Til nonnefestival i Tibet

af Hanne Augustenborg

Gemt væk i bjergene med de meget store berømte klostre, Sera og Drepung, som nærmeste naboer ligger Chupsang klosteret hvor der bor omkring 80 nonner.......

Potala

Vejen til Chupsang klosteret.

Det er helt tilfældigt at jeg netop har valgt denne dag til at tage på besøg i Chupsang klosteret. Jeg er i Lhasa og er så småt ved at indstille mig på, at jeg snart skal til at forlade Tibet. Egentlig går jeg kun og venter på at de sidste formaliteter omkring min Mt. Everest tur skal gå i orden - men det tager sin tid.

I Chupsang klostret residerer omkring 80 nonner. Gemt væk i bjergene og med de meget store og berømte klostre, Sera og Drepung, som nærmeste naboer, hører stedet absolut ikke til blandt de mest besøgte. Det finder jeg ud af allerede i bussen på vej derud, hvor chaufføren med nogen undren spørger hvad i alverden jeg dog vil der? Bussen går da også i stykker på vejen, så jeg er henvist til mine gåben de sidste fem km. inden jeg kan påbegynde den endelige opstigning til klosteret.

Jeg er kun i ca. 4500 meters højde og har i øvrigt ikke haft de store problemer med at vænne mig til den tynde luft her på verdens tag. Alligevel protesterer mine lunger vildt mens jeg langsomt kæmper mig opad den lille sti, der i løbet af et par timer forhåbentlig vil føre mig til Chupsangs klosterport - ingen spøg for hardcore rygere! Det er en ganske klar dag, og solens stikkende stråler har sendt temperaturen på himmelflugt, derfor bliver jeg oprigtig glad, da jeg møder en nonne der er på vej nedad bjerget og som byder mig på noget at drikke.

Chimpa og Yakbutter tea

Glæden bliver dog delvist spoleret, for selvfølgelig er det den berømte - og blandt turister berygtede - yakbutter tea, hun bærer rundt på i sin termokande. Yakbutter tea er intet mindre end en af tibetanernes primære næringskilder, de har den med sig overalt hvor de går og tilsyneladende elsker de det. At os turister til gengæld hader det, tvivler jeg på, at de nogensinde har fundet ud af. For det er altså svært at sige nej når de med glødende smil i øjet kommer dig i møde og siger tea tea! og allerede er i færd med at fylde koppen inden man overhovedet får chancen til at sige nej tak! Det er ingen fornøjelse at drikke te med yakokse smør skulle jeg hilse at sige.

Men der sidder vi altså - nonnen og jeg, på en stor sten med hver vores kop fyldt til randen med yakbutter tea og forsøger at skabe en, for os begge, forståelig dialog. Udsigten heroppefra er simpelthen betagende, i den fjerne horisont kan man se Lhasa med Potala liggende majestætisk tronende på sin bakketop. Potala der som den helt unikke arkitektoniske perle den er, vidner om Dalai Lamaernes storhedstid, men som samtidig nærmest er blevet et spøgelsesagtigt symbol på et tibetansk folk der på brutal vis har mistet deres selvstændighed til kineserne. I mere end 300 år fungerede Potala som residens for den tibetanske regering, med Dalai Lamaerne som de tibetanske buddhisters ledere. Denne epoke sluttede som bekendt, da den 14. Dalai Lama i 1959 flygtede til Indien, hvor han fortsat lever i eksil.

Men trods den mangeårige fysiske adskillelse fra sit folk, hersker der ikke nogen tvivl om at Dalai Lama fortsat er en meget tilbedt åndelig leder for den tibetanske befolkning, og det er da også ham vores samtale der på stenen, kredser sig om. Der opstår en nærmest andægtig stemning omkring os imens vi sidder der i stilheden med blikket rettet mod Potala, og jeg behøver ikke forstå ret mange af de ord hun siger, for at fornemme hendes store afsavn og ærbødighed for denne lille mand, som er hele omdrejningspunktet i hendes liv.

Efter min tredje kop yakbutter tea takker jeg pænt af med Chimpa, som hun hedder og fortsætter min vandring opad opad opad... Inden længe er Chimpa kun en lille prik i det fjerne - ikke fordi min hastighed er noget at skrive om, men fordi hun spurter afsted som en gazelle, på sine små barfodede ben. Utallige gange under vores samtale har hun nævnt festival og leende peget i retning af klosteret. Jeg har ikke forstået hvad hun mener, for i min verden er festival indbegrebet af høj musik, telte og øl i en lind strøm. Det er da heller ikke rock musik jeg bliver mødt med, da jeg nærmer mig klosteret, nej snarere lyder det som et frikvarter i en skolegård.

Til festival hos nonnerne

Der er ikke et menneske at se nogen steder da jeg endelig når klosteret, men den øredøvende larm af kvindelatter levner ingen tvivl om i hvilken retning jeg skal gå. Da jeg når klostergården, bliver jeg mødt af et syn, á la man må knibe sig i armen. Henved 50 nonner styrter hvinende og forvildet rundt mellem hinanden med de lange skørter flagrende oppe om ørene, imens endnu flere ligger og ruller rundt i græsset og slår sig på maven af grin. Alene synet kan få en til at grine, men hvad der foregår kan jeg ikke umiddelbart finde ud af.

Pludselig er der en som opdager mig og hun råber "tashi dele" (god dag), så højt gennem larmen, at det får samme effekt som hvis man standser en film midt i et billede. Det er tydeligvis ikke hver dag de får besøg her og med ca. 100 par nonneøjne rettet mod mig står jeg der og ved ærlig taget ikke rigtig hvad jeg skal gøre ved mig selv. Det føles som en evighed hvor der ikke er nogen der bevæger sig eller siger noget og jeg kommer i tanke om at jeg sådan set bare er vadet lige ind på privat område lige midt i en fest.

Som om nogen har trykket på den knap der før satte filmen i stå, går det hele pludselig i gang igen og jeg bliver omringet af grinende nonner som vil have mig med til at lege. For det er det de gør - faktisk synes de det er aldeles hylende morsomt at lege fangeleg - og jublen når nærmest astronomiske højder da det lykkes at indfange klostrets aldrende gartner, som oven i købet er den eneste repræsentant her af sin race, -det er nemlig intet mindre end en mand. Stik imod hvad man kunne forvente er mænd ikke forment adgang til dette ellers kvindelige univers, hvilket er tilfældet inden for mange andre ordener.

Det er simpelthen et syn for guderne (læs Buddha) da fem nonner kommer slæbende på den kornfede, sprællende gartner. Ak ja, lyksalighederne vil ingen ende tage og jeg bliver trukket ned på et tæppe og bliver udstyret med min helt private kande yakbutter te og en skål kogte ris. Til mit ubetingede held er en del af disse nonner ganske veltalende i engelsk, så jeg kan få en masse ting at vide om klostret og denne årlige festival, hvor de får lov til at slippe tøjlerne. Nonner fra naboliggende klostre er også inviteret, så det er nærmest sådan en slags nonnetræf, hvor de almindelige dagligdags gøremål med studier af Buddhas skrifter og de daglige bønner kører på vågeblus.

Snart bliver jeg hyret til at forevige festlighederne og portrættere samtlige nonner - det er en anelse overvældende og dyrt i film, men til gengæld bliver jeg så vist rundt i klostrets allerhelligste samt i nogle af nonnernes private kamre, som er det synlige bevis på det spartanske og ydmyge liv en nonne konverterer til. En hård træbriks, en termokande og et lille alter, i et stenkammer der er så småt, at man kan undre sig over hvordan der er blevet plads til de hundredvis af fluer som huserer her, udgør stort set rammerne om en nonnes privatliv. Jeg bliver også tilbudt at deltage i aftenens festligheder, men må takke pænt nej. Solen er på vej ned og jeg kan ikke finde vej på bjerget i mørke.

Dalai Lama billeder

Jeg bliver fulgt til klosterporten af en hale af nonner udstyret med papir og kuglepen, som alle sammen vil have min adresse - og så når vi også til det punkt jeg hele dagen har ventet ville komme; billeder af Dalai Lama. Kineserne har på det nærmeste støvsuget Tibet for alle former for afbildninger af Dalai Lama, det er strafbart at være i besiddelse af billeder af den forjættede mand - ja end at sige hans navn er forbudt. Så forståeligt nok står et billede af Dalai Lama i høj kurs her, ikke alene blandt nonner og munke men blandt alle buddhistiske tibetanere.

Et Dalai Lama billede kan åbne mange døre for den rejsende, men til gengæld kan det også føre til stor vanskeligheder dersom det lander i de forkerte hænder. Det kinesiske politi ved selvfølgelig godt at mange rejsende er i besiddelse af disse billeder og man skal jo heller ikke længere end over grænsen til Nepal før der åbner sig et sandt galleri af portrætteringer, af den populære Lama.

Mange, mange gange på en rejse gennem Tibet bliver man spurgt om man har "billeder", men man må være forsigtig, det er almindelig kendt at politiet har civile stikkere ude, som udgiver sig for at være tro Dalai Lama disciple og derfor så brændende ønsker sig et billede af ham. Det behøver jeg nu ikke være bange for her og rent faktisk har jeg nogle medbragte avisudklip fra Dalai Lamas besøg i Danmark i maj. Jeg har hele tiden villet gemme disse til en ganske særlig lejlighed og det kunne meget vel være nu. Problemet er bare hvordan man skal fordele fem avisudklip blandt 12 nonner?

Jeg mærker tydelig uro i flokken allerede da jeg tøver ved deres spørgsmål. På bedste pædagogiske vis gør jeg en stor dyd ud af at forklare dem, at de må deles om det der er, hvorfor ingen af billederne må tilfalde private hænder, men skal opbevares på fællesområde. Med bange anelser finder jeg avisudklippene frem af rygsækken, der nærmest bliver flået ud af hænderne på mig. Det er frygteligt simpelthen og jeg fortryder lynsnart min gerning, da jeg ser hvordan der går fuldstændig panik i flokken og de begynder at slå på- og råbe ad hinanden. Det nytter absolut intet at jeg forsøger at gøre krav på min ejendom igen og gentage alle gode formaninger om fælleseje. Skaden er sket og de stærkeste løber af med byttet, som er blevet godt krøllet og iturevet i kampens hede.

Jeg er absolut ikke tilfreds med min indsats, da jeg begynder mit tilbagetogt. På vejen ned møder jeg minsandten Chimpa igen, som nu er på vej hjem til klosteret - denne gang har hun sko på fødderne, så det er sikkert hvad hun har brugt festdagen på. Latteren fra de feststemte nonner følger mig på vej et langt stykke nedad bjerget og jeg tænker på, at det er slående hvor godt man kan more sig på kogte ris og yakbutter tea....

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside