100-landesjubilæum: Søren Padkjær
Af Per Allan Jensen
Denne gang rundes det rejsemæssigt skarpe hjørne af noget så prominent som en tidligere formand for De Berejstes Klub. Søren overtog roret efter mig i 2003 og formåede dét, som jeg ikke havde det store held med, nemlig at få uddelegeret størstedelen af de mange arbejdsopgaver, som det efterhånden var blevet nødvendigt at løse i den stadigt voksende klub. I Sørens formandstid, fra 2003 til 2007, blev medlemstallet mere end fordoblet (fra cirka 130 til cirka 270), og varetagelsen af vigtige områder som passive medlemmer, sponsorer og - ikke mindst - medlemsbladet Globen blev for alvor sat i system. Før overtagelsen af formandsposten havde Søren været redaktør af adskillige numre af Globen og beriget denne med nyskabende og professionelt layout.
Sørens rejselyst blev for alvor næret gennem tre års arbejdsmæssig udstationering i Beirut og Hong Kong. Senere blev det - igen arbejdsrelateret - til en mængde rejser og ophold i Østeuropa op gennem 80'erne, hvor Søren fik et grundigt indblik i nogle af koldkrigstidens kommunistiske østbloklande. Det næste rejsemæssige kvantespring kom i 1997, hvor Søren besluttede at sælge sit hus og købe en autocamper, i hvilken han - med konen og de to børn - det næste års tid rejste rundt og besøgte store dele af USA, Canada og Mexico.
Måske er det oplevelserne i de kommunistiske østlande eller det frie liv på de nordamerikanske vidder, der har været med til at præge Sørens politiske indstilling, der har resulteret i en del arbejde med konservativ lokalpolitik. I det hele taget er Søren et meget aktivt menneske, der nødigt sidder stille for længe ad gangen (om end en god bog i ny og næ dog godt kan få ham til det). Søren er aktiv i Røde Kors og får også i den forbindelse næring til sin interesse for mennesker af forskellig etnisk oprindelse. Og at det er vigtigt at holde sig fysisk i form ved han også, så det bliver til hyppige løbeture i de smukke midtjyske landskaber (man kan endda studere de mest populære løberuter på hans hjemmeside).
En del af os husker med glæde tilbage på nogle af de mange medlemsmøder, som Søren har afholdt i sit dejlige hus ude i skoven nær Bjerringbro. Lidt afsides måske, men det er jo bare en undskyldning for at dukke op lidt før og tage en overnatning med i købet.
Søren rejser helst alene, iført en (ikke for stor) rygsæk (hvor der dog helst skal være plads til en pose havregryn) og med mindst muligt planlagt på forhånd. Det er menneskene og deres livsbetingelser, der trækker langt mere end de klassiske seværdigheder, og Søren er nok et af de få mennesker, der har været i Nordindien uden at have set Taj Mahal. For et par år siden havde jeg fornøjelsen af at slå følge med Søren på noget af hans rejse 'rundt om Laos', idet vi rejste sammen først i Myanmar og senere i Vietnam (hvor han hjalp mig med at jage en skræk i livet på en bedragerisk taxachauffør).
Sørens nyeste rejse, der samtidig var det første besøg på det sydamerikanske kontinent, gik til Argentina, Uruguay, Brasilien og Paraguay, hvor der blev god lejlighed til at træne det spanske.
Til lykke med jubilæet - og god fornøjelse med de kommende rejser.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside