Mine øjne løber i vand! Lissabons marmorbelagte torve virker som et gigantisk lysspejl, der blænder mig. De bittesmå marmorbrosten udgør en fabelagtig mosaik, der udover brolæggerkunst også signalerer en respekt for byens offentlige rum, som nemt kan måle sig med de dejligste byer i Europa. Nys ankommet bliver man glad om hjertet ved at se den stolthed, der præger bybilledet.
Udsigt fra Alfama, Lisboa
Og i et drømmende øjeblik er det ikke så svært at forestille sig Vasco Da Gama sætte sejl og glide langsomt ud i Rio Tejo's grønne vand, på vej til at opdage søvejen til Indien. Jeg rammes af historiens vingesus. Lissabon består af flere interessante bydele hver med deres charme, i turistens verden drejer det sig om Baixa (centrum = shopping) Bairro Alto (fado spillesteder, restauranter, og natklubber), Alfama/Castelo (ældste og smukkeste del af Lissabon) samt Belém (monumenternes centrum). Tre dages valsen rundt i gaderne er lige præcis nok til at få overblik over byen, meget mere kan den på den anden side heller ikke klare. Mæt og tilfreds søger rejsevampyren ud i naturen for der at få tilfredsstillet andre og mere jordnære behov. En lille Nissan Micra 1.0 er transportmidlet, mens Euro-Mapa de Estradas vores guide. Første stop er det vigtigste. Jeg skal fri til min kæreste! Obidos er valgt som kulisse efter mange overvejelser, og hvilken by. Totalt indesluttet af meter tykke borgmure, med renoverede huse, hvoraf de fleste kan dateres tilbage til 1282 - 1500.
Først senere bliver jeg bekendt med, at Obidos går under navnet "The Wedding City". Jeg er altså ikke den første og sikkert heller ikke den sidste, der her vil falde på knæ og sige de berømte ord. Hun sagde ja, og med brusende hjerte og et fjoget smil
Obidos
om læben besluttede vi os til at søge mod vandet for der at fejre det glædelige faktum (til de nysgerrige kan det oplyses at brylluppet vil finde sted på Cuba i maj/juni 2002). Vi fandt en lille perle af en by, Sao Pedro de Muel, hvor vi stort set var de eneste udenlandske turister. Atlanterhavets vilde brusen opad de gigantiske klippestykker, der synes spredt med løs kæmpehånd, side om side med kilometerbrede strande med det fineste sand, er en sanseløs fed oplevelse. Vandet er dog koldt, så det bliver ikke til mere end lidt forfrosne tæer i vandkanten.
Fiil (medlemsnummer: 116) indskærpede inden afrejsen at vi skulle holde os på de grønne/gule veje (scenic road) og det råd fulgte vi, næste deletape i Portugal Rundt gik mod Vouzela. Hårnålesving i en tilsyneladende uendelig række gjorde turen til en nærmest Zen buddhistisk oplevelse, hvor alt koncentrerede sig om at holde sin del af vejen, gøre plads for de bagved kommende biler, der på ingen måde var imponerede over den fart som vores Nissan skød, samt vogte sig for de ivrige bilister, der kom forfra. Den umådelige skønhed, der mødte én under de mange pauser var det hele værd. Et grønt tæppe spredt ud over bløde sensuelle bakker, majs og vinmarker i et virvar, appelsin og eukalyptustræernes karakteristiske syrlige duft blandet med brændet fra et nærliggende komfur, hvor lillemor arbejdede på frokosten, mens farmand sled i marken. En hund gør i det fjerne. Idyl!
Vouzela er en dejlig lille bjergby, som udover en fanatisk lokalpatriotisme (lokal avis for de kun 2000 sjæle i byen samt usædvanlige søde og berømte kager) også kan prale af en fantastisk flot viadukt, en meget smuk lille barok kirke samt to restauranter.
Viadukten i Vouzela
Torvet er ikke overraskende byens centrum, det er en sjælden nydelse at sidde og nyde en god kop espresso, mens man kan beundre udsigten til det gamle fængsel, der nu tjener som turistkontor. Næste stop var Lamego, en by hvis berømmelse ikke helt
stod mål med fakta. Byen kan dog glæde sig over en smuk domkirke (Sé) samt det berømte pilgrimssted Nossa Senhora dos
Remédios, der ligger smukt for enden af 700 trappetrin (de mest dedikerede pilgrimme napper den på knæ). Der er ikke meget at lave i Lamego efter solen forsvinder, bedste bud er at mase sig ind på en røgfyldt café og drikke en god kop kaffe mens den lokale brandy (sød og karamelagtig = slik for voksne) udgør en god dessert. Lamego er endvidere kendt for tørrede skinker (ala parma skinke), de er dog mere salte og knap så fugtige som deres italienske modpart.
At vågne til tåge og regn er vel den rejsendes værste mareridt, et er at misse det flotte sceneri pga. uvidenhed, et andet pga.
naturens luner. Heldigvis klarede det forholdsvis hurtigt op, og det store atlas folder sig ud. Fra Lamego kører man direkte nordpå indtil man rammer Douro floden. Herefter drejer man kareten langsomt mod øst og følger så blot den snirklede vej så lang tid man ønsker det (endnu et solidt råd fra Fiil). Det er her portvinen bor! Eller måske skulle man sige: det er her den kæmper for overlevelse! Siden 1755 har man dyrket denne drik her, og det er næsten på trods af alle odds. Plantet i et metertykt lag skifersten trodser det næsten enhver beskrivelse.
Floden Douro
Almindelige druer vil aldrig overleve i dette klima. Men druesorter såsom Touriga Nacional, Touriga Franceca, Tinta Roriz, Tinta Cao og Tinta Barroca klarer det helt fint. Desto hårdere omgivelser jo bedre portvin, sådan er det - planterne skal pines førend
der kommer noget stort ud af dem. Der findes mange forskellige former for portvin. Kort fortalt kan de inddeles i følgende kategorier: Ruby (rød, rig på frugt smag, nydes afkølet = den billigste udgave). Tawny (udvalgte druer, lysere end ruby'en, lagres i op til 30 år, men kan ikke modnes på flaske, langtidsholdbar). Late Bottled Vintage, LBV (ligger på fad 4 til 6 år førend den tappes, bør ligge yderligere et par år før den drikkes, farven aftager nu mærkbart, i retningen af sherry). Vintage Port (bliver kun produceret i forbindelse med excellente årgange), en sand fryd at dufte til samt drikke, farven er nu nærmest over i rav. En vintage bliver først frigivet fra producenten, når den er 10 år gammel. En vintage kan ikke holde sig - er den først åbnet, så skal den drikkes, på den måde adskiller den sig ikke fra en almindelig flaske vin. Tips I: 1994 betragtes som det måske mest fantastiske år nogensinde. Tips II: i Portugal drikkes de fleste portvine sjovt nok afkølet.
Vi kørte af vejen Peso Da Regua - mod São João da Pesoueira, krydsede Douro floden for at fortsætte nordpå mod Alijo i et landskab, der var under konstant forandring, både hvad angår højdemeter og vegetation. Det ene øjeblik kørte vi parallelt med Douro's surrealistiske grønne farver, det næste befandt vi os i et uvirkeligt barsk nåletræs/klippelandskab 800m. over floden, for så øjeblikkeligt at dykke igen, som en falk på evig jagt.
Vi havde sat os for at ramme Amarante inden solnedgang, så vi måtte gøre brug af motorvejen ca. 60 km. Netop turen mellem Villa Real og Amarante må siges at tilhøre de smukkeste med en højdeforskel på næsten 1.200 m er det en fantastisk flot køretur (også med 110 i timen). Amarante´s gamle bykerne udgør en massiv lydkulisse, køretøjer i alle afskygninger fra hele omegnen presses igennem de små gader dag og nat, det kan derfor godt betale sig at lede lidt efter en overnatningsmulighed, der ligger ud til en baggård eller til floden Rio Tâmega. Det havde vi ikke tid til - og måtte betale prisen. Amarante gjorde ikke noget større indtryk på os - og det skyldes ikke så meget byens kvaliteter som det faktum, at vi havde nået vores mætningspunkt. Det kan vel koges ned til følgende betragtning: den korte bilferie stresser! Når man kun har få dage til sin rådighed bliver rejsen om man vil det eller ej mere stresset. Bilen er et fantastisk instrument i en evig jagt på nye indtryk. Hvis det er overskyet eller hvis det regner, er det nemt at starte bilen og lede efter nye lokaliteter med bedre vejr og nye oplevelser. Hvis man på den anden side er afhængig af de offentlige transportmidler vil man (læs: jeg) kaste mig over en bog, skrive et brev eller blot glide ind i rejsens lethed ved at lave intet udover tankens tilfældige strejftog. Ofrene, for sådan nogle er der selvfølgelig, er de lokaliteter, der ikke lige falder i den stressede turists smag, "duer ikke" lyder det, mens Micra'en accelererer op og forsvinder med en lille støvsky.
Jeg skal ikke forklejne bilferien, men den korte af slagsen forhindrer de følelser som jeg holder mest af på rejsen - forankring, forståelse og indsigt. Hvorfor så ikke bare lave en langtidsparkering og lade sjælen indhente mig? Bilen udgør (for mig) et fantastisk potentiale hvor "den fede oplevelse" venter lige om hjørnet. I evig jagt på oplevelser og det unikke er der ikke tid til at stå stille, og med et kun 9 dages bilejerskab gælder det om at holde sig i bevægelse. Amarante er sikkert en dejlig by, her findes både en katedral, brostensbelagte 1500 tals gader, Rio Tâmega, bjerge mm. men vi så ikke længere - vi var blevet til rejsezombier, hvor målet blev overskygget af midlet!
Katedralen (Sé) i Lamego
I erkendelse af, at Portugal nu passerede for hurtigt forbi ruderne i Micraen, var der ikke meget andet at gøre end endnu engang at søge ud mod vandet. Vejen mellem Amarante og Amarosa blev hurtigt tilbagelagt, med et enkelt pitstop i byen Guimarães. Turistbus efter turistbus tapper ligesom energien ud af enhver frihedssøgende rejsende, når attraktioner bliver til folkefester, så er det svært at bevare gejsten. Sådan var det i Guimarães, lidt for mange kulørte postkortstande, lidt for mange blomstrede solhatte og lidt for lidt privatsfære til at gøre oplevelsen til noget "værd at skrive hjem om".
Amarosa optræder ikke i nogen guidebøger og det er sært. Byen er langsomt ved at blive transformeret om til et stort timeshare lejlighedshelvede, hvor specielt franskmænd står for denne omdannelse. Men byen har ikke helt mistet sin charme, vindbøjede gamle fiskehytter står stadig som sidste skanse ned til det frådende Atlanterhav. Restauranter indrettet i noget, der mest af alt minder om gamle kolonihavehuse, har deres egen charme. Futuristiske cafeer side om side med den smukke, enkle og ydmyge kirke. Jo fremskridtet er nået frem. Når havgusen regerede, var det tilbage i bilen for at besøge de omkringliggende byer, roen havde genindfundet sig, harmonien mellem os og bilen genetableret.
Maden i Portugal er et kapitel for sig. Simpel hvis man skal være diplomatisk, kedelig og ligegyldig hvis man skal være reel. Den historiske årsag til det skuffende køkken skal findes i Portugals glorværdige fortid. I det 1500 århundrede gav man hvad man havde til nationens stolte sønner i deres kamp for at erobre nye landvindinger. I ærbødig respekt for deres indsats besluttede man at nedtone de daglige festmåltider til fordel for simple retter, der ikke blev smagt til med meget mere end salt. Denne tradition har så på en eller anden måde bidt sig fast, og her 500 år senere lider en tilfældig dansk turist så under det. Måltidet bliver ydermere indtaget i en imponerende fart, man kan nemt have to til tre forskellige naboer i løbet af et 1 times restaurantbesøg. Velinformerede kilder vil lade vide at Lissabon er skillelinien, syd herfra skulle maden være sprudlende, inspireret af Nordafrika og Sydamerika, en herlig bossa nova blanding af krydderi og inspiration, mens man nord for Lissabon hælder til det tunge, traditionelle, fade og uinspirerede køkken. Det er jo ikke fordi man mangler de gode råvarer, det bugner med dem på samtlige markeder, de anvendes ikke, hvor de forsvinder hen vides ikke, men det er ikke ned i kokkens gryde.
'Duekvinden' i Porto
Sidste stop på turen var Porto, hvis mystik jeg længe havde glædet mig til at opleve. Porto er kulturby i år sammen med Rotterdam, så næsen var sat op efter en kulturel oplevelse, men skuffelsen var til at føle på, for der var ikke sat specielt mange sejl til i forsøget på at "skabe noget", et enkelt banner samt én plakat var hvad vi kunne finde for at promovere den gode sag. Hertil kommer en omfangsrig renovering af gader, stræder og torve, der må siges at være påbegyndt et par år for sent, hvis det altså var meningen, at byen skulle fremstå som flot og færdig til "kulturbraget". Porto gav mig øjeblikkelig associationer til Napoli, lidt nusset, stor charme, afslappet og ligefrem, smalle gader med vasketøj fra hus til hus. Man kan nemt bruge et par dage på at tulle rundt i Porto, besøge et af de mange portvinshuse, mens man velvilligt smager på de dyre dråber.
Hvis jeg slutteligt skal komme med en lommefilosofisk betragtning om Portugal og portugiserne, så må den gå ca. sådan:
Portugal har det med at underspille hele tiden, i et svagt øjeblik kan man jo sige, at det er gældende for alle de folk, der bor ud til Atlanterhavet, Europas vestkyst; fra Norge i Nord til Portugal i syd, alle har de det iboende tungsind. Måske er det fordi man gennem generationer har mistet mange sønner og fædre til havet, der skaber en ydmyghed, som af omverdenen tolkes som "sen i optrækket" og religiøs dogmatisme, men i virkeligheden trækkes der på hårdt prøvede erfaringer. Hvis der sammenlignes med de andre latinolande, så er der i virkeligheden ikke nogen sammenligning, portugiserne er et stolt tilbagetrukket, indadvendt og noget fåmælt folk. Jeg vil tro, at Janteloven trives ganske godt mellem de korte, men livsbekræftende portvinsstokke.
Men der er også en anden side af Portugal som er umådelig smuk & easy going. Den finurlige sammenblanding af orientalsk Maurer mystik med Romersk stringens, bakkernes og bjergenes ro og bløde sensualitet i skarp kontrast til havets evige bevægelse og vildskab. Det er ikke sidste gang jeg sætter mine ben på portugisisk jord, om ikke andet så for at vise børnebørnene, hvor bedstefar friede til bedstemor.
