![]() |
| For individuelle rejsende kan det anbefales at tage toget fra Hanoi til Lao Cai (340 km). Herfra tager det 1-2 timer med minibus til Sapa, hvorfra trekkingturen afgår. Der er også mulighed for at tage hele turen med bus, men de fleste rejsende foretrækker toget. Vælger du nattoget, er den mest komfortable standard: "Soft Sleeper". Et fire dages trek - købt hjemmefra igennem Jysk Rejsebureau - koster pt. 1.350 kroner inklusiv returbillet med tog og bus fra Hanoi til Sapa, engelsktalende guide, portere, mad, overnatning og udstyr. Ønsker du at vente med at købe trekkingturen til du er i Vietnam, kan du kontakte Jysk Rejsebureaus servicekontor i Hanoi, Van Minh Hotel, 88 Hang Bac St. eller et af de mange lokale rejsebureauer i Hanoi og Sapa, der arrangerer Fan Si Pan trek. Undersøg grundigt hvad prisen inkluderer samt hvilken rute, der benyttes til toppen. Teoretisk set kan Fan Si Pan bestiges hele året, men den bedste sæson vejrmæssigt er fra midten af oktober til midten af december samt i marts, når de vilde blomster er i fuldt flor. |