En måned på Cuba
Christian Bøjgaard
Juli måned tilbragte jeg på Cuba. Jeg fløj med Air France, og efter en forsinkelse på 23 timer i Paris gik de sidste knap ti timers flyvning fint.
De første to uger var jeg på spanskkursus arrangeret for udlændinge af Universidad de la Habana. Læreren var cubaner og undervisningen udmærket. Vi 1æste bl. a. en del tekster om Cubas historie og traditioner. I den forbindelse besøgte vi et museum for Santaria-religion.
Mens kurset stod på, boede jeg hos en rigtig god cubansk familie, der forkælede mig med sin gode mad (kylling, svine og kalvekød samt fisk, alskens grøntsager og frugt). Jeg lånte familiens cykel, som jeg brugte, når jeg skulle rundt i Havana. Der var hverken lygte foran eller bagpå cyklen, men det gjaldt stort set alle transportmidler undtagen de fleste biler samt busser.
Havana er absolut en seværdig by. De fleste bygninger er opført i flot spansk kolonistil, men mange af husene mangler maling og trænger til at blive repareret. Byens befolkning er meget imødekommende, nogle endog temmelig nærgående, når de forsøger at tjene nogle dollars på at sælge cigarer.
Trods den store fattigdom virkede langt de fleste cubanere glade og humoristiske. På grund af mangelen på alt er de yderst kreative, når det drejer sig om at reparere cykler og biler. Og nu da vi er ved transportmidler: Det er ikke ualmindeligt at se en cubaner komme cyklende med en kalv, en ged eller et slagtesvin bundet sammen på bagagebæreren!
Der er meget politi på gaderne, hvilket jo på sin vis virker meget betryggende, ikke mindst for turister. Politiet lader generelt turisterne i fred, hvorimod det ofte sker, at cubanere standses og bliver bedt om at vise identitetspapirer.
På Cuba anvendes tre slags penge. Pesos bruges af lokalbefolkningen. Amerikanske dollars og konvertible pesos (der har den samme værdi) skal anvendes af turister. De to sidstnævnte valutaer bruges også af de cubanere, der er så heldige at besidde dem (i kraft af at de har licens til at udleje værelser til udlændinge). I kraft af disse to valutaer kan der købes ind i specielle forretninger, hvor udbuddet er bedre end i almindelige forretninger (altså ligesom i det tidligere Østeuropa). Den cubaner, der kun har almindelige cubanske pesos at købe for, er ilde stedt. For ham er udbuddet ikke stort. Desuden er bl.a. ris og sukker rationeret. Efter kurset slappede jeg af et par dage i Havana, før jeg lejede en bil og kørte rundt i landet i godt 2 uger.
Det er dyrt at leje bil på Cuba. De billigste kostede 40$ pr. dag, men de var svære at få, da der var rift om dem. De dyreste kostede 77$ om dagen. Det almindeligste er 60$ pr. dag.
Cuba er ca. 1.200 km lang. Jeg kørte i alt knap 4.000 km, der strakte sig fra Pinar del Rio i vest til Baracoa i øst. Af specielt interessante steder kan nævnes byen Viñales med de karakteristiske kalkstensbjerge, den af UNESCO fredede by Trinidad, Sierra Maistra-bjergene samt Cubas næststørste by, Santiago de Cuba. Overalt kom man i snak med cubanere, enten fordi de gerne ville køre med (mange cubanere tager på stop), ,, eller fordi jeg blev nødt til at spørge om vej (skiltningen på Cuba er meget dårlig), eller fordi bilen skulle på værksted (service-eftersyn eller lapning af hjul). Som et ekstra krydderi var der karneval i mange af byerne, hvilket betød masser af cubansk musik og dans. Og så må man ikke glemme den gode mojito, en af mange cubanske rom-cocktails.
Under rundrejsen overnattede og spiste jeg i langt de fleste tilfælde privat, hvilket på Cuba er mindst lige så normalt som at bo på hotel. Næsten altid, når man kommer til en by, flokkes cubanere omkring en og tilbyder privat kost og logi. Kosten i private hjem er generelt meget bedre end på hoteller og statsrestauranter. En overnatning privat kostede normalt 10$, morgenmad 3$ og aftensmad incl. øl 10$ (cubansk øl er god, det er cubansk vin derimod ikke).
Eftersom jeg skulle gå i skole i starten af Cubaopholdet, udstyrede den cubanske ambassade i København mig med et studentervisum for kursusperioden. Ambassademedarbejderen forklarede, at hun ikke kunne udstede mig et turistvisum for resten af opholdet, men at universitetet så let som ingenting ville være i stand til give mig et turistvisum for resten af perioden, når jeg kom derover. Det kunne universitet imidlertid ikke, skulle det vise sig. Det var jo frustrerende. Mindre frustreret blev jeg ikke, da jeg erfarede, at de fleste andre kursusdeltagere blot havde turistvisum, og at studentervisum således ikke var et krav. Jeg følte, at ambassaden havde misinformeret mig. Efter flere kampe med det cubanske bureaukrati besluttede jeg at opgive at få turistvisum. De sidste 17 dage var jeg således i Cuba illegalt. Jeg var spændt på, hvad myndighederne i lufthavnen ville sige, når jeg skulle ud af landet. Jeg havde hørt om nogle, hvis visum var udløbet kort før deres udrejse – det eneste der skete var, at de kom til at betale en bøde på 25$. Da jeg skulle ud af landet, skete der ikke noget som helst, og ca. 15 timer senere var jeg tilbage i Danmark efter et godt ophold på Cuba.
Christian Bøjgaard
OBS: ovenstående tekst er indscannet fra medlemsbladet, men illustrationerne kunne desværre ikke overføres.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside