ANGOLA - EN FORRETNINGSREJSE

Tekst og fotos: Knud B Bach

Længe havde jeg måttet lytte til, at mine brasilianske kollegaer gjorde gode forretninger i Angola. I marts måned besluttede jeg mig endelig for at tage på en kort tur til hovedstaden Luanda. Jeg ville med selvsyn se på mulighederne. Brasilien og Angola har været Portugals kolonier, og i begge lande er hovedsproget stadigt portugisisk.

I 1980erne rejste jeg meget i Afrika, hvor jeg besøgte ca. 20 lande, hovedsageligt i det francophone Vestafrika. Jeg arbejdede og boede flere år i tre af disse lande. For mig var Afrika et spændende eventyr, hvor jeg på primitiv rejsemaner besøgte fjerne stammer, og ofte var i tæt berøring med den originale afrikanske kultur. På et tidspunkt i 1980 var jeg antageligt den eneste dansker i Burkina Faso, som dengang hed Øvre Volta. Nu om dage er der dansk ambassade og danske hjælpeorganisationer i landet. Denne rejse til Angola skulle være mit gensyn med Afrika.

Statschef og regeringsleder siden september 1979 Jose Eduardo Dos Santos fra MPLA, oprindeligt et marxistisk parti

Brasilien og Angola

I Brasilien markedsfører vores virksomhed industrikedler. Vi er i en stærk position, når det gælder servicering og levering af kedler til offshore-platforme. Det var disse forretningsområder, jeg ønskede at undersøge i Angola. Brasiliens præsident, Lula da Silva, har besøgt Angola seks gange, siden han blev præsident i 2002. De kulturelle og sproglige forbindelser har været med til at gøre Brasiliens udviklingsmodel særlig populær i Angola og Mozambique, men de historiske bånd til portugisisk Afrika går adskillige århundreder tilbage. Omkring 1,4 millioner af de 3 mio. afrikanske slaver, der blev sendt til Brasilien i årene 1700-1850, kom fra Angola. I løbet af 1820'erne, efter Brasiliens uafhængighed fra Portugal, kom der bosættere fra Angola og Mozambique.

Olie i Angola

Angola har enorme oliereserver. I de seneste fem år har Angola været en af verdens hurtigst voksende økonomier. I både 2006 og 2007 steg BNP med ca. 20 %. Så kom den globale recession, og oliepriserne dykkede, men Angola kom stærkt tilbage, og havde en vækst på over 8 % i 2009. I dag ligger Angolas olieproduktion på knap 2 mio. tønder per dag. Dette er på niveau med Norge og Brasilien. Angola er kun overgået af Nigeria på det afrikanske kontinent. Olie udgør mere end halvdelen af landets BNP, 80 % af regeringens indtægter og 90 % af eksportindtægterne (ifølge The Economist). Alle de store olieproducenter er repræsenteret i Angola. Den statsejede virksomhed Sonangol spiller en væsentlig rolle i både udnyttelsen og administrationen af Angolas olie.

Hotel og visum i Luanda

For at besøge Angola skulle jeg have et visum, hvilket snart skulle vise sig at være en omstændelig affære. Efter at have kontaktet det angolanske konsulat i Rio de Janeiro, blev jeg henvist til et privat firma. Visum-udstedelsen kostede knap 1000 kr.! Jeg erindrer ikke fra tidligere rejser i Afrika, at det var nødvendigt at søge visum forud. Som dansk statsborger fra et EU-land rejste jeg normalt meget frit. Dette var ikke tilfældet i Angola.

Piger sælger bananer - der er mange meget unge mødre på gaden i Angola

Under mine tidligere rejser til Afrika reserverede jeg oftest ikke hotelværelser forud, men jeg fornemmede, at det var nødvendigt denne gang. Der findes en række websteder for hoteller i Luanda, men når man prøver at reservere, besvarer de hverken e-mails eller telefonopringninger. Det lykkedes mig endelig at reservere et værelse via det private VISA-firma i Rio. Mod forudbetaling reserverede de et værelse på et 4-stjernet hotel til USD 550 pr. dag. Jeg overvejede prisen, men reserverede værelset for tre dage.

Der var hverken taxier eller busser i lufthavnen, men efter længere tids venten lykkedes det mig at finde en privat bilist, der mod klækkelige 100 US dollars accepterede at køre mig til hotellet, der lå cirka 15 minutter væk.

Ingen taxier i Luanda

Om eftermiddagen havde jeg et møde med danske Mærsk Line. På mirakuløs vis lykkedes det mig at finde en taxi på gaden. I anledning af fodbold-VM var der blevet startet et taxifirma op, men kun med ganske få taxier. Taxichaufføren brugte 1½ time på en tur, der burde have taget et kvarter, øjensynligt fordi han ikke kunne læse adressen på visitkortet. Mødet hos Mærsk gik udmærket, og jeg fik en masse relevante oplysninger. Jeg lærte ved samme lejlighed, at en toværelses lejlighed for en expat løber op i cirka 25.000 US dollars om måneden.

Eftersom min taxichauffør ikke kunne vente, var jeg nødt til at finde en anden taxi efter mødet. Det var overordentligt vanskeligt, selvom jeg befandt mig på en hovedgade. En politibetjent fortalte mig, at der ikke fandtes taxier i Luanda, kun rute-minibusser.Jeg besluttede at gå tilbage til hotellet, en gåtur på over en time i 35 °C i jakkesæt og med en dokumentmappe. Hvis man skal bruge en bil i Luanda, må man forudbestille og leje den hele dagen. Det koster cirka 600 dollars.

Under min gåtur kom jeg igennem nogle fattige slumkvarterer med meget dårlige sanitære forhold. Jeg kom også forbi De Beers - verdens største diamanthandler med et imponerende kontorkompleks. Under borgerkrigen var handlen med bloddiamanter en lukrativ forretning.

I modsætning til normalt, tog jeg ikke på sightseeing i Luanda. Jeg gik heller ikke ud at spise om aftenen. Det var simpelthen for vanskeligt at finde en taxi. Risikoen for at strande et sted var for høj.

Byggekaos og halvslum i hovedstaden - der bygges overalt

Kina i Afrika

En spændende ting jeg lagde mærke til under min gåtur, var et enormt luksuskompleks af forretninger og lejligheder, der var ved at blive opført af kinesere. Jeg så kun ganske få angolanske arbejdere. Kineserne gør i dag store forretninger i Afrika. Modellen er store forskudslån i form af infrastruktur, der afdrages over en årrække mod udnyttelse af naturressourcer som træ, mineraler og specielt olie. Kineserne spørger mindre og har ikke, som de vestlige hjælpeorganisationer, besværlige betingelser for menneskerettigheds- og fattigdomskriterier med i deres kontrakter.

IMF havde i flere år forhandlet med Angola om et nyt lån med omhyggeligt tilpassede betingelser, der kunne forhindre korruption og hjælpe de fattige. Kina gjorde IMF overflødig ved at betale Luanda fem milliarder dollars for oliemodydelser og kontrakter om infrastruktur. Der er mange negative aspekter ved dette, men det giver også konkrete resultater, som vi i de vestlige lande kunne lære af.

Borgerkrigen

Angola har gennemgået fire årtier med stridigheder. Først en 14 år lang uafhængighedskrig mod den portugisiske kolonimagt, der varede indtil 1975. Derefter næsten tre årtier med kampe, der udspillede sig mellem den kommunistiske folkebevægelse MPLA og Savimbis vestlige UNITA. Borgekrigen sluttede først i 2002. Af en befolkning på 7 millioner i 1980 blev ca. 1,5 millioner dræbt og over 4 millioner hjemløse. En hel generation fik ingen uddannelse. Landbrugsproduktionen blev ødelagt. Infrastrukturen og de politiske institutioner skulle genetableres helt fra begyndelsen. Der ligger stadigt en kæmpe genopbygningsopgave foran denne unge nation.

Har olien forbedret levestandarden i Angola?

På papiret er BNP per indbygger mere end fordoblet siden 2002 til 6.300 dollars i 2008, hvilket løfter landets IMF-position til en 98. plads af i alt 181 lande, lige over Kina. Til gengæld placerede FNs indeks for menneskelig udvikling Angola nær bunden i næsten samtlige kategorier. Den forventede levealder er 46 år. Spædbørnsdødeligheden er 180 per 1.000 nyfødte børn. En tredjedel af alle voksne er analfabeter. Mens de nyrige lever i overflod, har to tredjedele af Angolas befolkning på 17 millioner mindre end 2 dollars om dagen at leve for. Den civile og politiske frihed er begrænset. Der findes kun sparsom landbrugsproduktion, og industriproduktion er endnu ikke i gang. Alt skal derfor importeres til skyhøje priser.

Alligevel sker der forbedringer. Landets første “demokratiske valg” i 16 år blev afviklet i 2008 med MPLA som vinder med 80% af stemmerne, der var dog kun én kandidat: Jose Eduardo Dos Santos, der har siddet både som statsoverhoved og regeringschef siden 1979. Den regeringsdominerede presse er så småt ved at blive friere. Der findes uafhængige ugeblade og radiostationer. Havnen er ved at blive moderniseret. Havnetrafikken bliver mere organiseret og betaling for opbevaring af containere øges. Hundredvis af kilometer nye veje og jernbanespor øger transporthastigheden. Landminer bliver fjernet fra landbrugsjorden. Men forbedring af livskvaliteten gennem olierigdomme lader stadig vente på sig.

70 % af Angolas befolkning lever under landets fattigdomsgrænse. Kolera og malaria er meget udbredt. Børnedødeligheden er blandt verdens højeste. De velhavende kan købe mineralvand, men for mange almindelige borgere er der hverken vandforsyning, elektricitet eller kloaksystemer.

Forfatteren foran maleri ved Hotel Tropico: udsigt mod byen og havnefronter

Angola farvel for nu

Der findes ikke noget dansk konsulat i Angola, men Sverige har en ambassade. De eneste danske virksomheder jeg fandt, var Mærsk Line og Mærsk Olie. Det så ud til, at de gjorde gode forretninger. Mærsk Olie har netop offentliggjort opdagelsen af en stor olieforekomst, men dog endnu ikke erklæret feltet kommercielt. Jeg besøgte Odebrecht, som jeg kendte fra Brasilien. Salgsdirektøren var meget hjælpsom og ville straks introducere mig for det mægtige Sonangol - den statslige koordinator for olie- og gasindustrien. Jeg valgte at vente. Jeg måtte tage i betragtning, at operationsbasen for oliebusiness er i Soyo, ikke langt fra den omstridte enklave Cabinda, hvor massakren på Togos landshold foregik i januar 2010.

Jeg nåede at deltage i fire møder, men det stod hurtigt klart, at industrien, vores hovedforretningsområde, endnu ikke er rigtigt startet op i Angola. Fabrikker bruger damp fra vores kedler, men der er kun få fabrikker. Der er imidlertid et potentiale for service af kedler til olievirksomheder, men det ville kræve et bekosteligt og måske farligt set-up, der måske bedre kunne betjenes på afstand via rejsemontører, evt. fra et center i Guineabugten, hvor der ligger flere afrikanske olieproducerende lande.

Hjemrejsen med Angola Air blev indledt af et besværligt check-in. Flypersonalet skulle først anbringe vennerne på de gode pladser. Da jeg kom til mit sæde, var det optaget af en person fra Angola Air. Han og kollegaerne havde to rækker på business class. Efter at have beklaget mig højlydt, fik jeg dog mit sæde tilbage.

Genoplevelsen af Afrika gav blandede følelser, men det gav mig i det mindste et grundlag for at beslutte, at vi ikke foreløbigt skal forsøge at opstarte forretninger i Angola.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside