Helgenens dag i det farverige Guatemala

Søren Padkjær

Jeg har nu næsten afsluttet mine 4 uger på skolen og skal nu ud i det virkelige liv på en 4-ugers rundtur i Mellemamerika. Næste uge i skolen er reserveret til snak, for nu synes jeg efterhånden, at jeg har fået så meget ind i hovedet, at jeg skal til at have det sorteret til praktisk brug. Så vidt jeg husker, så sagde min lærer, at der er 28 forskellige tider af de spanske verber (nutid, datider, konjunktiver osv.) - 11 af dem bruges meget, og af dem har jeg efterhånden - jeg vil ikke sige lært, men stiftet kendskab med - 8-9 stykker.

Jeg var så forleden ved at regne lidt på, hvor meget tid der er tilbage til de andre 6 lande, og det bliver kun 3-4 dage til hver. Jeg skal jo også nå at se noget mere af Guatemala, så derfor har jeg i denne weekend været på en udflugt til en by oppe i bjergene, hvor der er et meget stort søndagsmarked.

Det viste sig at være et heldigt tidspunkt - og en meget oplevelsesrig tur, så her er historien:

Efter ca. 3 timers tur med forskellige busser, ankom jeg ved 14.30 tiden lørdag til byen Chichisestenango - ved indkørsel til byen er der en stor militærlejr, så jeg regnede med at det var dem, der fejrede julen ved at skyde op i luften. Lidt senere, da jeg havde kæmpet mig gennem menneskemylderet ned til kirkepladsen, viste det sig imidlertid, at det var på trappen op til kirken, at løjerne foregik.

Indianerkvinderne har ofte nogle af deres mange børn med på markedet. Konen i midten af billedet er i færd med at skifte ungen.

Kirken var meget farverigt pyntet ved og omkring de tre indgangsdøre med guirlander, papirblomster og store opsatse, og på den halvrunde trappe med en snes trin, var der placeret 6-7 metalroer, ca. 1/2 m høje og 10 cm diameter. De passede lige til en hjemmelavet papir/sejlgarnsbombe, som en flok ældre mænd morede sig med at fyre af. Røret må have virket som et geværløb, for de fløj temmelig langt op i luften, hvor så den anden sprængladning eksploderede i knald og røg. Da solen skinnede, var det svært at se, om der også var stjerner og lys - men meget røg både ved jorden og i luften.

Det meste af byen så ud til at være omdannet til markedsplads, med masser af flotte vævede og syede stofting, udskårne træmasker - og naturligvis alt det sædvanlige med lækre frugter, grøntsager. fyrværkeri, legetøj, høns og kalkuner bundet i det ene ben, så de ikke løber væk, osv.

Men jeg måtte jo lige se at finde et hotel, så jeg var parat til det rigtige marked om søndagen. Der er kun en halv snes hoteller i byen - og efterhånden som jeg havde/blev maset og skubbet frem til dem, måtte jeg erkende, at de alle var fuldt optagne. Det var noget pinligt, og da jeg ikke havde lyst til at tage den 3 t lange tur tilbage uden at have fået det hele med, måtte jeg jo finde på noget andet.

Flot pyntet kirke – med affyringsrampe for de hjemmelavede sejlgarnsbomber.

Der var ingen andre byer på vej til Chichi, men jeg fandt ud af, at der længere oppe i bjergene ligger en by på samme størrelse, El Quichè, så jeg hoppede hurtigt på en bus derop. Privatbiler er ikke meget brugt her i området, så derfor er der konstant masser af busser, der afgår i alle retninger.

Køreturen på de ca. 30 km må være en lækkerbisken for de der holder af rutsjebaner, gamle busser med hvinende dæk i de skarpe sving og flotte bjergvistaer. Bussen er bygget til ca. 40 skolebørn, og vi var vel omkring 100 med anseelige mængder af bagage. Chaufføren kastede bussen rundt i svingene med fuldt optrukne linier - samtidig med at han med dødsforagt overhalede de langsommere pickups - men han kendte sine bjergveje, så det blev en oplevelse for fuld udblæsning.

Da jeg gik ind i det første hotel i byen El Quichè, viste det sig at være en behagelig overraskelse. meget rent, ret nyt - og alle nøglerne hang hos receptionisten, så vi gik en runde, så jeg selv kunne vælge mit værelse. Medens hotellerne i Chichi efter lokale forhold er ret dyre (USD20-50 hvor jeg spurgte), så var dette en foræring til 80 kr., kvaliteten, rent badeværelse og håndklæde, gratis kaffe og brød osv. taget i betragtning.

Hotellet lå lige midt i byens marked, som også var meget stort, men uden de ting, som turisterne går efter - og jeg er efter mange og lange vandringer i byen overbevist om, at jeg var den eneste udlænding på stedet.

I udkanten af markedsgaderne lå torvet, som var omkranset af boder med de lækreste grillkyllinger. Jeg tog lige først en majskolbe med salsa og ost til forret, gik derefter ind og blev klippet (og drysset med rosentalkum i nakken) for at skærpe appetitten - og kastede mig så over grill kyllingerne med hjemmelavede fritter. Omkring mig var hele pladsen omdannet til julemarked, med boder fyldt af blinkende lysguirlander i forskellige farver, nogle spillede samtidig Jingle Bells, fyrværkeri, glaskugler, mos, fyrretræstoppe, hjorte formet af gråt mos - fin underholdning til aftensmaden.

Det havde været en meget varm dag med al den løben frem og tilbage, men da solen gik ned blev der lidt køligt. Jeg ville finde et sted og få et glas rom aneja (gammel lagret rom, der smager mindst lige så godt som en god cognac), som min madfar og jeg godt kan lide derhjemme i Xela, men jeg fandt ingen steder med udskænkning af rom. Jeg hørte så i det fjerne munter sang og musik, og da jeg kom hen til arnestedet og kiggede ind, viste det sig at være en evangelisk kirke. Inden jeg havde nået at dreje hovedet, kom en nydelig ung mand ned ad trappen og bød mig indenfor til den dejlige musik med kor og strengespil.

Det lignede mest et forsamlingshus - de første 2 x 10 rækker bænke var fuldt besat og de næste ligeså mange stolerækker ligeså, men min nye ven fandt hurtig en stol til mig. Han var tilsyneladende i ordets egentlige forstand kirketjener, for da jeg var lidt sen til at rejse mig, medens evangeliet blev oplæst, kom han springende med en bibel opslået på dagens tekst fra Lucas evangeliet.

Det foregik til dæmpet akkompagnement fra keyboardet, og derefter var der solosang. En rigtig mørklødet engel, med udslået sort hår, sort sjal om skuldrene, og en dybrød lang silkekjole. Det var så bevægende, at de to godt brugte herrer foran mig faldt hinanden om halsen.

Markedspladsen foran kirken – indhyllet i krudtrøg fra fyrværkeriet.

Herefter blev det tunge skyts kørt frem - en yngre kvinde med stram Ritt Bjerregaard frisure og knold i nakken, iført 3/4 lang grå nederdel, gik nu i gang med at fortolke Lucas-evangeliet (så vidt jeg kunne forstå), med stemmeleje skiftende fra en hæs hvisken (så vi kunne høre gadesælgerne gennem den åbne dør ud til markedet), stigende til en høj crescendo, der fuldstændig tryllebandt flertallet af de ca. 300 mennesker i salen, som med mellemrum stønnede Amen! eller Halelujah!

Hun havde helt menigheden i sin hule hånd - og hun nød det tydeligvis - hun styrede fra anger til tilgivelse, fra forbandelser til taksigelser. Efter en times tid gik så de første op til gulvet foran scenen, hvor de bad hende formidle velsignelsen - nu hvor hun åbenbart havde kontakt til de højere magter. Til sidst var næsten alle deroppe, og knolden i nakken var nu gået over til en slags sang (ledsaget af keyboard og trommer), hvor hun bad el Senor´s nåde sænke sig over de fortabte sjæle.

Der må have været meget at tilgive, for hun fortsatte i ½ t - og da der efterhånden var gået 3 t, gik jeg hjem til mit dejlige hotelværelse.

Boderne var ved at være pillet ned, og jeg kunne nu kun høre musik fra et enkelt sted, nemlig en cantina lige overfor mit vindue (på den 5 m brede og støvede lervej). Det hindrede dog ikke en sød søvn i nogle timer.

En af danserne holder et hvil foran kirken.

Jeg blev så vækket søndag morgen kl 06 ved at boderne blev stablet op igen - den første var åbenbart min nabo fra i aftes, der sælger radioer og musik CD´er - men hvordan kan man blive andet end i godt humør af at vågne op til festlig marimba musik.

Flere hold af karnevalsudklædte dansere svedte bravt i den klare decembersol.

Derefter ned til torvet og en herlig morgenmad - en brændende varm portion tynd mælkehavregrød med cornflakes, og så sætte sig op i det tidlige solskin og se hvordan markedsmylderet atter er ved at komme i gang.

Knap havde jeg betalt de 2 kr. inden der holdt en bus til Chichi ved siden af, så jeg fik igen den store rutsjebanetur tilbage til søndagsmarkedet.

De tidlige formiddagstimer er helliget de handlende, så her købte jeg lidt ind. Egentlig bryder jeg mig ikke om at prutte priser med disse fattige mennesker, men som det er så mange steder, så er det mellemmænd(kvinder) på markedet, medens kvinderne slider hjemme i landsbyerne. Da jeg havde udvalgt mig en bod med pæne ting, begyndte jeg så at snakke med kvinderne - de havde ligesom de fleste andre en flok unger med på arbejde, men her var de så gamle, at de kunne hjælpe lidt til. De fik lidt flødekarameller, mødrene nogle småpakker med sæbe og shampoo, og til sidst havde vi i stor venskabelighed nået den pris, som de kunne sælge til. Det er halvdelen af hvad de starter med + ca. 10% i fortjeneste. Alle var herefter glade, og de stille op til fotografering foran deres mange fine sager.

Lydniveauet var højt på markedspladsen

Hen mod middag begyndte de så at varme op til underholdningen. Der er to kirker på pladsen med ca. 300 m i mellem. På denne knebne plads var der nu opstillet 3 marimba orkestre med fra 8-20 mand, deres enorme højtalere, hver med et hold karnevalsudklædte dansere - samt de uundgåelige boder med mad og drikke og så selvfølgelig langt flere mennesker end brandtilsynet burde tillade.

Boden med appelsiner og det skrigende barn gemt væk nedenunder plastforhænget.

De legesyge mænd på kirketrappen fortsatte med at affyre bomber - og havde nu en ny variant, nemlig en 7-8 m lang rulle - som patronerne til et maskingevær - men her med halvstore kinesere.

Det var en effektiv måde at rydde området lige ved kirken, for kineserne sprang på mange uforudsigelige steder, samtidig med at de indhyllede området i en tyk krudtrøg..

Kun nogle enkelte mænd, som bevidstløse af druk var faldet om forskellige steder på pladsen, hørte hverken marimba eller bomber. Selv de 3-4 stykker, der lå på selve kirketrappen med kinesere futtende af om ørerne, rørte sig ikke. Til gengæld blev optrinnet ivrigt fotograferet af de ret mange turister.

Mens bomber og fyrværkeri sprang om ørerne på dem, lå og sad en flok døddrukne fulderikker på kirketrappen.

Mens jeg spiste lidt papaya på et trappetrin, fortalte en lokal mand mig, at det store optrin skyldtes, at det i dag ikke blot var søndagsmarked, men samtidig byens festdag, hvor dens helgen, Santo Tomás blev fejret.

I en sidegade lå en mand halvvejs ude på vejen, da en bus skulle bakke lidt for at gøre plads til nogle varebiler. Adjudanten – bus assistenten - forsøgte at slæbe manden op på fortovet, men hans ene ben blev med at glide tilbage på vejen.I stedet tog han resolut og bandt mandens ene sko op, så han kunne binde snørebåndet fast til et gitter i muren - på samme måde, som de holder høns og kalkuner på plads nede på markedet.

Jeg havde taget nogle af de små ting med fra gavekassen - og endnu engang med tak til sponsorerne blev mange mødre og ikke mindst deres småbørn glade for en lille bil, dukke eller til sidst nogle af mine mange flødekarameller og slikkepinde. Eksempelvis den gamle kone, der passede sit (formentlig) barnebarn, mens hun skrællede appelsiner på markedspladsen - barnet lå på en sæk under bræddebordet bag et stykke plastik og lød meget utilfreds - men en lille bamse fik hurtigt smilet frem hos knægten.

Søren Padkjær

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside