Tilbage til De Berejstes hjemmeside

            På afveje i Burma

Tekst og foto: John Lau Jensen

En fortælling om en til tider illegal rundrejse i Burma og mødet med et land og en befolkning, der, på trods af diktatur, undertrykkelse og etniske forskelligheder, finder styrke og håb i en overordnet buddhistisk livsfilosofi. Samtidig også et møde med et land, der er tæppebombet med imponerende buddhistiske templer og symboler, et land hvor en person i husarrest på kort tid kan blive transformeret til æresgæst.

Planlægning

Jeg sidder sammen med Jes i baren på det historiske hotel The Strand i Yangoon og skåler nytåret ind i Jack Daniels. Som en tidsmaskine har hotellets svingdøre sendt os tilbage til stedets storhedstid i begyndelsen af det 20. århundrede og omgivet os med folk, der ubekymrede valser rundt i imponerende designerkjoler og friskpressede smokings. Der er lysår imellem Burmas valsende elite og så folkene i det gadekøkken, hvor vi for mindre end en time siden indtog en udsøgt nytårsmiddag, bestående af friskfangede krabber med lime og ris. Det er nu ikke fordi landets elite har vores store interessere, men de udgør en ikke ubetydelig faktor i dette burmesiske eventyr. Vores projekt er nemlig kun muligt at realisere, såfremt det lykkes os at finde en person, der har en bil til rådighed, og i Burma er dette ensbetydende med eliten.

For at undgå turistministeriets præarrangerede propagandature sidder vi derfor næste morgen lettere tilbagetrukket på en lille restaurant og studerer et kort over Burma. Vi har indtegnet en rute og markeret nogle punkter, som vi gerne vil inkludere i vores rundrejse, vel vidende, at flere af de røde krydser befinder sig i forbudte områder. Vores kommende chauffør og tolk, Kyew Kyew, sidder da også lidt uroligt på stolen, imens han minutiøst gennemgår ruten. Han afviser konsekvent et par af krydsene og påpeger, at flere af de andre kommer til at kræve en del ’road tax’ (læs bestikkelse). Til sidst, om end lettere hovedrystende, giver han dog sit tilsagn, og turen kan begynde med et stop på den nærmeste ’benzinstation’, hvilket vil sige en tønde med benzin i vejkanten, en slange og en ung fyr med et seriøst sug, der kan starte påfyldningen. Det ser ikke helt lovligt ud, men lidt længere henne af vejen er en politibil igennem samme proces, staten skal jo også spare penge!

Blandt bjergstammer

Vores første mål er Loikaw, hvorfra vi vil lave korte vandreture ud til nogle af de omkringliggende bjerglandsbyer. Der er en stor koncentration af stammer og etniske grupper i området, blandt andet de kendte Padaunger eller ’long-neck people’, som de hedder i de cirkuslignende udstillingsbyer på den thailandske side af grænsen. I Burma er der dog ikke den samme tradition for vandreture som i for eksempel Thailand. Bjergstammerne bevæger sig sjældent udenfor deres egne områder af frygt for det ukendte, og turisterne holder sig gerne væk fra de lukkede områder, der ofte anvendes til illegale transporter af narko, ædelsten og træ. Af samme grund er det derfor også svært at finde lokalkendte guider, men vi prøver at finde nogle kontaktpersoner på de lokale markeder.

Et sindrigt rotationsprincip betyder, at markedet cirkulerer mellem fem forskellige byer i en femdages cyklus. Derved får de lokale adgang til at købe og sælge varer mindst hver femte dag. For den rejsende giver markedet muligheden for et interessant møde med forskellige kulturer. Med farverige hovedbeklædninger og dragter adskiller de forskellige stammer sig fra hinanden, men en ting er de enige om, de ryger alle sammen store cigarer.

Cigarrygning er et væsentligt element i mange burmeseres hverdag, selvom kvaliteten er meget varieret. Hovedparten af de aktive på markederne er kvinder, og vi fandt hurtigt ud af, at det bedste tidspunkt at kontakte dem på, var når de skulle tilbage til deres respektive landsbyer. Dagens resultat kunne aflæses på humøret, og gæstfriheden resulterede ved flere lejligheder i, at vi blev inviteret med hjem.

Begravelse

Tilfældigheder gør ofte, at man som rejsende får de største oplevelser, hvis man tør forfølge dem. I en af de landsbyer vi besøgte, blev vi eksempelvis direkte involveret i en begravelse af byens magtfulde leder. Døtrene stod udenfor faderens hus og dansede i takt med langsomme bevægelser og sørgmodigt messende sang. De var iklædt deres traditionelle sorte dragter med røde tørklæder om hovedet, og for at markere familiens status fremviste de deres rigdom ved at bære hals-, arm- og ankelkæder med kostbare sølvmønter.

Byens elitære mænd var samlet i den afdødes hus, og med den største selvfølgelighed blev vi inviteret indenfor i det magtfulde selskab. Der blev serveret marineret vandbøffelkød på tallerkner, der cirkulerede mellem gæsterne, samtidig med at store bambuskrus med palmevin konstant blev fyldt op, og til at toppe oplevelsen kom også de uundværlige cigarer i omløb. Effekten af varmen, cigarerne og ikke mindst palmevinen udeblev da heller ikke. Havde vi vidst, at vi efter et par timer skulle gentage det hele en gang til med kvinderne, som tålmodigt sad og ventede udenfor på verandaen, havde vi nok forsøgt at holde lidt igen, men da var det for sent!

På afveje

Senere, efter at have cyklet rundt blandt de tusindvis af tempelruiner omkring Bagan, gik turen atter sydover mod byen Pyay på det, der med tiden skulle blive til hovedvej 3. Officielt var det ikke tilladt at køre langs denne vej, der endnu kun fremstod som en ujævn grusvej, men hvem skulle stoppe os i dette mennesketomme område? Det kunne have været nogle af de bevæbnede soldater, vi med jævne mellemrum mødte, men de var umiddelbart mere koncentrerede om at holde øje med de grupper af politiske fanger, der, som en del af deres straf, sad og huggede skærver til den nye vej. Om tilstedeværelsen af militæret alligevel har gjort Kiew Kiew nervøs skal være usagt, men på et forholdsvis fladt stykke mister han i høj fart kontrollen over bilen.

Vi vælter rundt og fortsætter et godt stykke på siden inden et træ mirakuløst sætter en brat stopper for fremdriften og forhindrer et frit fald ud over en skrant. Lidt groggy konstaterer jeg, at Jes ikke længere sidder ved siden af mig, men derimod ligger med benene i vejret og hovedet mod bilens gulv. Venstre forsæde er knækket bagover og har holdt ham fast, men kort tid efter er han på højkant igen. Værre ser det ud for Kiew Kiew, der sidder med højre forhjul oppe mellem benene og rettet presset ind mod ribbenene, men med adrenalinet pumpende rundt i kroppen glemmer han alt om smerter og begynder at undskylde, allerede inden vi får ham fri.

Der sidder vi så midt på en vej, der reelt ikke eksisterer, uden tilladelser til området og uden muligheder for at komme videre i vores delvist smadrede bil. En tilsyneladende håbløs situation, der i løbet af nogle timer endda skulle vise sig at blive værre.

Husarrest

Inderst inde havde vi godt på fornemmelsen, at det ville være umuligt at holde myndighederne udenfor, hvis vi skulle gøre os forhåbninger om at komme videre, så det kom ikke som nogen over raskelse, at vi på cykel blev transporteret til den nærmeste politi-checkpost af nogle hjælpsomme markarbejdere. Betjentene virkede meget venlige og forstående, men alligevel inddrog de vores pas efter endt registrering. Med formalia på plads blev vi eskorteret til et hus, hvor vi fik anvist et værelse. Der blev placeret en bevæbnet vagt på alle sider af huset i tilfælde af, at vi skulle stikke af – men hvor skulle vi løbe hen? I løbet af de næste par timer, blev vi udspurgt på kryds og tværs om alt mellem himmel og jord, men situationen forblev meget anspændt. Vi satsede og smed størstedelen af vores medbragte bestikkelse på bordet. Whiskyen og 555 cigaretterne medførte, at samtalen løsnede lidt op, og i kølvandet på den mere joviale kommunikation kom forløsningen. Ved et helt usandsynligt held viste det sig, at Kiew Kiews svigerfar, som var politimajor, tidligere havde haft ansvaret for denne region. Han nød åbenbart stor respekt, for på kort tid vendte situationen totalt. Husarresten blev ophævet, og de bevæbnede vagter stod der nu for at beskytte os!

Næste morgen blev vi hentet af landsbylederen. Vores status var med et trylleslag blevet ændret, så i stedet for at være suspekte spioner uden rettigheder blev vi nu vist rundt i byen som æresgæster. Vi kom forbi værkstedet, hvor der blev arbejdet hårdt på at reparere bilen, på trods af, at det forekom håbløst. Det lykkedes ikke at få den repareret, så Kiew Kiews svoger kom senere med en ny bil, som vi fortsatte i. Inden afgang nåede vi dog, som det internationale islæt, at være med til at indvie byens nye pagode ved en stor ceremoni.

Pyay

Pagoder eller payas, som burmeserne kalder dem, ser man overalt i Burma, og det er svært ikke at blive imponeret over disse fantastisk smukke buddhistiske symboler. Jeg har ikke i andre lande set en større variation indenfor arkitekturen eller størrelsen på disse særprægede konstruktioner, der ofte er forbundet med spændende mytologiske historier. Hvilken en, der er den mest imponerende, er naturligvis en subjektiv vurdering, men personligt fandt jeg den brystformede Kaunghmudaw paya ved Sagaing ganske interessant.

Da vi endelig når hovedstaden i det gamle Pyu rige, Pyay, gemmer byens væsentligste pagode dog på en uventet hemmelighed. Højt over trætoppene troner en kæmpemæssig buddhafigur, som med sit nærmest drømmende ansigtsudtryk spreder en mediterende ro ud over området – et godt sted at slappe af og drømme om de hvide sandstrande, der er målet for turens afslutning.

Endelig på stranden

Fra Pyay kører vi mod sydvest for at nå ud til nogle af de små kystbyer omkring Gwa. Endnu engang befinder vi os i et forbudt område, hvor det kræver lidt fodarbejde for at komme forbi de obligatoriske checkposter og for i det hele taget at finde vej. Manglen på broer betyder også, at vi flere gange nødsagedes til at benytte os af nogle yderst nervepirrende småfærger for at krydse nogle af Ayeyerwady flodens mange bifloder. I løbet af et par dage lykkedes det os dog at komme frem til havet og de palmedækkede strande, blot for at finde ud af, at der endnu ikke er en ’strandkultur’ i denne del af landet. Ingen hoteller betød, at vi skulle finde en alternativ løsning på vores overnatningsproblemer, og nede på stranden havde vi set nogle særdeles hyggelige bungalows. Ved at spørge de lokale fandt vi ud af, at disse bygninger var forbeholdt militærets officerer. Resterne af vores medbragte bestikkelse blev hevet op af rygsækken, og suppleret med lidt dollars lykkedes det os at få adgang til en bungalow med havudsigt. Det kunne ikke være bedre, bølgernes brusen, suset i palmerne og solnedgang i den Bengalske Bugt samtidig med at man nyder en kold øl og en herlig hummer til 5 dollars per styk!

Paradiset varede dog ikke evigt, for efter et par dage ville området vrimle med militær i forbindelse med en stor øvelse, og dette var ikke noget, vi skulle involveres mere i end højst nødvendigt. Vi satte derfor kursen mod Yangon, som blev nået i løbet af et par lange punkteringsplagede dage, i øvrigt de første punkteringer på turen, og her tog vi afsked med vores fremragende chauffør og tolk.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside