Tilbage til De Berejstes hjemmeside

            Dette og hint om MYANMAR

af Hanne Augustenborg


Diskussionerne er til tider heftige, de løftede pegefingre lange og forargelsen stor - når snakken falder på om " Should you visit Myanmar"?
Før eventuelle læsere bevæger sig videre i denne artikel, kan jeg ligeså godt afsløre, at udgangspunktet her er et utvetydigt JA.

I DR´s Go´ Morgen P3 for et par år siden, kan jeg citeres for at have sagt at: "Burma komiteen har været et magtfuldt organ mht. at holde folk væk fra Burma, derfor må man formode, at det er noget folk har gjort op med sig selv og deres samvittighed inden de rejser dertil". Dermed mener jeg, at rejser man til Burma - eller Myanmar som er det navn burmeserne selv foretrækker, må der jo være noget man vil der!
Og det er jo interessant, at dem med de mest løftede pegefingre sjældent har gjort sig de samme overvejelser omkring at rejse til eksempelvis; Kina, Chile eller Francos Spanien i 60´erne.


Jeg vil ikke bruge megen spalteplads på at argumentere for det ene eller andet, men blot komme med et par små "hints" der legitimerer min egen holdning til det kildne spørgsmål:
Bortset fra, at man som individuel rejsende ikke kan slippe for en tvangsomveksling af 200 - 300 dollar (det skifter lidt) til FEC1, i lufthavnen, vil jeg hævde, at man stort set kan begå en rejse i Myanmar uden at stoppe penge i lommerne på militæret.
Der er rig mulighed for at bo på private pensionater eller værelser - endda hoteller hvis man spørger sig lidt for, ligesom man kan købe ind på lokale markeder og rejse med privatejede taxaer - og busser.
Et andet og ikke uvæsentlig argument for at rejse i Myanmar er, at den lokale befolkning sukker efter udenlandsk kontakt. Den generelle holdning er, at de ikke på nogen måde føler sig hjulpet af, at leve i fortsat isolation - det har de jo gjort helt frem til slutningen af 80´erne.

Noget helt andet er, at mange burmesere mener at de slet ikke er klar til demokrati; i et land med 14 stater, befolket af 133 forskellige etniske grupper (seneste optælling i 2003) frygter mange, at det vil føre til uroligheder og uoverskuelige magtkampe, som vi kender dem fra eksempelvis Balkan.
Et sidste og ikke uvæsentligt forhold er, at Aung San Suu Kyi møder stigende modstand fra befolkningen mht. sin appel til udlandet om at boykotte Myanmar. Hendes overvejende kategoriske afvisninger af den forhandlingsvillighed som regimet - trods alt - viser, modsvares nemlig af tiltag som er til skade for befolkningen. Et eksempel herpå er f.eks. at lukke skolerne i et par måneder, hver gang hun afviser at forhandle.

Jeg har besøgt landet 4 gange; 2 gange som individuel rejsende og 2 gange som dansk rejseleder for en gruppe. Rejserne har haft en varighed fra 2 - 6 uger. Første gang jeg besøgte landet var i 1997 og seneste rejse var i februar i år - og der er sket kolossale forandringer i de forløbne 6 år.

Mange ting er blevet dyrere, men med undtagelse af internationale telefonopkald, er alting stadig billigt set gennem vestlige briller. Og så er det blevet betydelig nemmere, at rejse rundt - flere og flere stater er blevet tilgængelige, således var det i februar kun Kayah staten (den med girafkvinderne) der pt. er lukket land for turister (og andre).

For de nordligste stater gælder imidlertid, at tilgængeligheden veksler en del, afhængig af hvor uroligt der er. Men lad det være sagt med det samme - Myanmar er et meget sikkert og fredeligt land at rejse i - de har noget nær bundrekord i tyveri, overfald og andre ubehageligheder. Til gengæld møder man noget af den mest imødekommende befolkning man kan ønske sig; smilende, venlige, humoristiske og hjælpsomme - og de vil mægtig gerne snakke.

Snaksaligheden var knap så udbredt i 1997, hvilket overvejende hang sammen med, at der på dette tidspunkt. var så få turister, at der skete en nøje overvågning af dem der var, hvem der snakkede med hvem, hvor længe man opholdte sig bestemte steder etc. Det var til stor undren for mig, at jeg i de første dage i Yangon, blev ved med at løbe ind i den samme mand; udenfor mit pensionat, på markedet på gaden, i bussen, alle vegne. I lufthavnen i BKK spottede jeg nemt den eneste anden "hvide" (en tysker) som ventede på flyet til Yangon og vi blev ret hurtigt enige om, at slå kludene sammen de første par dage i hvert tilfælde. Der skulle gå hele 14 dagen inden vi mødte andre "hvide", denne gang en gruppe tyske forretningsmænd.

På femte dagen da vi stiger på bussen til Kyaiktiyo, render vi igen ind i vores mand! Der begynder at gå en prås op for os - og jeg tager mig sammen til at gå ned og spørge ham om "hvor VI så skal hen i dag"? Og rigtig gættet, han var ansat af regeringen til at holde øje med os og havde været der siden vi ankom i lufthavnen og fulgte med os som en 3. rejsekammerat de følgende 6 uger. Det var en sær oplevelse, men vi vænnede os nu hurtigt til ham og flink var han også, det eneste der ærgrede mig ved ham var, at han ikke gjorde sig den ulejlighed at komme og sige farvel da vi rejste ud af landet….

Men sådan er det ikke mere, i dag er der for mange individuelle rejsende til, at de kan mandsopdække dem alle sammen og det gør selvfølgelig livet lettere. Ikke for ingenting har Myanmar fået tilnavnet "Det gyldne land" - det flyder ganske enkelt med bladguld og gyldne templer, stupaer og pagoder, og lur mig om ikke enhver rejsende på et eller andet tidspunkt bliver ramt af en form for tempeldiarre! Burmeserne hævder, at de er det land i verden med flest templer og pagoder - der er så mange, at ingen efter sigende har gjort forsøg på at holde dem alle i mandtal - og det er sikkert rigtigt! Alene i Bagan, er der i flg. seneste lokale optælling mere end 2200 tilbage af de 4400 der var i Bagans velmagtsdage.

Uanset om man er til templer eller ej - så er Bagan et must!!! En ganske aldeles unik oplevelse, som man ikke må lade gå fra sig. Bagan har den fordel, at der på alle tider af året er VARMT! Og området kan opleves både til lands, til vands og fra luften! Skulle man en dag komme i den vanvittige situation, at man har et par tusind kroner i overskud, så er en tur i varmluftsballon over Bagan i solopgang, en ubeskrivelig og unik oplevelse. Men det er et cykeltur gennem tempelområdet altså også, og det kan klares for en dollar om dagen.

Et andet must er Inle Lake med de flydende haver. Sæt god tid af her, det er sælsomt at følge livet på søen og et af de steder hvor der er rig mulighed for at opleve de endnu traditionelt klædte Pa O folk. En slange i paradiset er der jo altid…..Inle er også - forståeligt nok - et af de steder der tiltrækker flest turister….

Kyaiktioy, location for The golden Rock, er også rejsen værd. Især er det måske selve rejsen dertil der gør den værd! Det er muligt, at blive kørt næsten helt til toppen og så endda blive båret i bærestol det sidste stykke af fire spændstige mandfolk/drenge. Mere interessant er det imidlertid at tage den såkaldte pilgrimsrute og gå hele vejen, som en rigtig pilgrim jo gør. Det er ca.10 km. hvilket måske ikke lyder af det vildeste, men vær forberedt på, at det er varmt! Og det går opad! Til gengæld bliver man begunstiget med mange interessante oplevelser når man sådan kæmper sig af sted med "de rigtige" pilgrimme - og ikke at fornægte - får man tilmed et langt liv! En skuffelse er det imidlertid at opdage, at der ER forskel på burmesiske pilgrimme og andre. De pilgrimsherberger der findes på toppen, er kun for burmesere, uanset hvordan man er kommet til tops. Imidlertid er der masser at se på hele natten også og der er rigeligt med små teashops. Der er heller ingen der siger noget til, at man tager sig en lille lur på en bænk….


Ngapali Beach er smuk og perfekt for dem der vil lave absolut ingenting…. Solnedgangen fra Mandalay Hill, har udviklet sig til en magnet al a rush hour i stor København - men det er altså stadigvæk et formidabelt bygningsværk og en kanon udsigt. Når man nu alligevel er i Mandalay og skal til Bagan, så tag båden op ad Ayeyarwaddyfloden - det er pragtfuldt og afslappende og tager min. 9 timer.
De gamle kongebyer Mingun, Sagaing og Inwa sætter en århundreder tilbage i tiden. Junglen i nord - ja selvfølgelig….. Shwedagon Paya i Yangon - ja selvfølgelig……. Og således kunne jeg blive ved længe….

Alt er selvfølgelig afhængig af hvor lang tid man har, for rejser man på egen hånd med beskedne likvide midler, tager det tid.
Alle har jo sine personlige favoritter; en af mine har ikke fået meget spalteplads i "biblen". I Hsipaw på vejen til Lashio, finder man en lille, støvet landsby som ikke gør meget stads af sig og hvor der ikke er så meget at gøre andet end at opsnuse den lokale atmosfære. Om aftenen kan man gå på besøg hos Donald og Fern, som er henholdsvis nevø og niece af den sidste Shan prins og de residerer stadig i Shan paladset (eller resterne af det). I stearinlysets skær fortæller Donald beredt om den burmesiske historie og hvorledes de sidste kongelige, på mystisk vis, forsvandt, da militæret tog over i 1962.

Jeg ved ikke hvordan det er nu, men i 1999 da jeg besøgte dem, skulle man træde varsomt mht. at fortælle hvem som helst, at man havde besøgt Shan paladset. Da

megen information ud- og ind ad landet er blevet kanaliseret gennem Shan paladset under militærregimet, blev der holdt et vågent øje med trafikken ud og ind ad paladset, ligesom Donald og Fern ofte måtte stå til regnskab for hvem de talte med og også oplevede gentagne husundersøgelser.
Kommer man fra Mandalay og skal til Hsipaw, er toget en mulighed der er en oplevelse i sig selv! Da jernbanen er ensporet kører toget meget ofte baglæns for at give plads til modkørende. Ligeledes er det på bedste rutebilsmaner muligt at stige af og på hvor som helst. Derfor sniger en tur på knap 130 km. sig nemt op på 13 timer.

PS Internet, mobiltelefoner og kreditkort er stadig ikke brugbart i Myanmar - men det er slowly, slowly coming….


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside