Antarktis

Antarctic Peninsula - King George Island - Januar 2008

Knud Bach

Kort over Antarktis

Alle gode gange tre: I januar 2008 lykkedes det mig efter tredje forsøg at besøge Antarktis, det foregik med et lille Aerovías DAP fly fra Punta Arenas, Patagonien, i Chile. Første gang i 2003 kom jeg fra Ushuaia - Argentina, men efter at have ventet i to dage blev flyet aflyst. Anden gang var i 2006, hvor flyet blev aflyst, inden jeg nåede frem.

Antarktis er fantastisk. Det udgør kontinentet syd for 60. breddegrad og har et areal på 14.000.000 km², og er hermed større end Australien. På grund af dets mange bjergplateauer, er det det højeste af alle kontinenter, men er alligevel næsten helt tildækket med is. Det er også det koldeste, mest vindblæste, og mindst befolkede område på vores planet. Men kystområderne rundt om Antarktis, og i særdeleshed Den Antarktiske Halvø, har en meget rig fauna.

King George øen, - også kaldt Antarktis uofficelle hovedstad, ligger som en af Sydshetland øerne relativt tæt ved Sydamerikas sydspids, og så har den 8 internationale stationer, som er beboet året rundt. Chile, Argentina, Brasilien, Kina, Sydkorea, Polen, Rusland og Uruguay har alle permanente baser her, som de primært opretholder af storpolitiske årsager, men alle påberåber sig først og fremmest, at de udfører vigtige opgaver indenfor meteorologi og antarktisk forskning.

Vi ankom til den chilenske Frei base efter knap fire timers flyvning i et lille otte personers fly, presset pga. meget lidt plads og intet toilet ombord, men vi landede i højt humør og strålende solskin. Vores chilenske guide Alejo Contreras stod allerede klar og bød os velkommen på landingsbanen.

Ankomst: Elka fra Sydney, Knud fra Danmark (forfatteren), Vera og Alexandro fra Moskva, Patricia og John (på vej ud af flyet) fra Cambridge, Francois Delors fra Paris og Tadeus fra Warsava (ikke med i billedet).

Vi startede med at gå en kilometer til et lille skur på Frei basen som DAP havde lejet, hvor vi stillede bagagen og fik udleveret gummistøvler. Vi var alle skrupsultne, men i DAP-skuret vanker der kun te og kaffe. Alejo giver os en orientering om Antarktis, King George Island og skitserer vores to-dages program. Alejo er en god guide, han har boet over 15 år på Antarktis, han var i 1991 skiguide for en britisk ekspedition til Sydpolen.

Vi går en interessant rundtur på Frei basen, det er en af de største på halvøen med ca. 150 beboere og den eneste station med fastboende civile. Alejo forklarer, at præsident Pinochet besøgte stationen i 1984, hvor han deklarerede, at Chiles territorium skulle strække helt til Sydpolen og erklærede basen åben for familiebeboelse. For yderligere at fastslå Chiles territoriumkrav, blev bydelen Las Estrellas anlagt med skoler og civile faciliteter, og der blev givet tilskud til tilflytning. Allerede i 1984 blev de første chilenske børn født her.

Den Chilenske Frei Station med Las Estrellas civile bebyggelse

Alejo er meget uenig i denne politik og fremhæver Antarktis Konventionen, der bla. siger, at ingen kan eje Antarktis. Desuden er han fortørnet over Pinochet krav om, at de ikke måtte være venner med deres russiske naboer, efter Alejos mening er alle nationer venner på Antarktis og hjælper hinanden.

Vi vader over mod Ardley øen, og allerede på stranden møder vi de første pingviner, en gruppe såkaldte Chinstrap pingviner. De er sjove og forsøger at nappe efter vores støvler, men Alejo formaner, at vi må holde en afstand på 5 m, dette er en generel regel for ikke at stresse dyrelivet.

Chinstrap pingviner på stranden

Længere fremme myldrer det med pingviner, her er det mest Gentoo pingviner. Rugetiden er forbi, ungerne er fremme og pipper efter mad, som forældrene må gylpe op. Det er et herligt skue, tilsyneladende ånder alt fred og idyl, men det er det ikke, for forældrene må hele tiden være på vagt overfor de grådige Skua fugle, som lusker rundt og forsøger at snuppe de små, søde unger. Skuaen er en rovfugl, der er lidt større end en stor havmåge. I strandkanten ligger en stor Weddell sæl og soler sig, den ser utroligt doven og dvask ud, og man får lyst til at klappe den på maven.

Turen går videre, vi kravler alle op i gummibåden og krydser over bugten til isbræen. Den er høj og fødes af en stor gletsher, som strækker sig langt ind over øen. Sejlturen tager en lille time, og selvom temperaturen kun er minus to grader, føles det meget koldere pga. den kraftige vind. Turen er dog ikke ufarlig, der er isskosser i vandet, som kan beskadige båden, og man kan kun overleve fire minutter i dette

Vores guide og styrmand Alejo foran King Georges Islands gletsher kant.

iskolde vand (0 grader cel.).

Vi aflægger et kort besøg på den kinesiske Chang Cheng station - Great Wall of China Station, den er nyere og mere farvestrålende end de andre. Det er også den eneste, hvor vi ser folk arbejde og bygge, som jo kineserne gør, mens vi vesterlandske turister ser på og nyder livet med eksotiske oplevelser. En af Antarktis' mærkeligste ceremonier fandt sted under indvielsen i 1988. Kineserne befriede hundredevis af zoo-pingviner i en slags fredsdue-ritual. Næsten alle frøs til døde den selvsamme dag.

Bæltetraktor til Uruguay´s Artigas station

Vi var temmeligt forfrosne, på trods af to lag undertøj og goretex parcas, men vi kom frem til vores skur på Frei i god behold. Her stod en bæltetraktor klar til at køre os over på Uruguay´s Artigas station; bælteturen var tung, den tog næsten en time med hump og bump. På Artigas var der arrangeret køjesenge og kantinemad. Maden var enkel, men smagte fantastisk, da vi ikke havde spist andet end en sandwich i flyet i løbet af de sidste 12 timer. Selvom vi var en slags ”intruders”, følte vi os velkomne og faldt i hyggelig snak med flere af de hårdtarbejdende forskere.

Francois havde medbragt en King George whisky, som vi nød i fællesskab på King George Island på stranden i midnatssol og med rigtig antarktisk is. Fire Gentoo pingviner i kjole og hvidt var indkaldt som vidner.

Den russiske base Bellingshausen med St. Trinity Kirke

Næste morgen besøgte vi den russiske station Bellingshausen. Det er den første station på halvøen, allerede etableret tilbage i 1968. Her blev vi modtaget af kommandanten - Alejos gode ven. Der blev serveret kaffe og kager, mens kommandanten underholdt om stationens historie og funktion. Samtalen med Vera og Alexandro foregik på russisk, de var glade for at møde landsmænd på dette fjerne sted. Alexandro er til daglig Volvo-importør i Moskva. På kommandantens kontor var der store billeder af præsident Putin og den russiske ærkebiskop. Han fortalte om, at han for 4 år siden havde arrangeret at bringe den første ortodokse kirke til Antarktis, Alejo mimrede, at messen varede to timer - stående. Nu står St. Trinity kirken flot på højen, bygget af ceder og lærketræ fra Sibirien.

Som vores sidste aktivitet besøge vi Søløvebugten ved Drake Sea. Efter en lille times travetur i sne og mudder fra delvist smeltet permafrost kunne vi se grupper af kæmpestore, dovne, brune pølser, der tog solbad halvvejs liggende ovenpå hinanden. Disse Elephant Seals gryntede, men lod sig ikke forstyrre af os. Havde det været for 100 år siden og op til ca. 1956, ville billedet have været anderledes - hannerne var dengang meget eftertragtet af hvalfangere, som kaldte dem søelefanter.

Hjemturen var flot i solskin over Drake Sea, og den varede kun godt tre timer på grund af medvind. Der var ingen servering, DAP turen er befriet for al luxus, men Antarktis var en stor oplevelse.

Ardley Island - forfatteren med nysgerrige venner

FACTS - Over 90% af King George øens ca. 1300 km2 er dækket af is, men den sydvestlige tip, Fieldes, er næsten isfri, her ligger den chilenske og russiske station, og her ligger gruslandingsbanen, som kan tage et hercules fly.

- Flyturen foregår fra Pt. Arenas med DAP www.aeroviasdap.cl . Turen koster 3.500 US. Meget sparsom betjening, ingen luksus, medbring f.eks. chokolade. På grund af usikre vejrforhold er der ofte aflysninger eller udsættelser. DAP kræver, at man kan vente 4 dage i Pt. Arenas.

- Pt. Arenas, der ligger i det sydlige Patagonien, er i øvrigt også interessant, både historisk (byen var et af de rigeste samfund omkring 1900, indtil Suez kanalens åbning med kæmpeeksport af uld og fårekød), geografisk (de store vidder med gaucho sheepboys) og grundet dens fauna (magellanpingviner og andre antarktiske fugle). Så her kan man sagtens bruge et par dage.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside