Katastrofe, katastrofe, råber den lille halvskallede hotelejer, med det venlige smil. Lige nu er han imidlertid noget bleg, forpustet efter turen op ad trappen og tydeligvis oprevet.
Al latter, snak og pjat forstummer. Vi forsøger at forstå blandingen af litauisk, engelsk og hotelejerens fægten med arme og ben.
Katastrofe - kom, kom - det får os på benene. Brænder det eller hva´? Ud af hotellet alle 8. Vi står og ser på den lille blå udlejningsbil som Lene og Peter kører i. Og ved siden af - ingenting. Dvs. det var der vi parkerede vores 10 personers nyrenoverede fine blå bus, da vi ankom for 1 time siden.
Langsomt trænger virkeligheden sig på. Filmen lader sig ikke stoppe, men det er som om tiden står stille et kort øjeblik. Alle skal lige have tid til at fatte det skete.
Nu råber han igen, som for at nå ind til os i osteklokken. Fortæller om de to hætteklædte mænd, han fra restauranten på 2. sal havde set komme ud fra skoven. At han straks var løbet ned til bilen, men da sad de allerede inde i bilen og havde aktiveret centrallåsen, klar til afgang med alt vores bagage til 6 ugers campingtur.
Der var ringet til politiet. Vi stod lidt og hang - børnene græd stille, chokerede. Dyb indånding. Vi må jo videre herfra.
Familien klar til at fortsætte rejsen i splinterny Multivan med 150 HK.
Realiteten var, at vores bil og vores bagage var væk i Litauen. Ret hurtigt afskrev vi nogen sinde at få nogen af delene tilbage. Vi gjorde status – vi havde pas, penge, plastikkort, papirer, en bog, 7 plastikkrus og 1 ½ l cola. Det var både til at grine og græde over. Silke var hårdt ramt - hendes bamse, som havde fulgt hende hele livet og på rejse til 37 lande, var i bilen. Det var hårdt at miste Bamseline. Det er frygtelig meget der er i sådan en bil - men dog kun ting.
Dagene der kom, var lidt kaotiske, men tryk avler modtryk. Vi blev bare helt sikre på, at vi ville fortsætte turen og vi ville have en god tur. Det skulle lykkes.
Vi startede med at ringe til SOS. Mobiltelefonen blev hurtig flad og opladeren - ja, den lå jo i bilen. Det skulle vi komme til at sige mange gange i løbet af sommeren. SOS. var langsomme og uden mange gode forslag eller bare forslag. Ja, vi oplevede nærmest, at de ingen forslag havde, og når de - hjulpet på vej af os - kom med noget, var det ikke særlig gennemtænkt. F.eks. foreslog SOS, at vi kunne tage toget til Dubrovnik i Kroatien. Dette forslag kom fordi vi havde oplyst, at dette var vores rejsemål. 48 timer i tog det kunne vi godt forestille os, men ikke uden bagage. Vores erfaringer med Kroatien er også, at det ikke er nemt at købe tøj i størrelse XXL og sko i størrelse 47.
Vi droppede så vores oprindelige rejseplan som var en 6 ugers tur: Letland -Litauen -Polen - Slovakiet - Ungarn - Slovenien - Kroatien - Bosnien og Kroatien(Dubrovnik). Herfra retur til Danmark. Efter 2 dage fløj vi til Frankfurt, fik en udlejningsbil, en dejlig bil (helt splinterny 7 Personers WV Multivan 150 hk.). Grandmosteren i Luxembourg fik alligevel besøg af os i år. Her fik vi købt 25 par underbukser, 5 soveposer, telt, 5 underlag, og en del andre småting, som vi vurderede var nødvendige til en nu 3 ugers campingtur i Spanien.
Efter en 3 dages intense indkøb og 35.000 kr. fattigere var vi klar til afgang. Vi havde en god ferie og er glade for, at vi valgte at rejse videre. Men det vil altid blive "den sommer hvor vi fik bilen stjålet og Silke mistede sin Bamseline".
