at betragte det som min fødselsdagsgave til mig selv. - og det er her mine nye venner kommer ind i billedet. Inde i forretningen "Julio Verne - Tour Operator" mødte jeg to hollændere, der var interesseret i at bestige Cotopaxi, dvs. manden, for kvinden hader at gå i bjergene (som I kan se så ved jeg ikke engang hvad de hedder). Vi starter med at bestige det lokale bjerg (Tungurahua 5.023m) i morgen, dette er også en to dages tur, hvor selve topforsøget starter kl. 3 søndag morgen, på den baggrund må det betragtes som et let bjerg. Derefter tager vi direkte videre til Cotopaxi, hvor jeg så for anden gang skal stå ansigt til ansigt med "the Mountain of Light". Hvis vejret ikke snart arter sig til min fordel så går jeg grassat, men denne gang skulle der være mulighed for succes, min nye ven har besteget en del bjerge i det nordlige Ecuador og har aldrig haft dårligt vejr 7-9-13. Hvis alt gå efter planen så står jeg på toppen af Cotopaxi onsdag morgen lokaltid - jeg kan godt se at dette virker en smule manisk, men jeg hader at give op når jeg ved at jeg kan - derfor endnu et forsøg.

Håber at alt er vel i Danmark og at I nyder den danske sommer, den kan umuligt være dårligere end det lorte vejr jeg pt. opholder mig i her.

John


Sendt d. 24.6.99 fra Baños, Ecuador

Hejsa alle
Tak for de mange mails - som altid er der både godt (oftest) men også dårligt nyt. Sådan er livet nu engang. På mange måder kan man ikke forstå at her opleves livet meget intens og sprængfyldt af indhold - og at der så ikke sker mere i DK er det ikke utroligt. Men det er jo ikke fordi jeg ligger solidt i informationsstrømmens

centrum. Jeg har netop hørt at krigen i Kosava er stoppet, men det er jo en gammel nyhed (kan jeg forstå). På alle måder føler jeg mig personligt forfulgt af regnen, har flere gange tænkt på at slå mig ned i Ecuador som shaman med speciale i regn. For eftersom dette er ”dry season” så tør jeg slet ikke tænke på hvordan det ser ud når det bliver ”wet season”. Lige meget hvor mange krumspring jeg foretager mig for undgå regnen så finder den mig indenfor få timer. Jeg har spenderet 1 dag i midten af junglen siddende apatisk stirrende ud i

det (blå) grønne, og det skulle være et af de smukkeste steder i Ecuador, hvor man både dag og nat kan se vulkanen Sangay sende sine dødelige men utrolige smukke lavastrømme op i luften såvel som ned af dens sider, men for mig fortsatte mit uheld. Jeg kunne ikke engang se bjerget pga. skyer ja faktisk så har jeg til tider besvær med at se tre hundrede meter frem - og jeg ventede i tre dage på at bare få et glimt at dette naturfænomen. Sådan har det faktisk været det meste af tiden. Det har på den front bare ikke været min tur. Men som gammel rotte i faget så kompenseres der rigeligt med billeder af mennesker og det mikroorienteret univers, der er omkring mig. Som jeg har fortalt så har det været min plan at gøre endnu et forsøg på at bestige Cotopaxi, dette må jeg nu desværre droppe. For bestigningen af Tungurahua var lige præcis den belastning som mit knæ ikke kunne klare - og et vink med en vognstang kan selv jeg forstå. Som sagt så mødte jeg et hollandsk par Allard & Everlyn. De kører Sydamerika tynd i 2 år i deres 4 hjuls mega bil. Allard er ikke nogen prof. bjergbestiger men har besteget mange flere bjerge end mig, hvilket i mine øjne gjorde ham til en attraktiv makker. Sammen fandt vi en guide i Julio Verne Tours, Miguel, en stor rå ecuadorianer, der virkelig kunne sætte et tempo. Tungurahua er ikke et stort bjerg (selvom det slå alle bjerge i Europa) 5.016m, og har ca. tre svære passager. Alle fra 4.700 og op, så det gælder om at have tungen lige i munden, hvilket ikke er så svært for der har den været lige siden man forlod refugiet. Det skal ikke skjules at pulsen stiger en anelse, og at sveden springer frem enkelte steder under de mange lag gore-tex man har på. På hovedet har man inderst en "autonom hue" kun med åbninger til øjne, derefter en lama-strik-hue som er det bedste køb jeg i mit liv har gjort. Varm som bare fanden. Hertil kommer en svedtransporterende undertrøje, bomulds T-shirt, en herrevarm fleece trøje + min herlige varme Oakley jakke. Bentøjet opvarmes af et par Long Johns, bukser, og gore-tex overtræksbukser, på fødderne har jeg inderst et par sokker på (kunststof der virker som svedtransporterende materiale og et par skisokker udenpå).

Nå, lad mig starte fra begyndelsen. Turen op til Refugiet var en af de hårdeste trekking ture jeg har prøvet i mit liv. Ca. 1.100 højdemeter skal tilbagelægges gennem våd, klam, glat, og til tider ildelugtende jungle. For de af jer, der har prøvet at gå op (og her mener jeg virkelig op) ved disse konditioner ved hvad jeg snakker om. Pga. af fugtigheden har sveden ingen mulighed for at fordampe eller endnu mere forsvinde fra huden, dette betyder at man er 100 % gennemblødt, af egen sved og den generelle høje fugtighed. Traditionen tro begyndte det at regne da vi var ca. halvvejs, jeg prøvede kort at påføre mig det udleverede regnslag, men under et stykke plastik, fik jeg de decideret dårligt. Ergo måtte jeg acceptere naturens luner og helt og holdent overgive mig til regnen.

Stien som vi måtte følge var et stort mudderhul, og af samme grund gik vi alle med gummistøvler, ofte var skaftet - og dermed hele støvlen - under mudder, hvilket ikke er så rart da heste og æsler fra tid til anden efterlod en dampende pære eller urin. Blandingen af jord, vand, urin og andre efterladenskaber har en ubestemmelig lugt, der på ingen måde kan beskrives som behagelig. Hvis I kan forestille jer at gå i bunden af et stort V så har I en meget god ide om hvordan det er. Siderne og underlaget er så glat at man hele tiden og så igen må støtte sig til siderne, det er meget hårdt at arbejde sig op. Men op kom vi dog . 3 3/4 min senere kunne vi endelig skimte refugiet, og i det samme tittede solen frem - kunne det være et tegn - et tegn om gode tider, om varme, ingen vind, og vigtigst ingen regn eller sne? Svaret er givet på forhånd - nej.

De gode takter holdt kun i 2 timer, så kunne vi se mørke skyer nærme sig nedenfra (ja i de højder kommer skyerne ikke nødvendigvis fra nord, syd ect.), snart var vi tvunget til at trække indenfor, hvor de forskellige "tophold" alle delte en god middag (tre forskellige hold, og 2 tåbelige amerikanere der ville prøve kræfter med Tungurahua på egen hånd - i tennissko!!!!, til min store glæde måtte de hurtigt vende om hi hi hi). Klokken var efterhånden blevet mange (18.30) og soveposen kaldte. Som det havde været tilfældet på Cotopaxi, kom der et tog forbi omkring kl. 22. Toget var en storm; hvis det på nogen måde kunne have været nogen hjælp så ville jeg have grædt højt & længe, hvor uheldig kan man være. Tredje bjerg i træk! Jeg har snart brugt 5.000 kroner for at blive stoppet af regn mv. hver gang. Der i mørket lavede jeg en overenskomst med mig selv. Jeg vil ikke være den der vender om - jeg vil op (skørt og tosset, men ikke desto mindre sandt). Kl. 1 var Miguel i fuldt udstyr, sneget sig ind på mig, og blidt som en mor, fik han mig i gang. På dette tidspunkt var det ikke så koldt, ca. 7 grader indenfor og måske - 5 udenfor. Vi, Allard og jeg blev fodret med lidt brød, vand og den ulovlige Coca-te (som dog ingen synlig effekt havde), og så var det afgang. Guides og måske specielt bjergguides har vel et slogan til fælles "we have to try" det var den besked Adam og jeg fik på Cotopaxi og det var den besked Allard & jeg fik fra Miguel. Ergo så var der ikke andet for end at kaste sig ud i det.

Det er en fantastisk følelse at påføre sig alle mulige tekniske "dingenoter", lige før man gå ud. Vi var i alt 11, der skulle gøre forsøget, og lyden af isøkser, der rammer steigeisen & seler er noget man kan leve højt på i lang tid efter. Ingen siger noget, alle er fuldt koncentreret på den forestående opgave. Vi var første hold ude af refugiet. Korsets tegn, fra Miguel, fik mig til at ønske at jeg selv havde et eller ritual jeg kunne fyre af for at hjælpe mig op, men i mangel på et sådant tog jeg til takken med Miguel´s. De første 100 højdemeter består af de sidste rester af genstridig vegetation, så her var vi delvist beskyttede for vinden, men regnen styrtede ned som vi kender det fra en rigtig god efterårsdag, great!!! Efterhånden som vi kom højere op så stoppede vegetationen og sten, klipper og grus afløste det. Regnen blev til en slags slud/is som havde den uheldige effekt at den så og sige klistrede sig til kroppen så snart den ramte. Vi holdt pauser på 1 min hver 100 højdemeter, pludselig kunne jeg høre Allard fnise gennem hans tunge tunge og hastige åndedræt, "look at you". Det er ikke helt nemt eftersom det eneste lys, der findes sidder i panden på mig selv, så jeg valgte at glo på Allard i stedet. Og jeg måtte give ham ret det så ret komisk ud, dækket af et is og sne lignede vi nu mere "Yeties" end halvfede turister, der lejlighedsvis leger i bjergene.

I 4.700m (ca.) begyndte smilet at blive en smule mere anstrengt. Sneen dækkede nu over alle potentielle faremomenter. Vi blev rebsikret. Jeg gik som sidste mand, hvilket når man går op er en god plads af have. De næste 100 højdemeter tog vel lidt under 1 time, vi skulle traversere hele tiden, og på det ustabile underlag + højden var jeg ikke just nogen bjergged. I ca. 4.800 nær man den første top, det er et enormt krater, hvor der over det hele stiger damp op. Jeg ved ikke hvor koldt det var måske - 15 og pludselig sim-sala-bim var det måske + 40 grader ud fra en lille gyser 10*20 cm. Sneen fortsatte sit personlige hævntogt imod mig så jeg fik aldrig set den store skønhed, der skulle herske heroppe. En kort pause, lidt te (af den lovlige slags) og de sidste 200+ meter skulle tilbagelægges. Pludselig opdagede vi en uheldig effekt ved at stå for tæt på de varme kilder, vi var begyndt at tø op, Isen blev til vand, og pludselig var det slet ikke så sjovt at stå stille - faktisk begyndte vi at få kulderystelser, så Miguel så på et tidspunkt en smule bekymret ud (alá en mor) "should we go down?" "NO" råbte vi i kor "let´s go". Hurtigt genvandt jeg varmen i kroppen, glad over at alle systemerne virkede på trods af alle besværlighederne, men var der et lille problem - ja det var der, mine fingre var kolde, meget kolde. Jeg tror det skyldes den nærmest fatalistiske livsline isøksen er. Man bogstavelig klamre sig til dette stykke metal. Men metal bliver jo koldt og sammenholdt med mine mere eller mindre våde handsker (pga. gyser, ja det bliver lidt svært at forklare her sorry.) var en dårlig cocktail. Som sidste mand (der er ca. 6 meter mellem os) kunne jeg se de andre begynde at falde gennem sneen, og i det øjeblik så jeg en gentagelse af Cotopaxi foran mig. Efter jeg havde været gennem sneen 20 gange råbte jeg af mine lungers fulde kræft (knap så stuerene ord). Det var efterhånden ved at være lyst, sneen blev også et problem, og at undgå blindhed måtte vi holde en kort pause for at finde solbriller frem. Det er utroligt hvordan naturen har sine egne præmisser, her går jeg midt i en snestorm, med en sigtbarhed på 10 meter, og stadigvæk er det muligt at blive sneblind.
Utroligt.

Nu skinner solen faktisk udenfor - jeg bliver lige nødt til at gå ud i den "see you later". Nå, det var blot et hul i det gigantiske skysystem, der må ligge permanent over hovedet på mig. Tilbage til Tungurahua, sneen ville være lige noget for Smilla (fornemmelser.....), hvid (se det var en overraskelse) men desto længere man kom væk fra overfladen desto mere koboltblå blev den. Pauserne kom nu hurtigt efter hinanden, og her med hovedet mellem benene (dels for at genfinde luften / de gode takter og dels for at få max. beskyttelse fra vinden) kunne jeg så beundre dette naturfænomen. Hvad der viste sig at være 40 meter fra toppen skulle vi så til at klatre, Miguel, der var første mand, brugte ikke mere end 3 min på at forcere dette udhæng, med 6 meter reb mellem os var han væk, ude af vores synsfelt. Igen havde jeg tid til at konstatere at mine fingre var pænt på vej til at være forfrosne. Miguel havde i mellemtiden konstrueret en form for elevator. Ved hjælp af to isøkser, rebet og utrolig styrke gjorde han vores tur op over udhænget utroligt let. Men ikke desto mindre lå vi i sneen i 2 min for at komme os.

Nu var vi for alvor ved at være trætte, men som Jon Krakauer skriver i sin fantastiske bog "Into thin air", man kan altid tage et skridt til (se det var lidt reklame). Ergo skridt efter skridt nærmede vi os toppen, og så uden af jeg rigtigt havde observeret det stod Miguel stille, vendte sig om og gav os en kæmpe knus "Congratulation, welcome to Tungurahua". Vi har alle vores egne måder at reagere på, jeg stod stille og nød øjeblikket. Allard råbte og skreg af glæde. Tid til billeder. Allard havde medbragt et hollandsk flag, det anvendte jeg også, men blæsten var så hård at det var svært for to personer at holde det. Jeg havde planlagt at tage mange billeder på toppen (så der ville være mindst et der kunne tage sig lidt macho ud) men det blev vist til 2 eller 3 og jeg var ligeglad. Om de er i fokus vil tiden vise for jeg kunne ikke se gennem søgeren pga. pandelampe og solbriller, de blev nærmest taget i blinde.

I alt var vi vel på toppen i 3 min. turen ned var sjov. Normalt er det sidste manden op, der leder ned, således at guiden går sidst, og har kontrol over sagerne. Men Miguel var tydeligvis ikke imponeret over min nedstigningsteknik, ikke at den på nogen måde er dårlig (hmmm...), men pludselig kom Miguel glidende forbi på røven (for at sige det lige ud) hurtigt fangede vi ideen, som da vi var børn på den lokale bakken, gik den på fulde hammer ned over bjerget (med smil på læben og sug i maven). De 200+ højdemeter som vi for blot få øjeblikket siden havde kæmpet os op over blev tilbagelagt på 10 min, eller der omkring. I alt var vi 8 der kom på toppen. Men for mig startede problemerne faktisk først mange højdemeter længere nede af bjerget. For efter vi kom ned over de svære partier tog Miguel rebet af os og sagde "now ski home" førte os over på en anden side af bjerget hvor stigningen var stejl, men jævn, kun med sne, grus og små sten, ingen store. På dette underlag kunne man glide, løbe nedad. Hurtigt kunne jeg mærke at dette var en rigtig dårlig ide, for mit venstre knæ lod sig straks mærke (operationerne i dec. og jan.). Men når man har sagt A så må man også sige B, vi havde valgt denne rute for nedturen og der var ingen alternativer. Situationen blev ydermere intens, da sten begyndte af komme rullende ned fra oven. Miguel var bange for at de andre hold ville udløse stenskred længere oppe på bjerget hvilket kunne skabe problemer for os, så på en pæn måde bad han os hive nosserne op i knæhøjde og få fart på. Halsende efter Miguel, 2 timer ned kunne jeg stille og roligt konstatere at mine forhåbninger om at bestige Cotopaxi forsvandt i gruset. Jeg havde da vi nåede refugiet meget ondt i knæet. Men som det havde været tilfældet op så skulle vi ned gennem junglen igen, og med de sidste 12 timers regn mv. var stien ned om muligt endnu mere glat og ufremkommelig (Allard og jeg snakkede i sjov om at det i virkeligheden var her vi skulle rebsikres for vores egen sikkerhed).Det tog os 2 1/2 time at tilbagelægge turen fra refugiet til jeepen. Det sidste søm i kisten! Jeg har det nu godt igen, men vil ikke tage chancen for endnu en knæoperation. Cotopaxi må vente til at jeg kommer tilbage til Ecuador. Jeg har netop modtaget en mail fra Allard, og han har sammen med Miguel besteget Cotopaxi, under perfekte forhold, hvilket jo så meget desto mere understreger mit uheld (hvis jeg selv skal sige det).

Siden Tungurahua har jeg været en tur sydpå, hvor jeg i regnen har besøgt Ingapirca, den eneste inkaruin, der findes i Ecuador (de var her blot i 50 år så det er begrænset hvad de kunne nå). Ingapirca ligger meget smukt mellem bløde og sensuelle bjerge, mens som det er tilfældet med mange af verdens andre store bygningsværker så må man spørge sig selv: hvorfor fanden her? Der er tusinde af steder, hvor man af strategiske eller religiøse grunde kunne placere sådanne bygningsværker, hvorfor så vælge den besværlige løsning. Måske er der noget vi har tabt på vejen, måske er finten ikke at springe over hvor gærdet er lavest, men derimod gøre det så svært som muligt for der igennem at opnå, ja hvad ved jeg.....Derefter gik turen til Cuenca, som betragtes som Ecuador´s smukkeste by (bliver også kaldt Sydamerikas Athen dog pga. universiteterne og den massive tilstedeværelse af katolske kirker og deres tilhørende teologiske forskningsenheder), hvilket jeg vil medgive (udfra mit vurderingsgrundlag).

Ja, jeg må nævne det igen, regnen. Godt træt af vand, havde jeg 3 muligheder, regnskoven, bjergene eller kysten. Måske ud fra en trodsig holdning valgte jeg regnskoven (jeg burde jo vide bedre REGNskov......men vil man ikke høre så må man føle). Efter en bustur, der i min personlige rekordbog kommer ind på en første plads i kategorien "sur-tur" ankom jeg til Macas (i Morona Santiago regionen). 132 km på 11 1/2 time, den første bus gik ned efter mindre end 200m, den anden var tydeligvis en reserve, havde ikke plads til "grande" John. Lige før transaktionen forgik mellem bus nr. 1 og bus nr. 2 lykkedes det mig at gafle en hundelort med venstre sandal. I det hele taget burde disse tegn have været nok, men.......Det havde været planen at tage til Limón, hvor der skulle være, ja faktisk intet at gøre udover at vandre og nyde naturen i den umiddelbare nærhed. Men min nabo i bussen en ung kvinde overbeviste mig om at det ville være bedre at fortsætte til Macas, og hvem kan argumentere med de lokale, og slet ikke en smuk ung kvinde? Ydermere skulle det kun tage 3 timer mere, hvilket syntes rimeligt for at tilbagelægge de små 50 km i bjergene, der kom dog en ubetydelig korrektion på 4 timer på. 7 timer for 50 km! Macas var aldeles tom for turister (hvis vi lige ser bort fra de amerikanske oliearbejdere, der var flittige kunder hos de lokale prostituerede).

Eftersom ingen ankommer med bus (!) men kun med et af de 2 ugentlige fly måtte jeg vente til mandag i håb om at finde enkelte turister, der ville spendere et par våde dage i junglen sammen med mig. De kom blot ikke, hvilket betød 70 $ pr. dag for mig, hvilket jo er en sjat (og en sjat for meget). Ergo så spenderede jeg endnu 10 timer i offentlige transportmidler for at komme fra Macas til Baños, hvor der er turister så hvem ved måske kommer jeg i junglen.... De ti timer i bus dækker over 2 bus sammenbrud (alá Kinasyndrom), man efterlader blot bussen, kaster sin rygsæk på ryggen og begynder at traske i den retning alle de andre trasker i. På et tidspunkt blev vi taget op af en pick-up (Toyota tror jeg nok). Uden problemer var der plads til 18 mennesker på ladet, to hunde, og en sæk med høns. På den tid jeg spenderede ombord på Toyotaen modtog jeg ikke mindre en 66 myggestik på mine ankler, endnu en almindelig dag i Ecuador. Lidt imod mine principper om at rejse tænker jeg nu alvorligt på at drage ud til at kysten for at få et glimt af solen, måske få lidt farve, drikke farlige drinks med både paraply og stjernekaster i, kigge på lamse-bamser & lytte til dårlig popmusik. Men jeg håber til det sidste at vejret finder sig selv og jeg slipper for "Costa del Sol" oplevelsen. Nu har jeg spenderet hele mit dagsbudget på denne e-mail så jeg vil stoppe her. Jeg kan fortsat træffes på denne mail, så jeg håber på mange hilsner (for ligesom at spille en pres-ball til jer).
Der er stadigvæk mange der ikke har skrevet, fy fy.

Fugtige hilsner

John


Sendt d. 30.6.99 fra Quito, Ecuador

Hejsa venner
Ja, så blev det til endnu en stille fødselsdag alene, 31 år tænk engang. Som jeg skrev i en tidligere mail ville jeg overveje at tage konsekvensen af regnen, og søge ud mod havet. Dårligt havde jeg rystet de sidste salsa rytmer af mig for jeg sad i bussen til Puerto Lopez, ergo Stillehavet kaldte. Adam & jeg havde det herresjovt her midt i Quito, mens Eva desværre lå hjemme på vores hotel med maveproblemer (pre-fødselsdagsfest). Næste dag var jeg alene da Adam og Eva havde søgt nordpå (læs: Venezuela) for at dykke. Hvis der er een ting man ikke må i Ecuador så er det at tage natbussen (det siger alle), så det skulle jeg selvfølgelig prøve.

pige, Quito

Kl. 18.30 stod jeg glad og fro og ventede på min bus. Den så ikke så farlig ud, så uden problemer entrerede jeg og fandt min plads, ved min side sad der en meget sød, men ældre kvinde (Jalma, tror jeg nok). Et smil og lidt udveksling af frugt og mad skaber altid gode venner, jeg fik en god snak med Jalma, før lyset pludseligt forsvandt og vi var overladt til mørket med fedtede fingre. Klokken var jo også blevet 20.00 og så skal der soves. Det er bare lidt svært fordi der pisker salsamusik ud gennem højtalerne så højt at det skal opleves for man rigtigt kan forstå det. Traditionen tro var der problemer, efter 4 timers kørsel, blev et pitstop lige lovligt langt, og det viste sig at min bus nr. 5 var gået til de evige græsmarker. Alle sad vi så der midt i junglen med alt vores bagage. Jeg ved ikke hvor den kom fra men pludselig var der en reserve (vi skulle kun vente 1 time men apatien havde allerede sat ind). Nu var vores buschauffør en mand af ære, og hvis køreplanen sagde 12 timer ja så betød det 12 timer. Ergo så blev farten sat en "smule" op, hvilket synes umuligt. Jeg havde ikke sovet natten før og jeg fik ikke sovet denne nat. Nu ved jeg jo sådan ca. hvor mange af jer der har prøvet at køre rundt om natten i bjergene, og jeg siger jer at her kan man for alvor tale om "Adventure Sport". På mange måder så har jeg aldrig været bange for alle de mere eller mindre sindssyge ting jeg efterhånden har prøvet - for jeg har altid følt en form for kontrol, måske indbildt, men dog eksisterende. Siddende i en bus med March 1 hastighed mister man pludselig denne følelse. Man er ganske hjælpeløs. Ikke fordi jeg tænker ofte på det, men denne nat kom min lille busulykke i Egypten tilbage.

Hjernen er en meget underlig muskel, elektrisk impulscenter, eller hvad den nu er. Det var lige præcis det eneste jeg ikke skulle tænke på, men det var stort set den eneste tankerække, der kørte rundt i hovedet på mig. Dette fortsatte indtil jeg begyndte at planlægge min næste lange rejse (Motorcykel fra Alaska til Tierra del Fuego langs Stillehavskysten). Da det blev morgen var den (planen) i min hjerne udtænkt og klar til at blive eksekveret. Varighed 1 år eller måske lidt mere, der er lige det tilbagevendende spg. om penge, men det må løses hen af vejen. Fantasien har sine veje som fornuften intet kender til!

Puerto Lopez, ja jeg kunne ikke tro mine egne øjne, var jeg overtræt, eller var jeg tilbage på Fiji? Nej jeg var ikke på Fiji, blot en ganske god kopi. Byen minder mest af alt om den klassiske cowboy by vi kender fra film. Highstreet og det er ligesom det. Der findes kun få steder for os turister, men jeg fandt et fornemt sted af slagsen, Villa Columbia, hvis I nogensinde kommer forbi ja så kig blot forbi. Gensynet med Stillehavet var dejligt, jeg sad med et kæmpe smil på læben, mens jeg indtog min morgenmad mindre end 40m fra dette enorme hav. I vandet mellem Poerto Lopez og øen Isla de la Plata (Sølvøen) findes en skat som er uovertruffen, hvaler, kæmpe hvaler. Jeg fandt aldrig rigtigt ud af hvad de hed, for i Poerto Lopez hedder de blot hvaler (Ballenas på spansk, har senere sjusset mig frem til at det var pukkelhvaler). Netop på dette tidspunkt krydser de dette stræde, og der skulle være gode muligheder for at se dem. Jeg tænkte at det ville være en fornuftig fødselsdagsgave at give min selv, så 31 år gammel (blot tre timer tidligere) hoppede jeg ombord i en lille speedbåd, som skulle transportere mig ud på havet, til hvalerne og siden hen til Isla de la Plate.

Nu er der sikkert mange, der vil give mig ret i at jeg ikke har været en god dreng i det forløbende år, så skyerne der strakte så lange øjet rakte overraskede mig ikke, det gjorde der imod solen, der efter 1 time på havet, gjorde krav på dagens program. Jeg sad i solen, nød de bølge der fik båden til af hugge afsted, imens mine "med turister" sad inde i skyggen og led af søsyge. Der var ikke meget viking over dem. Alene turist sammen med vores guide, kunne jeg så nyde synet af flyvefisk der ca. 1m over vandet nemt tilbagelægger 50 m (har læst at de kan tilbagelægge helt op til 400m), hist og her kiggede en skildpadde op for straks at forsvinde ned i det dybe blå igen. Jeg fik en lang forklaring om bæredygtig fiskeri, noget som vi måske kunne lære lidt af. Små to timer senere (og et par brækposer) nærmede vi os Whalezone, og fuldt fortjent, eftersom det var min fødselsdag, så var jeg den første der så en hval. Omkring 100 m til højre (er det ikke styrbord?) dukkede en hval op, pustede lidt vand ud af åndehullet, dykkede igen og vinkede farvel med en enorm hale. Det var et af de helt store naturøjeblikke i mit liv. Langsomt blev båden mingeleret hen til det sted hvor vi havde set den forsvinde, motoren blev slukket og alle forholdt sig musestille. Endnu to hvaler kom op ca. 300m borte, de lå der vel et minut oder so, og kredsede rundt i overfladen, nærmest som når man slår smut med sten. Så forsvandt de igen, og blev borte. Vi blev på stedet i 10 min men det var slut.

Vi genoptog turen til Isla de la Plata, efter 20 min blev motoren så slukket igen, hvilket var et tegn på hvaler. 5 stk. blev tæt omkring båden i 30 min. Tror jeg tog 50 billeder. To af dem var ude på ballade, hvilket er en alvorlig ting for hvaler (de bliver sammen for livet, så man skal tænke sig om før man gør noget). I overfladen kunne vi så se Hr. hval gøre alt for at imponere Fru. hval. De brummer, meget dybt, lidt hen ad en ko men uden mmmmmmm mere uuuuuuuuu (ja man skulle nok have været der). Der er ikke mange, der ser dem springe, men jeg var så heldig at se det ,og måske har jeg det også på film....... Når de springer er det fordi de vil vise hvor stærke de er (mener man). Jeg ved ikke hvor store disse dyr var, men et kvalificeret gæt går på 20m. Det er et intet mindre end fantastisk at se 1/3 til 1/2 af hvalen springe op i luften for hurtigt efter at lande med et gigantisk plask. Jeg følte en trang til i at hoppe i og svømme lidt rundt med dem, men det var selvfølgelig ikke en god ide. Senere fortsatte turen til Plata.

Øen minder på mange måder om Galapagos, og bliver derfor også sammenlignet med denne (er også den præcise lokalitet for Robert Louis Stevenson’s ”Skatteøen”). Det var også en utrolig oplevelse, fugle, ja jeg kan ikke huske hvad de hedder, jeg finder lige min bog. "Albatross, frigates and three different booby species" Ja det er hvad bogen siger. De der boobies var altså sjove, med blå fødder, så de bare for sjove ud, og de forsvandt ikke bare fordi et par turister kom forbi. På et tidspunkt stod vi og så hinanden an, og jeg gad vide hvem der havde det sjovest? At se en albatros gå er også lige til bøgerne, det ser mest af alt ud som om de er ”stang-palermo”. De spenderer hele deres liv på vandet, og kommer kun på land for at yngle, så snart dette er sket er det tilbage til havet. Det skulle være forklaringen på at de ikke kan gå. Efter frokosten var det tid til at dykke, dejligt at komme tilbage i vandet. Der var mange forskellige tropiske fisk, men korallerne var døde, eller døende, så meget for bæredygtigt dykkeri. Herefter var det blot at hoppe tilbage i båden og nyde turen tilbage, det var begyndt at blæse lidt op og bølgerne antog nu lidt større ....størrelser (omkring 1m). Frokosten blev afleveret tilbage i sorte brækposer, jeg sad og læste og havde det helt fint, lidt af en hån mod de andre men hvad. Det var jo stadigvæk min fødselsdag, middag med to søde ecuadorianer på Café Yubarta (bestemt et besøg værd), et glas hvidvin (pap) og 1 øl, hvorefter oplevelserne på havet og det ekstra år krævede en seng.

Men...... sol, sommer og alt det der følger med er jo ikke noget for mig. Så jeg er vendt tilbage til bjergene - hvor jeg virkelig har det godt. I morgen går turen til Otavalo, som udover fantastisk natur også skulle have et par mindre bjerge som jeg har tænkt mig at lege i (ikke noget med guide = ikke farligt, sådan da...).

Som I måske ved så er jeg tilbage i DK om 11 sølle dage, så vi ses snart, lander søndag morgen 11.7.99, er på arbejde mandag kl. 8.00.
Sidst vil jeg gerne sige tak for de mails jeg har modtaget – om end korte så er det altid dejligt at høre nyt. Så SKRIV BLOT. F.eks. så har jeg været uden cykelnyheder i snart en måned (har dog hørt om Pantani i Giro'en, men hvad er der sket siden?).

John


Sendt d. 8.7.99 fra Quito, Ecuador

Hejsa venner
En sidste hilsen fra Ecuador, hvor dagligdagen er blevet en smule mere interessant her de sidste dage. Men man skal jo starte fra starten og det vil jeg gøre. Som sagt i min sidste mail så var det tid til at komme tilbage til bjergene. Jeg tog til Otovalo, hvor der er mindst to bjerge, Cototachi & Imbubura, der kan bestiges. Jeg måtte dog først gennem et rigtigt turistprogram for turen op af bjerget var sikret, vi var en stor gruppe, der besøgte forskellige indianerlandsbyer i den umiddelbare nærhed. Det er meget interessant at se hvordan de bor og konstatere at Adam Smith ikke har levet forgæves, alle de forskellige landsbyer har deres eksakte speciale som de er overdrevne eksperter i, eksempelvis var den første landsby eksperter i at behandle siv fra søen Lago de San Pablo, disse siv blev efter en finurlig proces anvendt til vifter, vægge, sovemåtter, bordskåner mv. landsby nr. to var eksperter i at forarbejde uld, karte og indfarvning mens landsby nr. tre var eksperter i at væve. Alle med deres speciale, hvilket gjorde den indbyrdes afhængige og ligeværdige – smukt at se tuskhandel, der overstiger den jyske krejlermentalitet vi kender hjemmefra. I øvrigt sjovt at se hvordan der alle steder holdes marsvin, de indtager som oftest stueetagen af boligen, hvor de løber frit omkring. Marsvin er den helt store delikatesse her i landet – men spises kun ved specielle højtideligheder.

Når det er sagt, så har jeg det bestemt dårligt med at vi kommer 8 mand høj - væltende ind i deres liv, hjem & dagligdag. Hurtigt udviklede jeg en form for passiv-stationær-konservativ-taktik, hvor imod de andre lystigt tog billeder med deres små latterlige pocketcamera’s. Næste dag var vi 4, der sammen besteg en lille satan af et bjerg Fuya-Fuya (4.276m). Det ser ikke ud af meget, det skal man ikke lade sig snyde af. Jeg havde lovet at "lære" en ældre fyr fra USA (Jack) at begå sig på et bjerg/basale trekking tricks. Og det havde han faktisk også brug for - men man skal jo starte et sted så hvorfor ikke her. Udover Jack var der to søde pìger, Alex (Peru) og Myrka (Canada - som jeg rejser med pt.). Traditionen tro fik vi ikke set bjerget, da vi fra bund til top gik i skyer, men jeg har dog været på toppen. Næste dag var det så tid til Cotocachi, bortset fra sølle 6 m, så når bjerget 5.000m. og er på det sidste stykke ganske svært. Vi var 12, der skulle gøre forsøget, hvoraf mindst 5 aldrig har været over 3.000m før....... Jack havde også kastet sig ud i dette projekt og af samme grund lovede jeg at blive ved hans side, lige meget hvad (følte ansvar for det var mig der havde "lokket" ham ud på denne tur). Så fra kl. 3. morgen gik jeg som sidste mand med Jack foran mig, han gik sååååååååa langsomt, men fremad gik det dog. Som det jo er, så er de sidste der når frem til de indlagte hvileperioder også de som får mindst hvile.

Jeg overtog ret hurtigt alt Jacks udstyr, det kunne han slet ikke bære (senere fik jeg dog en guide til at overtage denne ekstra byde). Men som sagt langsomt gik det opad. For første gang var det en dejlig dag, stjerner glimtede lystigt over vores rødsprængte hoveder, og gennem den klare nat kunne vi se vulkanerne Cayambe og Cotopaxi henholdsvis 60 og 110 km borte - vildt ikke. Da solen steg op kunne vi se alle vulkanerne Illinize, Chimborazo (ikke en vulkan), alle blev de først lyserøde siden blodrøde. Det var jo det jeg havde ventet på i sådan ca. 1 måned. Netop på dette tidspunkt gik alt op i en højere enhed, hvis vi skulle returnere herfra og ikke klatre endnu en stakkels meter, ja så var det sådan set ok. Så smukt var det, alle stod bare der med en lille klump i halsen, og tænkte står jeg virkelig her?

Men vi skulle videre, højden gjorde herefter sin virkning, der blev skabt to hold, jeg blev en slags boss for "bussen". Hele tiden et spg. "Are you ok?" og der samme svar "uhhhhhhhhh" som jeg tolkede som jep-jeg-har-det-pisse-fint-blot-lidt-problemer-med-at-få-ilt-nok-ud-til-mine-latterlige-undertrænede-muskler.

Pga. træthed begyndte de at lave alle mulige tåbelige fejl. Det blev efterhånden lidt anstrengt at gå samme med dette langsomt bevægende tog. Her bliver jeg nød til at introducere Poul, en på alle måder utrolig sød fyr fra Irland, men det der med at gå i bjergene det kunne han altså ikke, han oksede der ud af, så pulsen oversteg alle tænkelige konventioner, hvorefter han nærmest brækkede over i to i et par minutter for at finde ud af hvad han egentlig hed. Hele tiden måtte jeg vente på ham fordi han lå og hyperventilerede et eller andet sted. "Du skal ikke gå så hurtig, små skridt og moderat puls bringer dig frem i et stykke, ikke denne form for yoyo bevægelse". Han ville ikke høre, så jeg lod ham knokle videre. Jack så heller ikke for godt ud men efter han fik selskab af en kvinde fra England virkede det som om han fik ekstra kræfter. Resten var længere oppe på bjerget. Jeg havde det på dette tidspunkt utroligt sjovt, så meget overskud til at bevæge mig frem og tilbage mellem disse trætte mennesker. Alle kom vi op til 4.200m hvor frokosten skulle indtages, og her vinkede vi så farvel til solen de næste 3 timer. De begyndte at sne og blæse og tågen var virkelig en klam hånd om nosserne (kan man sige det, ved det ikke men sådan føles det bestemt). Hurtigt stod det klart at vi ikke skulle komme på toppen, men hvad vi havde jo haft en flot nat & morgen. Jeg havde indstillet mig på at returnere i omkring 4.700, men sådan skulle det ikke gå.

Pga. af vejret var vi nu spredt over ca. 300 højdemeter, hvilket ikke er så smart. Een guide begyndte at samle folk sammen for at gå tilbage, mens to guides fortsatte. Jeg måtte bryde mit løfte til Jack og forlade ham sammen med den stillestående guide, for Poul fortsatte, og jeg kan med fuldstændig overbevisning sige at jeg aldrig har set nogen person der var så træt. Hurtigt kravlede jeg op til ham og foreslog i diplomatiske vendinger "om vi to ikke skulle gå ned igen?". Han blev meget aggressiv "you have no right to take away my possible success of climbing this mountain". Det have han jo i og for sig ret i. Men jeg argumenterede for at hvis han skulle få det rigtigt dårligt, ja så var det pludselig os andre, der stod med et megaproblem. Han ville ikke høre, så jeg henvendte mig til chefguiden Louis, han ville ikke sanktionere, så længe manden selv ville videre op. Hurtigt forklarede jeg situationen for Jack, jeg blev nød til at følge efter denne "klovn". Det blev snart meget skridt med Poul. Han kunne slet ikke følge blot et moderat tempo, og da vi i alt 4 mennesker begyndte på at klatre de sidste 125 meter op mod toppen, en meget stejl isvæg (uden reb), var han helt til rotterne, begyndte at snakke spansk til alle og kunne slet ikke tage i mod et fornuftigt ord. Alene kunne jeg ikke "klare" at overtale ham og vores guide var fast besluttet på at nå toppen, hvilket han da også gjorde med Nick (Australien). Det var sindssygt. Til sidst tog jeg simpelthen fat i Poul, drejede ham rundt og begyndte at føre ham ned trods vilde protester. Men de forstummede hurtigt, for da han så hvad vi havde klatre opad blev han bange og ville ikke ned. Han smed sig ned og dannede et stort kors med kroppen (Bambi) for på den måde at få den største modstandskræft = mindst fart. I bjergene kommer der jo hele tiden sten rullende ned fra oven. og tanken om at han skulle blive ramt af en sten i hovedet kunne jeg ikke klare, så MEGET korporligt gav jeg ham en på hovedet og sagde at nu måtte han fa.... tage sig samme. Vi skulle ned og det var i en fart. Han ville holdes i hånden, så der gik vi så to mand høj med hinanden i hånden. De første 10 min var ikke sjove, han havde alt for meget forvægt og var derfor ved at forsvinde flere gange, siden hen blev det meget bedre og til sidst kunne han sørme klare det selv.

Vi blev indhentet at Louis og Nick og de tog over. Da vi kom ned i 4.600m kom Poul til hægterne, og han begyndte at græde og undskylde hvad der var sket - hvad kan man sige? Om det er her eller andre steder i verden så hersker der altid en vis form for cowboy mentalitet i bjergene – det går sgu nok, eller hvor svært kan det være? Eksemplet med Poul viser jo blot at man skal have respekt for højderne og lytte til dem, der har mere erfaring end én selv.

Personligt giver jeg Louis skylden, han skal sgu tage ansvar og sende folk tilbage, men de vil jo så nødigt skuffe "han har jo betalt for at komme på toppen". Personligt betyder det ikke så meget at jeg ikke kom op - jeg var dog glad for at jeg forlod Jack til fordel for Poul.

Tilbage til de aktuelle nyheder, og grunden til at livet i Ecuador er blevet en smule mere interessant her de sidste dage. Landet oplever i øjeblikket en af de mest omfattende strejker i nyere tid. Strejken startede for et par dage siden og man forventer ikke at finde en løsning i den nærmeste fremtid. Årsagen til den til tider ikke helt fredelige revolte skal findes i 4 års tørke (El Niño) efterfulgt af 2 års syndflod. Ecuadors vigtigste eksportafgrøder er bananer og peanuts, rejer og olie. Bananpalmens og jordnødplantens rodsystemer rådner op på markerne, mens rejerne er fortrukket enten nordpå eller sydpå. Olie indtægterne havner for en stor dels vedkommende i lommerne på korrupte embedsmænd og ministre eller hos de respektive olieselskaber (fra USA eller Venezuela). Kort sagt så er landet på røven.

Landet står tilbage med en gæld, der vokser eksplosivt ud fra enhver målestok. I april prøvede regeringen i desperation af få lidt styr på den galoperende inflation, ved at indefryse 50% af den indestående kapital på alle private kontoer. Det er ikke ligefrem det man bliver mest populær på. Resultatet er da også det at alle der har penge har flyttet deres aktiver udenlands, hvilket blot har øget den dødsspiral som landet er i gang med at udføre. Inflationen er der ikke sat en stopper for, hvilket har medført følgende reaktion fra Verdens Banken. Alle subsidier på benzin, elektricitet og gas skal fjernes førend der igen udløses lån fra Washington. Mens jeg piskede rundt i bjergene blev dette krav så effektueret med følgende resultat, benzinen og elektriciteten steg med 100% mens gassen steg 300%. Alle taxaer, busser og lastbiler har nu lammet alle former for interaktion mellem byerne. Jeg kan derfor meddele af der findes 51.000 taxaer i Ecuador, for nu blokeres samtlige udfaldsvej ud og ind af samtlige byer i landet. For mig personligt betød det pludselig at jeg ikke kunne komme hjem, for selvom afstanden mellem Otavalo og Quito kun er 110 km i luftlinie (oversat 3 timer med bus) så kunne afstanden ligeså godt være 5.000 km, det var umuligt at komme hverken frem eller tilbage – basta!

Som dagene gik og desperationen steg begyndte vi at høre et vedvarende rygte om at indianerne ville gå ind i strejken i løbet af et par dage. Her i Ecuador er truslen om at indianerne deltager i noget som helst det ultimative strejkevåben. Når de går på gade så eksploderer det hele, ruder smadres, biler brændes af og veje brydes op.

Receptionisten på mit hotel så bekymret ud ”hvis du skal til Quito så skal du prøve at komme igennem barrikaderne i aften for ellers kommer du ikke igennem førend konflikten er overstået”. Hurtigt fik jeg sammen med Myrka samlet en lille flok turister, der var villige til at lave et udbrudsforsøg. Louis vores uheldige bjergguide ville gerne ledsage os gennem de mere eller mindre interimistiske blokader. Kl . 24 midnat startede vi med at køre af små stier for på den måde at undgå de allerførste forhindringer. Vores transportmiddel var en gammel (meget gammel) Ford Transit, og den indeholdte 9 nervøse turister + 3 indianere, ligeledes nervøse antager jeg. For at være så diskrete som muligt kørte vi uden lys (!), i ny og næ tændte vores chauffør blinklyset, dels for at orientere sig og dels for at styre udenom de væltede træer og stenblokke. Jeg kan sige så meget at det var en interessant køretur. Tre gange måtte vi passere bevæbnede (stokke, hakker og sten) unge blokadevagter, der med hjælp fra store mængder af spiritus havde svulmende hjerter og mod på konflikt. Louis forklarede allerede mange meter førend vi nåede frem til selve blokaden at bilen her var lastet med turister, der skulle flyve næste dage, og at vi i bund og grund ikke var del af denne konflikt. De fleste af de penge vi havde betalt for bilen og de tre indianere var blevet investeret i sprut, cigaretter og andre basale fornødenheder – de skiftede her hænder – og alle var glade. Da vi omkring kl. 5 trillede ind i Quito’s forstæder var glæden stor – vi var fremme og uden skrammer.

Nu skal jeg blot spendere de sidste dage her i Quito med museumsbesøg bl.a. det helt fantastiske Museo de Arte, hvor de smukke billeder af Guayasamin findes og danse lidt salsa med de lokale skønheder, førend turen går tilbage til gamle Dannevang.

Vi ses snart

John


”Man tager afsked med livet den dag det er meningen, uanset hvor forsigtig man er. Indtil da kan man være med til det utroligste og overleve”

P. Folkersen


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside