10

Mange af besøgsfaciliteterne undervejs, som vi har benyttet os af, har været med relation til energi, militær og rumfart. Bevillinger til disse - og de fleste andre - offentlige aktiviteter er meget afhængige af amerikanernes tilslutning. Derfor er det her helt naturligt for de offentlige institutioner at være meget åbne om deres aktiviteter og naturligvis forsøge at præsentere det så attraktivt som muligt - og ofte med spændende resultater:

Et marine akademi i Texas har fået overdraget den originale model af det nationale monument til minde om slaget under 2. verdenskrig ved Iwo Jima, en lille ubetydelig japansk ø i Stillehavet. Øen var dog meget strategisk, idet den netop lå på flyruten mellem amerikanernes base i Guam og bombemålene i Japan. Med datidens fly kunne man ikke bare flyve en omvej, og der ventede derfor de amerikanske fly en varm velkomst i Japan, efter at der var gået melding fra Iwo Jima til Tokyo om, at et angreb var undervejs. Monumentet er en kæmpe messing skulptur af et Pullitzer-belønnet foto taget af en kollega til de 5 amerikanske soldater, som rejser Stars and Stripes på øens høj efter et slag, som på nogle få dage kostede 15.000 amerikanere og 21.000 japanere livet. Dette for mig helt ukendte slag, som var blandt krigens mest blodige, viste sig at få afgørende betydning for resultatet af Stillehavskrigen. Hvad der især gjorde dette besøg spændende var, at en marinesoldat fra dengang var frivillig guide i museet, og som med personlig intensitet kunne fortælle om kampen mod de livsforagtende japanerne, som gerne begik selvmordsaktioner i kejserens navn.

Et par dage senere fik vi uventet lejlighed til at besøge ét af de skibe, som deltog i bombardementet af Iwo Jima. Det gode skib Lexington, som har gjort tjeneste fra 1943 til for få år siden, er nu opankret ved Corpus Christi, hvor lokale kræfter har bekostet indretning og drift. Lexington er et hangarskib med to startbaner, som kan have op mod hundrede fly ombord, og det var meget spændende at kunne gå omkring på skibet, sidde i kaptajnens stol på broen, se hospital, tandlæge, køkken, frisør, soverum, og de store elevatorer til at føre ammunition og fly fra lasten op til flydækket. Også kaptajnens modtagelsesværelse var åbent, hvor han kunne modtage statsoverhoveder under besøg i fremmede havne. Desuden var det her, at japanernes overgivelse efter 2. verdenskrig blev underskrevet. Der var filmskærme med optagelser fra den aktive tjeneste, herunder med detaljer fra flyenes start og landing, som skal foregå på en kun ca. 70 m lang bane. Ved landing er der til det sidste fuld fart på flyet, for hvis det ikke fanger tovet, der skal standse det, skal der være fart nok på til at fortsætte ud over havet og prøve igen. Også dette besøg blev gjort levende af frivillige guider, som stod rundt om på skibet og forklarede de forbipasserende om tingene omkring sig. Her var det specielt spændende at snakke med en ex-marine jager pilot, som havde gjort tjeneste på Lexington under Vietnam krigen.

Langs Texas’ kyst dukker der hele tiden store kemikalie fabrikker op, nogle steder kan de mange lys minde om en større by, og det siges at over 60% af verdens kemiproduktion kommer fra denne stat. Modsat Mexico, hvor et raffinaderi kunne sprede en fæl stank over hele byen, er der her næsten ingen røg eller damp fra skorstenene. Vi nåede desværre ikke at besøge en sådan fabrik. I stedet blev vi budt på kaffe og småkager hos et atomkraftværk, som forsyner 1½ mil. familier med strøm. Blandt deres argumenter for en billig og ren energi er, at de med deres ringe mængder af affald, hvis farlighed reduceres med tiden, ikke har problemer med en forsvarlig opbevaring i forseglede kanistre oplagret i store huler langt inde i bjergene. Kemikalieindustrien, siger de, har derimod flere millioner tons affald hvert år, som for altid forbliver giftigt. Vi fik senere oplyst, at dette kemiaffald sprøjtes dybt ned jorden, hvilket skulle være en almen praksis anvendt over hele verden. Når man samtidig hører, at en lille brændselspille på størrelse med et stykke tyggegummi kan erstatte 500 l olie eller 800 kg kul og kun koster 35 kr. at fremstille, så kan man få den tanke, at kernekraft måske alligevel ikke er så dum en ting. På dette kraftværk kommer i øvrigt en del gæster for at iagttage dyrelivet, da området er et stort fuglereservat. I den enorme kunstige sø, hvor kølevandet recirkuleres, stortrives fisk og alligatorer, og vi så en flot alligator ligge og sole sig i en grøft under rundturen på værket..

Lidt senere besøgte vi så et rigtigt delta område, hvor alligatorerne på denne solrige dag dovent lå og lod sig bage. Vi kunne komme ganske tæt på disse flotte dyr, som med et haleslag kan brække benet på et voksent menneske. Når de er over deres barndom, dvs. omkring 1 m lange, har de ingen rivaler i dyreriget, som kan hamle op med dem - til gengæld kan de selv fortære alt fra køer og hunde til måger og skildpadder med deres enorme gab

I det sydlige Texas mødte vi et par, hvis søn er gift med en dansk pige. Da hun elsker alt dansk, havde vi lovet at køre forbi og dele lidt ud af vor efterhånden magre beholdning af Piratos. Det viste sig at være Dorthe fra Sønderjylland, der nu arbejder som sygeplejerske på et lokalt hospital i Galveston med 10.000 ansatte. Hun oplyste, at hospitalet har en afdeling for betalings patienter (dvs. de som har en privat sygeforsikring) og desuden er det største hospital i området for folk, som ikke kan betale og ikke har nogen forsikring. Det er altså ikke sådan her i landet, at de fattige bliver afvist ved indgangen, hvis de ikke kan betale, og hun siger, at selv privathospitaler ikke har lov at afvise nogen. Til gengæld kan de sende patienterne videre til de offentlige hospitaler, når sygdommen ikke mere er truende.

Dorthe har to børn, hun arbejder om natten og går i skole for at kvalificere sig som dansk sygeplejerske, da hun håber om nogle år at kunne vende hjem til Danmark. Hendes mand, Dannon, arbejder med sikkerheden på en kemikaliefabrik, er barnepige om aftenen og læser samtidig til ingeniør. Det er et hårdt liv, især i år, hvor de er begyndt at betale skat, efter at deres indkomst minus gode fradrag for hus og børn er kommet over bundgrænsen. De bor i et dejligt område uden for Houston på Egevej, tæt fyldt med kæmpe amerikanske egetræer, hvis kroner fra begge sider helt lukker sig over vejen og giver god skygge i det varme vejr. Grundene her er som sædvanlig uden hække og adskillelse til naboen, hvilket giver et dejligt åbent område. Samtidig nyder de fælles aktiviteter med naboen, Ken, som bl.a. har bygget en stor kombineret grill og rygeovn. Da vi kom var der følgende i ovnen: En hel kalkun, en 2-3 kg oksesteg, en dyreryg samt nogle af Kens hjemmelavede lækre pølser fra samme dyr. Hen på eftermiddagen begyndte så spisningen, hvor alle delte med hinanden ude på plænen. Uhøjtideligt og meget hyggeligt.

Næste stat er Louisiana. Som sædvanlig gik vi ind på visitor centret, som altid ligger på hovedvejen lige når vi passerer statsgrænsen. En sød dame fortalte dér så engageret om Louisianas helt specielle historie, at vi måtte finde tid til at opleve noget af det.

Igen fik vi den første fornemmelse fra radioen, hvor der pludselig blev snakket på en underfundig og charmerende blanding af fransk og amerikansk og hvor musikken var helt speciel. Vi er nu i cajun land - og som en lokal radiostation sagde, med et drys af fransk superioritet, så er de meget stolte af deres specielle sprog, mad og musik: Jo, for hvis ikke de havde det, så ville de bare være lige som alle andre. Man må dog også indrømme, at netop denne befolkningsgruppe har en helt speciel baggrund. Derfor lidt historie, hvis romantiske version vil være kendt for læsere af bogen Evangeline.

Efter uro i Frankrig drog i 1604 en flok bønder fra byen Poitou ud for at finde lykken i den nye verden. De søgte til Canada, hvor Quebec allerede var etableret som en fransk provins, og slog sig ned på den østlige spids, nu kaldet Nova Scotia. De kaldte området for L’Acadie, som er den franske betegnelse for et græsk mytologisk paradis, og det lykkedes dem åbenbart ved hårdt arbejde at skabe deres eget paradis på jorden.

I de næste godt hundrede år hærgedes Europa af krige bl.a. mellem Frankrig og England, og L’Acadie skiftede flere gange alt efter krigslykken mellem at være en fransk eller en engelsk koloni. Det endte som bekendt med engelsk sejr, og den nye guvernør i Nova Scotia så sig ond på de ca. 10.000 efterhånden velstående Acadiens, som de kaldtes, og besluttede at skaffe sig af med dem. Som en speciel hilsen til franskmændene blev familierne adskilt og i 1755 deporteret til New England, de nordlige stater i det nuværende USA. Nogle vendte tilbage til Frankrig. Bogen Evangline beskriver et sådant adskilt pars skæbner.

Længere sydpå i USA havde Frankrig allerede etableret en koloni, Louisiana, opkaldt efter tidens konge, Louis XIV. Ad forskellige veje samledes flygtningene efterhånden her - også de, som var vendt tilbage til Frankrig havde haft svært ved at indordne sig under det stive Europa og rejste nu tilbage til den nye verden.

Nogle yderligere årstal for at holde styr på begivenhederne:

1776 USA bliver selvstændig efter kamp mod England (bl.a. støttet af acadiens)

1789 Franske revolution

1791 Sorte slaver fra Haiti, creoler, gør oprør og rejser i stort tal til Louisiana

1803 Napoleon sælger Louisiana til USA for $15 mil.

Og som i alle gode eventyr kan man vel sige, at de her kom til at leve lykkeligt til deres dages ende. Disse mennesker og deres efterkommere har forstået at forene og udvikle deres oprindelige kulturer på en helt speciel måde, som ikke findes andre steder i verden. Betegnelsen L’Arcadien er blevet amerikaniseret til Cajun og stort set alle de indfødte, vi mødte, taler den særlige charmerende cajun-franske dialekt. Et glimrende eksempel i dette race blandede land på, hvordan tilflyttere kan tilpasse sig og berige en eksisterende kultur.

Festlig Cajun musik i Eunice Teater

Det lykkedes os at komme med til en direkte radioudsendelse fra et originalt og ældgammelt teater med fløjstæpper i en lille prærieby, hvor forskellige orkestre gav prøver på den rytmiske og humørfyldte musik. Mange - især ældre par med forunderligt spændstige bevægelser - dansede på gulvet foran scenen.

På 7. række blev vi konstant underholdt af byens slagter, en gut på over 200 kg, som sad på rækken foran os, og som var handicappet af en dårlig fod og derfor ikke kunne deltage i dansen med sin splejs af en kone.

Musikken spilles på en speciel højtone-harmonika, en violin, trommer, vaskebræt eller som bas en blikbalje med en pind og en streng. Musikken er en blanding af franske ballader med tysk, spansk og afrikansk indflydelse, tilsat nogle stænk amerikansk blues og country musik. Sangen er i en høj toneart, så høj at Benthe kalder den lodret.

Maden er også en spændende blanding af krydderier med den lokale ris som grundlag. Fisk og skaldyr er den vigtigste råvare, og hvis det kniber med reje- og hummer fangsten, har mange nu slået sig på opdræt af katfisk (med store og skarpe knurhår) og crawfisk. Jeg har siden Elvis Presley’s film King Creole, som foregår her i området og som indeholder en sang om crawfish, undret mig over hvordan de egentlig ser ud. Det viser sig at være en mellemting mellem en krebs og en reje, som lever naturligt overalt i staten. De bor i jorden i huler op til 6 m dybe. Vi undrede os i en park over en masse små mudderrør, der stak op i græsset. Det er jorden, som de skraber op under deres hulegravning ned i dybet. Når det så regner eller jorden oversvømmes, kommer de op til overfladen. Det benytter risbønderne sig af, så når høsten er i hus lukkes vand igen ind på markerne. Udover at være en lækker afgrøde æder crawfiskene også ukrudt og andre halmrester på marken.

På et lokalt museum så vi udstilling og rekvisitter fra gamle dage, herunder fra omkring 1901, da der blev fundet olie. Dette ændrede tilværelsen en del, og vi husker en replik fra en af datidens oliebisser, der fortalte om sin sparsomme fritid: Der var dans på kroen hver lørdag, og hver gang efter et par danse måtte jeg simpelthen udenfor og slås - oh, how I loved these days. Der var også en model af et nybyggerhus. Hvis der i huset var en datter over 14 år, blev skorstenen og havelågen malet hvid som tegn på, at her var en giftefærdig pige.

Undervejs havde vi passeret hvad vi antog for rismarker i forskellige udgaver, men det så slet ikke ud som de rismarker, vi kender fra Østen, hvor en sværm kinesere med enden i vejret stikker risplanterne ned i dyndet. En varm eftermiddag kom vi i snak med en familie fra området, som forklarede os systemet: Når marken anlægges, skal man sørge for at terrænet falder en smule, så vandet kan løbe fra den øverste del og nedefter. Marken inddeles i mindre stykker med diger, som kurver med terrænet og med mulighed for at åbne en port mellem dem. Markerne oversvømmes så med 15-20 cm vand hvorefter traktorer med en slags piskeris opmudrer vandet og jorden til en grød. Derefter sås risene ved, at en flyvemaskine fra luften spreder sæden. Der holdes en konstant vandstand indtil risen er i god vækst. Så spredes kunstgødning også med fly og et par dage efter lukkes for vandtilførsel, så rødderne bliver tvunget til at suge ekstra kraftigt og dermed opsuge mest mulig gødning. Dette gentages senere på sæsonen, og sidst på sommeren efter omkring 6 måneders vækstperiode kan risen høstes med store mejetærskere (med larvefødder til at trække gennem det næsten tørre mudder).

Senere blev vi også belært om alt vedrørende sukkerrørs produktion, men det vil nok være at gå for vidt i denne beretning. Det skal dog lige nævnes, at de billeder vi så fra 30ernes markarbejde meget ligner sukkerrørsmarkerne i dagens Mexico. Det sidste nye her er en mejetærsker, som høster sukkerrør næsten som korn.

I en anden by på prærien lod der til at være en masse sorte indbyggere, og vi benyttede derfor søndagen til at finde en kirke, hvor vi ventede at kunne høre deres dejlige gospelmusik. Vi kom lidt for tidligt til aften gudstjenesten og gik så en tur rundt i det sorte kvarter. Det var faktisk som trukket ud af en roman fra sydstaterne, hvor de ældre sorte ægtepar sidder på verandaen i deres gyngestole. Alle hilser og er venlige, men ser efter os som om der meget sjældent går hvide rundt i kvarteret.

Gudstjenesten var også en stor og anderledes oplevelse. Folk prøvede at lade være med at stirre på os, men mange kom og gav hånd og bød os velkommen. Menigheden bestod især af pæne damer, alle i deres bedste tøj, med deres største øreringe og der var en tung duft af parfume. Præsten byder os specielt velkommen og alle rejser sig og klapper, da jeg fortæller, at vi kommer fra Danmark. Herefter kommer præsten i en let ekstase og føler at Gud er hos os alle i aften, da jeg oplyser, at vi er blevet anbefalet at gå til netop denne kirke.

En kvindelig missionær leder en forsang til Guds pris, alle har armene i vejret, der lyder trommer, folk klapper og nærmest danser med rytmen. Pludselig marcherer 8 unge ind, reciterer i takt til lederen, som var en forsagt ung mand, der først mødte os udenfor og nu optræder som en militær officer. Det kunne ligne en slags konfirmation.

Dagens tekst er fra Lukas evangeliet om Jesus helbredelse af den spedalske. Præsten taler om Guds barmhjertighed og genoprettelse, et ord som gik igen hele aftenen - mist aldrig håbet om at ulykkeligt ægteskab, problemer i familien, økonomien og arbejdet med Guds hjælp bliver genoprettet. En rynket morlille uden tænder, som man kunne forestille sig den sidste slave fra bomuldsmarkerne, råber ivrigt amen til alle udtalelser fra præsten. Også en sød handicappet pige bagved mig, som både giver hånd og skal kysses farvel, er meget ivrig under præstens udlægning og tilslutter sig højlydt alle udtalelser. Da forsamlingen er rigtig varmet op, går præsten rundt med næsten lukkede øjne og priser Gud gennem en trådløs mikrofon, menigheden gentager, råber halleluja, amen, ja Lord, klapper. Der er en enorm stor medleven.

Et medlem af menigheden var kommet i økonomiske vanskeligheder, så der blev sendt kurve rundt to gange til kollekt (denne kirke er som alle andre i USA udelukkende finansieret gennem personlige gaver), men oplevelsen var bestemt det hele værd. Jeg skal lige tilføje, at inden denne gudstjeneste startede, forsøgte vi at komme ind i en nærliggende baptist kirke, som begyndte 1 time tidligere. De ville imidlertid ikke lade pigerne komme ind, da de ikke havde kjole, men lange bukser på.

Louisiana er kendt i mere end 100 lande verden over for et simpelt lille produkt, nemlig Tabasco sovs. Dette måtte vi naturligvis også se og kørte ud til Avery Island, en privat ø med familiens fabrik og landsted i 3. generation, hvor vi så og hørte om produktionen. Det overraskende os, at peberne som en anden god whisky lagres i 3 år på egetønder. Der fyldes et tykt saltlag over som forhindrer ilt i at trænge ned til saften medens den gærer. Derefter blandes den med eddike og hældes på flasker.

I New Orleans var vi en tur rundt i det franske kvarter med den specielle atmosfære af gademusikanter, nogle ret specielle typer, forretninger med voodoo, vampyrer og masser af flotte litografier, malerier og fotografier. Det er dog alt sammen turistpræget, der er næsten kun barer og turistbutikker i området, og én af barerne annoncerede sågar med et dansk jazzorkester. Efter at vi er kommet tilbage til DK, viser det sig, at vor nabos søn spiller i dette orkester…

Vi er så tilbage i Florida ved Kennedy Space Center, hvor vi på turen i går også oplevede en masse. Det store område på 165.000 tdr. land er egentlig et dyre- og fugle reservat med mere end 500 dyrearter, heraf 15, som er på listen over truede dyr (bl.a. det amerikanske statssymbol, kongeørnen, som vi så i en rede). Allerede i Houston, Texas, besøgte vi NASAs rumfartscontrol, hvor alle trænings- og kommunikations faciliteter er samlet (det var også tidl. præsident Johnson som tilgodeså sin hjemstat med dette enorme kompleks). Her i Florida sker den egentlige produktion og opsendelse af rumfærgerne, og alt er naturligvis større end noget andet sted. F.eks. er bygningen, hvor rumraketterne samles, så stor, at Frihedsgudinden i New York (der er ca. 50 m høj) let kan svinges ind gennem sidedøren.

Vi måtte igen overgive os til amerikanernes talent for at fange folks interesse i en kombination af show og alvor. I de store haller for Apollo-programmet, som 5 gange landsatte folk på månen, så vi først på nogle Tv-skærme de originale billeder fra optakten til den første månelanding, hvor kontakten til rumskibet havde det med at forsvinde i de kritiske øjeblikke. Som i en ugebladsroman - fortsættes i næste uge - sluttede skærmen medens månefartøjet var på vej mod månen med kun få minutters brændstof tilbage.

Nogle store døre åbnede sig, og vi kunne nu gå ind i det selvsamme kontrolrum, hvorfra netop denne kommunikation med rumskibet foregik. På store vægskærme så vi det samme, som personalet dengang kunne se og som var grundlag for alle beslutninger, med lysspot skiftevis på de forskellige kontrolpulte, hvorfra vi hørte originalbåndet med deres forsøg på at checke alle instrumenter og sige OK til landing. Det var virkelig virtual reality. Månelandingsfartøjet var kommet lidt for langt fra den planlagte landingsplads, og skulle de nu risikere at lande i et krater og ødelægge det hele, eller skulle de bruge den sidste smule brændstof til at sende fartøjet tilbage til det ventende hovedmodul, der kredsede omkring månen? Som de helt sikkert fik sved på panden dengang, tror jeg også at vi alle i salen fornemmede disse pionerers gribende øjeblikke. Til slut blev skæbnen lagt i hænderne på Neil Armstrong, og pludselig så vi selve månemodulet lande på scenen foran os. Armstrong steg ud, plantede det amerikanske flag og sagde de berømte ord ’Et lille skridt for mennesket, men et stort skridt for menneskeheden.’

Benthes hjørne fra udkigsposten:

Da den første amerikanske rumfærge Columbia blev opsendt for ca.17 år siden var det et varmt samtaleemne og mange kan sikkert huske at de har siddet klistret til tv skærmen for at opleve dette tekniske fænomen inden for rumfarten.

Rumfærgerne er bygget til genbrug, efter hver rumtur bliver de skilt ad og dele bliver fornyet eller renoveret og samlet igen og alt bliver dobbelt checket indtil flere gange. Når færgen så endelig er rullet ud til affyringsrampen er der forståeligt nok store forventninger og en masse nerver på.

Opsendelsen af rumfærgen Columbia var faststat til torsdag d.16 april kl. 14.17.

Vi havde fundet en byggetomt med udsigt ud over floden og direkte udsyn over til affyrings ramperne på øen Merrit ca. 10 km herfra. Der holdt allerede en del campere da vi ankom sent om aftenen og næste morgen var det lidt af en skuffelse, da vi erfarede at opsendelsen var udsat et døgn pga. kommunikationsproblemer.

Derfor var vi alle spændte om der i dag ville blive opsendelse. Men efterhånden som dagen skred frem og der kom flere biler til og folk hentede deres køletasker og stole frem og mens de tunge skyer på himlen blæste sydpå, begyndte forventningen at sprede sig. Klokken 14 var der en tyk rand af folk langs med vejen, og Chanel 9’s TV helikopter bankede luften tynd lige over vores hoveder. Stemningen var nu ret intens, 17 minutter til lift off, og alle håbede at der ikke ville blive afblæsning. Truckeren som stod lige ved siden af mig talte minutterne ned og endelig da spændingen næsten var uudholdelig kunne vi tydeligt se den hvide sky, som bredte sig ud til siderne og en stor ildkugle viste sig.

Udklip fra Florida Today - og vor billet til Kennedy Space Center 2 dage før opsendelsen

Langsomt, som en kæmpe der rejser sig steg Columbia op på den blå himmel med en hvid hale efter sig, der hørtes klapsalver, ja-råb, bragene fra raketmotorerne, og fortryllelsen blev langsomt brudt da rumfærgen efter 4 minutter forsvandt som en lille sølvprik på den blå Florida himmel ud mod rummet.