Hvis man besøger et land 25 gange, er
det vel berettiget at tale om en besættelse
eller en kronisk sygdom. I mit tilfælde
er det muligt at diagnosticere sygdommen,
der kort og godt hedder Nepal. Det
er mig fysisk umuligt at nævne en destination,
der i den grad har fyldt så meget
i min hverdag og påvirket så meget af
mit hidtidige rejseliv - Nepal er og bliver
usammenlignelig, Namaste !
Der var engang….
Sådan lyder starten på mange velkendte
eventyr, og når det kommer til mit personlige
forhold til Nepal, så er der vitterligt
tale om en uforbeholden kærlighedshistorie
gjort af et eventyrligt materiale.
Når jeg ser tilbage, kan det være vanskeligt
at udvælge nogle oplevelser frem for
andre, men alting har jo en begyndelse,
så lad mig starte der.
Med udgangspunkt i en til tider hysterisk
idoldyrkelse af verdens sejeste journalist,
Tin Tin, har jeg hele min ungdom drømt
om at komme til det sagnomspundne
Himalaya og mytiske Kathmandu, for at
træde i tegneserieheltens udødelige fodspor,
og endelig lykkedes det. Udover
mødet med verdens højeste bjerg, Mount
Everest, var det de mange levende fortællinger
om yetien, jeg husker bedst fra
de næsten tre måneder, jeg vandrede i
Solu Khumbu regionen. Desværre kan
jeg ikke prale af at have set et levende
eksemplar af yetien, men en tydeligvis
stolt munk inviterede mig indenfor
i Pangboche gompaens mørke dukhang
for at vise mig en af stedets mest værdifulde
skatte. I en lille glasmontre lå en
yeti-skalp samt nogle knogler, der efter
sigende stammede fra underarmene og
hænderne på en afdød yeti! Jeg vil ikke
afskrive eksistensen af eller lukke myten
om yetien, så jeg vælger at se disse relikvier
som symboler på eksistens, frem
for håndgribelige biologiske beviser. For
mig lever yetien, og dette ikke mindst
i de fortællinger, sherpaerne kommer
med, når man sidder omkring ildstedet
i et tilrøget køkken og ustoppeligt glider
ud og ind af søvnen.
Gooooaaaaallll
Tiderne ændre sig, og ikke mindst blandt
sherpaerne i Khumbu er der sket meget
siden mit første besøg i området. De
omtalte yeti-relikvier blev stjålet i 1991,
landingsbanen i Lukla er blevet asfalteret,
internettet er kommet til Namche
Bazar, en håndfuld danskere har besteget
Everest, og én dansker har stået på
toppen af Kala Patar iført fuld rugby spilledragt
fra Århus Rugby Klub for at sparke
en godkendt rugbybold op imellem
Everest og Lhotse i forsøget på at lave
verdens højeste fieldgoal. Sidstnævnte
var i øvrigt en god ven, og forsøget blev
godkendt!
Høj puls i Chitwan
Det friske tigerspor i det bløde græs får
mig til at stoppe op og drømme om, at
det endelig - efter utallige forsøg - vil
lykkedes mig at se en tiger i Chitwan.
Drømmen er dog kun kortvarig, da lyden
fra et tungt, prustende indisk pansernæsehorn
hastigt nærmer sig. Jeg kan ikke
se dyret, men har heller ikke lyst til at
vente på, at det skal komme tordnende
ud af det høje græs og direkte ind i mig.
Instinktivt følger jeg guidens eksempel
og kaster mig op i det nærmeste træ.
Rimeligt tyndt, men alligevel bedre end
ingenting. De vilde prust fortsætter, og
der går noget tid førend jeg opdager, at
det er mine egne vejrtrækninger, jeg nu
kan høre. Overbevist om at næsehornet
er væk, klatrer jeg noget famlende ned
fra træet 10 minutter senere og går videre.
Snakken er med til at holde nervøsiteten
væk, men den forstummer kort efter, da
en læbebjørn har besluttet sig for at anvende
samme sti som os og nu står små
femten meter længere fremme og stirrer
arrigt i vores retning. For at markere sin
utilfredshed stiller den sig på bagbenene,
kradser i barken på et træ med sine skarpe
kløer og brækker et par grene. Parkens
mest aggressive dyr er både hurtigere og
bedre til at klatre end os, så vi gør klar
til at skrige for fuld hals på guidens tegn,
selvom jeg tvivler på, at min lungekapacitet
vil kunne klare at skrige og hyperventilere
samtidig. Heldigvis fortrækker
bjørnen med uforrettet sag, det var ikke
dagen for et opgør.
Udbryderkongerne
Et opgør fik jeg et par år senere, da jeg,
ligeledes i Chitwan, fik muligheden for at
komme på næsehornsjagt på elefantryg.
En mor og hendes velvoksne søn kunne
ikke modstå duften af friske bananer og
var brudt ud af parkområdet. De hærgede
nu de omkringliggende huses køkkenhaver,
mens de skabte vild panik blandt
indbyggerne. Det var forholdsvist nemt
at følge sporet af ødelæggelse i åbent
terræn, men så snart vi befandt os i skov
og krat, var det samspillet mellem elefant
og pahit, fører, der var udslagsgivende.
Flere gange var dyrene så tæt på hinanden,
at vi måtte løfte fødderne for ikke
at få dem i klemme mellem elefant og
næsehorn. Pahitten prøvede hele tiden
på at holde front mod den fnysende og
ophidsede moder, så den ikke kunne angribe.
Ved at vælte træer i nærheden af
næsehornene, skræmme ungen og hele
tiden at presse den fremad, så moderen
automatisk fulgte efter, lykkedes det i
løbet af cirka fire timer at få de to udbrydere
ud af det forbudte område, over
tre floder og ind i parken igen. Endnu engang
var der høj puls i Chitwan!
Høj snorken i Rolwalling
Under en rekognoscering i Rolwalling
forsvandt de fleste af mine bærere under
forceringen af et tætbevokset, snedækket
pas. Tusmørket havde lagt sig,
frosten var begyndt at sætte ind, og situationen
var alvorlig. Ved siden af mig
stod en bærer og min gode ven og guide,
Bishnu. Vi havde teltene og soveposerne,
så det var tvingende nødvendigt at finde
bærerne, der ellers ville være ilde stedt,
hvis de var nødsagede til at overnatte i
det fri.
Ved hjælp af råb lykkedes det os at lokalisere
de forsvundne bærere en efter en,
og da den sidste endelig viste sig i lejren,
næsten to timer efter min ankomst, brød
alle ud i vild jubel. Det lykkedes os at
få stuvet hele gruppen sammen i ét telt,
hvorefter kokken lavede suppe, popcorn
og oceaner af dal bhat, som forsvandt i
et hidsigt tempo. Fra en doko hev kokken
en tromme frem, hvilket fik både stemningen
og temperaturen inde i teltet til at
stige markant. Langsomt blev de forfrosne bærere tøet op, og efter en times
sang tyndede trætheden ud i antallet af
potentielle sangere. Til gengæld genlød
teltet nu af en højlydt snorken, der holdt
mig vågen det meste af natten.
Næste morgen skinnede morgensolen på
det smukke Melungste (7.181 meter),
der brød op igennem et blødt tæppe af
skyer, som indhyllede dalene under os -
vi var klar til at gå videre i samlet flok!
Shiva Ratri – det lugter lidt af hash
Det vildeste sted i Kathmandu er ikke en
af indfaldsvejene til byen, men derimod
det helligste sted for landets hinduer,
Pashupatinath. En konstant strøm af pilgrimme,
tiggere og turister glider ud og
ind mellem tempelkompleksets mange
bygninger, omgivet af mados, lugten af
råddent affald og brændt menneskekød.
En gang om året råder der dog totalt
kaos omkring Pashupatinath, nemlig i
forbindelse med Shiva Ratri, eller Shivas
fødselsdag. Op imod en million pilgrimme
omdanner området til en kæmpemæssig
festplads, og midt i det hele sidder sadhuerne
og nyder særdeles godt af folks
rundhåndede donationer - ikke mindst de
enorme mængder hash. Udover at ryge
sig skæve giver de også eksempler på
variationen af deres meditationsøvelser,
der strækker sig fra at gå på gløder og
indtage underlige akrobatiske positioner
med benene rundt om nakken, til at løfte
kilotunge sten med deres penis! Det sidste
hjalp jeg Michael Strynø med at få
på film, hvilket var særdeles vanskeligt,
for hvordan holder man så mange halvskæve
mennesker væk fra billedet? Der
opstod tumult i bedste Bollywoodstil,
men billederne kom i kassen, og Strynø
kunne bruge dem som illustration af den
kontrol over mental og fysisk smerte, der
også er forbundet med en solobestigning
af Everest uden ilt. Personligt vil jeg altid
vælge Everest frem for at prøve tricket
med stenene!
Det falske pas
Farverige religiøse og kulturelle ceremonier er også en del af det nepalesiske liv
Efter at have fulgt den buddhistiske og
hinduistiske pilgrimsrute op igennem
Jugal Himal, stod jeg på en lille top over
de hellige søer, Panch pokhari, og spejdede
mod nord i retning af Tilmanns legendariske
pasovergang ind til Langtang
dalen. Endelig kunne jeg se hovedmålet
for ekspeditionen, og en vis tilfredsstillelse
bredte sig i kroppen.
Tre dage senere, efter at have kæmpet
mig vej op over en varieret højderyg,
stod jeg for foden af passet. Det var tid
til de sidste anstrengelser. Flere timer
blev brugt på at forcere et kæmpemæssigt
stenfald, hård is og dyb sne, inden
jeg totalt udmattet nåede toppen. Jublen
varede dog kun et splitsekund, inden
mine øjne mødte min nepalesiske kammerats
og vi begge begyndte at ryste
på hovedet. Vi stod ikke i et pas, men
derimod på toppen af det, der må formodes
at være Cathedral! Vi vidste ikke,
om vi skulle grine eller græde, men forude
lå Tilmann-passet lokkende nært.
Forsyningerne og bærerne var dog ved at
være brugt op, så jeg valgte at udskyde
forsøget, sende bærerne hjem og i stedet
krydse over til Helambu og Langtang for
at bestige Yala Peak.
På vejen måtte jeg overnatte hos en
lama på grund af et forfærdeligt tordenvejr,
men han bød mig velkommen og
anviste ærespladsen ved siden af ildstedet
under husalteret. Det blev dog ikke
til nogen søvn, for godt ledsaget af store
mængder rakshi, brændevin, indledte vi
en meget lang og seriøs debat!
Maopine
De sidste ti år har dog ikke kun budt på
positive oplevelser. Folkets Befrielseskrig,
det maoistiske oprør, har, som alle væbnede
oprør, medført tab af menneskeliv
på begge sider samtidig med, at det
har ramt en masse uskyldige mennesker
mere eller mindre direkte.
I den smukke by Marpha mellem
Annapurna og Dhaulagiri mødte jeg sidste
år nogle tibetanske flygtninge, der
(på grund af konflikten) ikke længere ser
nogle fremtidsperspektiver i området.
Turisterne udebliver, men de skal stadigvæk
betale dyr leje for deres butikker
hos de lokale Thakalier, hvilket gør,
at de er nødsagede til at låne penge af
slægtninge og venner uden muligheder
for at betale dem tilbage i nær fremtid.
Faktisk havde de allerede lukket ned for
sæsonen tre uger tidligere, men da de
hørte om vores ankomst, var de løbet de
ti kilometer fra flygtningelejren i håbet
om at få en smule omsætning. Jeg håber,
vi fik fordelt vores indkøb jævnligt,
og købte måske også lidt ekstra, men her
er også tale om en gruppe mennesker,
der står uden sikkerhedsnet fra regeringen
i Kathmandu - de er flygtninge og
må klare sig selv.
Ordnung muss sein
Ikke langt fra de kriseramte tibetanske
flygtninge oplever jeg så en solstrålehistorie,
hvilket er meget typisk i Nepal,
hvor modsætninger mødes uden forvarsel.
Solstrålen er østrigeren Alex, der er
lokal ansvarlig for restaureringen og opdateringen
af den betydningsfulde Sakya
gompa. Hun er blandt andet ansvarlig
for at tilrettelægge novicernes almene
skoleundervisning, indkøb af materialer,
opgradering af undervisningslokaler
samt undervisning, og alligevel har hun
overskud til at møde besøgende trekkere
med et smil og fortælle indgående
om projektet - den helt rette person på
det helt rette sted, jeg blev helt høj af
mødet!
Jubilæumsturen
Siden min første tur til Nepal har jeg altid
drømt om at besøge det sagnomspundne
kongedømme Mustang og komme i audiens
hos kongen i paladset i hovedstaden
Lo Manthang. Om det lykkedes mig
at komme i audiens vil tiden vise, men
Mustang har jeg fået mulighed for at besøge.
Så mens du sidder og læser denne
artikel, er jeg på vej ad støvede karavanestier
langs med Kali Gandaki floden
og op over det tibetanske plateau, for at
dykke ned i denne kulturelle tidslomme
inden vejen, der skal forbinde Jomsom
med Tibet/Kina, åbner om to år – hvilket
jubilæum!
Dette er kun et lille udpluk af mine mange
oplevelser i Nepal, og endnu flere venter
allerede forude - oktober 2006 går turen
til Gokyo og Everest, April 2007 til
Langtang, og hvem ved, om det ikke var
en idé at lave en tur med medlemmerne
af De Berejstes Klub.
