USA's tidligere præsident Jimmy Carter

Søren Padkjær

På plænen foran Baptistkirken i Plains, Georgia, fra venstre: Benthe Padkjær, Rosalynn Carter, Jimmy Carter og forfatteren.

”Jimmy og Rosalynn Carter har gjort flere gode ting for flere mennesker på flere steder end noget andet par på jordens overflade.”

Bill Clinton, da han i 1999 overrakte Jimmy og Rosalynn Carter USA’s mest ærefulde civile orden, Frihedsmedaljen. På familiens 12-måneders rundrejse i Nordamerika kom vi i april 1998 til Georgia. Jeg har altid godt kunnet lide Jimmy Carter, og da vi passerede statsgrænsen, gik vi som sædvanlig ind i det lokale state visitor center. Lidt for sjov spurgte jeg, om Jimmy var hjemme for tiden, og faktisk kunne damen slå op på computeren og se, at han netop den kommende søndag ville deltage i baptistkirkens søndagsskole.

Vi tog den lange vej ud til Plains, som består af 700 sjæle og ni kirker og vitterlig ligger uden for lands lov og ret. Jimmy Carter er født og opvokset der i sognet, som søn af en peanut farmer, og det er stadig genstand for undren, at et sådant udsted kan fostre en amerikansk præsident. Efter sin skolegang gjorde han tjeneste ved marinen på en undervandsbåd, giftede sig så med bysbarnet Rosalynn og flyttede tilbage til Plains. Det første år var familiens indtægt $300, de boede i en social bolig og ernærede sig ved at handle med gødning og sæd til farmerne i området. Han blev så valgt til Georgias senat, senere til guvernør, og på det tidspunkt kom de for første gang til at bo i eget hus - som de i øvrigt selv har bygget, og hvor de stadig bor. Hans valgkamp til præsident embedet blev ført fra den nedlagte jernbanestation i byen, og bysbørnene rejste landet rundt for at fortælle om Jimmy, ‘vores ven og nabo’.

I al sin tid i Plains har han undervist i Baptistkirkens søndagsskole og gør det stadig, når han er i byen. Vi kom en time før starten, hvor kirken næsten var helt fyldt op. Den lokale præst havde tilsyneladende været på PR-kursus, og allerede ved vor ankomst var han i fuld gang med at underholde publikum. Han kom med lokale historier om Jimmy, om byen og om kirken, praktiske oplysninger om, hvordan forestillingen ville blive afviklet osv. Et kvarter før den annoncerede start kom hovedpersonen i afslappet jakkesæt med åben skjorte og blitzene blinkede. Han tog det som et vælgermøde, gik rundt foran menigheden, spurgte, som man gør overalt, ”where do you folks come from”, og folk fik lov at sige lidt. Ståpladserne var nu også besat, og i et rum bagved fik de sidste del i begivenhederne via et videokamera i kirken (hvor vi var omkring 450 mennesker).

Mr. President, som han stadig kaldes, begyndte så at fortælle om sine mange fredsbevarende og humanitære aktiviteter, som alle drejer sig om at hjælpe mennesker i nød. Han og Rosalynn havde lige været i Afrika, hvor han har en lang række projekter i gang. Som tidligere amerikansk præsident rulles den røde løber ud for ham overalt, og han benytter sig målrettet af den direkte adgang til landenes statsoverhoveder, får dem til at indkalde regeringen og laver så faste aftaler om forskellige aktiviteter. Uden bureaukrati og uden bestikkelse. Gennem Carter Center i Atlanta kan hans stab hjælpe med at koordinere projekterne, som går fra udryddelse af en sygdomsfremkaldende orm til at øge udbyttet af majs.

Hans effektive resultater med forholdsvis små midler - til forskel fra mange hjælpeorganisationer - skyldes dog nok, at han personligt kan binde landenes ledere til at medvirke i og følge op på projekterne. Han nævnte et eksempel fra et afrikansk land, hvor blot ændrede dyrkningsmetoder kunne øge høstudbyttet med 50%. Det er noget der batter i områder, hvor der ikke er kapital til investering i udstyr, gensplejset sædekorn og sprøjtemidler. Søndagsskolen fik sin halve time, hvor han fortalte om sin yndlingsprofet, Thomas, han som tvivlede, men som var den første til at kalde Jesus for vor frelser. Der var så ti minutter til at strække benene, indtil den ordinære gudstjeneste blev afholdt. Derefter gik Jimmy og Rosalynn udenfor, hvor de hilste på alle som ønskede det (og det gjorde vi alle naturligvis), medens der blev fotograferet. Det varede en rum tid, og vi kom til at snakke med én af hans livvagter, som fortalte, at de var syv mand på tjeneste denne formiddag. Chefen koordinerede kommunikationen, og de øvrige havde tydeligvis mere end muskler bag de svulmende jakker. Det forekom lidt uvirkeligt med hele dette menageri, i denne søvnige flække flere timers kørsel fra nærmeste highway.

I byens tidligere high school, hvor Jimmy har gået, er der nu indrettet et visitor center, der på en meget interessant måde fortæller om nationale og lokale begivenheder med speciel fokus på de områder, som har berøring med Jimmy Carter. Utvivlsomt en god mand, hvis ringe eftermæle som præsident kan tolkes derhen, at han nok var for god og menneskekærlig til dette job. Åbenbart kræves helt andre karaktertræk for at lede en stormagt i en hård verden.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside

OBS: farvefotos til denne artikel forventes lagt ind snarest