Tilbage til De Berejstes hjemmeside

I yak-karavanernes fodspor gennem Dolpo

Tekst og foto: John Lau Jensen

'Det vilde Vesten’ kalder nepaleserne den ufremkommelige og mystiske Dolpo region, og jeg har en tendens til at give dem ret. Med mere end en uges vandring til den nærmeste trafikerede vej hører området til et af de mest isolerede i Nepal, hvilket også afspejles i fastholdelsen af den ældgamle bôn religion og den traditionelle nomadekultur. Dette er yakoksernes land, de behårede symboler på rigdom og afhængighed af naturen.

Stærkt præget at de tætte historiske, religiøse og kulturelle forbindelser til Tibet og stærkt negligeret i de skiftende regeringers udviklingsprogrammer fremstår Dolpo i dag som en af de fattigste og mest tilbagestående egne i Himalaya. I skærende kontrast til den umiddelbare fattigdom står Dolpaernes kulturelle rigdom i form af velbevarede traditioner og mindre velbevarede, men uvurderlige, arkitektoniske perler og buddhistiske symboler. Det livsnødvendige interaktion med den barske natur afspejler sig i alle aspekter af deres kultur, og ses blandt andet i måden de bygger huse på, afgrøderne de dyrker, påklædning og erhverv samt i deres familiemønstre. Om sommeren lever en stor del af mændene som nomader, og sammen med deres yakokser indgår de i et netværk af karavaner, der traditionelt har fragtet korn til Tibet og salt den modsatte vej. I dag er forretningen dog udvidet til også at inkludere billige kinesisk fremstillede varer, der udveksles med indiske ditto. Et ønske om at møde disse yakkaravaner inden de forsvinder samt at opleve et af de mindst besøgte, men mest interessante, områder i Nepal, var hovedårsagerne til, at jeg drog af sted.

Logistik

Hvert år besøger mindre end 400 trekkere Dolpo, så der findes ikke et velorganiseret netværk af tehuse, restauranter og butikker, som man kender det fra Everest-området eller Annapurna. Eksistensgrundlaget er kun lige på et minimum, så det er vanskeligt at proviantere i området, hvorfor man skal være selvforsynende. Min kæreste Rikke og jeg havde inviteret et par af mine nepalesiske venner, Kul (sherpaguide), Mohan (kok) og Mingma (sherpa) med på turen, men allerede inden vi kom rigtig i gang, stødte vi ind i problemer. I lufthavnen i Nepalganj måtte vi efterlade 80% af vores proviant, inklusive vores kostbare brændstof, samt Mingma, der fik til opgave at fragte det hele tilbage til Kathmandu. En vigtig lokal forretningsmand, havde ’sat’ sig på, eller rettere ’købt’, det lille fly! I Jumla fik vi provianteret i basaren, men det til en pris, der er tre gange så høj som i Kathmandu, så inden vi næste morgen kun tage de første skridt på turen, var der allerede gjort et ikke uvæsentligt indhug i vores kassebeholdning.

Mødet med karavanerne

De første dage følger vi Tila floden og krydser ’honningpasset’, Mauri Lagna, ind i et område, hvor bjergskråningerne om sommeren er dækkede af velduftende blomster. Som et patchworktæppe skiftede farverne i felter, hvor alle tænkelige farvenuancer var repræsenteret, og biernes lystige summen gav pludselig en forståelse for, hvorfor det 3.830 meter høje pas havde forbindelse med honning. Dette område er stadigvæk jomfrueligt for biologerne, der løbende finder nye planter, blomster og insekter på de bløde bjergsider.

Efter en uge befinder vi os i den højalpine zone, hvor der bliver længere mellem de små landsbyer. Vi følger en smal sti på en stejl klippevæg, da stilheden pludselig brydes af høje råb og kobjælder. En mindre karavane på cirka 45 yakokser kommer direkte imod os, og de har ifølge de uskrevne færdselsregler altid forkørselsret. Vi kravler op ad den stejle bjergside og sidder helt ubevægelige for at undgå at skræmme de lettere nervøse dyr. Karavaneførerne er meget opmærksomme på fremmedelementer, da det ikke er unormalt, at en yak falder ud over kanten i forsøget på at undvige det ukendte. De er ikke bange for at skælde én hæder og ære fra, hvis man ikke overholder reglerne, men omvendt er de også meget imødekommende og gæstfrie, idet socialt selskab hører til sjældenhederne på de lange ture.

Da vi slår lejr for foden af det mægtige Kagmara pas (5.115 m.) møder vi flere store karavaner på vej fra Tibet med salt. Vi bliver inviteret på lokal brændevin i deres telte, der er konstrueret, så det er muligt at have et åbent ildsted midt i teltet. De mange sække med salt er stablet op omkring det åbne telt for at beskytte mod den til tider kraftige vind. Der bliver fortalt anekdoter fra det hårde liv med karavanerne og pralet med hvem, der har de stærkeste og smukkeste dyr. En yakokse er en stor investering, og udgør - udover at være et nødvendigt arbejdsdyr - en uvurderlig kilde til mælk, ost og kød samt uld til tøj og tæpper. Derfor er der også forståelse for, at de passer på dem, som var de deres egne børn. Der er samtidig stor status forbundet med at kunne fremvise de stærkeste og smukkeste dyr, og ejeren af karavanens føreryak har da også svært ved at skjule sin stolthed, da han fremviser sit pragteksemplar. Ud over at være stor og stærk er denne yak næsten hvid, noget der er meget sjældent og derfor forbundet med ekstra stor prestige. Som statussymbol er den uovertruffen.

Bôn

Kagmara passet bliver lagt bag os, og vi bevæger os ind i Bon-po land ved den smukke by Pungmo, der mest af alt minder om et gammelt fort. Områdets religiøse betydning ses af de mange chortens og bedeflag, der sammen med små stupaer ligger spredt ud over marker og bjergsider. Modsat den traditionelle praksis, når man møder religiøse monumenter i Nepal, går man hos Bonpoerne højre om disse, men generelt kan det være svært at se forskel på Bôn religionen og den mere udbredte tibetanske buddhisme. Bôn bygger primært på gamle animistiske og shamanistiske traditioner, der går forud for Padma Sambahavas spredning af buddhismen fra Indien til Tibet. Efter buddhismens indtog levede praktiserende Bonpoer kun i små isolerede samfund, som eksempelvis Dolpo, men er anerkendt af Dalai Lama som en af den tibetanske kulturs fem traditioner. De animistiske og shamanistiske elementer indgår stadigvæk i klostrenes ritualer, og det er ikke unormalt at se døde dyr anvendt i disse. Klostrene er kendetegnede ved at være meget spartansk indrettede sammenlignet med andre buddhistiske klostre og ikke nær så farvestrålende i deres simple udsmykning.

Phoksumdo Tso

En konstant buldrende lyd følger os det sidste stykke op mod landsbyen Ringmo, der ligger ved bredden af den hellige Phoksumdo sø. Afløbet fra søen supplerer Nepals højeste vandfald med krystalklart vand, som med et imponerende tryk falder 330 meter ud over bjergsiden og forsvinder i dybet. Da det efter noget tid lykkedes at rykke fokus fra vandfaldet og tilbage i retning af Ringmo, kunne vi i det fjerne skimte den turkisfarvede sø.


 
 
Vi slog lejr ved søens bred og brugte næsten tre hele dage på at udforske området. Ringmo er bygget op efter traditionelle tibetanske principper med firkantede to- og treetagers huse med flade tage. I stueetagen opholder dyrene sig, første sal anvendes til beboelse og tredje etage samt taget bruges til opmagasinering og beboelse. Der er stort set ikke nogen vinduer, så det meste af tiden opholder dolpaerne sig udendørs eller på taget, hvor de fordriver tiden med at væve. Ved alle indgange til byen står en kani, der fungerer som en indgangsportal. De er normalt rigt dekorerede med buddhistiske motiver på vægge og loft, selvom flere af dem efterhånden kunne trænge til at blive restaurerede. Kanien bliver efterfulgt af mani-vægge bygget op af sten med indgraverede buddhistiske bønner, og samlet er de med til at holde onde ånder ude af byen. Det samme gælder de mange træfigurer, der er ved indgangene til husene, på tagene, ved broer og vandposter.

På en klippeafsats over Phoksumdosøens turkise vand og midt i en skov af bedeflag ligger et lille klostersamfund bestående af fem private gompaer og så den mere officielle Pal Sentan Thasoon Chholine gompa, der menes at være cirka 400 år gammel. Den øverste lama er i retræte, da vi besøger gompaen, men mod en lille donation viser en ældre lama os rundt i de forskellige bygninger. Han fortæller om stedets mytologiske historie og søens legende, og når man står og kigger ud over den spejlblanke sø, får den spirituelle atmosfære et fast greb i én. Dette er et sted, hvor den meditative tilstand kommer automatisk.

Maopine

Efter de afslappende dage ved Phoksumdo bevæger vi os i løbet af en uge ned mod lufthavnen i Juphal. Undervejs kommer vi forbi de mennesketomme og tilgroede landsbyer, som Bonpo’erne bor i om vinteren, hvor alt i Ringmo og Pumgmo området er dækket af sne i flere måneder. Ligeledes møder vi de første militærforlægninger, der er bemandede for at bekæmpe en tiltagende maoistisk opstand. Heldigvis er vi forskånede for ubehagelige episoder, men området var først lige blevet genåbnet i dagene op til vores tur, så sammenstød mellem militær og maoister er ikke et ukendt fænomen her i ’det vilde Vesten’.

Juphal har en lille lufthavn, hvor flyvningerne er meget afhængige af vejret, og vi ender da også med at blive otte dage forsinkede. Otte dage, hvor vi lever på almisser fra en lokal familie, fordi pengebeholdningen er opbrugt. Otte dage, hvor frustrationerne af og til får frit løb, fordi militæret ikke vil give os tilladelse til at gå ud af området af frygt for maoisterne (desuden var vores tilladelse også udløbet, ligesom vores visum!). Men også en oplevelse, vi aldrig vil glemme.


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside