Tilbage til De Berejstes hjemmeside

               Tværs over Verdens tag

Michael og Lone Andersen


En af verdens smukkeste køreture. Så kort kan turen over land fra Kathmandu i Nepal til Lhasa i Tibet beskrives. Men det ville være en skam. For turen er andet og mere end storslået landskab med sneklædte bjerge, turkisblå søer, gletchere og det barske tibetanske plateau.

Turen er også et møde med et stærkt tibetansk folkefærd, der tydeligvis er stolte af deres kultur og kæmper for at holde fast i traditionerne. Overalt hersker der en dyb respekt for buddhismen, og i bjergpassene i 4-5.000 meters højde hænger farverige bedefl ag i tusindvis.

Omkring Jokhang templet i Lhasa kan du opleve pilgrimme klædt i tunge yakfrakker med en bedemølle i den ene hånd og en pose yaksmør i den anden på vej til at gøre deres ofringer. Inden for i templet hviler en tung lugt af ælde, sødlige røgelsespinde og harsk yaksmør. Munkenes monotone trommeslag kastes frem og tilbage mellem væggene i de dunkle kamre, der kun er lyst op af smørlamper. Her hviler en stemning af ritualer og mystik.Men du bliver revet tilbage til virkeligheden, når en gammel rynket kone med grå fletninger ned til livet, sender dig et stort nysgerrigt smil.

Tibet blev åbnet op for rejsende i midten af 1980-erne, og selvom kineserne har sat deres uskønne plastic-præg på regionen, findes der ikke et sted magen til i hele verden. Tibet er en unik rejseoplevelse.

Den billigste returbillet fra Københavns lufthavn Kastrup til Kathmandu i Nepal koster fra 6.100 kroner eksklusiv skatter med Gulf Air, der har to-tre mellemlandinger på turen. Flyves der med Thai Airways koster en returbillet fra 8.845 kroner eksklusiv skatter, men til gengæld er der kun én mellemlanding. Bemærk, at der kan være stor prisforskel


Over land ture fra Kathmandu til Lhasa:
Mange lokale rejsebureauer i Kathmandu udbyder ture over land til Tibet, men kvaliteten er svingende. Vær opmærksom på, at de billigste ture køres i bus frem for i landcruiser, hvilket er mindre komfortabelt og langsommere. I Danmark kan du købe landcruiser-ture blandet andet gennem Jysk Rejsebureau. Pris for 5-dages backpackertur Kathmandu til Lhasa (enkeltbillet): Fra 1.395 kroner. Pris for otte-dages tur Kathmandu til Lhasa – inklusiv flybillet tilbage til Kathmandu: Fra 4.260 kroner.

Sæson:
De bedste måneder for en tur over land til Tibet er fra april til og med oktober.I juli og august kan det regne meget. Den kolde og barske tibetanske vinter varer fra november til og med marts. Bemærk, at det meste af turen over Himalayabjergene køres på dårlig vej, og de hurtige stigninger kan give symptomer på højdesyge såsom hovedpine og appetitløshed.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside