Igennem røgen tegner der sig langsomt et par ansigter i den modsatte side af hytten. Mørket gør det svært at skelne de enkelte træk, og røgen, der svier i øjnene, gør
Ventetiden fyldes med dans
det næsten umuligt at trække vejret. Følelsen af, at 15 par øjne stirrer på mig, observerer hver en bevægelse, får
det et kort øjeblik til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg befinder mig inde i en mandehytte hos mekstammen, der bor i det centrale højland på Irian Jaya, Indonesisk Ny Guinea. Det har taget mig tre uger at vandre hertil fra Baliemdalen, og aldrig har jeg
følt mig så langt væk fra noget, jeg kender. Havde jeg modtaget denne middagsinvitation for 40 år siden, ville jeg nok have været noget betænkelig, idet jeg befinder mig blandt nogle af de mest aggressive kannibaler i verden. Heldigvis har de lagt den håndgribelige kannibalisme
på hylden, så den i dag kun praktiseres i symbolsk form – håber jeg!
Min øjne har nu vænnet sig til mørket i hytten, og de 15 ansigter træder tydeligere frem. Foran mig sidder landsbyens ældste, anført af høvdingen. De er kun iført penisrør og ’nederdele’ lavet af bambus, og deres våben er hele tiden inde for rækkevidde. Lidt nervøst fremviser jeg mine gaver til høvdingen, som det forventes.
Interesseret iagttager han saltet og tobakken, der er højt værdsatte udvekslingsgenstande i området, og nikker anerkendende. Han accepterer, og vi bydes velkommen. Om det var glæden over tobakken og saltet skal være uvist, men som noget helt exceptionelt inviteres min kæreste Rikke indenfor i mandehytten, hvilket vi ikke har oplevet tidligere på turen blandt de stærkt patriarkalske bjergstammer.
En anden årsag kunne også være, at vi er inviteret til ’reunion party’! En af vores trofaste bærere stammer fra denne lille landsby og har ikke været hjemme i flere år. Derfor er gensynsglæden stor, og det har måske bevirket, at der slækkes lidt på reglerne. Imens der deles tobak ud til landsbyens indbyggere ned til 7 års alderen, løber de mindste ud i junglen for at finde friske blade. Med gravepinde graves der et hul, som skal fungere som ovn. Bunden dækkes med sten, der som varmelegemer, skal stege vores mad, som bliver pakket ind i de friske blade. Der er tale om udsøgte lokale delikatesser som søde kartofler, blade, sago, rødder og forskellige rodfrugter. Et par høns må også lade livet og bliver slagtet i dagens anledning – en kærkommen ændring i den vegetarkost, vi har været igennem
hidtil på turen.
Alt imens maden gøres klar, har høvdingen ved hjælp af en lille bue og et par træstykker fået lavet gløder nok til at kunne antænde nogle tørrede bladstrimler. De små flammer overføres til nogle få stykker brænde, hvorefter ovnen dækkes til med jord, så maden kan stå og simre. Tændstikker er næsten umulige at holde tørre i den våde jungle, så den gamle optændingsmetode anvendes stadigvæk.
Ventetiden inden festmåltidet bliver bestemt ikke kedelig. Knap nok er maden sat over førend de ældste mænd, med høvdingen i spidsen, starter en traditionel dans rundt om ovnen. Der råbes og skriges, selv om det blandt mekfolket nok bliver kaldt sang, og tempoet stiger og falder i takt med skrigenes styrke. Undervejs får mændene lokket et par af kvinderne til at deltage, men de er meget generte og kan næsten ikke samle sig om dansen, da de hele tiden skæver mod de to fremmede. Til lejligheden har mændene tages deres smukkeste og mest prestigefyldte smykker, lavet af store muslingeskaller, og de mest prangende penisrør på.
Danserne anvender deres pile og spyd som rekvisitter i nogle af dansene, der symboliserer
scener fra en jagt - måske på gamle fjender eller hvide missionærer, der for ca. 50 år siden trængte ind i deres område og konverterede dem til kristne! Efter to timers dans hives gravepindene frem igen og kort tid efter breder en herlig duft sig ud over landsbyen. Høvdingen sørger for at maden fordeles, så alle får lov til at smage på festmåltidet. Det er ikke kun os, der ser frem til dette måltid med løbende mundvand, hele landsbyen nyder åbenbart også bruddet på deres trivielle hverdagsmenu.
Specielt er det udsigten til at få kød, der skaber spænding. Kun ved særligt festlige lejligheder serveres der kød, og det er til alt held ikke længere menneskekød. Der tales livligt under måltidet, og flere af de ældste er meget interesserede i at sidde så tæt ved os som muligt, så de hele tiden kan iagttage vores bevægelser. Kvinderne holder sig pænt i baggrunden, om end de er meget intereserede i Rikke, der med sine 184 centimeters højde og lange lyse hår fremstår som deres diametrale modsætning.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi bidrog til underholdningen og til at gøre denne gensynsfest til noget specielt i lige så høj grad som den hjemvendte søn, der sidder sammen med sin familie og vinker til os, da vi drager videre. Vi har ikke kun udvekslet tobak og salt med mekstammen, men også oplevelser for livet, og for mig er denne gensidighed en af eventyrets og rejsens vigtigste grundregler.
