Lasse Nørgaard har rundet 100 lande!
af Per Allan Jensen
Dette kvartals jubilar har ikke alene
gjort sig bemærket ved at have nået
100 lande i en relativt ung alder, han
har også haft ualmindelig meget fart på
de seneste år. Som det fremgår af statistikken
andetsteds i bladet, har Lasse
besøgt 44 nye lande inden for de sidste
seks år og - endnu mere bemærkelsesværdigt
- 20 nye lande det seneste år!
Ganske mange af landene er besøgt på
rejser med familien, hvis fire medlemmer
alle er medlem af DBK, og tilsammen
har familien et landebesøgstal på 267.
Marianne Nørgård (medlem nr. 314) har
71 lande på kontoen, og de to sønner
Lukas (6 år, medlem nr. 356) og Markus
(4 år, medlem nr. 400) har besøgt
henholdsvis 51 og 45 lande. Markus
blev i øvrigt medlem af DBK som treårig
og må på indmeldelsestidspunktet have
været klubbens yngste medlem nogensinde.
Landetælleriet er måske ikke helt
tilfældigt, når man ser på familieoverhovedernes
beskæftigelse, idet Lasse er
revisor og Marianne er bogholder.
De mange familierejser har ikke, som
tilfældet er med flere af de - efterhånden
ganske mange - berejste børnefamilier
i klubben fundet sted under langvarige
orlovsperioder, men udelukkende i løbet
af 'almindelige' ferier. Omkring sidste jul
var familien således på en tur 'Jorden
rundt på 26 dage' med besøg i bl.a.
Malaysia, Singapore, New Zealand og
USA. Lasse udtaler selv, at fordi der er
så mange dejlige steder i verden, som
de gerne vil opleve, så nøjes de ofte
med ophold af 3-5 dages varighed til
en begyndelse, men kan så godt finde
på at komme tilbage igen senere, hvis
besøget faldt i god jord.
Lasse er ivrig motionist og i god form,
og det var planen, at han skulle forsøge
at bestige det næsten 7.000 meter høje
sydamerikanske bjerg Aconcagua her
til nytår, men desværre var der frafald
blandt de øvrige deltagere, så turen
måtte aflyses. Forhåbentlig kommer
muligheden igen en anden gang.
Afslutningsvis skal det nævnes, at
Lasse har været DBK's trofaste revisor
gennem snart mange år.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside