Kun afbrudt af bedeflagenes smælden i vinden sidder jeg og nyder stilheden, der har lagt sig som en dyne over Spitidalen. Fra taget af den næsten 1.000 år gamle gompa i Dhankar har jeg frit udsyn til de golde tinder og høje pas, der - for en tid endnu - stadigvæk beskytter dalen mod omverdenen, sådan som de har gjort det i flere tusinde år. 700 meter under mig mødes de to floder fra Spiti- og Pin-dalene og danner modernistiske aftegninger i det mudrede leje, samtidig med at de som bugtende spejle reflekterer de orange stråler fra den nedgående
sol. Historiens vingesus blæser til støvet, og tidligere tiders storhed er næsten til at tage og føle på, men Dhankar er ikke længere hovedstad i et krigshærget
Fødselsdagsgæster
kongedømme midt i Himalaya.
På en lille bjergknold overfor står den nye gompa i alt dens pragt, med nyt bliktag, glasruder, elektrisk lys og sågar en parkeringsplads. Det er nye tider for lamaerne i Dhankar, som det i
øvrigt er det for alle indbyggerne i Spitidalen, og det moderne Indien presser på fra alle sider. Men selv om lamaerne har tilegnet sig moderne statussymboler som mobiltelefoner, ure og smarte solbriller, værner de fortsat nidkært over de skatte, som i generationer har været opbevaret i gompaens mørke rum.
En revitalisering af den buddhistiske kultur har betydet, at der for første gang i nyere tid igen er tilgang til de buddhistiske uddannelsesinstitutioner, og inden for disse er Dhankar gompa en af de væsentligste. Her findes blandt andet nogle af de dygtigste musikere, dansere og fortolkere af de traditionelle chaam danse, og det er disse lamaer jeg en tidlig morgen følger til hovedbyen Kaza, hvor der er inviteret til fødselsdagsfest.
Ved en puja på et lille klippeparti over Kaza gompa velsignes nye bedeflag over et bål af
enebærkviste og tørret yakmøg, inden de erstatter de gamle. Denne ceremoni symboliserer
både begyndelsen på et nyt år og starten på dagens fest. Via et interimistisk højtaleranlæg spredes reciterende mantraer ud over dalen, akkompagneret af toner fra lange dybe horn og livlige trompeter. Et portræt af dagens hovedperson og fødselar, den 14. Dalai Lama, bæres
i en lang procession fra gompaen og ned til festpladsen, hvor den symbolske tilstedeværelse
af den religiøse leder markeres med afspilningen af den tibetanske nationalmelodi.
To munke fra Ki gompa i Spiti spiller på traditionelle horn
I løbet af dagen deltager forskellige dansegrupper fra Spitidalen, unge såvel som ældre, og i skolens bygninger øves der flittigt, inden de nervøse performere betræder scenen. Der er stor prestige i at deltage, og nogle af dansegrupperne har øvet siden sidste år for at kunne yde
deres bedste til ære for Dalai Lama. Dans og musik indgår som en del af undervisningen i de lokale skoler i et forsøg på at bevare sproglige og musikalske elementer af en kultur, der er i stadig forandring, og det er ikke ualmindeligt, at der spilles op til dans, når man besøger en skole.
Underholdningens højdepunkt er dog de dansende lamaer fra Dhankar, der i løbet af dagen opfører et par af de klassiske chaam maskedanse. I farverige dragter, rigt ornamenteret
med buddhistiske symboler, og dæmonmasker med forvredne ansigter indtager de scenen som superstjerner. Det er en meget fysisk og psykisk krævende disciplin, der kræver stor koncentration og en fantastisk balanceevne, idet hurtige piruetter afløses af balancering på et
ben. Dette er naturligvis trænet grundigt over flere år, men det sker, at en af lamaerne taber
balancen eller besvimer under den bagende sol og må hjælpes af assistenterne.
Chaam dans
Dansene er ofte ontologiske fortællinger om det godes kamp mod det onde, og de frygtindgydende masker lader forstå, at der er tale om historier fra gudeverdenen, hvor
dæmoner udgør et væsentligt element. Så snart en af de maskerede dansere nærmer
sig børnene, flygter de skrækslagne hen mod deres forældre, alt sammen til
stor jubel for det ældre publikum.
På en forhøjning ved siden af Dalai Lamas portræt sidder de højest rangerede lamaer fra de store klostre i Spiti, og i midten er den unge Rimpoche fra Kaza gompa placeret. Han ser ud til at have nydt dagens farverige underholdning, og må som afslutning på ceremonien selv
indtage hovedrollen, da det bliver muligt at præsentere et kata, et ceremonielt tørklæde,
for ham og modtage hans velsignelse.
Selv om han kun er 14 år, rangerer han som den øverste religiøse person i Spiti, hvilket
først vil ændre sig den dag, Dalai Lama trækker sig tilbage fra det officielle liv for at nyde sit otium i Spitis ældste kloster, den mere end 1.000 år gamle Tabo gompa. Dagens største oplevelse er dog mødet med de festglade spitier, der gerne inviterer på en kop te og en
lokal snack, mod at man fortæller lidt om sig selv. Deres tøj, i traditionelle mønstre og design, er et orgie i klare farver, der står i en skærende kontrast til omgivelsernes brune
nuancer, og det er tydeligt, at der er indgået mange håndarbejdstimer i produktionen. I dette herlige selskab flyver dagen af sted, og de mange indtryk vil for evigt sætte sig i erindringen som en unik oplevelse og en bekræftelse af, at lamaer også fejrer fødselsdag!
Som afsluttende kommentar skal det lige nævnes, at Dalai Lama i år fylder 70 år, så måske bliver den 6. juli 2005 en endnu større festdag i Kaza end tidligere år – tag dertil og oplev det!
